– Mille, vi kommer for sent!
– Far, jeg er på vej! Mille hoppede rundt på ét ben og prøvede at få sokken på.
Sokkerne var sjove. Forskellige farver. Den ene lyserød, den anden grøn. Hendes tante Ditte havde givet dem til hende. Sammen med sneakers også forskellige. Ditte sagde, det var moderne nu.
Mille stolede på Ditte. Hun kendte enhver trend. Hun sagde altid, at hvis man ikke var heldig med sit udseende, måtte man tage revanche på andre måder.
Mille var uenig med Ditte om udseendet. Hvad så, hvis hun ikke passede ind i skønhedsidealerne? “Tynd som et siv”, sagde mormor, mørkhåret og med grå øjne Ditte var så farverig, at Mille grinede, når de gik side om side.
– Du siger, ingen lægger mærke til dig, ha! Se bare, hvor folk drejer hovederne!
– Hvem? Ditte stoppede op og vred sin hals for at tjekke.
Sådan nogen gange lo Mille hjerteligt. Ditte var egentlig stadig lidt et barn. Selv ældre end Mille, men Mille følte sig næsten voksen med sin tante.
Det var Dittes naivitet, som overraskede Mille.
– Han sagde, han kunne lide mig! Mille, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre!
– Kan du lide ham?
– Virkelig meget! Men jeg er bange for ham!
– Hvorfor?
– Han er alt for pæn. Alle kvinderne på kontoret jager rundt efter ham. Og alligevel har han fundet et eller andet ved mig. Det virker helt uvirkeligt!
– Ditte, du er ikke uvirkelig! Du er køn og klog! Hvorfor skulle du ikke kunne være det, nogen kunne lide?
Spørgsmålet var retorisk. Mille prøvede gang på gang at styrke Dittes selvtillid, men intet virkede. Mille blev indimellem så frustreret, at hun var ved at græde. Men hun kunne ikke gøre mere.
– Skat, det er svært at lave om på alt det, der har sat sig fast gennem årene sagde Milles far, Per, og så opgivende på hende.
– Af hvem, far? Og til hvad nytte? Hvorfor skal en smuk pige føle sig usikker? Du har da ikke opdraget mig sådan!
– Nej, jeg har ikke. Men lærerne var gode.
– Hvad med Ditte? Far, jeg ved, du taler om mormor. Men du nævner det aldrig direkte.
– Hvad skal jeg sige, pige? Skal jeg sige, at min mor gjorde noget forkert? Hvad føles det godt for nogen? Du er voksen nok til at kende respekt overfor sine forældre. Mor opfostrede mig alene, uden min biologiske far. Så kom Steen ind i billedet. Du ved, jeg har altid elsket og respekteret Steen højt han blev min rigtige far. Han var tålmodig, mens jeg vænnede mig til ham, og gav mig masser af klogskab. Det vigtigste var, at han ikke lod mor blande sig for meget i min opdragelse. Han sagde, mænd skal opdrage drenge.
– Far, det er jo godt nok, men hvorfor blandede han sig så ikke i Dittes opdragelse?
– Han prøvede, men havde reglen om, at piger er mors domæne. Så mor opfostrede Ditte, som hun fandt rigtigt. Døm hende ikke for hårdt. Også hun havde sine grunde.
– Hvilke grunde? Jeg ser på Ditte og får lyst til at græde! Hun er så god, men … så usikker, ulykkelig. Hun er bange for alt! For mennesker! Hvorfor?
– Ved du, Mille, mor var altid frygteligt bekymret for Ditte. Måske stammer det derfra? Hun havde mareridt om, at der skulle ske noget med hende førte hende nærmest i hånden gennem hele skoleforløbet. Jeg forstår det ikke helt selv, men Ditte var ventet længe, mor lå for det meste under hele graviditeten. Det var dengang, jeg kom tættere på Steen vi to mænd, mens den kvinde, vi begge elskede, havde det dårligt. Så så jeg, hvor meget Steen elskede hende, og hvad det vil sige at være mand. Han sagde ikke meget, men gjorde det der skulle til. Du kan sikkert ikke huske ham, desværre.
