Da frygten forsvandt
Mor, jeg er hjemme! råbte Stine, idet hun trådte ind i lejligheden og stillede sin rygsæk forsigtigt ved døren. Hun tog en dyb indånding for at få styr på nerverne; det var altid lidt nervepirrende at komme hjem fra skole man kunne aldrig regne ud, hvilket humør mor ville være i. Hjertet dundrede, så hun næsten troede, det ville hamre hul i brystet, og håndfladerne var svedige, selvom det kun var tretten grader udenfor.
I den ellers så fredelige lejlighed skar mors stemme igennem som et staccato smæld med et ris:
Nå, hvad er det så denne gang? Endnu en dårlig karakter?
Stine blev forskrækket og stirrede ned på sine slidte sneakers. Hun var kun tolv, men havde efterhånden vænnet sig til den skarpe tone den lød næsten dagligt og fik hende til at krympe sig indvendigt, som om hun gemte følelserne dybt under jorden. Hun mærkede, hvordan noget knugede om hjertet, og åndedragene blev korte.
Nej, mor jeg fik egentlig 10 i matematik, sagde Stine lavmælt, uden at møde mors blik. Hendes stemme var tynd og afslørede nervøsiteten. Jeg manglede bare lige det sidste for topkarakter
Lotte hendes mor rejste sig arrigt fra sofaen, hvor hun ellers havde ligget og bladret i et ugeblad, og kom hastigt hen mod Stine. Hendes ansigt forvred sig af irritation; øjenbrynene mødtes i en alvorlig rynke, læberne presset sammen til en smal streg, øjnene lynede.
10?! Er det alvorligt? morens ord skar igennem stuen. Min datter får simpelthen ikke 10-taller! Ved du, hvordan det tager sig ud for andre? Som om jeg er en dårlig mor! Som om jeg ikke har formået at opdrage dig ordentligt!
Jeg prøvede virkelig hviskede Stine, mens stemmen knækkede, og hun fik en klump i halsen. Opgaven var bare svær Jeg nåede ikke hele vejen igennem. Jeg sad to timer med den i går aftes
Svær! gentog moren spidst med et ironisk smil. Du er jo bare doven! I stedet for at tage dig sammen sidder du med din skærm altid distraheret af åndssvage ting!
Hun greb Stines rygsæk, rykkede kraftigt i den og hældte det hele ud på gulvet bøgerne fløj som forvirrede gråspurve rundt om entréen, penalhuset åbnede sig og spredte kuglepenne og viskelædere i hver sin retning. Stine stod som forstenet og kæmpede for ikke at græde. Hun havde jo virkelig prøvet: brugt timer på opgaverne, læst i bogen, søgt eksempler på nettet
Moren skubbede hende ud på trappeopgangen og sagde uden at høre efter:
Kom først ind, når du kan finde ud af de opgaver! Ingen flere 10-taller! Har du forstået?
Døren smækkede bag hende, og braget landede i Stines bryst som en hammer. Hun stod alene på trappen med den eneste bog, hun nåede at gribe, og tårerne trillede ned ad kinderne og dryppede på lektiehæftet, hvor de efterlod grå pletter.
Hvorfor er det altid sådan? tænkte hun og begyndte at gå ned ad trapperne, med tunge ben som om hvert trin var en forhindring. Hun krammede sig selv for at holde varmen jakken var blevet inde i lejligheden, og kulden krøb helt ind i knoglerne.
Hvor hun dog savnede sin far! Han kunne altid dæmpe mor, finde på et eller andet, der fik stemningen til at lette. Men han var langt væk arbejdede på en byggeplads ved Esbjerg, hvor han hjalp med at sætte vindmøller op. Han ringede hver uge og lovede at komme hjem med gaver Men lige nu pressede ensomheden sig om hende som en tung sten.
Det var ikke første gang, moren havde skældt hende ud. Den allerførste gang var Stine ni og havde fået 02 i dansk. Moren råbte så højt, at det ringede for ørerne, og hev hende i armen, så der kom røde mærker.
Du gør mig til grin! Hvad skal folk dog ikke tænke? At jeg er en elendig mor, og at du ikke én gang kan lære at skrive dansk?
