Katten Viggo
Signe, du er tosset! Fru Madsen gør det af med dig, hvis hun opdager det der!
Karen, hvor skulle jeg ellers gøre af ham? Skulle jeg smide ham ud? Det går da ikke! Han er jo levende!
Han lever da, men jeg tvivler på, at du gør, hvis du lader ham blive, Signe.
Kære Karen, tag det nu roligt! Det er jo ikke en tiger, bare en lille killing. Kan han ikke få lov at blive lidt?
Hvorfor prøver du overhovedet på at overtale mig? Karen lo, mens hun forsigtigt klappede den lille røde fyr, der var dukket op ud af det blå. Tror du ikke, jeg også synes, det er synd for ham? Hvor har du egentligt fundet det bette kræ? Han er jo mager som en pind! Og sikkert syg ovenikøbet, han holder jo ikke engang sit hoved oppe. Skattebasse!
Lyt nu: Jeg har lige fået fri fra hospitalet, og gik gennem Kongens Have. Så ligger han dér på stien, halvt dækket af sne, som om han var smidt ud eller havde slæbt sig ud af buskene. Jeg så ham kun, fordi han var så ildrød. Jeg troede først, han var død, men så mærkede jeg, at han trak vejret. Jeg snuppede ham, og løb hele vejen tilbage til kollegiet. Signe fniste og hældte mælk i en emaljekop for at varme det. Fru Madsen gloede på mig, så jeg troede hendes øjne ville springe ud, da jeg fór forbi.
Så kan du godt forvente hende på inspektion. Hun elsker ordensregler! Kan du huske, hvordan hun skældte Lise ud, da hun tog en kat ind? Ville smide hende ud! Dyr må vi jo ikke have på kollegiet.
Karen, du siger det ikke til Fru Madsen, vel? Hvis hun kommer uden mig, så gem Viggo. Jeg skal bare varme lidt mælk, så er jeg tilbage!
Skynd dig nu! Karen tog sig af Signe og hendes røde killing, smed strikketøjet ned i kurven og lukkede killingen uden at kny. Jeg har ikke set noget, jeg ved ikke noget, og jeg siger ikke et ord! sang hun og blinkede til Signe. Kom så! Gå bare roligt.
Signe skyndte sig ud, og Karen kiggede ned i kurven og rystede smilende på hovedet.
Sådan et held! Rød og fræk… Hold fast, lille ven. Signe har et hjerte af guld, hun ville græde i ugevis, hvis der skete dig noget.
Killingen sagde ikke et kvæk bare trak vejret tungt med lukkede øjne.
Mørket faldt på. Karen slukkede ikke lampen; hun nød tusmørket. Hele aftenen var foran dem. Når man havde aftenvagt, var det ellers direkte i seng men nu kunne hun hygge, læse, sludre med Signe om Mikkel. Karen sukkede. Heldige Signe! Hun havde både kæreste og snart mand. Karen havde ingen. Hvem gifter sig med sådan en som hende? Hun var høj, kraftig og havde altid fået at vide, at hun mindede om en skovhugger hendes bedstemor kaldte hende Valborgs birketrunter! Men hun blev respekteret på Tekstilmøllen, havde fast job, og var lige kommet hjem fra sin storebrors bryllup i landsbyen. Her var hun nu alene, og syntes aldrig, der kom nogen i hendes retning. Måske bedstemor havde ret og hun skulle flytte tilbage? Men hvad skulle hun lave der? Bare fæste på gården? Hun havde da ikke uddannet sig for ingenting.
Signe kom tilbage for at forsøge at made den lille kat med pipette. Han kunne ikke slubre fra skålen, og var for svag til det. Karen lagde bogen fra sig, tog resolut killingen og sagde:
Lad mig prøve!
Hun fyldte pipetten, holdt forsigtigt om det lille hoved og fik åbnet munden.
Kom så! Du skal ikke ligge her og dø af sult, makker!
Killingen hostede, men fik lidt i sig.
De døbte ham Viggo. Fru Madsen opdagede ikke noget det første års tid, indtil hun en dag så en rød tornado fare gennem kollegiets åbne køkkenvindue.
Hvad foregår der her?!
Alle stak hovederne ud.
Fru Madsen, det er vores Viggo! Han fanger mus!
Mus? Vi har da ikke mus! Vi har et mønsterligt kollegium!
Årh, jo! Karen lagde armene over sit bryst og lod blikket glide over Fru Madsen, mens hun straks skubbede Viggo med foden bag sig. Selv vores mus er fine og velernærede! Viggo lægger dem op i række ved min seng hver morgen. Næste gang kan jeg vise dig. Eller vi kan invitere fabrikschefen op og stolt fremvise ham som eminent jæger!
Karen! Nu må du lige… Fru Madsen blev rød i hovedet, men dæmpede sig og så strikt på Signe. Hvad gør du med katten, hvis du skal giftes og flytte? Tager du ham med?
