Han kom alvorligt til skade i et trafikuheld, og begge ben blev slemt beskadiget. Og så var det slut med alt det gode Virksomheden, hvor han skulle have været direktør og fået en stor løn. Skituren til Norge med sin kone. Weekenderne med vennerne. Alt sammen væk.
Benene blev samlet som et puslespil, og så blev han sendt hjem igen. For hvad kunne man ellers gøre? Det var bare at håbe på det bedste og satse på heldet. Det gjorde han også, men om natten skreg han af smerte. De eneste tidspunkter han kunne sove lidt, var de minutter, hvor morfinen duede, to gange om dagen.
Flere måneder kunne han ikke engang komme ud af sengen, så han måtte klare sig med en hospitalspotte. Gud velsigne hans kone for at hjælpe ham. Da han endelig begyndte at rejse sig og forsøge at gå på gangstativ, kom smerterne tusind gange stærkere tilbage.
Ved du, hvad det er, at få sprøjter i maven for at undgå blodpropper og tryksår, når du bare ligger der, uden at kunne bevæge dig? Lad mig fortælle dig det, ven. Det gør, at bare det at hoste, nyse eller gå på toilet føles helt anderledes alt kræver stærke nerver.
Men, for at være ærlig, så havde han ikke flere nerver tilbage. Og kræfter var der heller ikke meget tilbage af.
Tiden gik dog, og han lærte langsomt at gå igen. Dårligt og vaklende, næsten snublede for hvert skridt. Men det var trods alt fremskridt.
Vennerne forsvandt ingen ringede eller spurgte til ham. På arbejdet ansatte de en ny direktør. Hvor længe de her prøvelser skulle vare, og hvordan det hele ville ende, anede han ikke.
Du kan nok selv gætte, hvordan humøret var. Perspektiverne så ikke for lyse ud. Heldigvis holdt konen ved
Da han første gang kom ud af hoveddøren med krykker og med sin kone som støtte, ramte forårssolen ham i øjnene, så han næsten mistede vejret. Han begyndte at græde. En uduelig invalid på krykker, tænkte han det var alt, der var tilbage af ham.
Konen trak sig lidt tilbage for at lade ham være alene, mens han forsøgte at tage et par skridt, kneb øjnene sammen i lyset og vænnede sig til maj-vinden.
Pludselig mjavede det insisterende fra jorden. Han kiggede ned. Ved venstre krykke sad en lille grå kattekilling.
Hvad så, ven? spurgte han.
Han havde aldrig haft meget med dyr at gøre, og hvad han egentlig skulle gøre nu, anede han ikke. Killingen kiggede bedende op og miavede forsigtigt.
Kan du ikke tage en frikadelle med til den? sagde han til konen.
Da hun kom tilbage, tog han forsigtigt kødfarsen fra hende og rakte den ned til killingen. Killingen betragtede ham længe, inden den gik amok i maden.
Næste dag, da de kom ud på gårdspladsen, og han mens han stønnede over, hvor langt han mon kunne gå så, at der ventede tre katte nu. De måtte have siddet der længe.
I er da utrolige, smilede han skævt.
For et øjeblik glemte han smerterne. Konen brokkede sig lidt, men hentede alligevel tre frikadeller mere, som han delte ud.
Dagen efter var der fem katte og to små hunde, der ventede. Nu protesterede konen højlydt, men han bad hende gå hen i kiosken efter et kilo pølser, og så delte han dem ligeligt ud mellem alle firbenene.
Dyrene spiste og begyndte at lege rundt om ham. Han både bandede og grinede lidt, men tog også lidt flere skridt. De små hunde lykkedes næsten at få ham på bedre humør med deres glade bjæf.
Næste dag regnede det og blæste, og konen var ved at gå ud af sit gode skind, men han insisterede på at gå ud selv. For første gang i evigheder.
De venter jo på mig, sagde han. Hvordan skulle jeg kunne blive indenfor?
Så han gik ud, og fem katte og to små hunde løb lykkeligt omkring ham, mens han selv glædede sig over at være ude. Det fine forårsregn dryppede, og han humpede rundt i gården, på jagt efter hundene, mens kattene piskede rundt bag dem.
Konen stod i læ med paraplyen og så på ham, mens han humpede rundt, og smilede
Tiden gik, og snart havde han kun én krykke, og så ingen. Krykkerne var et for stort bøvl, når firebenene trak sådan i ham. Og pludselig gik det op for ham, at benene ikke havde gjort ondt i lang tid.
På arbejdet ville de ikke have ham tilbage. De havde ikke brug for en halt. Han fik en pæn erstatning og sagde selv op. Nu havde han pludselig masser af tid, så han besluttede sig for at skrive om det hele.
Det endte, underligt nok, som et teaterstykke. Da han var færdig med de sidste sider, tog han rundt til byens små teatre og blev afvist alle steder undtagen et lille amatørteater nede i en kælder.
En uge senere ringede instruktøren og sagde:
Vi vil gerne opføre det. Men vi skal lige korte og redigere lidt.
En måned sad de sammen over manuskriptet og diskuterede vildt. Yderligere en måned efter var der premiere.
Der var kun femten tilskuere i den lille sal med den lille scene men for hovedpersonen var de de vigtigste femten mennesker i hans liv.
Han var rædselsslagen og turde knap kigge op. Men da det sidste ord blev sagt, og tæppet gik ned, blev der stille så stille, at han følte, alt styrtede sammen indeni.
Men få sekunder efter blev stilheden brudt af en bragende applaus! Publikum rejste sig, og de glade skuespillere gik på scenen igen.
Anden forestilling var udsolgt. Folk stod i gangene og i døren. Applausen var så voldsom, at det gamle tæppe næsten faldt ned.
Senere lejede truppen den store sal inde i centrum. Folk kom for at høre om den nystjerne.
Han købte sig et flot jakkesæt, og til hver forestilling gik han hånd i hånd ind med sin kone. For hvordan skulle det ellers være?
Og så vil du sikkert spørge: hvad med de to hunde og fem katte fra gården? Tja, siger jeg. To hunde og to katte tog de selv til sig. De sidste tre blev adopteret af teatrets nye venner.
Hvad handler historien om? Tja måske bare om ingenting. Eller måske om, hvor vigtigt det er at møde øjne fyldt med håb nede ved dine egne fødder. Det gør, at du ikke kan give op. Du skal nok klare den.