Hun løb straks til sin far, Henrik, og fortalte det hele. Han blev rasende, satte sig med moren længe og sagde, hun skulle lade være med at råbe af Stine karakterer var ikke det eneste vigtige. Men næste dag, da han tog af sted, kaldte moren henne ind til sig:
Hvis du nogensinde siger noget til din far igen, hvæsede hun og greb så hårdt fat om Stines skulder, at det sved så skal jeg nok for alvor vise dig, hvem der bestemmer. Og lad nu være med at løbe til ham med dine pjatproblemer!
Siden da havde Stine holdt alt inde. Hun forsøgte at være usynlig, gøre alt helt perfekt, men der var altid noget at pege fingre ad: hver morgen blev lektiebogen gennemgået minutiøst, hver aften afhøring om karakterer. Hun opdagede, at hun frygtede at gå hjem hun listede sig på tæer gennem tilværelsen, som en blishøne på tynd is, i evig risiko for at falde i.
En dag, da Stine gjorde rent på sit værelse, hørte hun ved et tilfælde moren snakke i telefon med veninden Pia på højttaler. Hun stod stille i døren med åndeløs opmærksomhed.
Jeg ville jo ikke have børn, sagde Lotte med en hård stemme. Henrik pressede på sagde, man ikke var en rigtig familie uden børn. Jeg håbede på en dreng til ham, så kunne jeg bare holde mig lidt i baggrunden. Men så kom Stine og han forguder hende! Glemmer helt mig!
Er du jaloux på din egen datter? spurgte Pia forundret.
Ikke jaloux, men hun ødelægger alt! Det er hendes skyld, vi altid skændes! Jeg ville ønske, hun aldrig var kommet De ord stak som små knive.
Stine frøs. Hjertet snurrede sig sammen til en klump. Hun trak sig stille tilbage på værelset, gravede ansigtet ned i puden, så hun ikke vækkede opmærksomhed. Siden har hun gjort sig ekstra usynlig. Men det nyttede aldrig: der var altid noget at få skældud for
~~~~~~~~~~~~
Stine? Hvad laver du herude? lød en varm, venlig stemme bag hende.
Hun vendte sig om. Foran hende stod fru Madsen fra stueetagen en ældre dame med solen i øjnene, sølvgråt hår i helgensky, hjemmesyede hjemmesko med pomponer og en blomstrede slåbrok, der bare råbte hygge.
Mor smed mig ud snøftede Stine, stemmen så spinkel, at man næsten skulle bøje sig ned for at høre sorgen.
Igen på grund af en karakter? sukkede fru Madsen og studerede hendes grædende ansigt med venlig empati. Hun rystede på hovedet, og i hendes blik var der så meget forståelse, at Stine var på nippet til at tude igen. Kom med ind til mig. Det er alt for koldt og vådt at stå herude. Du bliver jo syg, barn.
Hun tog Stine i hånden varm og blød og førte hende ind til duften af nybagt brød og kamillete. I vindueskarmen lyste røde pelargonier op i det ellers så grå vejr.
Sæt dig, jeg smører lige nogle madder, sagde fru Madsen og satte tekanden over. Fortæl mig nu, hvad der er sket. Jeg lytter kun.
Stine satte sig ved bordet og betragtede den broderede dug med margueritter. Hænderne rystede endnu, og klumpen sad stadig i halsen.
Det var bare et 10-tal nu begyndte tårerne at trille igen. Hun siger bare, jeg gør hende til grin. At jeg er doven og uduelig, og at hun ligner en dårlig mor på grund af mig
Pjat, sagde fru Madsen bestemt, mens hun skar ost og spegepølse i perfekte, danske skiver. Du er en kvik pige, din mor forstår bare ikke helt, hvordan man støtter sit barn. Hun kæmper nok sine egne kampe og tager det ud på dig. Har du brug for, jeg taler med hende?
Nej, rystede Stine på hovedet og tørrede øjnene med ærmet. Hun bliver bare værre. Far kunne hjælpe, men han er jo så langt væk
Fru Madsen tie lidt, men nussede hende stille over håret. Med det samme føltes det mere trygt, som om nogen lagde et usynligt, uldent tæppe om hende i den kolde verden.
Nogle gange må de voksne også have lidt hjælp, sagde fru Madsen blidt og satte en bakke med lune madder foran Stine. Måske burde din far komme hjem eller snakke alvorligt med din mor. Han elsker dig, det kan man da se.
Stine så op for første gang længe og mærkede en helt lille gnist af håb. Hun tog en bid af maden ost med en let nøddeagtig smag, dt store stykke spegepølse ovenpå, og tog en slurk af teen, der smagte af sommer og solskin.
