15. juni 2023
Jeg stod klar med stigen, parat til at beskære de visne grene på mit gamle æbletræ ude i baghaven her i Odense. Men pludselig begyndte min hund, Viggo, at gø og hive i mine bukser, som om han ville tvinge mig ned fra stigen. Først tænkte jeg, at Viggo da bare var tosset eller havde fået en mærkelig idé og var i færd med at lave ballade. Jeg frygtede virkelig, at han i sin ivrighed ville få mig til at miste balancen og falde ned fra stigen.
Jeg forsøgte at få ham væk og skældte endda lidt vredt ud på ham. Men blot et øjeblik efter skete der noget fuldstændig uventet.
Jeg var nået næsten halvvejs op ad stigen med beskærersaksen i hånden, klar til at tage fat på træets visne grene. Dagen havde føltes mærkelig fra morgenstunden tunge grå skyer lå lavt over haven, luften var trykkende og tung, og der duftede af regn i luften. Det var tydeligt, at vejret var ved at skifte, men jeg nægtede at udskyde arbejdet, for grenene trængte virkelig til at blive fjernet.
Stigen blev sat op tidligt på formiddagen. Jeg sørgede for, den stod solidt mod stammen og begyndte forsigtigt at kravle op. Da jeg ville til at klippe den første gren, mærkede jeg pludselig nogen trække i mine bukser.
Da jeg vendte mig om, blev jeg helt overrasket over synet.
Viggo forsøgte at kravle op bag mig. Hans poter gled på de kolde trin, kløerne skrabede mod metallet, og hans øjne var store og opspilede han så direkte på mig.
Hvad laver du, Viggo? sagde jeg med et usikkert smil. Ned med dig.
Jeg lavede en afværgende bevægelse, men Viggo blev bare endnu mere vedholdende. Tværtimod kravlede han højere op, satte forpoterne på stigen og tog fat i stoffet med tænderne.
Han trak hårdt.
Jeg rykkede mig forskrækket og var lige ved at miste balancen.
Er du blevet skør? Slip! sagde jeg irriteret.
Men Viggo slap ikke. Han blev ved med både gøen og trækken, som om det var helt afgørende, jeg kom ned.
Først var jeg bare irriteret, men noget i hans blik fik mig til at standse op; jeg kunne fornemme, at det ikke var for sjov. Jeg havde aldrig set ham opføre sig sådan før.
Det var, som om han prøvede at advare mig.
Jeg forsøgte alligevel at komme lidt højere op, men Viggo reagerede med det samme og rykkede så voldsomt i mine bukser, at jeg måtte klamre mig fast med begge hænder.
Jeg sukkede dybt og begyndte at kravle ned igen.
Så er det nok, mumlede jeg. Bliver du ved, ryger du altså i hundegården.
Viggo så straks lidt skyldig ud, men jeg lukkede ham alligevel inde i indhegningen bag huset. Så tænkte jeg, at nu kunne jeg få arbejdet gjort i fred.
Men netop i dét øjeblik, jeg ville lægge foden på nederste trin igen, lød der et kraftigt knæk over mit hoved.
Lyden var skarp og gav genlyd i hele haven. Jeg kiggede instinktivt op, og så en enorm, tør gren brække af træet.
Den faldt med stor kraft præcis der, hvor mit hoved lige havde været. Den ramte jorden med et brag, splintredes i to, og gik kun ganske få centimeter fra mig.
Mine ben blev pludselig som gelé. Jeg blev stående stiv og stirrede på den væltede gren, mens mit hjerte hamrede afsted, så jeg næsten kunne høre det.
Først dér gik det op for mig: Viggo havde ikke forstyrret mig han havde forsøgt at redde mig.
Han må have fornemmet faren, enten ved lydene inde i stammen eller den måde grenen hang på. Jeg kiggede hen mod hundegården.
Bag hegnet sad Viggo, fuldstændig rolig nu og med øjne, der sagde alt halen viftede blidt frem og tilbage, som om han først lige ville sikre sig, jeg forstod.
Jeg gik over og åbnede lågen, satte mig på hug, og Viggo skyndte sig straks hen til mig.
Jeg lagde armene om hans hals og hviskede:
Du har reddet mit liv.
Siden den dag har jeg altid lyttet til Viggos instinkter. For man skal aldrig undervurdere en hunds fornemmelse. Det ved jeg nu.