Det ved jeg ikke. Han er glad for mig, men jeg tror nu, Karen er hans rigtige mor. Han savner hende, hvis hun går fra ham…
Haha! Fru Madsen lo pludselig, da hun så Signes usikre blik. Du snakker om ham, som var han et menneske! Det er en kat de holder bare med den, der fodrer dem.
Det tror jeg nu ikke. Han sover kun hos Karen, selvom jeg prøver at lokke.
Listige piger! sagde Fru Madsen og rystede på hovedet. Men hold ham nu skjult og stille, ellers ryger vi alle ud!
Da Signe blev gift, faldt Karen og Viggo tilbage på tosomheden. Dage trak sig ud mere ensomme. Fru Madsen satte ingen ny på værelset. Det gamle kollegium havde ikke længe igen. De unge håbede på flytning til det nye, men byggeriet trak ud. Karen hjalp jævnligt med de andre, gik rundt i de rå betongange og forestillede sig, hvordan livet ville blive der. Det var i sådan en stund, at hun mødte sit troede hun livs kærlighed.
Jens var, som hende, tilflytter. Yngste søn, som blev hjemme for at tage sig af forældrene. Efter de gik bort, flyttede han til byen. Han ville finde en kone, og helst en med lejlighed, så der var ekstra tag over hovedet. Karen passede ikke helt ind i dét regnestykke. Men da hun dukkede op foran ham på gangen, høj som hun var, kunne han ikke slippe tanken igen.
Hans klodsede tilnærmelser fik hende til at grine.
Åh, Gud, Karen, sagde Signe, når hun hørte om Jens kurmageri, er du vild? Længden betyder da ingenting!
Det ved jeg ikke, Signe, Karen blev alvorlig. Jeg er i tvivl.
Karen kiggede på Signe, som klappede sin struttende gravide mave og sagde farvel til Viggo.
Er det hårdt? spurgte Karen og langede honning frem, sendt hjemmefra.
Ikke så meget, men mærkeligt som at vente på et tog på Hovedbanegården. Vil bare afsted!
Viggo var heller ikke glad for Jens. Han hvæsede og krummede ryg, når Jens kom, og forsvarede straks vindueskarmen. Karen smed katten ud Viggo dukkede op igen, men holdt sig på afstand og nægtede mad og klap. Hun fattede ikke, hvad der gik af ham.
Måske er han jaloux? fnes Fru Madsen, som Viggo søgte til, når Jens var der.
Måske. Eller også mærker han noget. Pas nu på dig selv, Karen. Man ved aldrig
Han er god nok, det tror jeg altså.
Men Fru Madsen og katten fik ret.
Karen troede først, det var den sure kærnemælk eller syltede svampe, men da ugerne gik, blev hun mere og mere træt og sulten, indtil Signe en dag så hende på fortovet og forbavset udbrød:
Karen! Hvordan skete det?! Har du sagt det til Jens?
Beslutsom gik Karen hjem hun vidste, hun måtte fortælle det. Den frihed, hun havde haft, var forbi. Nu skulle fremtiden planlægges.
Men hun måtte planlægge den uden Jens.
Undskyld, Karen. Men nej. Hvordan skal jeg vide, det barn er mit? Det accepterer jeg ikke, sagde Jens og sparkede Viggo væk. Forsvind!
Viggo sprang på Jens og satte sine kløer i hans ben, så han skreg, hvilket fik Karen til at smile tørt:
Lad ham være, Viggo! Vi har ikke brug for sån én her. Han kan bare gå.
Lang tid sad hun bare og stirrede på døren, der havde lukket sig bag Jens. Viggo sneg sig op på hendes skød noget, hun ellers aldrig lod ham og lå der og spandt til hun skubbede ham væk.
Det var det. Nu må vi videre. Jeg trænger til te. Stærk te.
Da hendes søn blev født, skrev hun ham kun op i sit navn. Uden tøven sagde hun på folkeregisteret:
Ingen far. Han har mig, det må være nok.
Signe skaffede babyting, og Fru Madsen fandt en god barnevogn og plagerede fabriksdirektøren for at få Karen et bedre værelse. Byggeriet stod dog igen stille, og de måtte blive på deres kolde kammer. Men Viggo forlod sjældent barnets side, lagde sig tæt, så drengen stoppede med at græde og sank til ro ved kattens varme. Karen morede sig tit over kærligheden mellem barn og kat, og gav Viggo det bedste, hun kunne undvære. Hun fik hjælp fra sine brødre hjemmefra og Jens forsvandt ud af byen som dug for solen. Hun ville heller ikke se ham. Der var alligevel ingen hjælp at hente.
Familien kom straks, da Karen og drengen kom hjem fra Rigshospitalet.
Sikke en basse! Han skal nok blive til noget, Karen! Lige som dig!