– Ikke rigtigt, far Men jeg kan huske den gyngehest, han lavede til mig.
– Ja! Han lavede den, mens vi ventede på dig. Dygtig var han. Det var en svær tid. Alligevel knoklede han han ville være færdig i tide.
– Hvor er den nu?
– Den ligger på loftet. Når jeg en dag får børnebørn, skal de have den.
– Far!
– Hvad? Du bliver vel mor engang og gør mig til bedstefar?
– Ikke foreløbig!
– Pyh! Det var godt!
– Far!
– Hvad har jeg nu sagt galt?
Per forsøgte at tage let på det hele, men indeni lettede det ham, hver gang samtalerne gled forbi familiehemmelighederne. Der var altid noget kompliceret over deres familie. Ditte kaldte engang deres hjem for “papirhuset”, da hun var lille.
– Hvorfor papirhuset, Ditte-pigen?
Per, dengang gymnasiedreng, stresset og ranglet med bumser, fandt altid tid til at snakke med sin lillesøster. Ditte morede ham.
– Fordi det ligner din papirblomst! Ditte drejede en rose, som Per havde foldet til hende. Se, hvor fin den er! Men hvis jeg gør sådan her…
Hun lagde blomsten på hånden og slog hårdt med den anden.
– Hvorfor det?! Per gispede over lyden og så på hende.
– Den er tom indeni. Se? Lav én til!
– Og du smadrer også den?
– Nej. Vent, jeg vil vise dig noget andet.
– Jeg bliver helt bange! Per rullede en ny papirblomst.
– Nej, bare se!
Langsomt nærmest stampede Ditte blød modellervoks ind gennem det mindste hul i bunden af den papirrose, Per havde foldet, og fyldte den op.
– Nu kan jeg ikke mase den. Den er lavet af papir, men nu er den stærk. Vores hjem mangler sådan noget modellervoks indeni.
Per var rystet over, hvor meget lillesøsteren forstod. Han drejede den papirblomst i hånden, nu fyldt med barnlig visdom.
Papirblomsterne havde han lært at folde af sin klassekammerat, Frida. Udadtil alvorlig, men rastløs under lærernes snak.
– Jeg kan ikke lade være mine hænder skal altid i gang, når jeg tænker.
Under hendes fingre voksede traner, frøer eller hele buketter af roser frem på klassen. Lærerne accepterede Fridas papirnarrestreger hun var jo klassens dygtigste. Når man spurgte Frida om noget, fik man altid svar. At hun brugte så meget papir, gjorde ingen noget.
Per samlede hendes figurer og tog dem med hjem til Ditte, som blev begejstret, hver gang der var et nyt papirvidunder.
– Hvordan laver hun dem?
– Skal jeg bede hende vise dig?
– Ja!
Og Per spurgte moren, om han måtte tage Ditte med ud at gå i parken. At tage Frida med hjem, var aldrig kommet på tale moren ville aldrig have tilladt det.
Marie, Pers og Dittes mor, var streng. Indimellem overdrevet. Per elskede hende og forsvarede hende længe med, at hun bare ville beskytte ham og Ditte.
– Per! Du må tænke på din fremtid! Det er kun dig selv du kan stole på! Jeg har gjort mit, født dig og opdraget dig så godt jeg kunne. Nu må du klare dig selv. Jeg har også Ditte, og regn ikke med Steen han er ikke din rigtige far. Husk det.
Hans mors betingelser modsagde han ikke indeni vidste han dog: hvis det brændte på, ville Steen tage hans parti. Han kaldte ham ikke stedfar, heller ikke overfor andre. Han var far.
Per havde også observeret, hvordan hans mor konfronterede ham, når Steen ikke var hjemme de samtaler ville Steen aldrig have tilladt. Familien var Steens livsværk han byggede den til tryghed for alle.
