Et glas mælk
Det er ikke bare svært for dem, der mangler alt i livet, men også for dem, der prøver at give en håndsrækning. Det har Vera Christiansen for længst indset hun har trods alt arbejdet i socialforvaltningen i otte år. I løbet af den tid er hun blevet både bleg og ranglet, har udviklet en skarp tunge især hvis nogen brokker sig over hendes arbejde. “Og hvem er du lige, der skal blande dig i, hvordan jeg passer mit job?!” spurgte hun uforfærdet og skød grøntblikkende øjne ud under sit kobberrøde pandehår så aggressivt, at alle straks mistede al lyst til at spørge videre eller formaste sig til diskussion.
Gennem årene har Vera været overalt i byen og købt ind til sine borgere, gjort rent, og altid formået at tale med alle, selv de mest besværlige. Hun havde kun haft én uheldig konflikt dengang en ældre herre rakte hende en chokolade. Gaver var jo forbudt, og Vera havde altid nægtet at modtage, men dén dag gav hun sig hvordan afvise sådan en skarelig gestus? Med tung samvittighed tog hun chokoladen med hjem, men da hun ville bryde et stykke af, sad det fast i halsen. Hun endte med at give den til drengen i nabolejligheden. Næste gang nægtede hun at tage imod noget, hvilket fik den gamle mand til at klage til socialforvaltningen: “Disse hjemmehjælpere i dag, de vil have mere end chokolade de vil have en kuvert med kontanter!” Vera blev indkaldt til chefen, og hun var egentlig parat til at trække sig: “Fyld mig bare jeg er jo ikke et gulvtæppe folk kan tørre fødder i!” Men flere af hendes brugere forsvarede hende. Især en ved navn Anneline Madsen. Efter det blev de som søstre, selvom Vera ikke havde nogen biologiske søskende.
Deres skæbner mindede meget om hinanden begge havde mistet deres forældre tidligt, og mens Anneline havde fysisk handicap, bar Vera sine ar på sjælen. Hun var evigt sårbar og græd ofte, selvom hun sjældent lod det skinne igennem. De havde også det fælles, at ingen af dem havde børn. Vera havde accepteret sin lod, men Anneline kæmpede stadig imod tungsindet og drømte ufortrødent om familie. Faktisk kunne hun godt finde på at skælde Vera ud for hendes sortsyn, især efter Anneline begyndte til genoptræning på det lokale rehabiliteringscenter. Først ville hun slet ikke høre tale om aktiviteter og slet ikke dans, og præsten i sognet Pastor Niels mente også hun havde det bedst med sin brodering. Det gik hun så i gang med: Først servietter, så tørklæder, til sidst kastede hun sig over en linnedkjole, som hun prydede med fine danske mønstre: borter og snirklede røde og grønne fugle. Resultatet blev så smukt, at kjolen kom med på regionsudstillingen for folkekunst og skabte sensation: Førstepræmie og solgt til en flot sum. Det var Annelines første rigtige indtjening. Hun ringede til Vera og stortudede hun anede ikke, hvordan man håndterer så mange kroner.
Ingen klage, vi skal nok finde på noget at bruge pengene til! grinede Vera, men blev alvorlig: Du kan købe flere kjoler, så har du projekter nok til de næste mange måneder. Og så drop de triste tanker!
Anneline sagde ikke noget til det sidste, men kunne ikke lade være med at føle sig såret. Drømmene om en kæreste var for længst begyndt at spire. Det er jo eventyrligt at være gift! Hun kendte jo alt til romantikken havde set utallige danske serier og lyttet til veninders historier men det virkede som en lukket verden for hende.
Da succesen med kjolen havde lagt sig, ringede de fra rehabiliteringscentret og inviterede hende til at starte på et dansehold for handicap. Måske kunne de endda få stablet en pardans på benene, lød det optimistisk.
Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? måbede Anneline og smed røret hun var sikker på, det var en dårlig joke.
De ringede op igen og talte hende fra det. Man ved aldrig, måske har du heldet med dig! lød det beslutsomt fra Margrethe Ibsen, lederen af studiet. Din sagsbehandler har godkendt det, og din socialhjælper følger dig!
Og hvem skal jeg danse med?
En som dig. Vi matcher altid holdene her. Alle kan finde noget at være med til i Danmark! kom svaret, hurtigt og kontant.
Anneline accepterede modstræbende, og næste dag dukkede en gnavpot af en chauffør op for at hente hende. Hun havde brugt halve morgenen på at få håret til at makke ret. I bussen sad allerede hendes dansepartner ham, hun skulle øve med: Alexander. Hun fik et sus, da hun rørte hans hånd. Tænk, sådan en stærk, tryg mands hånd.
På centret hjalp chaufføren og Vera Anneline op ad rampen. Inde i salen var hun først både klodset og dødsens nervøs, ikke mindst over for den slanke, yndefulde instruktør og livlige Margrethe Ibsen. Anneline dansede med svedige hænder, rød i hovedet, og tænkte, at dans var usandsynligt svært også i kørestol! Men øvelse gør mester, og uge efter uge gik det lidt bedre. Vera var med hver gang.
