Forsvind! råbte Børge.
Men hvad, min dreng svigermor begyndte at rejse sig, klamrende sig til bordkanten.
Jeg er ikke din dreng! Børge greb hendes taske og kastede den ud i entreen. Du skal ikke lade din ånd være her!
Forsvind! råbte Børge igen.
Marie rystede. I seks år havde hun aldrig hørt ham råbe sådan.
Svigermor forsøgte at samle sig, og holdt fast i bordet som på en drømmende markedsplads hvor alt var underligt flydende.
Gennem den åbne stuedør kunne Marie se lille Annelise sove, med armene spredt som en havstjerne, hendes drøm virkede uendelig dyb, og Marie rettede tæppet, nærmest automatisk, mens hun forsøgte at forstå det surrealistiske røre, der formede sig i lejligheden.
Hun elskede at stå sådan og se på sin datter, den drømte pige hun havde ventet så mange år på, lagt alle sine kræfter i for at blive mor.
Manden kom hjem fra nattevagten Marie hørte det på den forsigtige raslen i entreen, som om skoene dansede med skyggerne på det gyldne, danske parketgulv.
Børge var tyndere nu, mærkbart slidt af arbejdet: han sled som en okse med at betale af på lånene, de havde taget til fertilitetsbehandlingen på Rigshospitalet.
Sover hun? hviskede han.
Ja, hun sover. Hun spiste og faldt i søvn med det samme.
Børge trak Marie ind til sig og begravede sit ansigt ved hendes hals, som om han legede blindselskebarn med kærligheden. Han sagde sjældent ord om kærlighed, men hun vidste, at han var hende taknemmelig, vanvittigt taknemmelig for at hun ikke havde forladt ham, ikke skiftet ham ud med en rask mand, for at hun havde gjort ham lykkelig.
Som sekstenårig havde Børge gået rundt med svær fåresyge, skamfuldt uden at sige noget til sin mor, og da han til sidst bad om hjælp, var det for sent. Følgerne var næsten fuld sterilitet en skæbne, der dansede med tragedien som i en mærkelig drøm.
Mor ringede, sagde han dæmpet, armene stadig fast om hende.
Marie frøs indeni.
Hvad vil Alma Vibeke denne gang?
Hun kommer. Hun har bagt boller og hun savner os, siger hun. Hun er her ved middagstid.
Marie prustede og klemte sig ud af Børges favntag, som om hun arbejdede sig ud af en usynlig dyne.
Børge, skal vi virkelig det? Sidste gang fik hun mig til at græde med sine råd om te og bagte kartoffelomslag.
Marie, hun er jo min mor Hun vil jo bare se sit barnebarn, vores Annelise, hun har kun set hende på billeder. Det er alligevel hendes mormor.
Mormor Marie lod et bittert smil danse på læben. Hun kalder vores datter for “fremmed”.
De havde adopteret Annelise for et år siden. Køen til raske spædbørn var så lang i deres region, at håbet lignede en bølgende gråhåret sky. Forbindelser hjalp, sammen med en konvolut med kontanter et tykt beløb i danske kroner og en snarrådig jordemoder.
Pigen var født af en kun sekstenårig, fortumlet og skræmt gymnasiepige, som et barn ville have drejet livet i stykker for. Marie huskede stadig den dag: den lille pakke på kun tre kilo og to hundrede gram, og tindrende blå øjne, der stirrede frem under det støvede hospitalslys.
Okay, Marie vendte sig mod Børge. Lad hende komme. Vi overlever. Men hvis hun begynder igen
Hun begynder ikke, lovede Børge. Jeg lover det.
Svigermor Alma Vibeke dukkede op omkring frokost, hun fyldte lejligheden ud som en storm fra Vesterhavet. Stor, larmende, med den der landlige styrke, som kan standse en hest, slukke en brændende gård og trætte alles hjerner med kritiske ord.
Nå, min gud! råbte hun i entreen, satte sin ternede indkøbstaske fra sig. Sikke en rejse! Toget var som en sildetønde, og i metroen skulle jeg have ofret min sjæl til Vorherre!
Hvorfor bor I så højt oppe? Elevatoren brummer, jeg troede jeg skulle dø!
Hej mor sagde Børge og kyssede hende på kinden, mens han tog den tunge taske. Kom ind, vask hænder.
Alma smed frakken afslørede sin blomstrede kjole, som spændte om hendes storslåede figur, og med det samme skød hun blikket mod Marie, undersøgte hende fra top til tå, som en travhest til Herning marked.
Goddag, Alma Vibeke, smilede Marie.
Ja ja, goddag, svigermor snøftede. Du er blevet gennemsigtig, Marie. Kun knogler! Hvad skal min søn holde fast i?
Børge ser også slidt ud. Du giver ham vel ikke nok at spise? Sidder du bare på salaten og sulter ham?
Børge spiser fint Marie mærkede kinderne brænde. Kom ind til bordet.
På køkkenet begyndte Alma straks at pakke sin taske ud containers med boller, syltede agurker på glas, et stykke flæsk alt duftede af drømmende bondegård.
Her, spis! Her i København er alt jo kemisk, plastikken gnaver jer op!
Hun satte sig tungt ved bordet, albuerne borede i bordpladen.
Ja, fortæl nu. Hvordan går det? Har I fået styr på gælden efter de der eksperimenter?
Marie greb sin gaffel eksperimenter! Sådan kaldte hun seks år med smerte, håb og fortvivlelse.
