Bedstemor favoriserede altid det ene barnebarn
Og mig, mormor? hviskede hun forsigtigt.
Åh, Astrid, du klarer dig jo så fint. Se bare kinderne på dig, du har ikke manglet noget.
Hasselnødder er til hjernen, Johannes har brug for dem til skolen, han er jo mand, fundamentet.
Du kan gå ud og tørre støv af hylderne. En pige skal vænnes til arbejdet.
Er du seriøs, Astrid? Hun er jo ved at tage herfra. Lægerne sagde, måske et par dage. Måske timer
Johannes stod i køkkendøren, fingrene krammede bilnøglerne. Hans ansigt var mat.
Jeg mener det, Johannes. Vil du have te? Astrid vendte sig ikke engang, hun blev bare ved med at skære æbler til datteren. Sæt dig, jeg brygger noget frisk.
Te, Astrid? Broderen trådte et skridt ind. Hun ligger derinde, alle de slanger, den vejrtrækning
Hun kaldte på dig i morges. Astrid, sagde hun, hvor er Astrid? Mit hjerte sprang et slag over. Skal du virkelig ikke komme?
Det er jo mormor! Sidste chance, forstår du det?
Astrid lagde æblebådene på en lille tallerken, først da kiggede hun op på sin bror.
For dig er hun mormor. For hende er du Johannes, solen i hendes vindue, arvingen, håbet for familien.
Og jeg jeg har aldrig eksisteret for hende.
Tror du virkelig, jeg har brug for det der farvel?
Hvad skal vi tale om, Johannes? Hvad skal jeg tilgive hende? Eller hun mig?
Droo nu de barnlige fornærmelser! Johannes smed nøglerne på bordet. Ja, hun elskede dig ikke som hun elskede mig. Og hvad så?
Hun er gammel, hun havde sine ideer. Men hun er ved at dø! Man kan da ikke være så kold.
Det er jeg heller ikke. Jeg føler bare intet for hende. Gå selv ind. Sæt dig, hold hende i hånden, det betyder langt mere for hende end noget jeg kan.
Du er hendes skat, solstråle. Så skinner du for hende til det sidste!
Johannes så på søsteren, drejede så om og gik, døren smækkede bag ham.
Astrid sukkede, tog æbletallerkenen og gik ind på børneværelset.
***
Hos dem var alt altid nøjagtigt delt op. Ikke fordi forældrene behandlede dem forskelligt både Astrid og Johannes blev elsket lige meget.
Hjemmet var fyldt med larm, latter, duften af boller og uendelige udflugter.
Men så var der Gertrud, mormor. Hun var en anden slags menneske.
Johannes, kom her, min dreng, hviskede mormor, når de kom på besøg i weekenden. Se hvad jeg har gemt til dig.
Hasselnødder, jeg har selv knækket dem! Og Flødeboller fra Summerbird. Friske!
Astrid, syv år gammel, stod ved siden af og kiggede, mens mormor trak posen ud fra sit gamle vitrineskab.
Og mig, mormor? spurgte hun stille.
Gertrud sendte sit barnebarn et kort, stikkende blik.
Åh, Astrid, du har da klaret dig godt. Se bare, hvor sund du ser ud.
Nødder de er gode for hovedet, og Johannes skal bruge sin hjerne, han er jo manden.
Og du kan gå ud og tørre støv af reolen. En pige skal lære at arbejde.
Johannes, ildrød i kinderne, samlede posen op og gled ud i gangen, mens Astrid gik ind for at tørre støv.
Det gjorde hende ikke ondt. Mærkeligt nok den lille Astrid opfattede det som vejret.
Det regner, og mormor elsker Johannes. Sådan er det bare
I gangen ventede broderen ofte.
Her, han stak halvdelen af slik og nødder i hendes hånd. Bare spis det ikke foran hende, så klager hun igen.
Du behøver det jo, smilede Astrid. For hjernen.
