12. oktober
I dag sidder jeg ved mit lille spisebord i min lejlighed i Valby. Jeg kan stadig mærke et ryk i maven, når jeg tænker på hvordan det hele gik galt mellem mig og Søren, men jeg prøver at skrive for at forstå, hvad der egentlig skete.
Det begyndte for præcis en uge siden. Jeg stod i køkkenet og var ved at sylte peberfrugter og tomater til vinteren sådan, som min mormor plejede. Alt var kaotisk med gryder, skåle, glas og rester fra grøntsager alle vegne. Jeg følte mig sådan set hjemme det er jo præcis sådan det skal være, når man sylter. Men da Søren kom hjem fra arbejde, gik det galt.
Jeg er hjemme, råbte han fra entréen og ankom straks til køkkenet med et irriteret blik. Hvad foregår der her? spurgte han med den hårde stemme jeg efterhånden var begyndt at frygte.
Jeg sylter. Det bad du jo om, kan du ikke huske? Prøvede jeg at smile, men smilet frøs hurtigt på læben.
Det er ikke dét jeg mener! lød det, mens han fejede hånden over alt rodet. Hvordan kan du lave mad i sådan et rod?
Jeg forstod det ikke. For mig handlede mad og hygge ikke om at alt var perfekt det måtte rode lidt, især når man laver så meget mad. Det skal nok blive ryddet op, Søren. Giv mig lige lidt tid, sagde jeg, men han hørte ikke rigtigt efter.
Nogle dage forinden havde han været mere og mere muggen, og vores lille lejlighed i Valby begyndte at føles trang. Hans brok om en tallerken, der ikke var vasket op, eller et sengetæppe der ikke lå helt rigtigt det begyndte at tæære på mig. Man skulle tro, det var ligegyldigt, når nu hjemmet var i orden, og der stod aftensmad klar på bordet hver dag?
Før vi flyttede sammen, havde jeg min egen lejlighed på Amager min datter, Freja, var allerede flyttet hjemmefra og arbejdede, mens Søren havde en dreng fra tidligere, Oscar, som han sjældent så Oscars mor boede i Odense. Vi havde begge levet alene så mange år og fandt trøst i hinanden, da vi mødtes for fire måneder siden. Jeg ville så gerne, at det skulle lykkes.
Første tid gik som i en lykkerus. Jeg lavede stegt flæsk, hjemmelavede frikadeller og æblekage ja, selv syltede jeg, selvom det var hårdt. Al min energi kom nærmest ud af glæde. Men noget ændrede sig hos Søren. Han kom hjem fra cykelturen eller sit job på Toftegårds Allé og satte sig med korslagte arme og småsnerrede aften efter aften.
Da jeg stod og lavede mad den dag og hørte ham sukke, mærkede jeg, at jeg blev gal. Jeg bider tit min irritation i mig. Jeg håbede, det ville gå over.
Er der mad? Eller skal jeg igen have de forbandede pastaer fra i går? spurgte han surt, mens han åbnede køleskabet.
Jeg laver altså så meget jeg kan, Søren. Det var hårdt at slæbe alle de grøntsager hjem fra Irma i dag.
Han brummede noget med, at der lugtede i hele lejligheden og gik ind i stuen og smed sig på sofaen med fjernsynet tændt. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men blev stående og hakkede videre.
Så mistede jeg selv besindelsen. Hvad vil du egentlig have? spurgte jeg, efter hans tredje sure kommentar. Vil du have, jeg bare er usynlig, eller skal jeg droppe at lave mad?
Vi råbte begge. Jeg hører stadig mine ord: Du værdsætter ikke, hvad jeg gør! Du beklager dig hele tiden, du ser ikke alt det gode. Du ligger din beskidte skjorte fra dig, men siger, der er rod!
Han råbte tilbage: Det hele irriterer mig maden, rodet, det hele! Jeg vil bare gerne hjem til orden og ro!
Så vil jeg hellere bo alene! råbte jeg, og gik ud for at pakke mine ting ned i to store poser. Jeg forsøgte at holde masken, da jeg tog mit gamle strikketæppe fra barndommen, min yndlingskop, og den parfume, jeg stadig elsker.