Efteråret gik. Vinteren gik. Anneline blev så grebet af dans, at hun nærmest glemte broderiet. Hun så frem til hver træning som dagens højdepunkt.
En dag, på vej til træning, bemærkede hun at Vera var usædvanlig tvær. Hvad er nu det med den mine? spurgte Anneline.
Slap nu af, ingen grund til at male fanden på væggen, svarede Vera på sin sædvanlige, lidt for selvsikre måde.
For at lette stemningen begyndte Anneline at snakke om fremtiden: Vi er jo kun i fyrrerne! Skulle vi ikke også have os en familie?
Dig og dine drømme. Jeg HAR prøvet. Min mand holdt i syv år og opgav så. Jeg bebrejder ham ikke. Det er min straf for at have været for ivrig efter mænd i ungdommen. Det eneste jeg fortryder, er at mine forældre aldrig fik børnebørn.
Nå, ja, men du kunne da prøve igen! Jeg havde giftet mig ti gange, hvis jeg var dig!
Nej, nu stopper du!
Hvis du ikke vil giftes, så er det jo også muligt at få et barn på den moderne måde.
Det koster! Tror du, jeg har penge i bunkevis?
De siger i tvet, at kommunen betaler for det nu.
DET må vi tage senere Hvad skal du have på?
Min lyserøde bluse og grå nederdel!
Tag nu for en gangs skyld den koncertkjole på. Du skal vænne dig til den.
Til generalprøven, så! Den bliver bare beskidt i bussen.
Generalprøven varede evigheder. Hjemme igen hjalp Vera Anneline ind, satte hende på badebænken og lavede te. Kiks og småkager røg frem, men Anneline spurgte bare helt uden for nummer:
Hvordan var din første gang?
Første gang hvad? rynkede Vera.
Med en mand Anneline blev rød som en solmoden tomat.
Kan ikke huske det.
Vrøvl! Du har jo været gift, og nu går Nikolaj igen og kigger langt efter dig!
Han gjorde. Efter skilsmissen luskede han rundt to måneder, men nu har han fundet en yngre model. Ikke ligefrem noget at misunde! gryntede Vera.
Anneline smilede drømmende. Jeg tror, Alexander kan lide mig. Han ser sådan på mig!
Brunetter elsker blondiner. Du skal ikke satse på ham! Så bliver du bare ked af det!
Jamen, hvordan var det så?
Det er ligegyldigt. Drik din te, og kom i seng du ligner en, der er gået ti runder mod en sværvægter!
Da der blev stille, vidste Vera, at Anneline var blevet ramt af slemme tanker igen. Vera ordnede hurtigt køkkenet og var på vej ud, men huskede at spørge:
Husk, jeg låser døren. Skal jeg tage noget bestem til dig med i morgen?
Du ved det jo snerrede Anneline og lukkede øjnene.
Sov nu godt. I morgen er en vigtig dag!
Ikke så meget som et nik tilbage fra Anneline.
De her dansetimer gør alligevel folk skøre! mumlede Vera, men tav derefter for én gang skyld.
Da Vera gik, fortrød Anneline straks sin måde at afvise hende på. Vera kunne da i det mindste have lyttet, bare lidt. Hvem skulle hun nu drømme til? Havde jeg dog bare anlæg for poesi, ville jeg skrive et lidenskabeligt digt! sukkede hun. Tankerne om Alexander sneg sig ind, om hans pæne mørke hår og brune øjne, og mest af alt, hans stærke hænder. Selvom hun havde frygtet at snuble under valsen, føltes alt meget mere trygt, når han holdte om hende. Ros fra instruktøren gjorde hende nærmest svimmel af lykke.
Nu kunne hun dansen til fingerspidserne, og følte sig på hjemmebane med både Alexander, Vera på sidelinjen og den evigt larmende elektriker, der altid gik rundt i orange arbejdstøj.
Men da generalprøven nærmede sig, blev hun alligevel rastløs. Ville det gå? Hvad hvis det gik galt? Og endnu mere: Hvad så bagefter ville hun så nogen sinde komme tættere på Alexander? Eller måtte hun for evigt nøjes med at gå til prøver og komme hjem til en tom lejlighed som den eneste på vejen, der ikke havde en mand på besøg?
Om morgenen lagde Anneline kjolen frem og tjekkede alle syninger mørklilla silke, fyldt med palietter, den glimtede i det svage morgenlys. Hun forsøgte at forestille sig selv i den og fortrængte alle dystre tanker: Det vigtigste var at holde øje med Alexander på scenen og ikke lave fejl, for der var ingen, der skulle kunne sige: “Hvad kan man egentlig forvente”
Hun nåede knap at færdiggøre tankerne, før nøglen raslede i døren.
Nå, stjerne klar til at brillere? Vera væltede ind, sarkastisk som sædvanlig.
Jeg prøver men jeg er SÅ nervøs!
Det er godt så har du da følelser tilbage et sted! drillede Vera. De brugte evigheder på at komme ud ad døren og stressede chaufføren til at hente dem i god tid. Anneline ville være den første i koncertkjole, så hun kunne vænne sig til tanken.