Pyh, det der hoved, sagde Johannes og rynkede på næsen. Hun er da tosset. Spis nu, hurtigt.
De sad på trappen op til loftet, og tyggede deres forbudte godter sammen. Johannes delte altid. Altid.
Selv når mormor listede ham penge til is bare fortæl det ikke til mor, løb han straks efter Astrid:
Der er til to vaffelis og lidt tyggegummi med klistermærke til overs. Kom?
Bror var altid hendes støtte, hans kærlighed jævnede mormors kulde så meget, at Astrid aldrig manglede noget.
Årene gik. Gertrud blev gammel. Da Johannes blev atten, meddelte hun højtideligt at hun testamenterede sin ekstra lejlighed inde midt i København til ham.
Familien skal have et sted, sagde hun ved familiemødet. Så kan han tage konen hjem og ikke sidde på fremmede sofaer.
Mor sukkede bare. Hun kendte sin mors temperament og sagde ikke imod, men om aftenen, da alle var gået, kom hun ind til Astrid.
Kære, du skal ikke tro Vi kan godt se det. Din far og jeg har besluttet os: de penge vi sparede op til bil og udvidelse af huset, dem får du.
Det bliver dit indskud til en bolig. Sådan er det mest rimeligt.
Mor, stop nu, Astrid omfavnede hende. Johannes har mere brug for lejligheden, han skal giftes med Sine. Jeg bor bare i kollegiet lidt endnu.
Nej, Astrid, det går ikke. Mormor har sine skævheder, men vi er forældre. Én kan ikke få alt, mens den anden ingen ting får. Tag det nu bare.
Men Astrid tog dem ikke.
Johannes flyttede direkte ind i mormors gamle lejlighed efter brylluppet, og forældrenes treværelses blev pludselig rummelig.
Astrid overtog hans gamle værelse, fyldte det med bøger og sit staffeli. Første gang følte hun, at hjemlig kærlighed ikke kunne deles i rigtig og forkert.
Brorens lejlighedssag smadrede ikke båndet et sekund. Tværtimod, Johannes var flov.
Kom nu forbi, sagde han, når han kiggede forbi. Sine har bagt. Og mormor ja, du ved, hun ringede igen i går. Hun ville vide, om jeg havde brugt hendes penge på dig.
Hvad sagde du?
At jeg brugte alt på spilleautomater og god whisky, Johannes grinede. Hun hvæsede i røret i tre minutter, derefter: Det har Astrid lokket dig ud i!
Selvfølgelig, Astrid smilede. Hvem ellers?
***
Da Astrid blev gift med Mads og fik barn, blev boligproblem igen aktuelt. Moren udviste atter diplomatisk snilde.
Hør nu, børn, sagde hun. Vi har en stor treværelses. Johannes har sin to-værelses. Astrid, du og Mads bor til leje.
Skal vi ikke dele: Vi bytter vores til en et- og en toværelses. Far og jeg tager etværelses, du og Mads får den store.
Mor, brød Johannes ind. Jeg giver afkald på min andel i barndomshjemmet. Jeg har mormors lejlighed, jeg mangler ikke noget.
Lad Astrid få resten, hun har jo netop fået datter og har mest brug for plads.
Er du sikker, Johannes? Mads var helt overrasket. Det er mange penge.
Helt sikker. Astrid og jeg har altid delt alt. Hun fik ikke meget mormorkærlighed. Så fald ikke over det. Det er mit valg.
Astrid græd. Ikke for kvadratmeterne, men fordi hendes bror var verdens bedste menneske.
De byttede lejlighed, alle fik noget godt, og sådan blev det.
Mor kom tit forbi og hjalp med barnebarnet, Johannes og hans familie kiggede nærmest forbi hver weekend.
Gertrud boede alene. Johannes bragte hende varer, reparerede vasken, lyttede tålmodigt til al klagen over helbred og utaknemmelige Astrid.
