Den ødelagte dukke
Åh, Mette, det var simpelthen skønt! Lærke er jo et vidunder! Og den stemme! Jeg har aldrig hørt noget så smukt! Du ved, jeg er ofte i Operaen og kan næsten kalde mig for en ekspert. Hun skal synge dér! Der, det er der ingen tvivl om!
Tak, Birgitte, det var så pænt sagt om min datter! Lærke har kæmpet længe for det her. Så mange timer, så mange kræfter og nu, endelig, “Carmen”!
Fantastisk! Vidunderligt! Men Mette, nu hvor Lærke har opnået så meget, skal hun måske begynde at tænke på fremtiden? Karrieren er vigtig, men livet er jo mere end det. Er det ikke på tide med rede og unger i stedet for bare at svæve fra gren til gren?
Jeg ved ikke rigtigt, Birgitte. Hun er stadig ung, og aftenens succes er kun det første lille skridt.
Mette! Kasper har jo længe været mere end klar til ægteskab, hvor længe skal han vente? Han elsker Lærke kan ikke gå en dag uden! Vi kommer bare i vejen for deres lykke! sagde Birgitte og fiskede et lille broderet lommetørklæde op af tasken for at duppe øjnene. Hvem er vi, Mette, at stå i vejen?
Jeg sagde ingenting. Jeg kendte Birgitte fra vi var børn, og hun gav sig aldrig. Når Birgitte ville noget, gik hun hele vejen forhindringer eller protester fandtes ikke i hendes verden. Jeg kunne godt snyde mig til at smile venligt, men samtalen om Lærkes fremtid var hverken ny eller overraskende den var blevet taget utallige gange.
Vores første møde var ikke uden drama. Jeg husker endnu, hvordan jeg følte mig ydmyget og uretfærdigt behandlet: Min far havde givet mig den smukkeste dukke, jeg nogensinde havde set, da han kom hjem fra forretningsrejse: lange hørblonde krøller, blå øjne og en kjole, jeg knapt turde røre ved. Jeg sad i timevis og legede teselskab, lagde alt mit barnesind i at lære dukkemor god opførsel, præcis som min mor lærte mig.
Først en uge senere mødte Birgitte Lise, som jeg kaldte hende. Og hun blev straks besat. Hun kunne ellers sagtens trygle sig til mine andre legetøj, men denne gang sagde jeg nej. Birgitte blev syg, sådan rigtigt med tårer og feber. Til sidst trykkede jeg dukken i hænderne på hende, for hvordan kan man afslå, når ens veninde har det så dårligt?
Men jeg fortrød næsten med det samme. Birgitte tørrede straks tårerne og smed sin gamle, slidte dukke i legekassen. “Nu bor du der!” sagde hun hårdt.
Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det gjorde så ondt. Jeg havde ondt af den gamle dukke, og selvom jeg ikke havde fået de ord endnu, forstod jeg instinktivt, at nogle mennesker let kasserer det, de engang holdt af, for noget nyt og spændende. Jeg bad stille Birgitte om at få den gamle dukke, Katinka, og tog den med hjem.
Den fik nyt tøj, blev lappet og blev en del af min barndom i mange år. Selv da jeg blev voksen og fik eget barn, sad Katinka på hylden med sine blå øjne lange vipper havde hun for længst mistet.
For mig blev dukken et symbol på dem, der glemmer, når de får noget nyt, og jeg var bange for, at sådan nogen også kunne finde på at gøre det med mennesker.
Men Birgitte var min nabo og eneste pige på min alder, så jeg fandt mig i hendes særlige måde at være på. Måske ville det ændre sig med tiden. Indtil da måtte man hellere holde fred.
Vi var flyttet ind i lejligheden på Østerbro, da min morfar døde. Jeg husker ham næsten ikke, men selv mange år efter blev hans navn udtalt med en slags stille ærbødighed i familien. Hvem han var og hvad han lavede, fandt jeg først ud af senere som barn skulle man trods alt ikke vide alt.
Det var først længe efter, da min far respekteret kirurg i København døde pludseligt, at mor fortalte mig, at morfar havde arbejdet med noget, man ikke talte højt om.
Nu er vi alene, lille Mette. Vi må klare os selv. Hvordan, ved jeg ikke endnu…
Hvorfor?
Jeg har altid fulgt med mændene i vores familie. Din morfar traf alle store beslutninger. Senere blev det din far. Hele mit liv har nogen passet på mig.
Men det kan man da ikke bare affinde sig med, mor?
Åh, min pige. Hvad skulle jeg ellers gøre? Det lyder mærkeligt i dag, men jeg havde intet, da jeg kom ind i familien. Jeg voksede op uden far og blev opdraget på børnehjem. Noget af det bedste var, at de voksne gjorde os stærke for livet var ikke nemt for børn som os.
Hun var så taknemmelig over det liv, hun fik, og frygten for at miste mig var altid til stede. Far forstod det måske ikke, for i hans familie lærte man at stå på egne ben.