Men tryghedens definition var forskellig. Hvor Steen mente, børnene skulle have kærlighed og forkælelse, mente Marie, at de havde brug for strenghed. Og frygt …
Marie blev vildt bekymret for børnene 25 timer i døgnet, og lagde ekstratid oveni, “for man ved jo aldrig”. Da Ditte blev født, blev sætningen standard hjemme hos dem: “Man ved jo aldrig, hvem der sårer Ditte”.
Veninder? Marie mente, ingen piger var gode nok for hendes datter. Lærere og trænere? Kun arbejdsrelationer. Der var ingen grund til at kramme klasselæreren, og veninder var overflødige. Familien var nok resten var farligt.
Hvorfor troede Marie, at verden kun ville skade hendes børn? Per forstod det først senere. Han så hende fare rundt som en fanget løvinde. Hun skiftede arbejde, så hun kunne hente Ditte tidligere fra institution. Hun lærte at køre bil for at transportere Ditte til fritidsinteresser hun ville ikke slippe hende af syne. Per hjalp, men havde for længst fået sit eget liv da Ditte voksede op.
Og det liv indeholdt meget … Frida … og senere deres lille datter Mille, som kom bag på Marie. Hun havde ikke planlagt at blive mormor før Per var mindst 25.
– Per! Hvorfor? Det er alt for tidligt … du har jo knap lavet din bachelor! – Marie stirrede nervøst ud ad køkkenvinduet.
– Mor, jeg er ikke længere et barn. Jeg tager ansvar. Frida venter mit barn, forstår du?
– Man kunne jo have været forsigtig! Det er stadig muligt at gøre noget…
– Stop dig selv. Du er på vej til at sige noget, jeg ikke kan tilgive. Jeg forstår at du er chokeret, men tænk over mit valg.
Per rejste sig, kyssede Ditte farvel og gik til Steen.
Steen havde været syg i et halvt år. Det var barsk og ondt. Han blev ved med at kæmpe, og kun Per så, hvordan det sled på ham. Nu gav han Per nøglerne til lejligheden.
– Vi får papirer på plads i næste uge. I får den din mor og Ditte får huset på landet. Der kommer snart et sommerhusområde, så det stiger bare i værdi. Du gør det rigtige, min dreng. Dit barn skal have et ordentligt hjem. Forstår du?
– Jeg forstår, far. Tak…
Steen nåede aldrig at se Mille. Hun blev født en uge efter han gik bort uden et ord, bare bag stilhedens dør.
Uden nogensinde at blive bedt om det, tog Per rollen som familieforsørger. Ditte åndede lettet op. Hun vidste længe, at Pers gamle papirrose stod på hylden over hans skrivebord.
– Hvorfor? Ditte følte de faste kanter under de tørre papirblade.
– Den minder mig om, at jeg ikke må ende hul indeni. Jeg skal give jer noget vigtigt dig, mor, Mille og Frida.
– Det er svært, Per. Mor lytter ikke.
– Jeg kan i det mindste prøve.
– Ja … prøve kan du… Ditte sukkede og skiftede emne.
Det var det sidste, hun ønskede: en konflikt mellem Per og moren.
Med Marie var intet let. Da hun mistede Steen, var det som om hun lukkede døren i sin sjæl. Ditte kunne ikke forstå hende, men Per vidste præcis, hvad hun følte han huskede tydeligt, hvordan moren reagerede, da hans rigtige far forlod dem. Per var kun fire år, men hans mors tårer og sammenbrud, hendes kasteglasvasen mod væggen, hendes gråd, hendes vrede og kærlige kram bagefter, hvor hun bad om tilgivelse alt det huskede han som i går. Og straf. Tiden i hjørnet, morens vredesudbrud Per huskede det hele. Men han var “et pansret dyr”.
– Du er hårdhudet, min dreng! Uovervindelig! Jeg græder, men ikke en tåre fra dig. Synes du slet ikke, det er synd for mor? Marie beroligede sig kun, når hun kunne se, Per tvang sig selv ikke at græde. Du er god, min dreng! Mor elsker dig!