Alligevel følte hun sig helt udstillet, da de ankom til kulturhuset. Det virkede som om alle gloede på hende og Alexander, som var dukket op i smokingsnor og med en kvinde under armen.
Backstage rullede Alexander over til hende, kyssede hende på kinden og sagde: Tag det roligt, det skal nok gå!
Ordene gled forbi hende alt fokus var på det brandvarme punkt på kinden, hvor hans læber havde rørt hende. Da hun åbnede øjnene, så hun kvinden, Alexander var ankommet med, støtte sig til sin stok:
Du skal ikke være nervøs det går alt sammen, hviskede kvinden venligt.
Undskyld, hvem er du? Anneline fik sit værste forudanende i maven.
Alexander så ingen grund til udenomssnak:
Anneline, mød min kone, Sofie!
Anneline nikkede stift og så vielsesringen på Alexanders finger, som aldrig havde været der før. På et øjeblik krakelerede hendes drømme, og hun følte, at al luft blev suget ud af rummet. Alt, hun havde forestillet sig, forsvandt med ét, og hun besvimede nærmest midt i det hele.
Siden hun alle kom til sig selv, nægtede hun at tale, hverken på vej hjem i bussen eller derhjemme. Først hjemme skubbede hun Vera, der havde slæbt hende ind:
Hvor er Alexander?
Han øver han skal på med sin gamle partner. Og lad nu være med at flæbe. Pastor Niels havde jo ret! kvitterede Vera kort.
Anneline blev vred.
Chaufføren syntes det var vældigt morsomt: Så sluttede den dans!
Ja, ja, farvel og tak, sagde Vera, og smækkede døren efter sig, før hun satte sig ved Annelines seng: Kom så, fortæl hvad skete der?
Anneline snøftede: Alexander Han er gift!
Vera måtte anstrenge sig for ikke at le. Hun havde troet, det var noget virkelig alvorligt. Og du havde lige lagt planer? Troede han ville fri?
Skrid. Og kom aldrig igen. Du er den skrappe pest! hviskede Anneline.
Hvis hun virkelig havde råbt det, ville det have været lettere at bære. Vera vidste, at Anneline slet ikke havde andre, og havde brugt mere tid hos hende, end nogen anden nogensinde ville. Vera havde i årevis overnattet, set film, passet mad og vasket for hende, og nu blev hun stemplet som pest.
Tusind tak, Anneline Madsen, hviskede Vera bittert.
Selvom hun gik hjem som om intet var sket, rystede benene under hende. I morgen beder jeg om at blive flyttet. Eller også må jeg finde et job i en børnehave ingen kaldte mig pest, da jeg var i vuggestue! tænkte hun for sig selv.
Derhjemme kunne hun knap sætte sig med sin aftente hun var udkørt. Endelig faldt hun i søvn, men blev vækket af telefonen. Pastor Niels var i røret:
Vera Christiansen, du må skynde dig! Anneline skal på hospitalet
Tænk, hvis det var hendes skyld. Hun susede ud af døren. Udenfor så hun ambulance og politibil. Da hun kom ind, stod pastor Niels og flere naboer og så bekymrede ud.
Hvad er der sket? spurgte Vera nervøst.
Forgiftning Hun ringede, sagde at hun havde det slemt, og nu fandt jeg hende bevidstløs ved siden af en bunke piller. Jeg ringede efter hjælp
En politibetjent spurgte: Hvilken relation har du?
Social- og sundhedsmedarbejder.
Så kom med op vi skal slukke for ovnen og låse
Men maden i køleskabet bliver jo dårlig! protesterede Vera.
Vi lægger det ud på altanen, sagde betjenten tørt.
Før Vera forlod lejligheden, så hun Annelines mobil på bordet. Skal jeg tage?
Nej, alt skal blive her! De gik, døren blev plomberet, og Vera blev bedt om en forklaring til politiet.
Er det virkelig ulykkelig kærlighed, det hele handler om? sagde politimanden smilende.
Jamen, hvad ellers? svarede Vera.
Efter forklaringen tog hun straks på hospitalet. Indlæggelsen var bekræftet: Akut forgiftning, men nu i stabil tilstand. Hun måtte dog ikke komme ind forårs-influenza og karantæne. Sådan er Danmark også.
Næste dag ringede sygeplejersken og sagde, at Anneline ønskede at se hende bare udenfor vinduet, nummer tre på anden sal mod indgangen.
Vera gik derhen. Da Anneline kiggede ud, bleg men smilende med spæde tegn, viste hun et skilt: “UNDskyld”. Vera sukkede, pralede ikke, men smilede stort, vinkede og begav sig hjemad, let om hjertet.
Hun travede gennem sjap og smeltevand, og kunne mærke foråret strømme igennem byen, solen glitrede på tagene, og domkirkens spir lyste gyldent. Vera følte, at det værste var ovre. Nu er der da ikke mere at være ked af, tænkte hun og snøftede glad. Anneline, din gamle stædige gnu du kunne da ikke få en som dig to gange i dette liv!
