Pindsvinet
– Igen? Louise læste beskeden i børnehavegruppens chat og kastede telefonen ned på sofaen ved siden af sig.
– Hvad er der nu, mor? Signe kiggede op fra sin matematikbog og kiggede spørgende på sin mor.
– Konkurrence! Igen! Jeg er så træt af det pjat. Hvorfor i alverden har folk brug for det? Og selvfølgelig skal det afleveres i overmorgen. Jeg har aftenvagt i morgen. Hvornår skal jeg overhovedet nå det?
– Vil du have, at jeg ordner det? Signe skubbede skolebøgerne til side. Jeg er næsten færdig med lektierne alligevel. Okay, jeg skal stadig have styr på matematik, men det klarer jeg hos Helene i morgen. Jeg har alligevel ikke forstået opgaven, så måske kan hun forklare mig det.
– Nej tak, min pige, du skal fokusere på dine egne ting. Du har snart karakterer og prøver forude.
– Men hvad med Emil bliver ked af det igen. Kan du huske, hvor meget han græd sidste gang, da alle fik diplomer, og ingen engang lagde mærke til hans ting? Han lavede den selv
– Det var der jo en grund til! Louise kneb øjnene sammen. Alle forældre hjælper jo deres unger, som om de var Thorvaldsen og Anna Ancher. Og det er forældrene, der laver tingene, ikke børnene. Hvad barn kan lave alt det, man ser til de konkurrencer? Men det værste af det hele irriterer mig faktisk endnu mere.
– Hvad da?
– At pædagogerne påstår, at det netop er børnenes egne værker. Du skulle se det! Selv voksne ville have svært ved at lave det.
– Mor, hvorfor siger ingen noget? Ingen brokker sig, de gør det bare hver gang. Det var egentlig præcis sådan i min klasse, kan du huske? Lige indtil en af forældrene sagde, at nu var det nok, eller at kun børnene selv måtte lave det.
– Var det ikke dengang fru Bjerregaard satte stregen i sandet?
– Jo! Signe lo. Det var en kæmpe lettelse for alle. Og så sagde fru Madsen, at fremover skulle vi lave alt selv kun os. Hun gav endda Nina en skideballe, fordi hendes mor havde strikket en bamse til hende. Fru Madsen sagde ikke noget i første omgang, hun roste den, men bagefter bad hun alle tage garn og hæklenål med, kan du huske?
– Ja, det var derfor, jeg rendte rundt til naboerne efter garn den aften! Selvfølgelig kan jeg huske det.
– Hun satte Nina ned og bad hende hækle en cirkel. Selvfølgelig kunne hun ikke. Og så fik hun et smæk over fingrene. Kan du ikke huske det?
– Det har jeg glemt Det er så længe siden.
– Forældre burde hyldes for de konkurrencer, ikke børnene. Så de ikke bliver kede af det. Signe lukkede penalhuset med sine blyanter og rejste sig. Skal jeg lave en kop te til dig? Og læse godnathistorie for Emil?
– Det tror jeg faktisk gerne, jeg vil! Louise rejste sig og gik hen til Signe. Hun lagde armen om sin datter og kyssede hende på panden. Hvor er du blevet stor! Nu kan jeg ikke længere kysse dig i toppen af håret.
– Lad nu være, mor. Signe trak sig lidt væk. Jeg vil faktisk helst ikke tale om ham.
– Nej, det behøver vi heller ikke. Gå du ud og lav te, så ringer jeg lige til nogen. Du gav mig nemlig en god idé.
Louise krammede sin datter en ekstra gang og puffede blidt til hende.
– Af sted med dig!
