Kan man være lykkelig uden børn? Historien om en kvinde, der vælger sin egen vej
Et møde, der vendte op og ned på mit syn på lykke
Du behøver ikke have ondt af mig tværtimod føler jeg en dyb, ægte lykke. For nylig er jeg på vej til min hudlæge i København og ender som så ofte i lang kø i venteværelset. Netop her finder et møde sted, der for alvor ændrer min opfattelse af, hvad lykke er.
Et par pladser fra mig sidder en rolig kvinde. Hendes ranke holdning udstråler styrke og ro, og det milde smil vidner om en indre balance, jeg sjældent har set. Jeg gætter på, hun er omkring 65. Under vores samtale afslører hun dog, at hun allerede har passeret de 70!
Snakken flyder let imellem os. Hun ser mig i øjnene med et vågent blik, taler sagte og med eftertænksomhed. Hendes livshistorie overrasker mig.
Hun fortæller om to ægteskaber. Det første, i hendes unge år, var fyldt med kærlighed, men der var et afgørende uenighedspunkt hun ønskede ikke børn. Hun havde altid meldt ud, at hun ikke ville have børn, noget hendes daværende mand mente, han kunne acceptere.
Men med årene ændrede hans syn sig. Da hun nærmede sig de tredive, tog han igen emnet op, i håbet om hendes holdning ville ændre sig, og at hun ville mærke en trang til moderskab. Den trang kom aldrig. Efter mange tunge snakke gik de til sidst fra hinanden.
Hendes anden mand havde en datter fra et tidligere forhold og ønskede ikke at få flere børn. Deres forhold blev ukompliceret og harmonisk de var alt for hinanden. Desværre døde han alt for tidligt, og hun blev alene.
Siden har hun levet et stille liv i sit store hus i Gentofte, omgivet af bøger, planter og kære minder, uden at fortabe sig i fortiden.
Mange mener, at børn er en garanti for en tryg alderdom, siger hun med et smil. Men børn vokser op, flytter væk og skaber deres eget liv, sådan som det skal være.
Hun har aldrig haft lyst til børn og aldrig fortrudt sit valg.
Hendes interesser og hverdagsrutiner giver hende følelsen af indhold og mening.
Til sidst griner hun stille og tilføjer: Angående det der med et glas vand så længe jeg har mulighed for at spørge nogen, ser jeg ingen problemer.
Jeg bliver tavs et øjeblik. Hendes ord rammer mig ikke fordi jeg er enig i alt, men fordi jeg beundrer hendes klarhed, stille styrke og den fuldkomne accept af sine egne valg.
Det centrale spørgsmål: Kan man virkelig finde harmoni og tilfredshed uden børn, hvis man følger sit eget hjerte? Hendes eksempel viser, at lykke ikke nødvendigvis følger samfundets gængse forestillinger.
I sidste ende vælger vi hver især vores egen vej til lykke og mening. Hendes liv minder os om, at ro og fylde kan findes for den, der respekterer sine egne ønsker og står ved sine valg.
