– Vibeke! Hvor bliver du dog af?! Jeg sidder her og venter, venter! Kom nu og sæt dig! Anne, Vibeke Mathiesens nabo, skubbede lidt på sig selv på bænken for at gøre det mere behageligt.
Men altså sikke en aften, hva? Hvorfor sidde derhjemme, når det bare er fjernsynet og katten Misse? Kedeligt! Men ude i gården der er forår! Det er stadig kun april, men allerede lunt. Selv det lille kirsebærtræ, som Annes afdøde mand, Poul, plantede foran vinduerne, er begyndt at blomstre. Og bænken under træet den har Poul også lavet. Den er klar til at blive indtaget. Anne malede den for en uge siden, så nu står den der og stråler, som var den spritny! Den venter bare på, at naboerne skal sætte sig side om side, og så skal snakken ellers gå. Om børnene, om alle skavankerne, livet og kærligheden.
Hvad andet snakker kvinder om? Også selvom de har kendt hinanden siden før Dannebrog faldt ned fra himlen, er der altid noget nyt at fortælle. Der er jo altid noget med børnene, noget med helbredet og kærligheden, ja, den får man vist aldrig for meget af! Snarere for lidt. Så man venter altid på, at én af de andre deler en hemmelighed, så man kan sidde med åben mund og bankende hjerte og høre, hvordan det føles, når nogen virkelig elsker en. Bare det, kan gøre dagen lidt lettere. Selvom man måske selv har ørken i hjertet, ved man i det mindste, at kærligheden stadig findes derude et sted. Den er der endnu. Den lyser, luner og giver liv
Anne, kendt blandt folk og naboer som bare Anni, har kendt Vibeke lige så længe som hun kan huske over et halvt århundrede boede de dør om dør. Da de var små piger, lod deres mødre dørene stå ulåste, så de ikke behøvede rende og låse op hele tiden man vidste jo bare, at hvis ikke pigerne var i den ene lejlighed, så var de i den anden og legede.
Det ændrede sig først, da Anne og Vibeke som seksårige besluttede at stikke af for at finde lykken.
Det var egentlig Annes bedstemor, der kom på besøg og fortalte pigerne, at den største lykke i livet var at fange lykkens fugl og så holde fast på den! Hvis man gør det, sagde hun, så vil alt gå let, og alle omkring én vil være glade.
Pigerne forstod ikke det store om livet, men de kunne godt lide tanken om, at alle skulle være glade. Selvfølgelig ville de da ikke have, at forældrene skulle skændes hele tiden!
Så de bestemte sig for at finde den der fugl.
Især fordi Anne sagde, at hun vidste, hvor den boede. I nabohuset! Hos en sur, gammel mand med en mærkelig, knirkende stemme. Han plejede engang imellem at tage den ud i gården. Sikke en farvestrålende fugl! Stor og råbende men det måtte altså være lykkens fugl. For noget lignende havde de i hvert fald aldrig set selv i Zoologisk Have, hvor de ellers blev hevet med hen i weekenderne.
Der skulle forberedes ordentligt på jagten.
På Annes altan stod stadig et gammelt bur, som engang havde huset en kanin fra hendes bedstemors gård.
Man skal jo have et sted at have fuglen, når man ikke lige kan holde den i halen man får hurtigt ondt i armen, og man skal jo også kunne holde sodavand, så snart de bliver lykkelige.
De tog også brød og småkager med. Hvem ved, hvad sådan en fugl egentlig bedst kan lide? Vibeke, forsigtig som hun var, tilføjede også en lakrids for alle kan jo lide lakrids! Ville være surt, hvis fuglen ikke gad deres brød.
Det var en alvorlig sag, så de havde ikke travlt. Annes bedstemor var rejst hjem igen og havde lovet at tage Anne med sig på sommerferie. Forældrene gjorde sig klar til deres årlige tur til sommerhuset ved Vesterhavet sammen med naboerne, begge familier i én bil for at spare. Heldigvis var det kun et par timer væk. Man kunne dårligt nå at blinke, før de var fremme.