Louise betragtede Signes ranke ryg, helt snorlige og med selvfølgelighed. Hun tænkte, hvor underligt det egentlig er med gener Hun selv var buttet og blond, og Emil lignede hende på en prik: hvidhåret og robust. Men Signe var som en lille balletdanserinde, med lang svanehals og tynde håndled. Alt i hende var liv og bevægelse. Hendes far og farmor havde begge været høje og slanke. Farmoren, ja, hun havde danset ballet ikke solodanser, men altid den næstsidste svanebarn i baggrunden. Perfekt ryg, viljestyrke og ildhu og et vanskeligt temperament. Signe havde heldigvis et bedre sind. Louise smilede. Hendes datter overraskede hende altid med sin venlighed, noget, alle bemærkede. Det blev udnyttet af nogle, men Signe ændrede sig aldrig. Hun hjalp altid, hvor hun kunne.
De havde altid plejet tilskadekomne dyr, som Signe med jævne mellemrum slæbte hjem, plejede og sendte ud i nye hjem.
Af alle de dyr, Signe havde reddet, var der kun én, der blev: den gamle kæmpekat, hun fandt sidste vinter. Det var så koldt, at selv skolerne lukkede ned. Signe passede Emil, der var hjemme med feber. Hun havde sendt Louise på nattevagt og var gået i gang med at lave mad, men måtte hente løg i kiosken. På vej ind gled hun ved opgangen og landede foran trappen, hvor to ravgule øjne stirrede på hende. Katten sad på øverste trappetrin og så ud til at have opgivet livet. Kæmpestor, sort som natten, med sammenfiltret pels og skaldede pletter, våde øjne og et blik af total ligegyldighed.
– Fryser du? Vil du med ind? spurgte Signe.
Katten svarede ikke. Den krøb bare lidt mere sammen.
Signe prøvede at løfte den, men opgav hurtigt. Alt for tung. Hun åbnede opgangen og kaldte:
– Kom, det er koldt. Vi har mælk.
Kattens blik sagde: Hvem behøver mig, og Signe fik så ondt af den, at hun satte sig på de kolde trin.
– Vær ikke bange. Kom nu, jeg har brug for dig
Længe sad de der, indtil katten til sidst duttede sit store hoved i hendes hånd og rejste sig.
– Sådan! sagde Signe begejstret. Ryggen gjorde ondt, men nu havde hun noget rigtigt at lave. Og Emil er sød. Han larmer, men er rar.
Louise rystede bare træt på hovedet, da hun mødte det plettede uhyre næste dag.
– Signe, den holder næppe længe
– Så kan den i det mindste få ro og varme.
– Jeg siger ikke noget. Den kan blive
For Louise var alt andet lige. Hun gik på arbejde på autopilot, plejede hjemmet, prøvede at tage sig af børnene. Hun følte sig som i en stor, sej gele. Alt var klægt, undtagen Signe og Emil. De holdt hende oppe.
Manden forlod ikke Louise lige med det samme. Han boede faktisk over et år på to adresser, mens han besluttede sig for, hvor han nu hørte til. Louise havde for længst opgivet at glæde sig over hans selskab, men han nægtede at flytte.
– Du bliver ikke ligefrem glad, når du ser mig, det kan jeg jo se. Men børnene elsker mig.
De boede i hvert deres rum lejligheden tillod det. Da Louise flyttede ind hos Signe, sagde hun ingenting. Hun forstod forbavsende meget for sin alder.
Louise vidste, at manden havde fået en søn mere, yngre end Emil, og havde set kvinden, han var flyttet sammen med. Hun ville aldrig kunne måle sig med hende: blond, perfekt, med en sød, smart klædt dreng. Endnu en lyshåret. Louise smilte trist, da hun betragtede sin ex-mands nye familie.
En sjælden dag besluttede Louise ikke at tage bussen hjem, men gå gennem den gamle park, hun før havde elsket så højt. Efteråret var mildt, bladene farverige, og hun satte farten ned for første gang i mange måneder. Gåturen gjorde hende rolig. Hun lo endda, da en fræk egern terede sig for næsen af en forvirret hund, hvis ejer trak i snoren. Sådan vil min ex også se ud, når han bliver gammel, tænkte hun. Veloprejst, nydelig. Ved siden af ham bare ikke hende.
