Freja sang af glæde selvfølgelig gjorde hun det!
Hun havde endelig fået sin egen lejlighed, ja, en hel lejlighed kun til hende, uden en sur udlejer, der slukkede lyset klokken elleve om aftenen, stod over hende og slukkede for gassen under den kogende gryde.
Der måtte ikke bruges hårtørrer eller glattejern, for som udlejeren sagde: Du ved aldrig, hvad der kunne ske.
Man måtte ikke tage bad kun et hurtigt brusebad én gang om dagen, men så måtte man selv vælge: morgen eller aften. Alligevel stod fru Rasmussen altid udenfor og bankede på døren og sagde, at hun skulle skrue helt ned for vandet.
Freja havde boet et år under fru Rasmussens tyranniske regime. Hun havde indbildt sig, at hun skulle være Frejas mentor og vejleder. Så snart Freja fyldte atten, bad hun sine forældre om, at hun måtte flytte på kollegium.
Men det var ikke meget bedre væggelus og kakerlakker var en ting, men at få sin stegepande med kartofler stjålet, mens man vendte ryggen til, var noget andet.
De kvindelige naboer inviterede fyre forbi nærmest hver aften det var nogle oplevelser.
Freja holdt ud et år, indtil hendes far kom på uanmeldt besøg og så det rene kaos på kollegiet.
Efter det fik hun selvfølgelig ikke lov til at blive der en dag mere, og i fem år boede Freja på værelse hjemme hos farmor Anna.
En herlig bedstemor med sine særheder, men en god sjæl.
Efter studierne begyndte Freja at arbejde og boede fortsat hos farmor Anna, mens hun sparede op til et indskud. Hendes drøm var at købe sin egen lejlighed, om så den var aldrig så lille.
Imens de andre piger brugte deres løn på cafébesøg, tøj og tasker, arbejdede Freja hårdt og lagde penge til side.
Selv farmor Anna sagde flere gange, at nu måtte Freja tage den lidt med ro, men Freja stod urokkelig på sin drøm.
En dag kom forældrene forbi, og hendes far lidt nervøst fortalte, at de havde besluttet at hjælpe Freja. De, hendes mor og faster Karen.
Faster Karen var en ældre slægtning af Frejas far. Hun havde aldrig haft sin egen familie, underviste i folkeskolen helt indtil hun blev femogfirs, og hun havde det med at skændes med familien. Den eneste, hun lyttede lidt til, var Frejas far.
Frejas mor var også lærer, og faster Karen holdt meget af hende.
En dag bad faster Karen Frejas far hjælpe hende med at finde et plejehjem, da de kom forbi med varer.
Han sagde ikke noget dengang, men tog sammen med Frejas mor hen og kiggede på plejehjemmet, faster Karen havde fundet, men i stedet for forberedte de et værelse til hende i deres eget hjem.
Deres egen datter boede jo i en anden by.
Trods sin høje alder var faster Karen skarpsindig. Hun sagde til sin nevø, at han ikke skulle have dårlig samvittighed; hun var udmærket klar over, at hendes temperament kunne ødelægge det gode ry, hun ellers havde samlet op gennem årene.
Men Frejas forældre ville ikke høre tale om det og sagde, at det jo var bedst for alle, og så kunne de roligt tage væk, når de havde brug for det. Katten Sofus og undulaten Børge behøvede ikke længere passes ude i byen nu kunne faster Karen holde øje med både dyr og hus.
Der var så heller ikke længere udgifter til mad og benzin, alle spiste sammen, og hvis faren ville ud at fiske, ville moren ikke være alene.
Faster Karen tøvede lidt, men indvilgede, glad for trods alt ikke at være alene i verden.
Hun nød nogle år fuld af kærlighed og gik så stille bort, efterlod alt til sin nevø, Frejas far.
Til Freja gav hun personligt et smykke, der var gået i arv og var passet godt på gennem generationer selv i de hårde tider havde faster Karen ikke solgt det.
