Jeg gik på pension og følte mig uundgåeligt ensom. Først da jeg var blevet gammel, gik det op for mig, at jeg måske havde levet livet på den forkerte måde.
Mange kvinder tror, at ensomhed er forfærdeligt. At lykken ligger i en stor familie, med mange bekymringer og masser af problemer. Jeg har aldrig været enig i det synspunkt. Hele mit liv har jeg levet for mig selv. Ingen har forlangt noget af mig, der har aldrig været forpligtelser ingen familiespil eller pligter.
Efter at have afsluttet universitetet begyndte jeg at arbejde i et større rejseselskab i København, som organiserede ture til udlandet. Jeg arbejdede også en årrække som model for et anerkendt bureau. Lønnen var god, jeg tjente faktisk en formue i danske kroner. Jeg havde flere veninder, som også havde succes og nød et liv uden økonomiske bekymringer.
Jeg anså mig selv for at være velhavende og oplevede meget af verden gennem rejser. Mænd har der været nok af nogle har jeg haft det godt med, men mistede jeg interessen for en, gik jeg bare videre. Børn havde jeg aldrig tænkt på. Skulle jeg bruge min sparsomme fritid på det? Skulle jeg gå fra at være en smuk og velstående kvinde til én af de mødre, der bekymrer sig om hver en bagatel i børnenes liv? Ansvaret skræmte mig.
Men tiden fløj af sted, som den har det med. Nu er jeg blevet en aldrende kvinde på pension i Odense, og her sidder jeg ganske alene. Jeg blev aldrig gift, fik aldrig børn. Nu, sent i livet, fortryder jeg, at jeg ikke i det mindste fik et enkelt barn. I begyndelsen havde jeg bare ikke lyst, så blev jeg optaget af andre ting, og til sidst var det for sent. Jeg indså aldrig, at moderskabet kunne have været en gave.
Min søster Astrid, derimod, har to børn og tre børnebørn. Dengang var jeg for stolt og ville ikke høre på nogen. Nu ville jeg give meget for at kunne gøre noget andet: Forsone mig med familien, tilbringe tid med mine niecer og nevøer, måske endda møde en mand, der også er alene, og skabe et hjem sammen. Hvem ved måske er det endnu muligt at finde lykken?