Drømmene om weekendhygge med børnebørn, ture til Vesterhavet, alt det, de elskede engang det var allerede væk.
Hun vendte sig væk, irriteret, og så sin mand komme gående med den nye familie.
Sådan kan livet nogle gange ændres på et øjeblik. Louise stod stille og så sin nu helt sikkert tidligere mand lege med drengen. Hun vendte om og gik ud af parken, nu besluttet på, hvordan hun ville leve.
Samme aften pakkede hun hans ting sammen og, uden at diskutere, sagde hun bare:
– Du går nu.
Han havde sikkert protesteret, hvis ikke Signe var dukket op og med rolig stemme gentog:
– Du skal gå.
Da døren lukkede, sank Louise sammen langs væggen, og Signe udbrød forskrækket:
– Mor, er du okay?
Louise lukkede øjnene, samlede sig, og sagde så:
– Sæt en kande te over, Signe. Jeg har brug for det
Børnene reagerede forskelligt på, at far flyttede. Emil var lille, og mor var alt rigeligt for ham. Faren havde alligevel aldrig rigtig tid til ham. Men Signe blev meget påvirket. Hun sagde ikke noget, ville ikke gøre mor ked af det, men lå søvnløs om aftenen og stirrede op i de sorte skygger på væggen, indtil hun endelig faldt hen.
Trætheden viste sig snart. Signe blev nervøs, grådlabil, og det hjalp kun lidt at tale med en psykolog. Først da katten blev en del af familien, begyndte det at gå fremad.
Emil og Signe kaldte katten Buster. Et uhyre stadig, men han blev boende. Louise blev indimellem forskrækket, når Buster pludselig døkkede frem i køkkenet eller entreen, når hun nattevandrede.
– Kan du heller ikke sove? sukkede hun til katten.
Han spandt aldrig og forlangte ingenting. Han satte sig bare ved siden af hende. Det blev Louises egen terapi. Hun fortalte Buster om sine bekymringer og sorger, ofte hviskede hun så børnene ikke vågnede. Om alt det, der stadig gjorde ondt alt det, der havde været familie. Hun græd og brokkede sig, men katten gik aldrig. Han sad der, kneb øjnene sammen, som om han forstod.
Da Louise opdagede, at Signe var blevet roligere, anede hun, at datteren også havde sine små samtaler med katten. Signe løftede overrasket øjenbrynene, da Louise en dag nævnte:
– Hvis du vil finde et nyt hjem til ham, så siger jeg nej. Han bliver.
Buster blev hos dem et helt år. Hans pels voksede ud, hans mave blev rund, og efterhånden så han ud som en ret almindelig huskat. Spurgte veninderne til Louises kærlighedsliv, svarede hun:
– Jeg har allerede fundet den perfekte mand: Han lytter tålmodigt, elsker børnene, kræver ikke meget, og har aldrig sure sokker liggende. Helt ærligt hvad mere kan jeg ønske mig?
At finde en kæreste efter skilsmissen tænkte hun slet ikke på. Hun følte sig knækket og udbrændt som en dukke med knækkede led, der stod ubevægelig. Børnene var hendes glæde.
Da Signe gik i børnehave, var alt pjat og hygge. Ikke så meget konkurrencehalløj. Kjoler, sko, sløjfer
Men med Emil blev det noget andet. Den nye forældrekomité var fuld af overskudstyper, så alle blev trætte af de endeløse arrangementer.
Efter at Louise havde smidt manden ud, sagde han, at børnepengene måtte hun få gennem retten, og hun måtte ikke regne med hjælp i mellemtiden. Han vidste godt, at Louises løn ikke kunne spænde vidt. Hun ville sikkert komme kravlende, men det gjorde hun ikke. Hun knoklede og fandt ekstra job, selvom det betød lange dage. Til gengæld slap hun for at tigge sin ex om hjælp. Nu havde hun næsten slet ikke tid til Emils børnehavekonkurrencer.