Far har lovet at komme hjem i efterårsferien, sagde hun stille, mens hun så dampen stige op fra koppen. Men han siger, mor ikke vil have, at han blander sig i min opdragelse. Hun siger, jeg er hendes barn, og at hun selv ved bedst.
Fru Madsen sukkede og satte sig overfor med hagen i hånden.
At opdrage handler ikke om at skælde ud eller straffe, sagde hun. Det handler om at støtte og tro på sit barn. Din mor kan bare ikke andet endnu. Men sådan skal det jo ikke blive ved med at være.
Hun grublede et øjeblik og tilføjede så:
Hør nu, jeg kan altså sagtens ringe til Henrik. Fortælle ham, at du virkelig har brug for ham. Han vil ikke lade dig i stikken, vel?
Stine stivnede et øjeblik. Bare tanken om, at nogen tog affære, at faren fik sandheden at vide, var skræmmende men alligevel også opmuntrende. Hun nikkede bare og greb fat om koppen, som om dens varme var hendes eneste anker i verden.
*************************
To uger senere skete der noget, ingen regnede med.
Stine kom hjem fra skole og stod stille i entreen. Fars mudrede støvler stod der! Kunne det passe? Var han kommet tidligere? Hendes hjerte lavede kolbøtter hvor havde hun dog savnet hans smil og lune kram og den måde, han kunne gøre selv den værste dag sjov.
Fra stuen lød et råb:
Du kan ikke bare forlade os! Vi er en familie! skreg moren, med den tynde stemme presset til bristepunktet.
Familie? sagde Henrik tørt, uden sit sædvanlige, rolige lune. Hvordan kan man kalde det familie, når du mishandler dit eget barn? Jeg har talt med lærerne, med fru Madsen Jeg ved godt, hvordan du behandler Stine. Al din råben, dine trusler du får hende til at føle sig værdiløs.
Hun lyver! sagde Lotte, nu ude af sig selv. Hun lyver om mig!
Jeg ved præcis, hvordan du er, sagde Henrik fast. Du nedgør hende, gør hende bange, får hende til at tro, hun ikke er noget værd. Forstår du, at du ødelægger hendes barndom? Hun er bange for at komme hjem, som var det en fængsel. Hun må ikke engang ringe til mig, fordi du synes, hendes problemer er pjat!
Du forkæler hende! råbte Lotte. Hun skal vide, at livet ikke er nemt! Man skal arbejde hårdt og ikke forvente ros for ingenting!
Men ikke med den pris! Henriks stemme var isklar. Du har intet ret til at ødelægge hende ikke for dine egne ambitioners skyld!
Hvis du forlader mig, får du aldrig lov at se hende igen! rasede Lotte, panisk.
Hvem siger, hun bliver boende hos dig? sagde Henrik lige så koldt, at luften frøs omkring dem. Du er ikke hendes mor længere. Jeg lader dig ikke ødelægge Stine!
Pludselig stod han i døråbningen og så på Stine. Ansigtet blev blødt, øjnene strålede af kærlighed. Han satte sig på hug foran hende, tog hendes hænder i sine så varme og stærke og sagde lavt:
Jeg svigter dig aldrig. Jeg har styr på det nu.
Han krammede hende. For første gang i evigheder følte Stine sig tryg. Hun havde lyst til at sige alt, fortælle om alt det, hun havde båret. Men der var egentlig ikke brug for flere ord bare det at stå her var nok.
Far, hviskede hun ind i hans jakke, der duftede svagt af kaffe og vinter, kan vi bo sammen nu? Kun dig og mig?
Selvfølgelig, hviskede Henrik med et smil, der kunne smelte frost. Jeg har allerede fundet en lejlighed tæt på, fundet et job her i byen. Du skal bare gå i samme skole, og så laver vi aftensmad sammen hver dag og ser film og snakker om alt muligt. Er det en aftale?
Stine nikkede og smilede gennem tårerne, følte den varme brede sig inde i kroppen som forårssol over en frossen mark. Hun lagde armene om ham og mærkede, hvordan årene med frygt begyndte at slippe taget.
Tak, hviskede hun. Tak fordi du er her.
Henrik kærtegnede hendes hår og sagde blidt:
Nej, det er mig, der takker. Jeg skal nok gøre alt for, at du bliver glad.
Udenfor begyndte regnen at stilne af, de første spæde solstråler sneg sig gennem skyerne og lagde sig på vejen som flydende guld. Stine kiggede ud og kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde haft bare et gran af håb for fremtiden.
