Da Frederikke var to år gammel, boede hun på et børnehjem i Odense. Jeg var taget dertil for at fotografere børn. De gav mig de allersværeste børn dem, ingen ønskede at tage til sig.
Jeg trådte ind i stuen og så en pige med et mørkt, sammenbidt, næsten gammelklogt ansigt. Sikke et mærkeligt barn, tænkte jeg. Men så begyndte jeg at fotografere hende. Pludselig så jeg hende virkelig, gennem den fastfrosne, triste maske. Hun blev levende.
Det er svært at fange blikket fra et deprivationsramt barn men netop denne pige kiggede lige ind i mit kamera. Uden at blinke.
Så kunne jeg se hendes sjæl. Ensom, helt forladt. Hun led. Det var ikke engang håb, blot det første øjeblik i hendes liv, hvor nogen lagde mærke til hende. Sådan virkelig hjertet bagerst. Hun forstod alt og var alligevel usynlig. Præcis som jeg selv følte mig i den periode. Så slog hun blikket væk, og hendes øjne fyldtes med tårer.
Jeg spurgte pædagogen: Kan du ikke fortælle mig lidt om Frederikke? Jeg skal skrive en tekst. Der er ikke meget at fortælle, svarede pædagogen. Jamen, hvad kan hun? Hvad siger hun? Hun kan ingenting. Og hun siger aldrig noget. Hun sidder bare i spagat og vipper frem og tilbage mod gulvet. Og når hun vipper, klynker hun. Der ER intet at fortælle. Hun ja, hun er ingenting.
To måneder før den dag døde vores yngste datter. Vores tidligere, dejlige liv havde ramt muren med 120 i timen og var forbi. Men vi vi fortsatte bare. Stadig i live men i et andet liv. Et efterliv. Vi gik, vi talte, vi spiste, og vi kæmpede for at skjule sorgen for vores børn, så de ikke skulle blive bange. Vi prøvede at give dem håb, som vi dårligt selv havde. Jeg tænkte: Kan noget nogensinde gøre mig glad igen? Jeg græd hele vejen ud til fotograferingerne. Tørrede ansigtet i frisk sne, og gik så ind og lod, som om jeg var et rigtigt, normalt menneske. Jeg sagde almindelige ting og smilede. Men det var bare skuespil.
Jeg ønskede ikke flere børn for at erstatte vores tabte. Jeg ville bare overleve. Og så var der Frederikkes ensomhed og fortvivlelse. Det var, som om netop hendes ensomhed passede nøjagtigt til skuffen med nøgler i mit hjerte…
Hjemme sagde jeg til min kære mand Kasper: Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det her, og jeg forstår sikkert heller ikke mig selv, men jeg fotograferede en pige i dag, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hende… Skal vi ikke bare overveje det? Kig på hende, måske giver det mening alligevel?
Kasper svarede: Kan du høre dig selv? Vi kan jo knap trække vejret.
Ja. Det ved jeg. Men jeg bliver nok aldrig mig selv igen. Vi må lære at leve, som vi er nu.
Vi tog til børnehjemmet for at se Frederikke. Pædagogen kom med hende hun var lillebitte, med det skæve, sørgmodige ansigt og vimsede frem som en forvreden krabbe. En snottet strimmel under næsen. Jeg tænkte for mig selv: Hvorfor i alverden ser jeg noget i hende?
Hun rørte kort ved den bamse, vi havde med, satte sig i spagat og begyndte at vugge hurtigt, så hun næsten ramte gulvet med panden.
Mens hun vuggede, sagde overlægen i baggrunden:
Lone, det barn har ikke bare lidt nedsat funktion det er dyb udviklingsforstyrrelse! Der er ingen fremtid. Vi skal have hende videre til kommunen. Forstå I det? Jeg respekterer jer meget, men det er… kommunen! Jeg har haft syv familier, der sagde nej. Hun kan INTET, gør ingenting, bortset fra at sitte i spagat og vugge. Vi kalder hende vores lille svane…
Da sagde Kasper, som jeg dårligt turde se på: Ved I hvad? Hun er faktisk lige den pige, vi gerne vil have. Vi tager hende.
Senere spurgte jeg ham: Hvorfor sagde du det? Du ville jo ikke? Han svarede: Jeg kunne mærke, at hun ikke ville få nogen chance, hvis ikke vi gjorde det.
Vi adopterede Frederikke og efterlod børnehjemmet i stille forundring.
Frederikke var i dyb depression. Hun stolede ikke på verden, for verden havde ikke elsket hende. Hun havde ingen måde at påvirke sit liv på, i hele to år. Hun vidste ikke, hvordan man skulle bede, hvordan man leger. Hun rev stykker af alle legetøj, hun var bange for alt brød sammen og vuggede og havde raserianfald, så hun næsten ikke kunne få luft. Hun spiste kun moset mad. Hun gik kun lidt, var bange for vand, for potten, for sin far, for elevatoren, for vinden, for biler
Min egen sorg skreg indvendigt. Udenpå hylede Frederikke. Nu forstod jeg, hvorfor det frarådes kraftigt at tage et barn ind, når man har et ubearbejdet tab man har simpelthen ikke kræfter. Alt går på at holde sig selv sammen. Og et barn kræver uendelige ressourcer. Jeg fandt styrken i vores egen ulykke.
Jeg sagde til mig selv: Mit tab er ikke så stort, som den smerte, dette barn har. Jeg har mistet en datter. Men jeg har stadig en søn, en datter, en mand, min mor, venner, et elsket job, et hjem. Frederikke har aldrig haft noget af det. Intet. Hun har alt for tungt at bære.
Ved I, hvem dette skrøbelige, mørke væsen, vi tog ind midt i vores sorg, viste sig at være? Hun var Frederikke, vores dejlige datter. Hurtigt er eventyret fortalt, men det tog tid nu har hun boet hjemme i ni år.
Frederikke blev præcis den, hun var skabt til at være livlig, glad, charmerende, godhjertet, følsom og sød mod os alle. Hun går nu i almindelig skole med ekstra støtte. Hun går til dykning. Dykning!
Hun siger: Mor, denne gang kunne jeg trække vejret rigtigt med det samme og skifte mundstykke under vandet! På det sted bryder jeg sammen i tårer.
Lige nu er Frederikke på dykkerlejr på Bornholm. Hun tog selv flyet derover. Hun er elleve år. Hun ringer og pludrer glad: Mor, her er vildt smukt, vi har badet, men der var storm, så havet blev SÅ koldt! Men det bliver varmere, vi har fået vores dragter, og i morgen skal vi dykke! Til aftensmad var der fisk, det gav vi til kattene her er mange katte. Du ved jeg ikke kan lide fisk! Men jeg spiste kartoffelmos. Vi har besteget en bakke, 13 kilometer, mine ben var helt færdige Der er flotte træer fra Rødlisten! Jeg har fået nogle rigtig søde veninder! Jeg købte kiks for de penge, du gav mig og vi delte. Vi ligger i hængekøjen og vipper… Jeg savner jer!
Fordi vi reddede hende. Og vi, vi blev også reddet. Sammen, på det her lille skib.