I starten gik det, for det krævede jo ikke meget at lave en pap-figur eller klippe lidt papir. Signe hjalp, hvor hun kunne, Emil ligeså og han insisterede på at lave alt selv. Men én efter én blev hans ting gemt bagerst, aldrig vist frem. Så blev hun kaldt op foran gruppen til forældremøde og fik sådan en opsang, at hun ikke anede, hvad hun skulle sige. Andre forældre rasede også og satte endelig pædagogen på plads. Louise satte sig, kinderne brændte nu gad hun altså ikke flere møder.
– Der skal være ro! sagde Lise, pædagogen, i et forsøg på at stoppe de ophidsede forældre. Husk, det handler om vores børn og deres fremtid! Vi skal investere tid og kærlighed i dem nu, ellers er det for sent! Kan man ikke finde et halvtime til dem, hvad er man så for en forælder? Det handler om nærvær
Louise lukkede af. Hun begyndte at tænke på Buster hans upåvirkede blik. Hvordan hun ville tage hjem, spise med børnene og sidde stille i køkkenet med ham og en kop te. Bare deres tid sammen. Ikke alle de ligegyldige ting.
Så snart mødet var slut, gled hun af sted uden at svare nogen, bestemte sig for at slukke lyd på sin telefon det var slut med al den stress.
Mødet var en uge siden, og nu kom igen en besked om konkurrence. Og nu var det nok! Hvis det er for børn, skal børnene deltage og ikke forældrene! Hun fik hurtigt tre andre forældre med på idéen.
Ugen efter var der fest i børnehaven. Louise var i højt humør. Det ville hun ikke længere finde sig i fra nu af skulle hun aldrig finde sig i, at hendes mening blev underkendt.
Emils kreation stod som altid gemt på den øverste hylde. Louise gik hen og skubbede de store mesterværker væk og tog Emils pindsvin frem.
– Louise, hvad har du gang i? Lise så forundret på hende. Vi skal snart udstille alle tingene!
– Præcis derfor! Jeg vil gerne have, at alle ser, at Emil har lavet sin selv. Jeg retter lige på skiltet. Louise stillede pindsvinet forrest.
Hun kunne se, at pædagogen blev rap i kinderne, men rykkede ikke Louises søns ting. Emil stod helt målløs, da han så sin pindsvin stå fremme, og et par mødre roste den højt. Drengen strålede.
Efterhånden kom børn og forældre ind. Snart summede det af snakkende børn, forældre, opsætning af kostumer og hår. Til sidst gik alle ned i børnehavens sal til festen.
På vej ud blinkede Louise til Villys far og fulgte efter Emil ned ad trappen. Det der skulle ordnes ovenpå, måtte andre tage sig af.
Koncerten gik strålende. Emil læste sit vers op det, Signe havde øvet med ham og han dansede fint med Frida. Louise tænkte, måske kunne han noget med dans, ligesom farmor. Men før hun kunne tænke videre, gik Lise på for at uddele diplomer.
Børnene kom frem og fik diplomer og chokolade, men Emil var ikke iblandt vinderne ligesom mange andre, der havde lavet tingene helt selv.
– Og nu Lise ville runde af, men Louise rejste sig og brød ind:
– Nu vil forældrene gerne sige noget, hvis det er i orden?
Nogle forældre smilede, de kendte planen. Andre så uforstående til, mens Louise gik op, tog en bunke diplomer fra Fridas mor og vinkede til Anna-Lises mor med chokoladekassen.
– Først vil vi forældre gerne sige tusind tak til vores dejlige pædagoger for endnu en god fest! Fordi I finder på så meget spændende og kreativt både for vores børn og os forældre.
Folk klappede lidt usikkert, men så kom stemningen.
– Dernæst vil vi gerne hylde alle de børn, der har deltaget uden at vinde. De har alle knoklet. De er vildt seje og fortjener klap også, ikke?
Hun læste navnene op og børnene fik diplom og chokolade. Der blev glæde og latter, mens børnene kom op. Men det var ikke slut endnu.