Det var den største lettelse at mærke, at ingen bebrejdede hende, tværtimod. Stille hviskede storesøsterens kone til Karen ude i køkkenet:
Det var det rigtige at gøre. Nu er du ikke alene mer, Karen. Den rigtige mand dukker op. Ikke alle er fej, sådan som ham. Og bekymr dig ikke for drengen. Vi hjælper, vi nok skal klare den.
Og det holdt de. Hver anden uge kom der én fra familien med mad eller penge. Karen pakkede ud og tørrede stille glædestårerne væk. Hvor lidt skal der egentlig til for at få et menneske til at føle sig holdt og støttet?
Vuggestuen for Peter som hun kaldte sin søn var svær. Han blev ofte syg og Karen pendlede mellem job og hjem. Uden Fru Madsen og Signes hjælp havde hun aldrig klaret det men tanken om at flytte hjem til broderens familie trak hun så længe, hun kunne, for ikke at være til besvær.
Om natten, mens Peter brændte af feber, sad Karen og tænkte på det liv, hun havde prøvet at bygge med Jens. Hun vidste nu præcis, hvad hun ønskede sig, om kærligheden en dag bankede på: Ikke bløde ord og tomme løfter, men én, der brygger te, siger gå du i seng, jeg passer barnet, og følger dem begge i zoologisk have og køber Peter en rød ballon og som sætter den hylde op, der har ligget og samlet støv i månedsvis. Én, der altid er der. Det er, tænkte hun, familie.
Søvn kom sjældent hun faldt om ved bordet ved Peters seng.
En nat, hvor Peter havde haft feber i tre dage, og lægen fra opgangen havde været forbi hver dag, uden resultater, og Karen gjorde alt hvad hun kunne men uden bedring, kom Fru Madsen med suppe til drengen.
Hold ud, Karensen. Lægen siger selv, du gør det rigtigt. Spis og sov lidt. Det bliver bedre.
Karen nikkede og lavede et omslag til Peters ømme ører. Viggo sprang op i seng til Peter, drillede og lod sig klappe, indtil Peter faldt i søvn op ad den røde kat.
Hun listede ud til køkkenet for at varme suppen, da hun pludselig hørte et brag, et skrig fra pigen, og et grufuldt kattehyl. Hun styrtede tilbage, greb taburetten, og var tæt på at slå men Viggo havde allerede kastet sig over en stor, fed rotte. Han lå og bed så hårdt, at Karen skulle hive godt i ham for at få ham løs.
Viggo, god mis! Slip nu. Du klarede den!
Han gav slip og vimsede hen til Peters seng, hvor en lille, men stor nok rotte, havde forsøgt at kravle op. Karen hev Peter op ad vuggen, løb ud og råbte for fuld hals gennem gangen:
Hjælp!
En time senere var hun på vej til Fru Madsen med barnet. Fru Madsen gav hende nøglerne til hos selv og lovede at tage sig af Viggo.
Forbandede rotter! Og så lige netop her! Fru Madsen var rasende over, at det var sket trods alle hendes anstrengelser.
Hun rensede værelset, tog Viggo med sig og behandlede hans sår.
Du er en helt, Viggo! mumlede hun, mens hun forbandt ham.
Men Viggo lå bare, ville ikke spise.
Næste morgen, da hun gik fra vagt, kom hun over med besked til Karen:
Karen, Viggo er dårlig. Du må tage ham til dyrlæge!
Karen tog straks afsted til klinikken en gade fra kollegiet. Viggo lå slap i hendes arme. I klinikken så en ung pige på hende.
Find dyrlægen nu! krævede Karen.
Hun satte sig på bænken, og kort efter trådte en kæmpestor mand ind. Hans stemme rungede:
Hvad har vi her?
Rotter, hviskede Karen og rakte ham katten.
Dét ser ikke ud til at være nogen vild kat Hvem ejer ham?
Det gør jeg. Han reddede mit barn!
Så gør vi mit bedste, sagde han venligt.
Senere, mange år efter, ville den store røde kat luske ind på børneværelset, tage turen rundt, og springe op i sengen hos Peter. Lille Line, der lå ved siden af, ville i søvne række ud og gribe fat i hans pels. Viggo ville spinde et eventyr, til Line sov roligt, tryg ved kattens varme.
Karen ville trække dynen op over Peters fødder, rette Lines sok, og læne sig op ad sin mand, der kløede Viggo bag det øre, han engang havde opereret.
Bedre babysitter findes vist ikke, hvad, Jesper?
Nej, man må sige, det var skæbnen, du råbte så højt den dag på klinikken. Den slags katte er guld værd.
Han er mere end dét. Han lyser op.
Viggo ville nusse adoptivmorens hånd, lægge sig ved siden af Line, og Karen ville slukke lampen og lukke døren sagte. Hendes børn frygtede aldrig mørket. For Viggo var altid der. Og så var der intet at frygte.
