Knap? Jeg har ellers kaldt hende Gran. Hun løb rundt her hele morgenen. Kunne med det samme se, hun var faret vild. Senere lagde hun sig til rette ved mine fødder, så jeg smed hende ind i bilen det var jo frost, den stakkel, grinede manden
Tove, altså, hvordan kan du være så uheldig? Hvor mange gange har jeg sagt, at den Christian bare ikke er noget for dig! skældte Toves mor ud.
Kvinden stod med blikket mod gulvet. Selvom hun var fyldt syvogtredive for nylig, følte hun sig som en skolepige, der skulle hjem og forklare en dårlig karakter.
Og Tove havde god grund til at være både trist og vred mest over sig selv, sin kæntrede kærlighedshistorie og lille datter. Lige op til årets hyggeligste højtid stod de pludselig uden en mand i huset.
Jeg skrider, sagde Christian en aften, som om han skulle med bussen snart. Tove fattede ikke med det samme, hvad han mente.
Skrider hvorhen? spurgte Tove, mens hun satte en tallerken varm suppe på bordet foran ham.
Du forstår altså bare ingenting, Tove. Hvordan jeg overhovedet har holdt ud med dig alle de år det forstår jeg ikke selv, stønnede Christian og rullede drama-vranten med øjnene.
Tove nåede aldrig at få stillet flere spørgsmål, før Christian selv begyndte at udpensle alt:
Jeg kan ikke mere! Og din skingrende hund oveni. Datteren er hele tiden syg. Der er ikke meget romance tilbage, Tove. Se dig selv hvem er du blevet? sluttede han sin harang.
Tove prøvede at fange sit forpinte spejlbillede i vitrineskabets glas, men det gik dårligt. Tårerne strømmede, og hun blev bare stående midt i køkkenet alene.
Christian hadede tårer. Han så sørgmodigt på suppen, rejste sig, og begyndte at pakke sit habengut.
Hunden Knap kredsede rundt om benene på Tove, peb og forsøgte at trøste.
Så kan jeg endelig få lidt ro uden al den hylen, råbte Christian fra døråbningen med tasken på skulderen.
Men Christian, hvad med Astrid? hviskede Tove ved tanken om, hvor knust deres femårige datter ville blive, når hun vågnede.
Det må du finde ud af. Du er jo trods alt moren, sagde han og forsvandt ud ad døren, mens Knap tudede som i børnetimen.
Tove sad hele natten ved køkkenbordet og krammede Knap, som slikkede tårene væk efter bedste evne. Hun fattede, der var sket noget slemt.
I flere dage anede Tove ikke, hvordan hun skulle fortælle det hele til sin mor. Moderen ringede ellers jævnligt for at høre nyt. Tove svarede hastigt, at alt var fint, og lagde på.
Og har du fundet arbejde, Tove? For hvis den Christian-dagdriver stikker af, skal der jo mad på bordet, sagde moderen, da hun dukkede op på besøg.
Så brast Tove hun brød sammen og forklarede, at jobmarkedet var trægere end smør i januar og at Christian var væk.
Moderen hamrede dramatisk løs om, at det var ventet. Fem år et barn men han havde aldrig gidet gifte sig!
Hvad gør vi nu? for ik at forglemme selverkendelsen.
Tove trak på skuldrene: Jeg må jo finde på noget. Måske kan jeg blive pædagogmedhjælper i Astrids børnehave.
På sådan en månedsløn? Du må da knap få råd til mad og hvad med køteren? nikkede moren tørt. Dyr var aldrig hendes kop kaffe, og den lille Knap, som Tove engang fandt på gaden, blev aldrig hendes ven.
Hun var lige ved at sige et eller andet, men stoppede sig selv, da Tove slugte gråden.
Hold nu op med det piveri. Jeg hjælper jer. Trænger I, skal jeg nok passe Astrid, sagde hun og kærligt, omend modstræbende, klappede Tove.
Sådan gik endnu en uge.
Tove fik rask væk et job i børnehaven, hvor hun fulgte Astrid hver dag. Astrid var begejstret.
