Mikkel Søndergaard voksede op uden en far. Eller rettere, hans far havde været der, men da Mikkel fyldte 4 år, døde han. Far, Anders Søndergaard, havde arbejdet i Beredskabsstyrelsen og mistede livet under et redningsarbejde efter et jordskælv i en asiatisk nation. Sammen med ham døde også Trofast, en schæferhund, som Anders selv havde opfostret lige fra hvalp.
Mikkels mor, Gitte, blev enke og giftede sig aldrig igen. Hun opfostrede Mikkel alene.
Som 14-årig meldte Mikkel sig ind i en lokal hundeklub for unge på Frederiksberg. Gitte støttede sin søns beslutning, men indvendigt frygtede hun, at han ville følge sin fars fodspor og vælge et farligt erhverv. Da han fyldte 16, kom han hjem med en schæferhvalp, men han havde svært ved at finde det rette navn til den.
En dag, da han kom hjem fra skole, hørte han hvordan hans mor talte til hvalpen:
Åh, din frækkert, nu har du lavet ballade igen, din lille bandit.
Mikkel smilede. Som barn, når han selv lavede ulykker eller kom hjem mudret fra legepladsen, sukkede hans mor netop de samme ord. Han gik ind i stuen, grinede og sagde:
Så fik vi navnet! Han skal hedde Fræk.
På to år voksede Fræk op til at være en flot, stærk og disciplineret schæfer. Mikkel var stolt af både sin indsats og hundens evner.
Så blev tiden inde til værnepligten, og Mikkel søgte om at aftjene den sammen med Fræk. Hemmeligt for sin mor trænede han Fræk til tjeneste, og håbede, at de bestod optagelsesprøven i forsvaret. De blev sendt til Østjylland til et træningscenter, hvor de i tre måneder beviste deres værd.
Efter træningen blev de sendt til grænsen mod Tyskland. På kasernen blev de hurtigt kendt som “Fræk og Søndergaard”, og når de gik patrulje, kunne man høre soldaterne sige: “Der går Fræk og Søndergaard på opgave!”
Tjenesten kørte sin gang, indtil en skæbnesvanger natpatrulje endte dramatisk. En konfrontation med smuglere blev til et skudopgør. Én soldat blev såret, en anden dræbt, og Mikkel forsvandt sporløst.
Også Fræk blev såret. Grænsestationen blev sat på højeste alarm, og området blev gennemsøgt, men Mikkel blev aldrig fundet. I én måned ledte det danske og det tyske forsvar, men uden held.
En dag bankede en officer på døren hos Gitte og medbragte Fræk. Hunden var kommet sig, men haltede på forbenet.
Gitte sad tyst, kælte for Fræk, mens tårerne gled ned ad kinderne. Fræk lagde hovedet på hendes knæ og søgte trøst. Officeren fortalte om fortsat håb, et muligt mirakel, men Gitte lyttede ikke rigtig. Hun så Fræk i øjnene og sagde blot:
Åh, min frækkert.
Siden den dag så folk i Søndermarken hver morgen og aften et ejendommeligt par: En midaldrende kvinde gik roligt med en haltende schæferhund. Der var værdighed og ro over dem, noget som fik folk til at vende sig efter dem. Det var som om, de to var knyttet sammen af noget større end blot båndet mellem hund og ejer.
Gitte gav lavmælte kommandoer og talte indforstået med Fræk. Hunden var rolig, ventede på hende, og gøede aldrig.
Fræk, i dag bager vi lune frikadeller og laver lidt brød. I morgen har jeg fri, så kan vi tage til søen og svømme.
Et år gik. Forsvaret kom igen forbi, der blev overrakt lidt madvarer og hundefoder. De forklarede, at hvis der om et år stadig ikke var nyt om sønnen, kunne han erklæres død. Gitte takkede for deres omsorg og lukkede døren med et sært smil.
Lyt ikke til dem, Fræk. Mikkel lever. Det kan jeg mærke.
En dag ringede en ukendt ung mand på døren. Gitte blev forvirret, men Fræk logrede begejstret med halen.
Hej, Gitte. Jeg hedder Jonas Madsen og tjente sammen med din søn og Fræk altså, sagde han hurtigt med et forsigtigt smil, mens han nikkede til hunden.
De talte sammen længe. Jonas fortalte om tiden i tjenesten, Gitte diskede op med kaffe og småkager og fandt børnebilleder frem. Pludselig blev Jonas alvorlig:
Gitte, du må endelig ikke tro, jeg er tosset, sagde han lavt og næsten mumlende.
Hvad er der, Jonas?
Mikkel bad mig hilse og sige, at han nok skal komme hjem en dag.
Gitte gispede, dækkede munden med hænderne, og tårerne strømmede ned. Fræk for op, lagde næsen mod Jonas knæ og sagde begejstret vov.
Tag det roligt, jeg har ikke set Mikkel, jeg ved ikke, hvor han er, men Han kom til mig i en drøm for to uger siden og bad mig give dig besked.
Hun græd, Fræk slikkede hendes hånd, og Jonas så til i stilhed, overbevist om, at han havde gjort det rigtige, selvom han ikke kunne love andet end håb.
Yderligere et år gik. Endnu engang sås den underlige duo gå i parken, stadig dybt optaget af hinanden og uforstyrret af omverdenen.
Det var gylden efterår. Solen glimtede mellem de falmende blade og sendte varme, bløde stråler over parkens folk. De vandrede til enden af stien og vendte om. Da nærmede en høj skikkelse sig i den modsatte ende, omsluttet af efterårssolens skær, og skridtene blev langsommere, som om gensynet var uvirkeligt.
Fræk blev vagtsom, stoppede abrupt og begyndte at pibe svagt, indtil Gitte slap linen. Hunden, glemte sin skade, fór afsted mod den mand, han havde ventet på i alt for lang tid.
Gitte blev stående, med tårerne trillende ned ad kinderne og hænderne slapt ned langs siden. Der, langt borte, stod hendes Fræk og hendes søn omsluttet i et længe ventet kram.
Nogle gange kræver kærlighed og håb, at vi tør vente tålmodigt for den, der ikke mister troen, har stadig meget at vinde.
