I to måneder inviterede jeg en 56-årig kvinde ud på restauranter. Men i det øjeblik jeg inviterede hende hjem til mig, forsvandt hendes venlige facade på et sekund.
Fem år tilbage blev jeg stille og roligt skilt og vænnede mig hurtigt til det vante liv som single. Men på det sidste har ensomheden, når jeg vender hjem til en tom lejlighed, været sværere at bære.
Jeg er 56, sundheden holder endnu, kræfterne er der stadig. Jeg oprettede en profil på en dansk datingside, i håb om at finde en kvinde at dele livet med. Og allerede efter de første dages brevudveksling var jeg heldig jeg mødte faktisk et spændende menneske.
Profilen var simpel:
“Rigmor, 56 år, enke, søger en ordentlig mand til et seriøst forhold.”
Billedet viste en rar kvinde, uden pral, med et mildt blik. Vi begyndte med det samme at skrive sammen. Jeg sagde straks, jeg ikke var ude efter evige onlinesamtaler nej, jeg søgte et rigtigt forhold, hvor man også deler hverdagen og rejser sammen på ferie. Hun var enig, og vi aftalte hurtigt at mødes i centrum af København om lørdagen.
Første date gik virkelig godt. Vi gik længe rundt, vejret var skønt. Hun fortalte begejstret om sit arbejde og sine børnebørn, mens jeg nikkede og lyttede opmærksomt. Jeg kunne lide hendes ro og måde at tale på ikke for meget, ikke for lidt. Bagefter inviterede jeg hende på café, jeg betalte naturligvis jeg er opdraget med, at hvis det er mig, der inviterer, er det også mig, der betaler.
Vi gik snart traditionelt ind i gode-mad-og-blomster-stadiet. Jeg købte blomster og chokolade, men vi hyggede os begge. Hver fredag og lørdag havde vi oplevelser sammen; jeg har ikke noget imod at spendere, men ser jeg på udgifterne for de to måneder, må jeg indrømme, det løb op i mange tusinde kroner.
Vi var i teatret, og bagefter på restaurant. Dette gentog sig: den ene uge på udstilling om dansk kunsthåndværk, næste uge til koncert, og så en tur ud af byen med god frokost på kro.
Jeg prøvede at opføre mig som en ægte gentleman, troede vi langsomt kom tættere på hinanden. Hun smilede, tog min arm og sagde:
Leif, det er så dejligt at være sammen med dig, du er en sand kavaler.
Det lunede selvfølgelig.
De første faresignaler
Set i bakspejlet var tegnene der egentlig.
Hun inviterede mig aldrig hjem til sig selv. Ikke en enkelt gang på te eller bare et kort besøg. Altid undskyldninger; Åh, jeg har ikke fået ryddet op, Mit barnebarn er på besøg, Jeg er simpelthen så træt efter arbejde, skal vi ikke tage på café i stedet? Jeg tænkte først, hun var genert nok uvant at have en mand på besøg. Jeg pressede ikke på og ventede.
Også hendes snak om alder var mærkelig. Når det handlede om oplevelser, rejser eller dyre restauranter, så var hun sprængfuld af energi og eventyrlyst. Hun foreslog endda weekendture, eller en dag i vandland. Men hvis jeg prøvede at gøre tingene mere personlige, blev hun øjeblikkeligt mut og satte grænser.
En gang i biografen, på bagerste række, lagde jeg forsigtigt en hånd på hendes knæ intet upassende. Hun fjernede resolut min hånd, fast men høfligt:
Leif, vi bliver set, der er folk overalt!
Rigmor, vi sidder bagerst, der er mørkt, ingen kan se os…
Det er ligegyldigt, det ser ikke ordentligt ud. Vi er ikke unge gymnasieelever!
Jeg tænkte, det bare var hendes opdragelse. Måske var hun virkelig beskeden og der skulle vises respekt. Men det begyndte at nage mig. Vi er jo ikke 16 mere, vi fylder snart 60, så hvor længe kan man blive ved med at lege fornærmet teenager?
Hun elskede at fortælle detaljeret om sine skavanker. I vores alder ér der slid lidt rygproblemer, blodtrykket svinger det accepterer jeg. Men hun nød næsten at dvæle ved sine smerter over middagsmaden og kunne bruge adskillige minutter på hvilke piller der nu virkede.