Anne glædede sig både til turen og til ferie hos bedstemor.
Hun havde bare lidt ondt af Vibeke. Hun havde ingen bedstemor. Slet ingen! Hvordan kan et barn overhovedet vokse op uden en bedstemor? Hvem skal så forkæle én i smug, eller fortælle lange eventyr, ikke bare noget med Klods-Hans, fordi opvasken venter? Hvem skal hækle en fin solhat eller binde et sløjfebånd?
Anne tænkte, at hvis de fangede lykkens fugl, ville Vibeke sikkert også få sig en bedstemor. Måske endda fra samme egn, så de kunne være sammen hele sommeren!
Dagen før de skulle til Vesterhavet, råbte begge piger til deres mødre, at de gik over til hinanden for at lege, og så sneg de sig ud. De lukkede forsigtigt døren, så den ikke blafrede i træk, tyssede på hinanden for ikke at grine, og listede ned ad trappen.
Der var tomt og stille i nabogården nok fordi det var lunt, så folk havde søgt indenfor eller var på arbejde.
Pigerne så på hinanden. Hvordan finder man fuglen nu? Ikke engang nogen at spørge. Vibeke var lige ved at bryde ud i gråd, men Anne var ikke typen, der hylede uden god grund. Hvis man skal, så skal man! Deres planer om bedstemor, is og prikkede sommerkjoler ens, selvfølgelig kan ikke gå tabt bare fordi fuglen ikke sidder til skue!
Anne trak Vibeke hen til en opgang. Hvad skulle de stå dér for? Man kan da bare banke på og spørge, hvor lykkens fugl bor.
Der var godt nok mange lejligheder i det hus I nogle åbnede ingen, i andre blev de skældt ud for at pjatte.
Men de gik stædigt videre, og der, hvor de ikke kunne nå ringeklokken, bankede de på.
Hvor bor lykkens fugl?
Mærkelige voksne altså. Det er da et helt simpelt spørgsmål! Hvorfor ikke bare svare? Men nej nogle råbte ad dem, viftede med armene, og én truede sågar med en røvfuld. Anne og Vibeke styrtede ad helvede til væk fra den grønne dør med den sære håndtag der banker vi aldrig igen! Sådan nogle onde mennesker har garanteret ikke nogen lykkefugl.
Men i én lejlighed var der bid. Døren blev åbnet af en dreng, et par år ældre, og på deres spørgsmål trak han bare på skuldrene:
Kom indenfor!
Der var ikke nogen fugl dér heller. Men der var så meget andet spændende, at pigerne helt glemte tid, sted og hele deres mission.
De beundrede uhyggelige masker på væggen, lagde øret til store konkylier, hvor havet brusede, og kiggede på en kæmpe model af et skib.
Den har min far og jeg bygget Den Hellige Anne.
Ej, som i mit navn! Anne fjernede hurtigt fingeren fra sejlene og begyndte at smile.
Hedder du Anne? Flot navn! Ligesom min mor.
Hvor er hun henne?
Mor? På arbejde. Hun kommer snart. Men hvad laver I egentlig ude alene? Får I ikke ballade?
Og først da kom de i tanke om fuglen, og at det sikkert var frokosttid, og at de nok blev ledt efter og at det ikke var rart at stå i skammekrogen, fordi mor er vred.
Vibeke! Vi smutter!
Anne glemte alt om buret, greb veninden og fløj mod døren.
Vent! drengen nåede dem inden de kom helt ud. Her!
Fjerene var så smukke, at pigerne blev stående helt stive, mundlamme.
Hvad er det?
Påfuglefjer! Min mor arbejder i Zoo. Tag dem bare!
Så tog de, nærmest uden at trække vejret, det lette vidunder og styrtede hjem.