Per ville beskytte Ditte mod det samme. Men for det skulle han bo hjemme og det vidste han, var udelukket. Frida var for skrøbelig, som de sjove papirfigurer hun engang lavede.
– Min dreng, jeg har jo sagt det! Godt Mille blev sund. Stakkels Frida! Så ung og allerede syg et svagt hjerte hører ikke hjemme hos en ung kvinde! Og så slider du dig halvt ihjel mellem hjem og job. Barnet er lille … Man må bare foretage de rigtige valg.
Per pressede læberne hårdt sammen.
– Mor, nu stopper du! Eller vi bliver uvenner!
– Men Per! Jeg mente ikke noget ondt! Du kender mig jo jeg er altid ret kontant.
– For meget sagde Per og tog Mille, der havde været hos mormor, under armen og kørte hjem. Ofte glemte han at spørge Ditte, hvordan hun havde det, efter sådan et optrin.
Ditte klagede aldrig. Hun mindede om sin far stille, alvorlig, åben kun for de allernærmeste.
Hendes forhold til Marie gik på tynd is. Et forkert skridt, og isen ville krakelere under frygten for tab og ensomhed.
Frida døde fem år efter Mille blev født. En morgen vågnede hun bare ikke. Per listede for ikke at vække hende, men frysende på det glatte køkkengulv, rumsterede han rundt men det var for sent. Da han kiggede ind i soveværelset, forstod han straks, hvad der var sket. Verden stoppede. Tanker blev til én: “Mille!”
Han gik, lidt efter lidt, lukkede døren til soveværelset bag sig og fandt Milles kludedyr i hendes værelse. Mille havde sovet hos mormor, kludedyr blev hjemme. Da Per greb fat i øret på den, gav det så efter, at han brølede ud i natten råbende, hylende, som et såret dyr.
Han kunne ikke huske, hvor længe han sad der, kun, at han til sidst tog sig sammen, gik om i køkkenet, greb telefonen.
– Mor? Kan Mille blive lidt længere? Ja, jeg ved du skal på arbejde. Det er nødvendigt. Jeg ringer senere …
To måneder efter, huskede Per nærmest ingenting. Han gjorde, hvad der krævedes, lavede mad, hentede Mille hun klamrede sig til ham og slap ikke. Og sagde næsten ingenting om sin mor. Først meget senere bemærkede Per, at Mille listede sig ind i Fridas gamle værelse, slog sig ned på gulvet med kludedyr og småsnakkede med et foto på natbordet. Da forstod han hun vidste det hele.
Han gik ikke ind. Da Mille var færdig, løftede han hende op i et bjørnekram, snusede til hendes filtrede fletninger, han selv havde sat, og spurgte:
– Hvem har fortalt dig det?
– Mormor! Hun siger, jeg skal passe på dig. Og man må ikke tale om mor, det gør dig ked af det.
Per krammede Mille hårdt, hun peb straks, han slap.
– Undskyld, lille ven! Du må altid tale med mig om mor. Hør ikke på andre, kun på mig, forstår du?
Da Mille brast i gråd, forstod Per, hvor hårdt det havde været for hende. Han bebrejdede sig selv, at han havde ladet hende stå alene med sorgen, og blev rasende over ikke at have forklaret sin mor det indlysende.
Vreden voksede, da Ditte en nat dukkede op hos ham.
Han havde fået Mille til at sove, sad i mørket og klappede katten og kiggede ud i natten. Han sov selv nu på en luftmadras i Milles værelse men vidste, det ikke kunne fortsætte sådan. Skulle de flytte? Gøre noget nyt?
Han mærkede ikke, at det bankede på, før døren åbnede sig. Ditte, våd fra regnen, gik lige ind og kastede sig om hans hals.
– Ditte! Hvad er der galt?!
– Det gør ondt Ditte var ved at kollapse, Per løftede hende op.
Ambulancen kom en halv time senere. Om morgenen sov Ditte stille på luftmadrassen, uden at have nået at fortælle noget.
