“Vil du have min mand? Han er din!” sagde hustruen med et skævt smil rettet mod den fremmede kvinde, der pludselig stod foran hendes hoveddør i hjertet af København.
“Vent lidt, Mette! Der er nogen, der ringer på. Jeg ringer tilbage, så snart jeg finder ud af, hvem det er, og hvad de vil,” sagde Freja tøvende, idet hun lagde på, mens hendes barndomsveninde fortsatte kommentaren om svigermors lidt for livlige fødselsdagsfest, der havde fået dem begge til at grine højt, som om de overværede et stand-up show i DR’s koncertsal.
Freja gik hen til døren, kiggede gennem dørspionen og blev overrasket. Hun havde forventet, at det var en nabo. Trods alt boede de i en aflåst opgang, og fremmede kom sjældent ind. Men kvinden i opgangen var ung, hendes fremtoning lidt mærkelig, og Freja havde aldrig set hende før.
Hun besluttede ikke at åbne døren i første omgang i disse tider var det bedst at holde afstand til dem, man ikke kendte. Freja levede efter en simpel regel: ingen samtaler med fremmede. Der var alt for mange tricktyve og svindlere, men Freja var ikke én, der lod sig narre.
Hun rakte ud efter telefonen for at ringe tilbage til Mette, men ringeklokken lød igen insisterende, som en, der var sikker på at blive lukket ind.
Freja var alene hjemme; hendes mand, Rasmus, var taget ud for at hjælpe en ven med at ordne noget i haven. Endnu en gang kiggede hun ud gennem dørspionen og studerede den fremmede nærmere.
Der var et eller andet sørgeligt, næsten sølle over hende, men ingen fare truede. Freja trak vejret dybt.
“Hvor galt kan det gå? Hvis jeg åbner døren og siger hun skal gå, kan jeg få resten af weekenden i fred,” tænkte hun. “Formodentlig er hun faret vild eller prøver at sælge et eller andet fjollet.”
Freja tog en beslutning og åbnede døren. Øjeblikkeligt rettede kvinden sig op, rodede nervøst med sit hår og trak vejret ind.
“Goddag! Er det dig, der er Freja?” spurgte hun og nussede med sit tørklæde. “Ja, selvfølgelig er du det hvorfor spørger jeg egentlig?”
“Det var noget nyt,” tænkte Freja. “Svindlere er blevet mere opfindsomme. Nu kender de også mit navn.”
“Hvem er du, og hvad vil du?” spurgte Freja, stemmen kold og skarp. “Du har stået her i fem minutter, og jeg har ikke inviteret dig. Så kom frem med det, eller gå din vej!”
“Er Rasmus hjemme?” spurgte kvinden, og tog Freja på sengen.
“Det må jeg nok sige,” tænkte Freja mistroisk. “Hun ved også, hvad min mand hedder. Hun har gjort sit forarbejde.”
“Er det Rasmus, du vil tale med?” Freja kneb øjnene sammen, selvom hun havde tænkt sig at sige noget helt andet.
“Nej, jeg er faktisk kommet for at tale med dig. Men er han hjemme, bliver det straks mere besværligt for mig,” svarede kvinden ligefremt.
“Besværligt for dig? Hvad foregår der?” undrede Freja sig, nysgerrigheden voksende.
“Han er ikke hjemme. Hvad vil du?”
“Skal vi ikke tage den indenfor? Det er mærkeligt at stå herude på trappeopgangen og tale om sådan noget,” sagde kvinden mere frimodigt nu.
“Absolut nej! Jeg lukker ikke fremmede ind i min lejlighed. Sig, hvad du har på hjerte, så vi kan blive færdige,” bed Freja af.
“Vil du virkelig tale om intimiteterne i mit forhold til Rasmus, herude hvor alle kan høre det?” sagde hun, et skævt smil på læben.
“Hvad? Hvilket forhold?” udbrød Freja højere, end hun havde tænkt sig.
“Er der noget galt, Freja? Hvorfor råber du sådan?” lød det fra Fru Jensen, naboen, som netop var trådt ud af elevatoren.
“Nej, nej, alt er fint, fru Jensen! Hvordan er vejret udenfor?” forsøgte Freja at glatte ud.
“Det ser ud til at begynde at regne,” svarede naboen, dog ikke synderligt ivrig efter at gå videre, tydeligvis nysgerrig.
“Kom så ind,” sagde Freja modvilligt og vinkede hende ind.
Indenfor lod kvinden blikket glide over Frejas bolig designmøbler, danske malerier og duften af nybrygget kaffe i køkkenet.
“Du har fem minutter. Tal nu,” sagde Freja, og spærrer vejen ind til stuen. “Det her er ikke Statens Museum for Kunst.”
“Mit navn er Ditte,” begyndte kvinden og tog tørklæde og frakke af. “Rasmus og jeg er forelskede.”
“Virkelig? Kan du ikke finde på noget mere originalt?” afbrød Freja tørt, et skævt grin i mundvigen.
“Hvorfor? Folk falder da for hinanden ind i mellem så mærkeligt er det vel ikke. Du er ikke den første hustru, der mister sin mand,” svarede Ditte selvsikkert og prøvede at forcere sig forbi Freja.
“Og du er altså sikker på, at han ikke elsker mig, men dig?” spurgte Freja, stadig med et smil, men blikket koldt.
“Helt sikker! Ellers ville jeg ikke have turdet komme,” svarede Ditte uden tøven.
“Tja, så har jeg dårligt nyt til dig. Min mand elsker ikke nogen han har aldrig vidst, hvordan det føles. Så du tager fejl, søde,” sagde Freja roligt.
Ditte tog en indånding og forsøgte at svare akkurat da gik døren op, og Rasmus kom ind…
…og standsede brat da han så en fremmed kvinde i entréen.
“Ditte? Hvad laver du her en lørdag? Er det noget fra arbejdet?” spurgte han forvirret.
“Nej, hun er her ikke for arbejde. Hun er her for dig,” sagde Freja og lænede sig tilbage.
“For mig? Hvad mener du? Er der sket noget på kontoret?” spurgte Rasmus, stadig forvirret.
“Nej, skat. Hun er kommet for at nappe dig fra mig. Fuldstændigt,” sagde Freja, stemmen fuld af ironi.
Ditte fumlede med frakken, greb den og begyndte at bakke mod døren.
“Går du allerede? Hvad så med Rasmus? Det var da ham, du ville have? Du kan få ham jeg vil endda pakke hans sager for dig,” sagde Freja med et spidst grin.
Men Ditte var allerede ude af døren uden at sige mere.
“Hvad i alverden handlede det der om?” spurgte Rasmus, total forvirret.
“Det må du svare på! Hvorfor troppede den her kvinde op og ville have skilsmisse samt hævdede, at du var på vej væk med hende?” sagde Freja med korslagte arme.
“Det er ikke til at fatte,” svarede Rasmus med et overrasket blik. “Hun er begyndt at opføre sig mærkeligt på arbejdet, men jeg har ikke givet hende grund til det. Jeg troede lige, vi var færdige med den slags drama. Jeg har aldrig ønsket andet end dig det ved du.”
“Du kender mig, Rasmus frygt ikke, jeg finder mig ikke i det pjat. Men det må jeg sige: Kvinder nu om dage gør hvad som helst for at ordne deres rodede liv,” sagde Freja, hovedrystende.
Rasmus tog skoene af og gik ind i køkkenet. Freja blev stående et øjeblik, smilte ved tanken om Dittes klodsede “plan”. Det stod lysende klart, at uanset hvad andre prøvede, var hendes og Rasmus’ forhold langt stærkere, end man lige skulle tro.
