Jeg har brug for en kvinde, der ikke er ældre end toogfyrre. Det er mit absolutte loft. Og helst kun, hvis hun ser ud som om hun er højest femogtredive. Du ved godt, i halvtreds så er det allerede noget helt andet, Holger. Jeg leder altså efter en kvinde med energi og gå-på-mod, ikke en jævnaldrende.
Altså, jeg er måske ikke ligefrem Mads Mikkelsen, men indeni føler jeg mig som otteogtyve. Og mænd bliver jo kun bedre med alderen, kvinder du ved.
Mig og min veninde Søs sad ved bordet ved siden af og kunne ikke undgå at overhøre hans lille énmandsforestilling. Vi var lige smuttet ind og få en bid mad efter træning, sad og snakkede om det nye kostprogram, og så blev hele samtalen bare overdøvet af hans monolog.
Hørte du det? fniste Søs stille. Han tror han er steget i værdi på markedet. Virker mere, som om han snart skal på udsalg.
Shhh, smilede jeg. Lad os nu lige høre færdigt. Det er jo ren underholdning.
Imens var han slet ikke færdig:
Jeg spiser for eksempel aldrig rester fra i går. Det er mit princip. Kvinden skal lave frisk mad hver dag. Indtil da tja, jeg kan da koge nogle frikadeller selv, ingen ko på isen. Men når det handler om forhold, så skal det altså være seriøst: suppe, frikadeller, småkager. Og så må hun altså godt være slank. Jeg har brug for kontraster jeg er den solide, hun skal være den lille, kvikke type.
Og børn? spurgte hans ven forsigtigt og kiggede skeptisk på den solide. Du har jo voksne børn selv, børnebørn er vel lige om hjørnet.
Jeg skal ikke have flere arvinger, jeg har rigeligt. Jeg vil have en livsledsager for sjælen. Og for kroppen. Hun må gerne være aktiv, kunne lide at tage i skoven eller måske bare ud i sommerhus.
Jeg var ved at få min øko-juice galt i halsen. I skoven? Han lignede mere én, der ikke gik længere end til bageren om hjørnet.
Søs, væddemål? hviskede jeg og blinkede. Tror du, han prøver at score mig?
Mener du det? Søs kiggede overrasket på mig. Vera, du er altså ikke under fyrre.
Ssssh, jeg lagde fingeren for munden. Det her er et socialt eksperiment. Jeg vil undersøge, hvor langt selvbedraget rækker.
Det var slet ikke svært at komme i snak med ham. Vi udvekslede numre, og allerede om aftenen smsede vi nærmest som gamle venner.
På Tinder gik han under navnet DanskMacho48.
På profilbilledet fra for ti år siden sugede han maven ind, og ja, baggrunden var en Audi og et selvsikkert blik.
Efter et par dage foreslog Harald, at vi skulle ses.
Han dukkede op i sit fineste jakkesæt. Knapperne gav næsten op over maven, der præsenterede sig stolt for hele København.
Vera, smilede han stort og viste et nærmest fuldkomment upoleret tandsæt. Du ser forrygende ud i dag.
Tak, Harald, jeg slog blikket ned. Du ser da også repræsentativ ud.
Vi mødtes nogle gange.
For mig var det ren teatertræning. Jeg lyttede opmærksomt til historierne om hans forretningsimperium (en pølsevogn på Vesterbro), om hvordan han næsten købte en ny bil (men investerede i selvudvikling i stedet), og hvor vigtigt det er for manden med et hyggeligt hjem.
Vi gik tur i Søndermarken efter hundrede meter lød han som om han havde besteget Himmelbjerget, men forsikrede, at det bare var åndedrætsteknik.
Så kom det afgørende øjeblik:
Efter en middag, hvor han var både blød i betrækket og velkrydret af mine komplimenter, syntes han, det var tid til at gå skridtet videre.