De mistede begge deres mødre tidligt, både din morfar og far. Begge opvokset af deres bedstemødre. Far kom på forsvarets skole, men skiftede retning og blev læge. Din morfar sagde, at hvis en ung mand har besluttet sig, så må han også tage ansvaret. Og det, syntes han, gjaldt uanset alder.
Og far blev læge…
Den bedste! Og du ved det godt!
Hvor mødte I hinanden?
Helt tilfældigt på strøget. Jeg brækkede hælen på det eneste pæne par sko i hele kollegiet. Vi var seks piger om tre par vi spinkede og sparede og byttede skiftevis, og om nødvendigt stoppede vi dem ud med vat! Din far løb med mig på værksted og fik skoen ordnet på rekordtid og fulgte mig hele vejen hjem, selvom han risikerede at møde “mine” folk, som ikke brød sig om fremmede. Men han klarede sig som altid.
Hvad sagde morfar til dig?
Han observerede. Ikke imod, men skulle lige se mig an. Først efter du kom til verden, blev jeg for alvor accepteret i familien. Da du var spæd, frygtede jeg mest, jeg var komplet uvidende, men heldigvis viste din morfar, hvad han gjorde han svingede dig og skiftede ble, som var det ingen sag!
Det var først dengang, han begyndte at kalde mig “lille Oline” og talte til mig på “du”. Da forstod jeg, jeg var blevet familie.
Og vigtigst: Han elskede dig uden forbehold. Mange sagde, det var vigtigt, første barn var en dreng, men han syntes kun, det var dejligt med en pige. Der findes et billede af ham, hvor han binder sløjfe i dit hår. For mig var det billede kernen i familie et ægte hjem, hvor der var tryghed og sammenhold.
Desværre mistede vi ham alt for tidligt. Men han gav mig styrke at kunne stå selv, uanset hvad. Sådan har jeg haft det altid, selv da du var lille og kun havde mig.
Senere giftede jeg mig aldrig igen. Lærke blev mit eneste barn. Vi klarede det hele, selv da min mor så døde, da Lærke var ti.
Birgitte og jeg bevarede kontakten. Ikke tæt, men vi delte vores børns oplevelser, mest på afstand. Birgitte blev gift og flyttede til en stor villa i Nordsjælland, hvor hendes mand havde atelier og sønnen, Kasper, også blev kunstner. Derfor insisterede hun på, at Lærke burde gifte sig “inden for kredsen”.
Dygtige folk må holde sig til hinanden, for hvem ved hvad der kommer ind udefra? Mette, du synes vel også, det er vigtigt med raske, talentfulde børnebørn?
Men jeg sagde ingenting. Der var historier i min familie, Birgitte aldrig havde hørt og det skulle hun heller ikke.
Jeg ønskede ikke Kasper som svigersøn. Og jeg vidste, Lærke aldrig ville finde lykken med ham de kom fra for forskellige liv. Kasper var vant til at alt bare skete, Lærke knoklede for sine mål, præcis som jeg og min mor havde gjort.
Lærkes far døde, da hun var spæd hendes eneste billede af ham var et sort-hvidt foto på børnevæggens reol. Hun voksede op med sætningen: “Din far ville være så stolt af dig!”
Det blev det største kompliment i hendes liv og hendes inspiration. Hun vidste jeg altid bakkede hende op, og derfor tænkte hun ekstra grundigt over hvert skridt i livet.
Det eneste, hun ikke kunne forudse, var, at hun forelskede sig i Kasper ham, hun ellers havde set som en ven.
Hvordan og hvornår det skete, vidste hun ikke. Pludselig kunne hun bare ikke undvære ham.
Han var let, sjov og fyldt med energi, præcis det Lærke manglede. Han holdt hende i hånden og insisterede på, hun skulle tage med til alperne for at stå på ski selvom hun slet ikke kunne finde balancen. Men Kasper blev ved: “Kan du ikke? Du kan alt!”
Hvorfor betød det så meget? Aner det ikke. Mor og mormor havde altid rost hende men det var ikke nok.
Første gang hun var på ski, var det faktisk sjovt selskabet hyggeligt, og Kasper viste alle, at Lærke var hans.
Men skiløb var ikke noget for hende. Hun prøvede, men det føltes forkert. Det forstod Kasper ikke og blev mopset, da hun sagde nej.
Hvorfor tog du så med?
Fordi du er her, svarede hun stille.
Mod enden af turen friede Kasper med stor bravur, vennerne råbte “skål!” og poppede champagne. Lærke sagde ja og græd, mens hun kiggede på ringen. Birgitte havde sørget for, det var det fineste, der kunne findes.
Brylluppet blev hurtigt stablet på benene alt var perfekt. Vi skulle bare vælge kjole og gøre min fars gamle lejlighed klar, hvor de unge skulle bo.
Efterhånden som tiden gik, dukkede der spørgsmål op. Lærke sang, Kasper malede det var ikke nok for Birgitte.
Nu må Lærke snart få børn. Vi skal jo kunne hjælpe til og børnebørn venter ikke evigt! De må ikke udsætte livet for meget for kunsten.
Jeg vidste, Lærke ville have børn. Men Kasper nægtede kategorisk.