Freja tog stolt og rørende imod smykket og beundrede det ofte, mens hun tænkte på sin gode, gamle faster.
Så foreslog faren, at de skulle sælge faster Karens lejlighed og købe en til Freja i den by, hvor hun nu havde slået sig ned.
Sådan fik Freja sin egen toværelseslejlighed. Kvinden, der før havde boet der, insisterede endda på, at der var en god energi i den, og Freja kastede sig straks ud i renoveringen, hvor forældrene ofte kom og hjalp til.
Freja udtænkte konstant nye idéer til forbedringer, og faren udførte dem tålmodigt én efter én.
Til sidst var lejligheden som forvandlet, og moren bestemte sig for, at der også skulle ske noget hjemme hos dem. Freja lovede straks at lave et designforslag.
Sådan faldt Freja på plads i sin lejlighed, lærte at holde af byen og følte sig hjemme.
På jobbet lærte hun Mette at kende, og de blev gode veninder Mette kom ofte på besøg.
En dag fortalte Freja, hvordan hun som barn var løbet op på taget af deres syvetagers ejendom sammen med sin veninde og barede sol.
– Fedt, sagde Mette, hvorfor gør vi ikke det…?
De kiggede på hinanden og grinede.
– Bare vi ikke bliver låst inde deroppe den oplevede jeg med Simone en gang. Vores vicevært, hr. Holm, var lidt tunghør og fandt på at låse døren. Vi råbte og råbte uden at blive hørt og så satte han lås på. Heldigvis havde min far en fornemmelse og kom tidligere hjem fra arbejde og lukkede os ud.
– Var der ballade? spurgte Mette.
Ikke rigtigt, sagde Freja, min far forkælede mig, mens min mor var ret streng, så han dækkede over mig mange gange hun kender langt fra til alle mine narrestreger.
Jeg fik ellers nogen skænderier i barndommen, jeg lavede også ballade, sagde Mette. Skal vi ikke bare spørge viceværten om lov og få en nøgle, så vi kan sole os stille og roligt?
Lad os prøve.
Viceværten strittede lidt imod Det må jeg egentlig ikke, sagde han. Tænk hvis nogen falder ned.
Vi er voksne, protesterede de begge, vi skal bare ligge i solen, så går vi stille ned igen.
Nå, så gør I det. Men ingen fikumdik, vel?
Og sådan tilbragte de en halv søndag på taget, og flere gange fik de lånt nøglen hos rare hr. Rachid, som viceværten hed.
En dag syntes de, det lød som om døren ind til taget gik op. De lyttede, men der var vist ikke noget. Da de skulle hjem, listede de forsigtigt rundt om hjørnet og så en ældre, nydelig klædt dame, som sad lænet op ad skorstenen og spiste sin madpakke.
– Hvem er du? spurgte de begge på én gang.
– Mig? sagde damen og sank maden, jeg hedder Lise Madsen.
Freja syntes, hun genkendte hende.
– Er er du ikke den tidligere ejer af min lejlighed? udbrød hun forbløffet.
– Jo, du er den sympatiske pige, der købte min lejlighed, sagde Lise Madsen og rødmede. Jeg må indrømme piger…
Lise begyndte at græde og fortalte sin historie.
– Jeg opfostrede Nikolaj alene. Manden stak af for en anden, klassisk historie.
Nikolaj var et skrøbeligt barn, og jeg viet mit liv til ham.
Han klarede sig gennem både gymnasium og universitet, fik god karriere, men kvinderne gik ikke så nemt.
For fem år siden mødte han endelig en pige, Julie, og han præsenterede hende for mig.
Julie faldt hurtigt ind i familien, vaskede, lavede mad og passede rigtig godt på Nikolaj.
Jeg begyndte at tænke på mig selv, og Nikolaj købte for længst en stor lejlighed. Alligevel boede han stadig med mig det passede alle fint.
Snart fik de børn først Mads, så året efter Emil, og tredje år kom søde Alma til.