Og hjemme ventede stormvejret!
Grædende mødre løb omkring i gården, råbende efter deres piger, mens fædrene røg nervøst og ventede på betjenten, der havde sagt, de ikke måtte røre sig, før han var tilbage.
Da Vibekes mor fik øje på dem, sank hun bare ned på legepladsen der var de jo.
Og så kom det hele: tårer, kys, og en belæring med hård hånd. Godt, lovlig meget tid til yderligere ballade havde deres forældre ikke.
Et par dage efter sad pigerne musestille på gyngen foran det sommerhus, deres forældre havde lejet. De rykke lidt, fandt plads, og så hviskede de:
Ved du hvad, Vibeke, vi behøver slet ikke nogen lykkefugl!
Hvorfor ikke?
Min mormor sagde, den største lykke er, når nogen elsker én.
Og?
Hvis de ikke elskede os, havde de så grædt sådan, da vi blev væk? Og været bange for at miste os? Sådan er det da!
Jo
Så vi er jo allerede lykkelige, ikke?
Jeg ved ikke
Jeg ved!
Og hvad med forældrene?
Har de overhovedet skændtes de sidste par dage?
Næ
Så kan de altså godt lade være. Det handler ikke om fuglen det handler om viljen. Forstår du?
Mmh.
Det blev deres bedste barndomsminde.
Anne kunne altid huske livet, fordi hun havde Vibeke at dele det med. Nemmere at huske, når man er to om det.
Og Vibeke huskede faktisk altid bedre end Anne. Måske fordi hun var mere rolig? Anne var som kviksølv fuld fart, aldrig stille. Vibeke tog sin tid, vendte tankerne, og kunne huske alt, som var det i går.
Da Anne mødte sin kommende mand, gik der faktisk en måned, før hun genkendte ham. Hun var hjemme hos ham og så skibet Den Hellige Anne
Skibet stod stadig det samme sted, hvor to små piger engang havde stået og kigget beundrende. Nu var de 23 Vibeke havde allerede en mand. Men Anne følte sig som en lille pige igen. Hun var lige ved at røre matrosfiguren, bange for at ødelægge noget.
Hun fandt efter brylluppet påfuglefjeret frem fra sin yndlingsbog, hvor det havde ligget i alle de år. Og viste det til sin mand.
Kan du huske?
Og så lo hun, mens manden tænkte og tænkte, men kunne ikke lige grave det frem.
Og de var lykkelige. Længe, næsten tredive år. Med bekymringer, men også børns første skridt og sygdom. Det var Poul, der reddede Anne, fandt de bedste læger og holdt hende i hånden hele vejen. Og tiden gik en dag stoppede den. Anne holdt op med at trække vejret, bare sådan for livet og luften gik ud sammen med Poul. Men Vibeke var der. Gav hende et par lussinger, hev hende tilbage. Holdt hende tæt.
Du må holde ud, Anne! Du har børnene endnu
Og Anne vågnede. Der var stadig lykke ikke den samme, men stadig den, Poul havde givet hende. Og selvom børnene var voksne, skal man jo ikke miste begge forældre på én gang. Hvor skulle de ellers gå hen? Hendes mormor sagde altid:
Så længe der står nogen mellem barnet og himlen, er barnet ikke alene. Så er det et lykkeligt barn
Sandt! Så man må fortsætte, for børnenes og børnebørnenes skyld. Og nu hvor hendes egne børn også har fået deres hjem, rejser Anne lidt rundt, kommer på besøg og bringer gaver. Nogle gange venter hun til ferierne, hvor børnebørnene samler sig i hendes hus. Så har hun igen travlt og hører snøften om natten. Selv den store seng, der plejede at huse hende og Poul, står ikke tom. Selv ældste barnebarn kommer snigende og lytter med til eventyret, omend hun ved det hele udenad.