Mor, kan vi ikke tage Knap med på arbejde? Så kan hun hjælpe dig med at vaske op og passe på os til middagssøvn, grinede Astrid.
Tove lo og krammede datteren, men blev vemodig hver gang Astrid spurgte:
Mor, kommer far hjem til jul?
Tove magtede aldrig at sige sandheden, for hun havde fabrikeret en historie om, at far skulle på en vigtig opgave. Hun ringede til Christian som forsøgte at lyde vigtig:
Tove, forstyr mig ikke mere. Sig, jeg er blevet agent og skal ud på tophemmelige missioner. Jeg kommer ikke hjem til jul. I øvrigt: Har du set mit slips? Hvad skal jeg fejre nytår i!?
Tove blev bare siddende, stirrende ud i luften. Hun anede ikke, hvordan hun og Astrid skulle fejre jul uden ham.
Så skete der noget. Bedstemoren var på vej med Astrid til lægen; lillepigen var sløj, men ved at blive frisk. Ud af det blå skød Christian frem fra et gadehjørne.
Far! Er du hjemme igen? råbte Astrid jublende.
Christian træk vejret tungt. Så sagde han stille, at han ikke længere skulle bo med dem, og smuttede hurtigt videre.
Jeg kigger nok forbi en dag, hvis det passer, mumlede han.
Astrids ansigt stivnede. Du behøver ikke kigge forbi mere, mumlede hun.
Den aften fik hun feber igen. Om to dage stod lægen i stuen.
Astrid talte ikke med nogen. Og hun havde heller ingen hastværk med at blive rask.
Det er nok stress, konstaterede lægen, da han hørte om faren.
Tove bebrejdede sig selv. Jeg burde have været ærlig med det samme, sukkede hun.
Så ramte næste ulykke. Bedstemor gik tur med Knap. Men fordi hun havde travlt, lod hun snoren blive hjemme, og straks besluttede Knap at løbe sin vej.
Nu kan du bare løbe og fryse, så kommer du hurtigt hjem! snøftede bedstemoren og gik målrettet op i opgangen. Men da hun nåede ind, nægtede Astrid at spise og drikke, indtil Knap var tilbage.
Når Knap kommer hjem, så spiser jeg igen, sagde Astrid og vendte sig mod væggen.
Det er alt sammen din skyld, Tove. Forkælelser og hunde over det hele! Jeg sagde jo begyndte moren.
Du kunne have holdt øje med Knap i stedet for at belære mig, snerrede Tove pludselig.
Hør dog! Jeg prøver bare at hjælpe! snappede moren og forsvandt ud af døren.
Tove var igen alene. Hun gik hvileløst rundt udenfor om aftenen.
Astrid faldt endelig i søvn. Tove håbede, at Knap ville finde hjem. Men nej. Forfrossen luntede hun hjem igen og faldt i urolig søvn.
Næste morgen kom Astrid allerede tidligt.
Mor, jeg drømte om et juletræ. Vi pyntede det, og så fandt vi Knap! sagde hun lykkeligt.
Tove smilte bedrøvet. Et lille plastikjuletræ stod på bordet; mere blev det ikke til i år. Men Astrid insisterede på, at det kun ville lykkes, hvis de fik et rigtigt træ.
Så kommer Knap hjem. Jeg drømte det! græd hun.
Tove sukkede. Et ægte grantræ passede slet ikke ind i økonomien. Hun ringede til moren, men hun var fornærmet.
Tænk, at en hund betyder mere end din mor! Tænk lige over det, snøftede hun surt og lagde på.
Det var snart byens travleste weekend. Astrid lå stadig skidt tilpas, og nytårsaften nærmede sig. Da Astrid til sidst græd: Ingen gran, ingen Knap, ingen far kunne Tove ikke længere holde sammen på sig selv. Hun bad nabokonen kigge efter Astrid, og fór ud på gaden.
Kold luft bed i kinderne, snefnuggene dansede lystigt, mens Tove fræsede rundt og ledte efter Knap.
Hvor er du henne, lille ven? mumlede hun, mens hun gik fra gade til gade.
Pludselig stod hun foran et lille juletræsmarked. En kølig mand hoppede koldt fra fod til fod ved siden af de sidste grantræer.
