Altså, jeg boede sammen med en fyr i to måneder, og alt virkede egentlig ret fint indtil jeg mødte hans mor. Efter bare en halv time ved middagsbordet, hendes spørgsmål og hans tavshed, forstod jeg med ét, hvad der var på færde. Jeg rejste mig, pakkede mine ting og gik derfra for altid.
Det startede ellers meget almindeligt med Emil. Vi havde boet sammen i to måneder, og vores hverdag var rolig, næsten kedelig men tryg på den der rare måde. Han virkede som en fornuftig mand: arbejdede i IT, gik sjældent ud, drak ikke, og hans lille lejlighed i Odense var altid ren og ordentlig. Vi var begge sidst i trediverne, etablerede os roligt og tænkte seriøst over fremtiden. Vi flyttede måske lidt hurtigt sammen, men det føltes naturligt på en meget dansk måde.
Da han nævnte, at jeg endelig skulle møde hans mor, Anne-Grete, kunne jeg godt mærke nerverne. Du ved, det der med første gang at sidde overfor mor jeg havde købt en kage fra Lagkagehuset og fundet en pæn, afdæmpet kjole frem og prøvede virkelig at virke afslappet i det.
Klokken syv stod hun der punktlig selvfølgelig. Hun kom ind i det lille rækkehus og lagde knap mærke til min velkomst. Hun lod blikket løbe over stuen, nærmest som om hun tjekkede om tingene stod rigtigt, så nikkede hun til sig selv og gik direkte ud i køkkenet. Der var ikke meget varme over hende, mere det der autoritære og man mærkede straks, at her var det hende, der bestemte.
Vi satte os til bordet, hun rank og med hænderne foldet på skødet, og hun kiggede på mig på en måde, der næsten fik mig til at ønske, jeg var et andet sted.
Så, sagde hun, lad os lære hinanden lidt at kende. Fortæl mig lidt om dig selv.
Så jeg fortalte, at jeg havde arbejdet med logistik i nogle år. Er din indkomst stabil? spurgte hun direkte. Og har du fastansættelse? Kan du dokumentere det?
Jeg blev så overrasket, svarede pænt ja og forklarede, at det var nok til at klare mig. Emil sad stadig og øste sovs op som var det verdens mest udramatiske aften.
Har du din egen lejlighed? Eller er du lige flyttet ind her? spurgte hun videre.
Jeg lejer et sted ovre i Skibhuskvarteret, svarede jeg.
Godt, sagde hun tørt. Vi vil ikke have uventede overraskelser. Nogle kvinder starter selvstændige, men ender med at sidde afhængigt af en mand. Hvert spørgsmål stak som en lille nål. Hun spurgte videre om tidligere kærester, mine forældre, eventuelle sygdomme i familien, om jeg drak, eller havde gæld endda om jeg havde børn.
Jeg svarede kort og skulle hele tiden lige trække vejret dybt; jeg syntes ikke, det var specielt hyggeligt. Emil var stadig helt tavs det var som om, alt dette bare var business as usual.
Og så, efter en halv times tid, kom spørgsmålet, der skar igennem: Og børn? Har du nogen?
Nej det mener jeg vel er en privat sag? sagde jeg, mens jeg kunne mærke halsen snøre sig sammen.
Privat? Ikke i min familie! sagde hun skrapt, Du bor med min søn. Han ønsker sig børn sine egne børn ikke at passe på andres. Du skal til lægen og vise et bevis på, at du er sund og rask, og stadig kan give os børnebørn. Den regning dækker du selv.
Så kiggede jeg på Emil, og han trak bare på skuldrene, lidt undskyldende: Jamen, mor er bare sådan, hun bekymrer sig jo. Måske er det bedst at gøre det så er alle glade.
Og lige der fattede jeg min plads i det her. Jeg var ikke partner, jeg var nærmest ansøger på prøvetid, bedømt af hans mor.
Jeg rejste mig fra bordet. Hvor tror du, du skal hen? sagde hun køligt. Vi er ikke færdige. Det er jeg, svarede jeg stille. Det var hyggeligt at møde dig, men det her var sidste gang.
Jeg gik i gangen, fandt min jakke, og pakkede resten af mine ting. Emil fulgte efter, mere irriteret end vred. Du overdriver altså. Mor vil bare det bedste for mig.
Måske, sagde jeg, mens jeg knappede jakken. Men hun vil ikke have en kæreste til dig hun vil have en hushjælp. Og du du siger hun skal bestemme. Det kan jeg ikke.
Da jeg bandt mine støvler og lukkede døren bag mig, følte jeg en kæmpe lettelse. Selvom Emil ringede og skrev flere gange bagefter sagde, at almindelige piger i Danmark kan tilpasse sig mandens familie så svarede jeg faktisk ikke. Jeg var bare glad for, at det her skete nu, inden vi var blevet gift eller havde brugt år sammen. Nogle gange handler mod jo bare om at kunne sige nej i det rigtige øjeblik. Og alt den tryghed, jeg havde følt med Emil, var altså ikke mere værd end min egen frihed og mine egne grænser.