Sig intet til min mor! Det der med børn… Nej tak! Jeg kan ikke se mig selv rende efter unger, der splitter mit atelier i atomer. Jeg vil leve ikke brænde al energi på sådan noget.
Det var som et slag for Lærke. Hun prøvede at tage samtalen, men Kaspers beslutning var uomtvistelig.
Jeg vil opnå noget stort, Lærke! Vil være noget mere. Skal du gøre mig til hverdagsmand, før jeg overhovedet er blevet til noget? Forstår du mig ikke? Vi er ens! Kunsten er alt, sagde han.
Hvad skulle hun svare Birgitte? Noget fortjener ingen diskussion.
Birgitte blev mere insisterende. “Mette, tal med Lærke! Hvor længe vil hun vente?” Men så skete det, der skulle ændre alt.
På endnu en skitur blev Kasper mærkeligt kort for hovedet. Da Lærke forsigtigt sagde, hun ikke ville stå på ski, råbte han, at hun var umulig.
For ikke at skabe konflikt gav Lærke sig. Hun vidste hurtigt, det var en fejl.
Du behøver ikke nogen instruktør, jeg lærer dig det hele, sagde Kasper. “Hvad er du bange for?”
Hun nåede aldrig selv at forstå, hvorfor hun ikke sagde nej.
Hun vågnede på hospitalet jeg sad ved siden af, grædende, da hun slog øjnene op.
Mor…
Ikke nu, Lærke! Hvil dig nu, skat. Alt bliver godt!
Og Kasper?
Jeg måtte vende mig bort han var taget hjem til København og havde kaldt det et uheld. “Hvad vil I dog have mig til? Jeg har en udstilling at tænke på.”
Det hørte Lærke først meget senere, efter jeg havde fået hende overført til min egen afdeling og kæmpet for at give hende sin gang tilbage.
Lægerne var pessimistiske, men jeg nægtede at give op. Hver morgen, inden arbejde, så jeg på billederne af morfar og far og hviskede: “Jeg giver ikke op. Hun har kun mig nu jeg lader hende ikke i stikken!”
Jeg talte med Kasper.
Du elskede hende! Hvordan kan du gå nu?
Jeg gjorde. Men nu? Hvad skal jeg gøre? Sidde og føle skyld dagligt? Nej, jeg vil leve mit liv. Der er kun ét, Mette.
Jeg besluttede at fokusere på Lærke.
Med slid, vilje og støtte kæmpede vi hende op at stå igen. Først langsomt så med mere sikre skridt. Hun så på mig og prustede: “Se, mor! Far ville have været så stolt!”
Sangen var væk. Det var uvist, om det var operationerne eller de to lå lange timer i sneen, mens hun desperat kaldte på hjælp, der ødelagde stemmen. Hun huskede det ikke selv, men sådan blev hun fundet af instruktøren længe efter at Kasper havde forladt skisportsstedet.
Da jeg forsøgte at forklare, hvorfor han var rejst, lagde hun sine hænder over mine og hviskede:
Mor… ikke sig mere. Jeg har forstået. De kasserede mig. Kasserede dukken med de ødelagte ben… Ikke mere Katinka til mig.
Du bliver aldrig en Katinka! Det lover jeg! råbte jeg, så sygeplejersken stak hovedet ind. Undskyld…
Det går, sagde Lærke. Vi skal nok klare det, mor?
Det kan du tro!
År senere, en forårsdag ved Søerne, satte en rank, smuk kvinde sin lille søn ned fra barnevognen. “Kom, min ven, der er så meget at opleve! Men løb ikke for stærkt din mor kan ikke følge med! Skal vi give hånd?”
Drengen trådte pænt ved siden af hende, før han løb i armene på sin bedstemor.
Mine kære! Jeg har sådan savnet jer!
Lærke krammede mig.
Fik du slappet af, mor? Fik du set nogen spændende?
Ja, tro det eller ej: Birgitte.
Nå, og hvordan har hun det?
Stakkels Birgitte alt går imod hende. Kasper er single, hun bliver ældre og hun opgiver snart håbet om børnebørn.
Og du svarede?
Ikke meget, Lærke. Jeg sagde ikke, at du var gift nu, eller at du snart gør mig til farmor igen. Jeg syntes bare, hun skulle få fred.
Mennesker er mærkelige, ikke, mor?
Vi er alle forskellige, min pige. Men hvorfor tænke på det triste nu? Hvem har vi her? Skal du vise mormor din nye tand? Så mange allerede!
Mormor, nu driver du gæk med mig! Han har lige, hvad han skal ha’.
Lærke tog min hånd og lagde den på sin mave med et smil.
Vil du høre en nyhed?
En god en?
Bedre findes ikke. Snart bliver du farmor for anden gang! Hvad siger du til det?
Åh!
Er du ikke glad?
Jeg blev bare overvældet Selvfølgelig er jeg glad! Kan man få for meget lykke?
Det tror jeg ikke, sagde hun stille. Men hvis nogen har fortjent det, er det os. Især dig, mor.
Og jeg er ikke Katinka…
Selvfølgelig er du ej. Jeg gav dig mit ord, gjorde jeg ikke?