Så kommer freden tilbage og glæden. Den ligger som et let lille fjer ikke så prangende som dengang, men lige så velkommen.
Det er jo ikke alle, der har sådan held. Nogle kan ønske og ønske, men lykken vil bare ikke. Men Vibeke og Anne var heldige de fangede nok ikke fuglen, men de forpassede ikke deres lykke. De fandt ud af, hvad lykke er for en kvinde, allerede dengang. Alle har sin, men deres var sådan med sunde børn, resten kommer af sig selv, hvis man vil!
Vibeke ville og hun kæmpede. Hun kunne have gået barnløs gennem livet det gik ikke med hendes mand. Men de elskede hinanden, selvom alle omkring dem var misundelige. Altid sammen, altid nære. Nabokonerne brokkede sig over mændene, men Vibeke sad bare stille. Ikke fordi hun ikke ville dele sit liv, men fordi det kun var gode ting at sige!
Anne troede ellers ikke på det dér papirslykke, før hun mødte Poul og så Vibeke og hendes mand.
Selv havde Vibeke ikke haft det nemt i familien hendes mand, Jens, havde bunker af familie. Flere tanter, og to stride søstre, som aldrig kunne lade Vibeke være i fred. Det var ikke sjovt for hende, hun kunne aldrig gøre noget rigtigt, uanset hvad hun foretog sig.
Heldigvis var svigermor god. Maria. Hun var blid, kunne ikke sige nej til nogen, kunne ikke skælde ud, begyndte bare at græde, hvis noget gik skævt. Vibeke havde ondt af hende og kaldte hende mor ret hurtigt.
Det blev lidt kaotisk, da Marias egen lejlighed blev solgt, og hun flyttede tættere på sønnen. Ikke ind det synes hun ikke, ville være rimeligt for de unge. Hun købte en lille lejlighed i samme opgang. Hun vidste godt, hvad Vibeke og Jens kæmpede med men hun sagde ingenting til familien.
Hun havde selv været igennem svære tider, da hendes mand forlod hende med tre små børn. Hjælpede, jo, men at stå alene med det hele det glemmer man ikke.
Hun hjalp faktisk Vibeke og Jens, der gerne ville have et barn. Hun arbejdede som sygeplejerske, fik øje på et lille barn på hospitalet og sørgede for, at Vibeke og Jens kunne adoptere. Familien forstod ikke helt, hvor Vibeke havde været det år men Anne vidste det, og at det var første gang, Vibeke satte grænser for familien. Maria støttede hende hele vejen.
Jens søstre fattede nok mistanke, men de sagde ikke noget mere. Alle kunne se, hvor glad Maria var for sit barnebarn så var det ikke til at pille ved.
Sådan gik årene. Vibeke med mand og søn, Anne med sin familie.
De holdt sammen, ferierede sammen, børnene legede som dengang, døren til lejligheden altid åben. De var lidt mere opmærksomme, så historien med lykkefuglen aldrig gentog sig men det var nu sjovt at tænke på.
Så døde Poul, og efter ham forsvandt også Jens. Han havde aldrig klaget over helbredet, men så trombose. Han arbejdede selv på hospital, men de havde ikke opdaget det
Vibeke blev helt knust. Så var det Annes tur til at stå fast at minde hende om, at hun var nødvendigt for sønnen, familien, Maria. Hvem skulle tage sig af dem, hvis hun ikke var der længere? Hvad ville Jens synes, hvis han så, at hun brugte dagene på at græde? Jens elskede hende for højt til det! Og Vibeke rejste sig igen. Lærte at leve, mens hun gemte kærligheden i sig.
Sønnen, Paul, blev officer. Han rejser meget rundt, men glemmer aldrig sin mor. To gange om året kommer familien hvis ikke han selv, så hans kone, Solvej, som Vibeke har det fantastic med. Hun lærte af Maria, hvordan man er en god svigermor og tog svigerdatteren til sig som en datter.
