Kirsten Madsen husker stadig den dag, hvor hun skulle træffe en beslutning om et andet menneskes barn. Det var en onsdag, Jørgen kom hjem tidligere fra arbejdet, mørk i blikket som en regntung sky over Skagen. Uden et ord rakte han hende en kuvert.
Hvad er der sket?
Vera er væk. Uden mit samtykke kan de ikke sende Emil på børnehjem.
Allerede inden brylluppet vidste Kirsten godt, at Jørgen havde en søn. En gammelkendt historie. Under militærtjenesten havde Jørgen forelsket sig. Han tog pigen med til Aarhus efter tjenesten de lejede en lille lejlighed. Men hun pakkede snart sine ting og tog toget hjem til Aalborg.
Senere sendte hun et postkort: Tillykke, du er far. Hvad der egentlig gik galt, fortalte Jørgen aldrig og Kirsten spurgte ikke. Hvad var meningen? Det var fortid, og hvem har tid til at grave i det gamle?
Da Kirsten var fire måneder henne med deres første barn, dukkede ekskæresten pludseligt op igen denne gang med etårige Emil i hånden. Hun lavede skænderier, ville have det hele tilbage. Jørgen bad hende gå, og blev hos sin kone. Kirsten havde aldrig holdt det imod ham hvad kunne han gøre ved, hvad der skete før de mødtes?
Vera søgte om børnepenge, og Jørgen betalte dem trofast. Efter det hørte de intet fra hende. Først senere fandt de ud af, at Vera havde giftet sig to gange uden held og ikke kunne klare det sidste brud. Livet blev for svært.
På det tidspunkt havde Kirsten og Jørgen allerede to børn sammen: sønnen Mads, lidt yngre end Emil, og lille Liva, som kun lige var fyldt et år. De havde besluttet sig for barn nummer to, efter at de endelig fik deres eget hus.
Et træhus, uden de store bekvemmeligheder, men med fire værelser, en have, et lille drivhus og en rabarberbed omme bagved. Efter at have boet i en bittelille lejebolig føltes det som at vinde i Lotto! Mads ræsede rundt mellem værelser og have i en uge og råbte: Se mig, mor!
At skulle tage et andet menneskes barn til sig den havde Kirsten ikke set komme. Hun havde kun set Emil en gang for syv år siden; ellers kendte hun intet til ham. Hvem var han? Hvad havde han oplevet? Skræmmende. Hun havde engang nok at gøre med sin egen humørbombe, og nu ville hun få to hurtigløbende drenge næsten samme alder. Ville de nu kunne enes? Jørgen arbejdede jo hele tiden, så børnene var mest Kirstens ansvar.
Alle de tanker fløj gennem hovedet på hende på sekunder. Jørgen sagde ingenting. Han sad bare i entreen som en våd karklud.
Pludselig blev Kirsten ramt af en tanke hvordan ville hun selv have haft det, hvis skæbnen havde banket på i Mads liv? Hvad ville hun gøre, hvis hendes søn stod i den situation? Så faldt det hele på plads:
Selvfølgelig tager vi Emil hjem til os, Jørgen. Det giver slet ingen mening ikke at gøre det. Han er jo din søn og vores børns bror. Hvis vi siger nej, hvordan skal vi så kunne se os selv i spejlet? Hvor der er plads til to, er der også til tre. Det skal nok gå, vi klarer det!
En måned senere kom Emil. Stille, genert og nem at have med at gøre. Han mindede på ingen måde om Mads, den lille tornado. Måske var det heldigt den nye storebror havde ingen ambitioner om at bestemme, og snart blev drengene bedste venner. Liva gjorde sit til at løfte stemningen; den lille guldklump elskede alt og alle (og især sin kat, Viggo).
Efteråret kom, og Emil begyndte i 0. klasse. Han klarede det fint; hans mor havde åbenbart talt meget om skolen. Pengene var små, men Jørgen sled og Kirsten fik også job senere. Børnene voksede til og blev hurtigt rigtige gode hjælpere i hus og have. De levede i en stor, sammentømret flok dine og mine børn var ord, der ikke fandtes i familien.
Da Emil kom ind på universitetet i Odense, blev Kirsten alvorligt syg. Lå på hospitalet i månedsvis og blev opereret. Det var slemt, men Kirsten nægtede at pive hun tænkte på børnene, som stadig havde brug for hende, og hun var fast besluttet på at komme sig for deres skyld. Hun ville se både sine sønner og datteren vokse op og blive lykkelige og hun ville opleve at få børnebørn.
Jørgen derimod kunne ikke klare presset. Han begyndte at drikke snaps som en drukfældig viking.
I sine atten blev Emil familiens klippe. Han gik over på fjernstudie og arbejdede på et lagerm, så han kunne støtte hjemme. Han besøgte sin mor næsten hver dag på hospitalet, læste højt for hende, spurgte om madopskrifter på Mads og Livas yndlingsretter og bagefter serverede han dem for hende. Han skjulte længe, at Mads var kommet i dårligt selskab og havde været lidt for tæt på politiet. Heldigvis slap han med en betinget dom.
Kirsten kom sig. Men forholdet til Jørgen blev aldrig det samme hun kunne ikke tilgive hans svaghed og svigt, da hun havde allermest brug for ham. Godt, huset var stort, så de boede som semi-venlige roomies. Jørgen prøvede at lægge flasken på hylden, men gamle vaner dør langsomt og alle, der har prøvet at tørre en dansker ud, ved at det ikke går over en nat.
For et år siden trak Emil så en svigerdatter ind i huset. Louise samme pige, som han havde været hovedkuls forelsket i allerede i børnehaven. Hun læser til psykolog og satte straks ind med helte-indsats mod svigerfars omgang med sprit. Livet gik videre, og snart vil børnebørn drøne rundt om i huset for nylig fik de unge nemlig at vide, at de venter tvillinger.
Hver dag takker Kirsten Gud og himlen for sin store søn, og hun ved, at hun kun har overlevet, fordi hun i sin tid fandt hjerterum til at åbne sit hjem for et fremmed barn.