Per forstod næste morgen, da han så blå mærker på hendes arme.
– Hvad er det?
Hun prøvede at trække trøjen ned over mærkerne.
– Ditte?
– Jeg vil ikke tale om det.
– Du bliver nødt til det, Ditte. Ellers kan jeg ikke hjælpe dig.
Store grå øjne blev våde Ditte rystede på hovedet.
– Mor? Per tvang sig selv til at spørge, selvom svaret var tydeligt.
Ditte nikkede stumt og tog Pers hænder.
– Giv mig ikke tilbage til hende, ikke nu. Jeg er bange, Per
Per trøstede Ditte, men tænkte hurtigt. Lavede han nu et større rabalder, var chancen for forsoning væk. Noget helt galt var sket, siden Marie havde overskredet grænsen.
– Fortæl det til mig. Bare fortæl mig alt. Så finder vi ud af det. Jeg skal nok sørge for, du aldrig græder igen! Stoler du på mig?
Havde Ditte tøvet, ville Per aldrig have kunnet se sig selv som mand. Men Ditte forstod nikkede med det samme og satte sig rankt op. Hun mindede om sin far, da hun var sådan, så Per frøs. Han måtte ikke svigte. Hvis nogen skulle redde hende, var det ham.
– Mor opdagede, at jeg ser Mads. Kan du huske ham?
– Ham med det krøllede hår? Per skubbede koppen over og gav hende et stykke brød. Spis!
– Kan ikke. Senere. Det er ham. Vi er ikke kærester, jeg sværger! Vi var bare i biografen og i parken, kun i dagtimerne. Han har ikke engang prøvet at kysse mig!
– Rolig, Ditte, jeg tror dig. Hvad skete der med mor?
– Hun råbte ad mig! Rystede mig, råbte ting jeg ikke kan gentage … Hvorfor gør hun sådan? Jeg har aldrig gjort hende fortræd! Jeg er ikke dum, jeg ved godt, jeg ikke skal kaste mig ud i et forhold. Hun råbte, jeg ville ende som dig, Per … Undskyld! Jeg skulle ikke have sagt det! Men … er jeg virkelig alt det, hun siger? Jeg kan ikke tie stille…
Ditte brød sammen i gråd, så Per et øjeblik ikke vidste, hvordan han kunne hjælpe.
Så tog han hende stille op på skødet og krammede hende, ligesom han gjorde med Mille.
– Nu bliver her oversvømmelse! Han forsøgte at jokke. Ingen skal gøre dig ondt. Ikke en eneste!
Store øjne stirrede på ham. Per sagde roligt:
– Ingen heller ikke mor. Jeg har lovet far, at jeg aldrig vil lade nogen såre dig. Tror du, jeg kan bryde det løfte?
Ditte rystede på hovedet og snøftede videre.
– Godt. Han opdragede mig til at holde ord. Kan du passe Mille? Hun vågner snart. Jeg kører lige hjem til mor.
– Nej! Ditte farede op.
– Jo! Per satte hende tilbage med brødet. Spis op! Og vask dig! Jeg vil ikke have Mille bliver bange.
Snakken med Marie var tung. Hun råbte, ville straks have Ditte hjem og begyndte så at græde, bad Per “give hende livet tilbage”. Per ventede i tavshed.
– Hun bliver hos mig.
Han standsede hende med en gestus.
– Lige nu. Hun må falde til ro. Det gælder også dig.
– Men Per! Hun har lektier, prøver, eksamen! Det er slutningen af kvartalet, Per!
– Hører du dig selv? Du lette aldrig natten for at lede efter hende! Hvad hvis hun ikke var gået til mig?
– Jeg troede, hun var hjemme!
– Dit ønske om kontrol har gjort, at du ikke længere ser os som mennesker. Måske har du aldrig gjort det. Har du nogensinde spurgt til mit liv efter Frida? Hvordan jeg klarer det? Du hjælper, men vi er ikke ansatte vi er dine børn! Du er god chef, men ikke mor. Nu ved du det. Ditte drømmer om at blive dyrlæge ikke læge, som du vil, men dyrlæge. Det skal hun nok blive det lover jeg.