Der kom Lotte farende som en efterårssky med torden i blikket. Øjnene lynede, læberne var hårde. Hele hendes indre mørke stod malet i ansigtet.
I kommer til at fortryde det! hvæsede hun, stemmen knækkede på midten af vreden. Begge to! Tror I, I slipper så nemt? I har gjort mig til grin Jeg skal nok finde ud af at gøre jeres liv ødelagt!
Henrik rejste sig og trådte beskyttende foran Stine. Han veg ikke en tomme var så klippefast som en gammel bøgeknude.
Lotte, sagde han med alvor, lad os nu være i fred. Jeg har truffet min beslutning. Stine og jeg flytter og du stiller ikke længere krav. Det er ikke til diskussion.
Jeg skal vise jer begge to! Lotte begyndte at le, hvinende og ond. I skal nok komme krybende tilbage på knæ!
Stine klemte fastere om sin fars trøje det var den gamle frygt, der forsøgte at mase sig tilbage. Men Henrik lagde bare blidt hånden på hendes skulder, og hun mærkede styrken strømme fra hans greb.
Kom, Stine, sagde han roligt. Vi har intet mere at gøre her.
Han tog hende i hånden og gik ud. Lotte løb efter et stykke, men stoppede brat som ramt af en usynlig mur. Stod tilbage i døråbningen, bleg og forgræmmet.
Jeg skal nok få hævn! skreg hun, stemmen nu hæs af raseri. I kommer til at fortryde det!
Døren smækkede bag dem, og det føltes, som om fortiden blev lukket ude for altid. Stine trak vejret dybt for første gang i månedsvis.
**********************
De næste dage var som at bo inde i en reklame for dansk hverdagshygge ingen råben, ingen drama, bare ro og torsdagskaffe. De flyttede ind i en lille, charmerende lejlighed med store vinduer og udsigt til kastanjer og cykelskure.
Henrik fik hurtigt arbejde i et lokalt entreprenørfirma ingen kunne undvære en dansk ingeniør med hænderne skruet rigtigt på. Hver morgen begyndte de sammen, Stine skar frugt til morgenmaden, Henrik rørte æg og lavede kaffe, der duftede af tryghed og grønt køkken. Om aftenen gik de lange ture, fodrede ænder ved søen, spillede ludo eller så film under et fælles tæppe med uldne sokker og varm kakao. For første gang i sit liv følte Stine sig let, fri og glad.
En morgen stak Stine sin karakterbog hen til faren med en lille, nervøs rysten i hånden:
Se, far, 12 i matematik! hun glødede af stolthed.
Henrik kiggede på karakteren, smilte bredt, og sagde:
Hold op, hvor du kan! Se, hvad der sker, når man ikke går rundt med maven fuld af angst. Jeg er så stolt af dig! Du er min stjerne.
Hun klappede faren om livet, og for første gang fornemmede hun, at der ikke var noget at skjule sig for mere hun var tryg og elsket.
Far, sagde hun tøvende og kiggede op kunne vi ikke tage i Zoologisk Have en dag? Jeg har savnet giraffen den er så høj og de fjollede aber.
Selvfølgelig, sagde Henrik og trykkede hende på næsen. I weekenden! Vi laver madpakker og fodrer duer og ser alle dyrene. Måske får vi også taget et billede af dig sammen med en hamster eller noget. Lyder det ikke sjovt?
Det lyder fantastisk! svarede Stine og fniste, hendes latter sprød som et knækbrød.
***************************
Imens gik Lotte rundt i lejligheden og kunne ikke finde ro. Stilheden bed sig fast og mindede hende konstant om, at hun nu var helt alene. Indeni gnavede hendes vrede og fornærmelse som en sur kvark.
Hun sad i køkkenet, stirrede på det blanke bord, og begyndte at planlægge hævn. Tankerne galoperede i én lang mørk parade: Først får jeg ham fyret jeg kender jo nogen i firmaet. Så skriver jeg til skolen, at Stine mobber de andre. Ja, eller jeg kunne finde på noget endnu bedre!
Hun hev en notesbog frem og begyndte at skrive, så kuglepennen næsten gik igennem papiret. Det blev bare mere og mere desperat: Jeg får deres lejlighed oversvømmet eller arrangerer, at nogen giver dem en lærestreg
Hvis ikke hendes mor netop da var kommet hjem, var hun måske endt helt ude på et sidespor.