Paul fik ikke kun Solvej med hjem, men også hendes barn fra et tidligere forhold. Faderen havde forladt Solvej, da hun var gravid. Men han gjorde dog det gentlemansagtige at give samtykke til, at Paul kunne adoptere drengen.
Og Vibeke? Hun tog Paul til side den dag og tog Solvejs barn op på skødet:
Hej! Jeg er din mormor Vibeke! Skal du have en småkage? Vil du se, hvad julemanden har lagt under træet?
Det er ikke meget der skal til, før et hjerte smelter. Tag én til dig og du får kærlighed tilbage.
Derfor regner Vibeke også alle børnebørn for hendes også den ældste, der jo egentlig ikke var hendes blod.
Hvornår skal vi til sommerhus, Anne? Nu er det da varmt nok! Anne læner hovedet tilbage og kigger på blomsterne over sig.
Vi tager i weekenden. Når vinduerne er pudset.
Åh ja, jeg glemte helt, at påsken er tidlig i år. Så er det op og i gang.
Ja, mine kommer hjem et par dage på vej til København for at kigge på uddannelse. Lige et hurtigt pitstop, og så lidt længere på vejen hjem igen. Måske lader de de små blive et par uger, vi får se. Hvad med dine?
Mine kommer først til sommer. De har skole, så der er et stykke tid endnu.
Kun halvanden måned!
Ja, men det føles længe
Sådan er det altid, når man forventer noget godt. Tiden snegler, og så vupti! væk igen. Men ved du hvad, Anne?
Hvad da?
For den lille sekund jeg får, ville jeg give hvad som helst. Den er kort, men jeg bærer den med mig som perler på en snor. Man ser ikke altid, hvor meget lykke man har.
Det er rigtigt! Kan du huske dengang vi ledte efter lykkens fugl?
Selvfølgelig! Vibeke griner, krydser armene over brystet. Jeg kunne ikke sidde ordentligt en uge efterfølgende. Min mor blev så forskrækket, så min far var nødt til at gøre indtryk. Og du var ikke meget bedre!
Det var tider! Men ved du hvad, Vibeke?
Hvad?
Jeg tror egentlig, vi endte med at fange fuglen dengang. Vi lagde bare ikke mærke til det men den har været ved os lige siden. Ellers er det svært at forklare alt det held vi har haft; familierne, mændene, ungerne og ikke mindst alle børnebørnene. Synes du ikke, vi er lykkelige?
Det synes jeg! Og vores lykkefugl fortjener da en tak bare den vifter lidt mere med vingerne, så dem vi elsker fortsætter med at være glade Tænk engang, sagde Vibeke og lagde en hånd over Annes. Vi troede, lykken var noget, man skulle jagte. Men faktisk den sætter sig bare hvor den vil. Hos os, på denne bænk, under kirsebærtræet. Stilfærdigt, uden at larme.
Anne så op på blomsterne, der dryssede svagt ned over deres skuldre. Hun grinede stille.
Måske er det sådan, lykkens fugl egentlig ser ud: En håndfuld blomster, en ven ved sin side, minder man holder fast i og én ny hemmelighed, man gemmer kun for sig selv.
Vibeke nikkede, smilte til Anne og skuede ud over gården, hvor børn løb og katte spandt i solen.
Skal vi tage endnu en kop kaffe?
Ja, og én småkage til. For Poul. Og Jens. Og Maria. Og alle dem, vi har elsket. De er sikkert lige her sammen med os midt i foråret.
De lo, lo så blomsterne rystede på grenen. I det øjeblik føltes livet let og stort for når lykken flyver forbi, gælder det bare om at åbne vinduet, så den kan finde ind.
Mens aftensolen gled ned bag tagene, blev bænken en havn for gamle historier, for venskab, der aldrig dør, og for det, alle længes efter: et øjeblik, hvor barndommens tro på lykken stadig lever og to veninder, der ved, at de fandt den.
