Adam, jeg vil ikke gøre dig ked af det, skat.
Adam sad på vindueskarmen og stirrede ud gennem ruden. Han ventede på sin far og funderede lidt. Det var nu to år siden, hans mor havde forladt dem. Hun har fundet sig en ny familie, havde faren engang sagt lidt trist. Hvorfor havde hun forladt sin søn? Hvem ved. Det gav ikke mening for Adam. Langsomt var han begyndt at glemme hende.
Adams far gjorde sit bedste for ham. Drengen var allerede ti år og forstod mere, end folk troede, så faren så egentlig ingen grund til at skjule noget. Adam havde lært at vaske op og sætte tingene pænt på plads lege med legetøj var yt.
Han følte sig lidt voksen. Men ærligt talt var Adam frygtelig ensom. Det eneste, han ønskede sig, var en hund. Hver gang han spurgte, sukkede faren.
Og hvem skal så passe den? Jeg arbejder hele tiden, og du går i skole du er stadig for lille, sagde han.
I stedet for en hund kom far hjem en dag med noget, Adam absolut ikke havde bestilt: en kvinde. Hun hed Bodil og flyttede ind hos dem. Adam gjorde sig store anstrengelser for slet ikke at tale til hende. Hun var i vejen i hvert fald for ham. Men far kaldte hende sin kone og havde åbenbart store drømme om, at Adam skulle få sig en mor igen.
Det skal jeg ikke bruge! svarede Adam bestemt. Sådan var hverdagen nu hjemme hos dem. Adam observerede, hvordan hans far lyste op sammen med Bodil. De var søde ved hinanden, grinede, krammede alt imens Adam bare blev mere bitter og trist.
Far, jeg vil have, at hun flytter ud.
Adam, jeg vil faktisk helst have, hun bliver. Det er ikke let at være alene hverken for en mand eller en dreng.
Sommeren kom til Danmark, og Adam løb rundt i gården med nogle nye venner, han havde fået. En dag påstod de, at far og Bodil snart ville sende ham på børnehjem.
Han blev rædselsslagen. Måske ville de hellere have deres eget barn og bare slippe for ham? Så Adam begyndte at forberede sig mentalt på bliver forladt.
En dag hørte han nogle brudstykker af en sætning: Det bliver sikkert fint for ham vi sender ham bare afsted
Så var det knald eller fald. Han fik ikke lukket et øje den nat, og næste morgen besluttede han sig for at slippe af med Bodil. Hun ødelagde jo alt! Adam startede derfor et mindre gadekrig: han saltede teen, tændte for komfuret uden at sætte noget på og gav hende den kolde skulder. Bodil regnede hurtigt ud, hvor skoen trykkede, og inviterede ham til at tale ud.
Vi er vist nødt til at tage en snak, Adam. Du er vist lidt sur?
Det er jeg da overhovedet ikke, mumlede Adam og kiggede ned.
Adam, jeg vil virkelig ikke gøre dig ondt, min ven…
Vi har lejet et sommerhus hele sommeren. Det skulle have været en overraskelse, men nu kan jeg lige så godt fortælle det. Og din far har fundet en hund, som vi skal hente i dag. Du må gerne tage med!
Seriøst? Adam var chokeret men også klar til at tro på hende. Han kastede sig om halsen på Bodil så hårdt, han kunne.
Bodil snøftede og smilede: Nu skal du også være glad, ikke græde mere! sagde hun og strøg ham over håret.
Da far kom hjem fra arbejde, kørte de sammen ud for at hente hvalpen. Adam lod al sin vrede blive hjemme og begyndte at se Bodil som en ven og ikke en fjende. De blev forsonede. Hvalpen faldt i søvn i Adams arme. Alle var lykkelige bare en ganske almindelig dansk familie med søndagskage, sommerhus og det hele.