Lotte, hvad laver du dog? spurgte hendes mor blidt, men bekymret, og læste over hendes skulder.
Det er ikke noget bare lidt planer for ugen, løj Lotte hurtigt og klappede bogen i.
Planer for ugen? moren tog bogen, skimtede og blev bleg. Vil du virkelig hævne dig på din mand og dit eget barn? Er du klar over, hvor langt ude det er?
De har ødelagt alt! Lottes stemme var grædende og arrig. Henrik tog Stine Nu har jeg ingenting!
Du har faktisk mistet dig selv længe før, sagde hendes mor og så hende alvorligt i øjnene. Du tænker kun på hævn og slet ikke på Stine. Du har brug for hjælp, min pige. Psykologen kan hjælpe dig ellers melder jeg dig selv til.
Psykolog? Er det nu blevet så galt? Lotte forsøgte at grine det væk, men inde bagved snurrede noget.
Hvis ikke nu, hvornår så? sagde hendes mor alvorligt. Man kan ikke leve sådan det ødelægger både dig og alle andre.
Lotte sank sammen på stolen. Tårerne pressede sig på.
Mor jeg ved ikke længere, hvem jeg selv er, mumlede hun, næsten barnligt hjælpeløst. Jeg har været så vred og jaloux Jeg har aldrig villet være sådan, men jeg kunne ikke stoppe
Hendes mor lagde armene om hende og strøg hende over håret:
Se så der er stadig tid til at ændre det. Vi starter med en samtale hos psykologen. For dig, for Stine, for os alle sammen. Det er aldrig for sent at gøre noget godt.
For første gang i lang tid kunne Lotte mærke, at måske bare måske det hele ikke var håbløst.
**************************
Samme aften sad Henrik og Stine tæt sammen i sofaen og så tegnefilm. Hun trykkede sig ind til ham, mærkede hans varme, lyttede til hans rolige hjerte. Læselampen kastede gule cirkler på væggen, udenfor trommede en god, dansk regn mod ruden.
Far, spurgte hun forsigtigt, tror du nogensinde mor ændrer sig? Kan hun komme til at holde af mig?
Henrik blev betænksom, strøg hende over håret. Et tungt blik gled hen over hans ansigt, for han kendte mere end nogen til den smerte, Stine bar.
Kære Stine, sagde han roligt, mennesker kan sagtens ændre sig, men de skal virkelig ville det og forstå, at de gør noget forkert. Din mor har det svært nu hun er forvirret og ked af det. Men det gør hende ikke til et ondt menneske. Hun skal bare have tid og måske lidt professionel hjælp til at finde sig selv.
Stine sukkede og lagde hovedet på hans skulder.
Men hvis hun aldrig ændrer sig? spurgte hun næsten uhørligt.
Selv hvis det er sådan, sagde Henrik og klemte hendes hånd, skal du vide én ting: Du er værdifuld, uanset hvad hun synes. Du er klog, rar og kærlig. Det vigtigste er, at vi to har hinanden, for det har vi for altid. Jeg elsker dig, og jeg slipper dig aldrig.
Hun så op på faren, og denne gang kom tårerne ikke af sorg, men af lettelse.
Tak, far. Nogle gange føler jeg mig helt alene men du ved altid, hvad du skal sige
Jeg elsker dig, smilede Henrik. Og du skal aldrig være alene. Vi er et team. Og hvis mor engang får lyst til at prøve at finde hinanden igen så lytter vi. Men kun når hun kan respektere dig og dine følelser.
Stine nikkede og stirrede på tegnefilmen, hvor figurerne dansede hen over skærmen. For første gang i evigheder gav hun sig lov til at tænke, at også mor måske kunne ændre sig. At de en dag kunne snakke sammen, rigtigt, uden råb og vrede.
Far, begyndte hun igen, må jeg invitere Laura hjem i morgen? Det er så længe siden og hun har spurgt SÅ mange gange
Selvfølgelig må du det! svarede Henrik med et glimt i øjet. Vi hygger max: bager småkager, ser tegnefilm, spiller Matador. Lyder det ikke sjovt?
Mega! sagde Stine, og hendes grin var det reneste, Henrik nogensinde havde hørt.
**************************
Nu var det, som om noget lyst voksede stille frem inde i Stine som den allerførste erantis, der prikker op gennem sneen i Kongens Have. Nu skulle alt nok gå.