– Du kan ikke beslutte for hende! Jeg er hendes mor!
– Mener du, det giver dig ret til at knække hende? nu blev Per stille.
Marie stod som en forvirret kvinde råbte stadig, men uden sin gamle sikkerhed.
Per lagde hænderne på hendes skuldre.
– Mor, vil du ende alene? Det er ikke en trussel bare et faktum. Hvis du fortsætter, får du aldrig Ditte eller mig tilbage. Vi holder sammen men hvad med dig? Tænk over det!
Han kyssede hende let på panden og gik. Trak vejret tungt på trappen, hvor han havde løbet så mange gange op og ned, glad og trist skiftevis.
Men nu sad han juste der, lammet, og talte trin. Hvor mange var der egentlig på en etage?
Hvor mange år skulle man rende op og ned, uden at vide det? Underligt.
En ringen fra lommen bragte ham til sig selv, og han rejste sig. Op, talte trinene helt bevidst og kørte hjem. Nu vidste han, hvad han skulle gøre.
Hans strategi virkede. Marie kunne ikke holde pausen ud. Efter blot to dage dukkede hun op og ville forsones. Vejen var lang.
Ditte kunne ikke tilgive straks, og i fem år svingede forholdet som en mærkelig gynge. Marie prøvede nu, hun vidste at børnene ikke længere ville vente i stilhed. Nu lød refrenget i hende: “De er to, sammen, men hvad med mig?”
Ditte blev færdiguddannet og fik et godt job som dyrlæge. Mille frydede sig, når faren pustede ved synet af endnu et dyr, Ditte slæbte hjem.
– Ditte! Det er en python!
– Nå? Per, se hvor nuttet han er! Føl hvor varm!
– Rør ham? Jamen … nå ja, okay… Er du sikker på, det kun er midlertidigt?
– Helt sikkert! Ejeren kommer snart hjem fra forretningsrejse. Gustav bliver ensom alene!
– Gustav? Gud, han har endda et navn!?
– Selvfølgelig!
Mille lo og truede med at følge i tantes fodspor.
– Nej du, sagde Per grinende.
Arbejdet, familien, forsøg på nye forhold til Marie. Ditte levede stadig lidt på autopilot. Mille bad ofte faren om at hjælpe Ditte til at møde nye, men intet hjalp.
Så en dag kom nyheden:
– I skal møde min kæreste. Ditte så genert ned. Men I må ikke grine!
– Ditte, vi er nærmere til gråd! Mille gav hende et kram.
Den højre sneaker, endnu mishandlet af Dittes seneste “patient”, blev fundet under sengen i fars soveværelse, og Mille fór ud med den på foden.
– Jeg er klar!
– Er det sandt? Per så skeptisk på datteren og trak på skuldrene. Katja tilgiver os aldrig!
– Far! Stop nu! Vi har en halv time endnu!
De så den unge mand og Ditte på vej gennem parkalléen.
– Far, far, er det ham? Ham med håret?
Milles hvisken var så tydelig, at Ditte rynkede panden og sendte hende et skjult pegefinger-advarsel.
– Mads.
– Per.
Håndtryk, smil, nik.
– Mille.
– Ham med krøllerne! Mads lo og så kærligt på Ditte. Smil nu, min skat! Sådan! Jeg vil bare have, at du smiler altid! Hey, vilde sneakers! Dem vil jeg også have!
Mille og Per grinede sammen, og i det øjeblik så Mille, hvad der var forandret i Dittes blik. Stål glimtede som sølv. Det var så flot, at Mille stod og klappede uden at kunne sige et ord.
– Hvad? Vores familie er lidt tossede allesammen. Væn dig til det!
– Det lyder trygt! Nu ved jeg, jeg nemt kan være med i jeres … eh, kollektiv? Eller hvad siger man?
– Familie, Mads, familie! Mille blinkede til Ditte og tog sin far under armen.