Jeg lyttede tålmodigt, viste oprigtig medfølelse, tilbød endda at køre hende til en god speciallæge. Men nævnte jeg så, at jeg svømmede et par gange om ugen for at holde mig i form, himlede hun bare med øjnene:
Leif, hvorfor gider du det? Du slider bare på maskineriet! I vores alder skal man da hygge sig på sofaen med en god bog ikke plaske rundt i klorvand…
Men jeg vil altså ikke bare ligge på sofaen. Jeg vil leve, ikke visne.
Sandhedens øjeblik og en mærkelig lektion i skam
I går besluttede jeg, det var nok; nu skulle jeg ikke længere spille den forstående spejderdreng. To måneder må være rigeligt til at se, om vi passer sammen eller ej.
Vi spiste god mad på en hyggelig georgisk restaurant, nød khinkali og en flaske rødvin. Stemningen var let, hun fortalte sjove historier om kollegerne, jeg syntes, hun virkede helt normal nu måtte vi tage hul på det ærlige samtale.
Efter middagen kørte vi i min bil. Regnen trommede blidt på ruderne, indenfor var der varmt, lav musik summede. Jeg tog forsigtigt hendes hånd, denne gang lod hun den blive.
Rigmor, vil du ikke med hjem til mig? Vi laver te, sætter lidt musik på…
Hun stivnede med det samme, ansigtet lukkede sig, smilet forsvandt.
Leif, hvad er det egentlig du mener?
Jeg taler ligeud. Du tiltaler mig. Jeg er fri, du er fri. Mere end to måneders samvær… det føles naturligt at lære hinanden endnu bedre at kende.
Hun svarede med en lang, isnende monolog om alder, skam og høj åndelighed:
Ved du hvad du siger? sagde hun skarpt. Sådan noget er for de unge og til børn! Hvorfor skulle vi det? Ser du ikke, hvor tåbeligt det lyder? Forestil dig hvor forfærdeligt det ville være at se os selv uden tøj. Jeg har rynker, du har mave. Føj! I vores alder handler det om åndsfællesskab, om at støtte hinanden i hverdagen ikke om sådan noget. Du er alt for optaget af det primitive!
Jeg sad målløs. Pludselig blev jeg, efter otte ugers pæne tilnærmelser, gjort til et dyr med urinstinkter.
Rigmor for pokker, hvilken mave? Jeg holder mig da i gang! Og du ser sørme også godt ud for alderen. Hvorfor begrave sig levende? Hvem har bestemt, at livet slutter ved 56, og man KUN må strikke og passe børnebørn?
Sådan er det bare! sagde hun hårdt. En ordentlig kvinde i min alder passer sine børnebørn og sine tomatplanter på altanen. Jeg ville dø af skam, hvis mine børn fik det at vide, hvis jeg havde en kæreste på den måde…
Så flød det over for mig.
Så du har aldrig ønsket en mand at leve med! Du har to måneder takket ja til dyre middage, kørt i min bil, været i teatret på min regning hvorfor havde du ikke skrupler dér? Men så snart der skal være bare lidt intimitet, er det føj.
Hun blev rød i kinderne af arrigskab, ikke flovhed.
Mener du seriøst, at jeg er forpligtet? Bare fordi du har givet middag?
Nej, sagde jeg roligt, selvom jeg var ved at eksplodere indeni men det hører med til almindelig dannelse, at man bliver tættere, hvis man kan lide hinanden. Ellers søger man bare en ledsager med penge og bil…
Hun fløj ud af bilen og smækkede døren så højt, at det gav genlyd mellem boligblokkene. Jeg løb ikke efter. Det var ligesom klart nu. Jeg så hende gå med løftet hage mod sin opgang og mærkede vreden vende sig mod mig selv.
Jeg elsker samtaler om bøger og historie. Men jeg er også et rigtigt mandfolk, med helt almindelige behov, og jeg har ikke tænkt mig at leve, som om intimitet kun var for andre.
Jeg blokerede hendes nummer, slettede min profil på Dating.dk det kræver lidt tid at komme sig over det cirkus.
Nu har jeg besluttet: På første date spørger jeg ind til syn på intimitet. Og hører jeg igen, at børnebørn er hele meningen med livet, og alt andet er skam, så betaler vi hver vores og ønsker hinanden held og lykke.
Er jeg forkert på den? Eller er det virkelig upassende, som 56-årig mand, at foreslå to mennesker, der kan lide hinanden, at blive tættere? Hvorfor er der kvinder, der overhovedet opretter sig på datingsider, når de tydeligvis har besluttet sig for, at de ikke har mere at byde på?