Har hun ringet? spurgte mormor, læberne spidse. Har hun spurgt til mit blodtryk?
Mor, du ville jo ikke selv have kontakt, svarede Johannes blidt. Du sagde aldrig et godt ord om hende på tyve år. Hvorfor skulle hun så ringe?
Jeg ville opdrage hende! kom det stolt. En kvinde skal kende sin plads! Men nu Hun har snuppet lejligheden, smidt moren ud.
Johannes sukkede bare. Der var intet at forklare.
***
Astrid sad i køkkenet, og erindringen dryssede billeder ind.
Mormor, som skubber hendes hånd væk fra syltetøjsglasset. Hun roser Johannes’ kluntede tegning, mens hun går forbi Astrids diplomer fra de naturvidenskabelige olympiader.
Hun sidder som dronning til Johannes bryllup, men til Astrids eget dukkede hun ikke op hun var syg.
Mor, hvorfor besøger vi ikke Gertrud? datteren kiggede forsigtigt ind. Onkel Johannes sagde hun er meget syg.
Fordi Gertrud kun vil se onkel Johannes, skat, Astrid klappede datteren på hovedet. Så har hun ro i sindet.
Er hun ond? datteren kneb øjnene sammen.
Nej, Astrid tøvede. Hun kunne bare ikke elske alle på én gang. Nogen hjerter har kun plads til én. Sådan er det.
Om aftenen ringede broren igen.
Tiden er kommet, Astrid. For en time siden.
Jeg er ked af det, Johannes. Jeg ved det må være hårdt for dig.
Hun savnede dig til det sidste, løj broren. Astrid vidste det han ønskede at forsone, bare en sidste gang. Hun sagde: Må alt blive godt for Astrid.
Tak, Johannes Kom forbi i morgen. Vi samles, jeg bager.
Det gør jeg. Astrid, fortryder du ikke? At du ikke tog afsked?
Astrid svarede ærligt.
Nej, Johannes. Hvorfor skulle jeg? Hun ville ikke se mig, jeg ville ikke se hende
Broren tav lidt.
Måske har du ret, sukkede han. Du har altid været den klogeste af os. Vi ses i morgen.
Begravelsen forløb stille. Astrid var der for mor og brorens skyld. Hun stod lidt væk, sort uldfrakke, så op på det grå himmelhav, der altid sænker sig over kirkegårde. Da kisten sænkedes, græd hun ikke.
Bror lagde en arm om hendes skulder.
Hvordan har du det?
Fint, Johannes. Helt ærligt.
Jeg gennemgik hendes lejlighed Fandt en æske. Der lå gamle familiefotos.
Du var også der. Mange. Alle klippet ud og lagt i en særlig bunke. Hun havde gemt dem.
Astrid løftede overrasket øjenbrynene.
Hvorfor?
Ved det ikke. Måske følte hun noget, men hun kunne bare ikke vise det? Var hun bange for, at hvis hun anerkendte dig, ville jeg få mindre? Gamle mennesker er sære.
Muligt, trak Astrid på skuldrene. Det betyder ikke noget mere.
De gik fra kirkegården under samme paraply høje, stærke Johannes og lille Astrid.
Hør nu, sagde Johannes, da de nåede bilerne. Jeg vil sælge hendes lejlighed.
Køber en treværelses til os selv og to små til børnene til når de bliver større, resten Hvad siger du til at oprette en fond? Eller give pengene til børneafdelingen på Rigshospitalet? Så bruges mormors penge til noget godt.
Astrid så op på sin bror, og smilede, for første gang på dage, varmt.
Ved du hvad, Johannes Det ville være den mest kærlige hævn over Gertrud. Sådan gør vi.
De kørte i hver sin retning. Astrid kørte gennem byen, hørte musik, mærkede hvordan der blev helt stille indeni.
Måske har bror ret. Lad nogle af pengene gå til et sygt barn. Det er det mest rigtige.