Da Alma blev født, foreslog de unge, at jeg solgte min lejlighed, fordi jeg alligevel boede hos dem og hjalp. Hvorfor skal den bare stå?
Sådan havnede jeg lidt sagt i et lille helvede.
Julie skulle til at arbejde igen, og børnene ja, dem skulle jeg passe.
Men pludselig blev jeg syg. Jeg røg direkte i seng med meget højt blodtryk.
Lægerne gav mig medicin og sagde, at jeg skulle have ro men, hvor får man ro med tre små og viltre børn?
Julie tog sig selv af opdragelsen. Jeg skulle bare lave mad, sørge for, at de fik tøj på, og gå ture.
Hverken at skælde ud, lære dem noget, lege det var ikke for mormor.
Når jeg havde lavet mad, ryddet op, sat dem på plads og læst godnathistorie (for det gør alle bedsteforældre!), havde jeg et par timer fri.
Jamen, mor, siger Nikolaj, du klarer det jo så godt! Du laver mad, børnene er trygge, og vi kan tjene flere penge!
Og sådan gik systemet sin triste gang.
Da børnene sommeren efter tog på ferie ved Vesterhavet, efterlod de mig alene med børnebørnene jeg troede seriøst, jeg ikke ville overleve.
Jo jo, jeg elsker mine børnebørn, men jeg var udmattet. Så jeg bildte Nikolaj ind, at jeg skulle på weekend til en veninde.
Faktisk vandrede jeg så bare rundt i byen, gik på museum og udstillinger.
Hvor sover du så? spurgte pigerne.
Jeg sover ikke om sommeren, svarede Lise og lo. Sidder på en bænk ved åen.
Og i dag ville jeg bare hen til mit gamle hjem og på en eller anden mærkelig måde bliv på taget natten over.
Sikke noget, udbrød pigerne.
De insisterede på, at Lise gik med hjem til Freja.
Hold da op, Freja, hvor har du gjort det flot! Jeg fortryder, at jeg dengang lod mig overtale til at give afkald på min lejlighed. Åh, I skal ikke tage det forkert…
Ved du hvad! Du kan da flytte ind hos mig, sagde Freja.
Nej, nej, det ville ikke være passende.
Jo, selvfølgelig!
Vent lidt, sagde Mette, men hvad med pengene fra salget fik du noget ud af lejligheden? Undskyld nysgerrigheden.
Mette er faktisk en dygtig jurist, tilføjede Freja. Du må ikke tage det personligt.
Jeg gav det hele til børnene, sagde Lise, Nikolaj lovede dog at sætte halvdelen på en konto til mig, resten beholdt han.
Du kan købe din egen lille lejlighed for de penge, sagde Mette eftertænksomt.
Og vi hjælper med at renovere, tilføjede Freja begejstret.
Jamen… hvordan… jeg…
Du skal bare stole på os.
Allerede en måned senere flyttede Lise ind i sin nye lille lejlighed i den samme, gamle bygning.
Hvad Mette sagde til Nikolaj på hans arbejde, ved ingen, men han var lidt pinlig og sagde til moren, at hun jo bare skulle sige til, hvis det var for meget.
Julie blev knotten og nægtede kontakt, men børnebørnene lavede en turnusordning, så de skiftedes til at overnatte hos mormor. Over tid faldt også Julie til ro, og børnene kom i børnehave, hvor de elskede det.
Lise og Freja begyndte at ses til kaffe, gik i teatret og på museum sammen.
Se, sagde Mette, når jeg bliver gammel, så bliver jeg altså boende i mit eget hjem ikke noget med at overtale mig til andet. Det der med at sidde søvnløs på en bænk hele natten det vil jeg helst undgå!
Det har du ret i, sagde Freja.
Godmorgen, kære venner!
Tusind tak fordi I er her sammen med mig!
Et kæmpe kram til jer alle!
Lenes glade sang lød ud i rummet – selvfølgelig, hun var lykkelig!