– Men der er jo også nogle særlige “vindere” nemlig dem, der lavede alt arbejdet selv!
Nu gik de hjem med diplomer og store chokolader de engagerede forældre. Louise blinkede, da hun overrakte Marie, formand for forældreudvalget, et diplom, mens hun spurgte:
– Hvad laver du?
– Du er ikke den eneste voksen, der kan vinde, Marie! lo hun.
Ingen af de gyldne hænder gik hjem uden diplom eller slikkepind.
Louise hørte senere, at de udstillede værker blev flyttet, og pludselig stod børnenes egne krøllede ting forrest, med et skilt over reolen, skrevet af Signe: Mig selv!
Efter festen fik Louise hurtigt Emil i overtøjet, og de hastede mod hjemmet, hvor Signe ventede spændt.
– Mor?
– Hvad så, skat? Louise sendte ham et smil. Han trykkede diplomet ind til sig.
– Hvis jeg fik diplom, er min ting så god?
– Ja! Du lavede det jo helt selv. Ingen hjalp dig.
– Men pindsvinet blev lidt skævt
– Jamen så? Det gør det kun endnu mere dit.
De gik hurtigt hjemad, Emil forsøgte at følge moderens skridt.
– Mor, er du stolt af mig?
Louise stoppede og kneb om hans skulder.
– Jeg er frygtelig stolt! Fordi du kan selv og gør en indsats. Fordi du lod være med at tude og bede andre gøre det for dig. Du hjælper også derhjemme jeg ved godt, det var dig, der vaskede op og ikke Signe. Tak for det, skat. Jeg er stolt over, at du bliver en rigtig mand!
– Hvad vil det sige at være rigtig mand?
Hun tænkte sig om.
– For mig er det én, der klarer sit, men også siger tak for hjælp. En, der ikke deler opgaver i mande- og kvindeting, men hjælper sine kære. Lige som du gjorde med opvasken, så Signe kunne nå lektierne. Det gav hende tid, og det er det vigtigste tid til det vigtige.
– Og hvordan gør man det?
– Det skal jeg nok fortælle dig. hun rejste sig og tog ham i hånden. Ved du hvad? Trænger vi ikke til fest?
– Jo!
– Skal vi købe kage?
– Ja!
Hjemme i køkkenet, med te og kage, nød hun at høre børnenes snak og Buster, der krøllede sig sammen i hjørnet. Det er ikke svært at gøre børn lykkelige, tænkte hun. Fortæl dem, at de er vigtige ligesom alt, hvad de laver.
Hun slukkede lyden på telefonen og gemte den nederst i tasken. Næste morgen ville hun melde sig ud af chatten, og Anna-Lises mor kunne bare sende hende det absolut nødvendige. De ville grine over, hvor forvirrede alle så ud, da forældrene fik deres diplomer.
To år senere blev Emil optaget på kadetskolen, og hans lidt skæve pindsvin stod stadig på køkkenhylden, tæt på den smukke tekande, som Signe gav Louise, da hun kom hjem fra København, hvor hun var på universitetet.
Tilbage ville Louise sidde alene med Buster i starten lidt fortabt. Men tiden gik og så mødte hun Erik lav, blød om livet, og med varme øjne. Han blev alt det, hun havde håbet på siden børnene blev store. De fik fredelige dage sammen, sene kærlighed og ture til kolonihaven, hvor hun plantede roser, og senere ture til Vesterhavet. Han fandt ud af det med børnene, og dét overraskede hende. For hun havde altid troet sin ex-mand, der sagde, det var umuligt at elske andres unger.
Signe ville, når hun kom hjem på ferie, stå og kikke på sin mor og Erik, gå hånd i hånd i parken, trampe i løvet, fodre egern og gå hjem og drikke stærk te med timian og kunne mærke, at det vigtigste nogle gange er ikke at sige noget, men bare blive hørt af nogen, der kan lytte med hjertet.