Søren stod bare og så til. Han sagde ikke undskyld, prøvede ikke engang at trøste mig.
Den nat sov jeg hos min gode veninde Lise på Christianshavn. Allerede næste morgen ringede jeg til en ejendomsmægler og fandt en lille lejlighed i Valby. Depositet og lejen tømte min konto 12.000 kroner for indskud og mæglersalær, plus alt det praktiske, jeg manglede.
De næste dage lå jeg i sengen med vinduet åbent, lyttede til regnen over Søndermarken og kunne ikke sove. Søren skrev ikke. Han sendte kun én besked samme aften: Hvad gør jeg så med det aí løg, du var i gang med?
Jeg skrev bare: Gør, hvad du vil med det. Det er mig ligegyldigt!
Sandheden er, at det ikke var. Jeg havde jo brugt tid og penge på det, men nu lå alt bag mig. Jeg håbede dumt nok, at han ville komme forbi, ringe på døren, sige undskyld og bede om en ny start.
Men ingen besked, intet opkald. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg ikke burde håbe. Hvis jeg var vigtig for ham, havde han gjort noget.
I dag tog jeg så ud til ham for at hente de sidste ting. Jeg ville egentlig først vente, til han ikke var hjemme, men pressede mig selv til at konfrontere ham. Jeg skrev en besked på forhånd: Jeg kommer om en halv time. Han stod på dørtrinnet og så så skyldig ud jeg mærkede et stik i hjertet, men holdt fast.
Han sagde: Julie, jeg elsker dig, jeg har savnet dig. Skal vi ikke prøve igen?
Jeg så på ham, mærkede alle mine følelser, men rystede på hovedet. Søren, hvis du virkelig elskede mig, havde du gjort mere end bare at vente. Undskyld, men det er slut. Jeg pakkede mine sidste tekopper, shampooen og en gammel striktrøje, og kaldte en taxi.
Da jeg gik forbi ham og han prøvede at holde mig tilbage: Bliv nu, Julie, jeg kan ikke undvære dig! Jeg svarede bare: Men jeg kan ikke være sammen med dig og forsvinde ind i dine brok og sure miner.
Så gik jeg. Han blev stående i døren og så fortabt ud, men jeg vidste, at det var slut. Vores vi var forsvundet.
På vej hjem kiggede jeg ud på det våde efterårs-roskilde. Regndråberne ramte ruden og jeg blev mindet om, at jeg egentlig elsker efteråret. Og om to uger fylder jeg 45.
Det bliver godt igen. Det må det gøre. Jeg hviskede for mig selv, mens jeg knappede min jakke: Det skal nok gå, Julie. Det skal nok gå.Da jeg trådte ind i min egen lille lejlighed, følte jeg for første gang på længe, at jeg kunne trække vejret helt ned i maven. Der var endnu halvtomme flyttekasser og små bunker af minder, men i hjørnet stod de syltede glas under et viskestykke, som jeg havde taget med mig. Jeg åbnede et af dem, satte mig ved køkkenbordet og lod duften af tomater og eddike brede sig i rummet. I det øjeblik gik det op for mig, at alt det rod, alt det uperfekte, faktisk bare var mit liv på godt og ondt og at det var mit, og kun mit.
Jeg tog min mobil og sendte en hurtig besked til Freja: Vil du ikke komme på besøg og smage min syltning? Jeg har lavet for meget til mig selv.
Hun svarede straks: Selvfølgelig, mor. Jeg glæder mig, tager brød med!
Jeg smilede, tog et rent glas ud af skabet og gjorde klar til gæst. Da lyset fra gadens lygter ramte køkkenet, glimtede det i mine glas som ædelsten. Udenfor hørte jeg regnen stilne af, og på min radio spillede Anne Linnet Tusind stykker.
Jeg pustede ud og mærkede, at sorgen var begyndt at slippe sit tag bare en smule. Fremtiden lå ikke længere pakket ned i flyttekasser, men i duften af hjemme, i smagen af syltede tomater og i visheden om, at jeg skulle nok finde ud af det.
Denne gang for min egen skyld.