Et juletræ til dig? Jeg kan give rabat! Sidste chance, frøken, proklamerede han.
Tænker sikkert, han vil hjem til familien flæskestegen venter, ungerne står i vinduet tænkte Tove.
I det samme kom et ungt par, købte et træ og forsvandt fnisende.
Skal du have det sidste? Jeg leverer gerne for dig, sagde manden.
Tove så ham håbløst i øjnene. Hun havde ikke råd selv de sidste kroner hjemme i krukken rakte ikke.
Så fik hun øje på nogle blevne grangrene på ladet af bilen.
Må jeg må jeg tage de grene derovre, hvis du alligevel smider dem ud? spurgte hun forsigtigt.
Manden så fra kvinden til de afbrækkede grene og sukkede. Tag du bare. Her, jeg hjælper lige, sagde han og overrakte hende en stor favn.
Tove rørte, måtte straks undskylde: Min datter er syg, hunden forsvandt, ingenting vil lykkes denne jul
Mandens blik blev blødt. Selv var han blevet forladt for nylig, og han kunne heller ikke overskue ensomheden.
I samme sekund nærmede en anden mand sig: Hvad koster den her gran?
Solgt! Prøv naboen der er måske lidt tilbage, vinkede juletræsgutten.
Tove så overrasket på ham.
Kom, jeg hjælper dig med at få det hjem, sagde han pludselig venligt.
Men jeg har sagt, jeg ikke har penge, stammede hun.
Det ved jeg, nikkede han.
Og så skete det helt utrolige det, der kun kan ske op til juleaften.
Han åbnede bilen, og på passagersædet lå Knap og sov svøbt i en uldsweater og med næsen begravet i noget, der duftede af hjemmebag.
Hvor har du fået fat på Knap? græd Tove lettet.
Knap? Jeg kaldte hende Gran! Hun pilede rundt hele morgenen, så hun var jo faret vild. Lige så snart jeg åbnede døren, lagde hun sig vitterligt tilrette ved mine fødder, så jeg måtte jo tage hende ind, smålo manden.
Han hed Poul. Han havde et hjerte for både hunde og børn og kunne tale sig ud af det meste.
Snart blev der varmt og rart hjemme hos Tove, som der aldrig havde været før. Måske skyldtes det julemagien eller bare, at to gode mennesker mødte hinanden på det helt rigtige tidspunkt.
Hvem ved. Det væsentlige er, at en ny familie fandt hinanden og endnu oftere end før blev Knap kaldt for GranDa de kom hjem, bar Tove forsigtigt de duftende grangrene op i stuen, mens Poul, med Knap i armene, fulgte efter. Astrid lå halvt sovende på sofaen, men slog straks øjnene op, da hun hørte potedask.
Knap! jublede hun, og Knap sprang op til hende, viftede med halen og slikkede hendes hænder, som var de det dyreste i verden.
Tove sank sammen på gulvet, helt overvældet pludselig fik julen både stemme og farver igen. Hun lagde sine rystende arme om Astrid og Knap, mærkede vinterkulden smelte. Poul satte sig stille ved siden af og hjalp Astrid med at putte grangrene i en gammel vase, mens sneen lagde sig udenfor, tung og tyst.
Der var stadig rester af gamle svigt og savn i hjertet, men der slog også en varme troen på, at de nok skulle klare sig. Selv bedstemor, som kom forbi med duggede briller og sur stemme, tøede op, da Knap lagde hovedet i hendes skød. Hun glemte helt at skælde ud, da hun så hvor lykkelige de var, bare over lidt gran og gensynet med hunden.
Må jeg dufte til julegrenen? spurgte Astrid, og straks sad hele familien samlet omkring deres lille vase, nynnende på en julesang.
Tove så rundt på sin datter, på Knap og den fremmede ikke længere så fremmede Poul og følte for første gang, at noget nyt begyndte.
Udenfor blinkede gadens lygter, som små stjerner henover opgangen. Indenfor var der latter, nybagte boller og roser i kinderne.
Det blev ikke den perfekte jul, hun havde drømt om.
Det blev bare deres egen.
Og det viste sig at være mere end nok.