Vera, sagde han og tog min hånd. Du er perfekt: slank, praktisk, frisk og ung. Men jeg må indrømme Jeg er ikke otteogfyrre.
Nå? løftede jeg brynet. Hvor gammel er du så?
Femoghalvtreds, pustede han ud og ventede på min reaktion. Men jeg holder mig godt, ikke?
Selvfølgelig, Harald! lo jeg. Højst fireoghalvtreds, ville jeg have sagt! Jeg elsker modne mænd det er jo livserfaring.
Han blossede helt op.
Det var dog dejligt at høre. Godt jeg fik det ud. Jeg er principfast: Kvinder over toogfyrre dur altså bare ikke. Jeg kan mærke energien forfalder der. Men dig, Vera du er ild, en rigtig pige.
Tak, skat, jeg strøg ham over isen. Men jeg har altså også en lille hemmelighed.
Hvad da nu? han virkede nervøs. Børn? Gæld?
Nej nej, bare min alder.
Harald blev straks stiv i ansigtet.
Hvad mener du? Du er da ikke under fyrre?
Tæt på.
Otteogtredive? spurgte han håbefuldt.
Jeg fandt mit sygesikringskort frem og rakte det til ham.
Kig selv, Harald.
Han tog det med rystende hænder, gloede på fødselsåret og regnede lydløst.
1975.
Halvtreds hviskede han, og blev helt bleg. Du er halvtreds?
Præcis, Harald. Jeg holdt rund fødselsdag for to måneder siden.
Kortet gled ud af hans hånd. Han stirrede på mig, som om jeg pludselig havde tryllet mig om til Mor Karen i Slaraffenland.
Men hvordan? Du ser jo
Ud som en kvinde, der passer på sig selv, Harald. Og ikke lever af pølser og softice.
Men det er jo snyd! udbrød han. Jeg sagde jo: Max toogfyrre. Det er mit princip. Jeg kan ikke date en på min egen alder.
Jeg er da heller ikke din jævnaldrende, helt præcist. Og du har jo tydeligvis været tilfreds indtil nu mangler jeg måske barnestolen?
Harald blev rød i hovedet.
Nej, men selve tallet Halvtreds! Det er jo næsten pension.
Ved du hvad, Harald alderdom er, når man ikke kan følge med virkeligheden, svarede jeg roligt og rejste mig. Jeg er i min bedste alder. Og jeg har også lært noget vigtigt.
Hvad da? sagde han slukøret og kiggede på mig.
At jeg som halvtredsårig kvinde fortjener en mand. Ikke sådan et miks af dårligt selvværd, mave og pølsevogn. Du brænder sammen, hvis du skal forsøge at matche min energi.
Jeg tog kortet og gik.
Vera! råbte han. Vent nu. Hvad med os?
Os hvad? smilede jeg og vendte mig om. Ifølge din logik er vi jo jævnaldrende, og du vil kun have de unge. Held og lykke med at finde en, hvis briller trænger til at blive skiftet.
Jeg traskede ud i den københavnske aften med et lettelsens suk.
Nede i bilen ventede Søs.
Nå, hvad blev det så til? spurgte hun med et grin, da jeg satte mig ind.
Han blev i den grad afklædt. Især da jeg viste ham sygesikringen. Du skulle have set hans udtryk som om jeg havde fortalt ham, at Smørrebrød slet ikke er dansk.
Og? Hvordan endte det?
Han bliver nok ved med at jagte de unge og være skuffet. Men vi tager ud og fejrer livet. Jeg har en date i aften med en helt almindelig mand på femogfyrre ham er det ligegyldigt, hvad mit kort siger.
Og Harald? Han sidder stadig på datingappen. Nu søger han kvinde under 40. Ærlig! Og billedet? Ja, det samme som for ti år siden.
Hvad tror du, får nogle mænd til at være så bange for jævnaldrende kvinder? Og burde man egentlig lyve om sin alder, bare for chancen for et forhold, eller er det ikke bedst bare at være helt ærlig?
