Min mand var mig aldrig utro, men for mange år siden holdt han op med at være min mand.
Sytten år sammen. Vi lærte hinanden at kende, da vi var unge. Vi arbejdede, gik ud, havde fremtidsplaner. Dengang var han opmærksom, nærværende, kærlig. Ikke fejlfri, men han var der. Så kom ægteskabet, ansvaret, jobbet, hjemmet, regningerne. Det hele forandrede sig, uden jeg egentlig lagde mærke til hvornår.
Der var intet konkret svigt. Ingen skjulte beskeder eller kvinder, der dukkede op ud af det blå. Det var bare som om, han på et tidspunkt begyndte at se på mig på en anden måde. Vores samtaler blev reduceret til det, der bare skulle afklares: hvad vi skulle købe ind, hvad der manglede at blive betalt, hvornår vi skulle hjemmefra. Vi holdt op med at spørge hinanden, hvordan vi egentlig havde det. Hvis jeg fortalte noget, nikkede han bare uden at fjerne blikket fra sin mobil eller fjernsynet. Hvis jeg tav, spurgte han ikke hvorfor.
Den fysiske nærhed forsvandt uden et ord. Først troede jeg, at det var stress. Så begyndte jeg at tænke, at det var træthed. Til sidst bare vanen. Ugerne gik, uden der skete noget imellem os. Vi sov i samme seng, men hver for sig. Jeg prøvede at nærme mig, tage initiativ til samtaler, foreslå planer. Han var altid træt, overbebyrdet med arbejde eller sagde blot:
“Vi tager den i morgen.”
Det i morgen kom aldrig.
Til sidst forstod jeg, at han ikke længere var min mand, men min roommate. Vi delte regninger, rutiner, og praktiske opgaver derhjemme. Til familiefrokoster eller fester fremstod han som den perfekte mand rolig, flittig, respektfuld. Ingen ville have gættet, hvad der foregik bag lukkede døre. Ingen hører tavsheden. Ingen ser fraværet.
Jeg prøvede at tale med ham mange gange. Sagde, at jeg følte mig ensom, at jeg savnede ham, at jeg havde brug for mere end bare at bo sammen. Han blev aldrig vred. Hævede aldrig stemmen. Han svarede blot tørt:
“Du overdriver.”
“Sådan er lange ægteskaber.”
“Vi har det jo fint, ikke?”
Det forvirrede mig mest. Der var ingen store skænderier, ingen dramaer, som jeg kunne bruge som undskyldning for at rejse. Ingen affære. Men heller ingen kærlighed. Jeg følte mig faktisk usynlig i mit eget ægteskab.
Årene gik. Jeg holdt op med at prøve. Holdt op med at gøre mig umage for hans skyld. Delte ikke længere mine tanker. Begyndte at holde tingene for mig selv. Vænnet mig til ikke at forvente noget. Levede, som om det ikke længere betød noget. Nogle gange tænkte jeg, at det måske var mig, der forlangte for meget.
I dag forstår jeg, at ikke al forladthed kommer med en pakket kuffert.