Næsten, mor, mumlede Børge, lagde salat på sin tallerken. Lad os ikke tale om penge.
Hvad skal vi så tale om? undrede svigermor sig og tog et bid af bollen. Om vejret? Vores landsby Ullerup, din bror Keld, fik jo lige sit tredje barn en pige, sund og stærk, mange kilo! Og Tine, din søster, venter tvillinger. Det er da noget folkefærd!
Vores familie, Børge, er stærk. Frugtbar. Hun så på Marie med betydningsfuldt blik.
Hvis man ikke ødelægger generne
Marie lagde gaflen ned i drømmetempo.
Alma Vibeke, vi har talt om det hundrede gange. Problemet ligger ikke hos mig. Vi har medicinske papirer.
Dupapirer! svigermor viftede hånden. Læger skriver for at hive penge ud. Fåresyge, dig! Vores landsby drenge havde det alle sammen, og de har børn hele bunken.
Det er din kone, der lyver dig op, bare for at skjule sine egne mangler.
Mor! Børge slog hånden i bordet. Nok!
Alma greb dramatisk sit hjerte.
Råb ikke af din mor! Jeg opdragede fem børn. Jeg kender livet. Se hende alt for smal, hofterne som et barn. Hvordan skal der komme børn ud? Det kan ikke lade sig gøre!
Vi er glade, mor, sagde Børge stille. Vi har Annelise.
En datter snøftede Alma. Vis mig hende så!
De gik ind til børneværelset. Annelise var vågen og sad i sengen med fingrene om sin plysede bjørn.
Da hun så den fremmede dame, strammede hun øjenbrynene, men græd ikke. Hun var overraskende rolig, ligesom en drømmebaby.
Alma gik hen til sengen, Marie stillede sig ved siden af, klar til at gribe sit barn alt kunne ske i denne drømmeverden.
Længe stirrede svigermor på pigen, skævede og nåede til sidst at strække hånden og berøre den bløde kind. Annelise trak sig væk.
Hvor har hun det fra? sagde hun utilfreds. Øjne som mørkeblå nat. Vi er alle lyse i familien.
Hendes øjne er mørkeblå, rettede Marie drømmende.
Og næsen bred som en kartoffel. Du har da spids næse, Børge har lige næse. Hvor kommer det fra?
Alma tørrede hænderne, som om hun blev beskidt af berøringen.
Fremmede gener altid fremmede!
De vendte tilbage til køkkenet. Børge tog et glas vand, hænderne rystede.
Mor, hør nu forsøgte han venligt. Vi elsker Annelise! Hun er vores, i papirer og i hjertet alt.
Og vi prøver stadig selv, lægerne siger der er en chance, selvom den er lille. Men vi har allerede en familie.
Alma sad med sammenbidte læber, fyldt med indestængte ord. Som mor til fem og mormor til tolv gik det hende fysisk ondt at se sin søn bruge sit liv på “fremmede”.
Du er da helt forkert på den, Børge! sukkede hun. Femogtredive år gammel mand, og du putter rundt med en hittepige!
Du skal aldrig kalde hende det! snerrede Marie.
Hvad skulle jeg ellers kalde hende? Alma vendte sig mod Marie. Prinsesse?
Kære, du skulle hellere tie! Du kan heller ikke føde selv, du har forvirret min søn. Havde penge købte hende som en killing fra Føtex!
Det er vores barn!
Barn er kun ens eget! Når man ikke sover om natten, kvalme og skriver i smerte! Det her en legeaftale. I tog det færdige barn. Fra en eller anden vild teenagepige.
Tror du man kan hugge gener over med en økse? Hun vokser op og giver jer det sorte paradis! Kommer på skråplanet, lige som sin mor! Giv hende væk, mens I kan!
Marie så Børges øjne udvide sig. Han rejste sig langsomt.
Ud, sagde han dæmpet.
Alma blev overrasket.
Hvad?
Forsvind herfra! råbte Børge.
Marie rystede, hun havde aldrig hørt ham råbe sådan.
Hvad, min dreng svigermor begyndte at rejse sig, klamrende sig til bordkanten.
Jeg er ikke din dreng! Børge greb hendes taske og kastede den ud i entreen. Du og din ånd forsvinder herfra! Aflevere barn væk hvad tror du vi er? Varer på tilbud?
Det her er min datter! Min! Og du du…
Han gispede efter luft.
Du er et monster! Gå hjem til dit landsby-hus og tæl dine “fine gener”! Bland dig aldrig mere! Aldrig!
Barnets gråd lød fra børneværelset, Marie ville løbe, men stoppede da hun så svigermors ansigt skifte farve fra rød til drømmegråt.
Alma åbnede munden og gispede efter luft som en strandet sild. Hånden på brystet greb voldsomt om kjolen.
Børge skramlede hun. Det brænder Hvordan brænder det
Hun sank sammen tungt, som en kornsæk, væltede hun om og væltede stolen, larmen smeltede sammen med barns gråd.
Marie ringede 112. Børge sad på knæ, hendes hænder skælvede mens han knappede morens kjole op.
Mor, hvad sker der? Mor, træk vejret!
Alma gispede.
Lægerne kom hurtigt. Fra døren råbte paramedicineren:
Hjerteanfald. Stort. Båre! Hurtigt!
Da døren smækkede, sad Børge på gulvet, lænet op af væggen, stirrede på det tørklæde, moren havde glemt på kommoden.
Har jeg drømt hende til døde? spurgte han.
Marie satte sig ved siden af, tog hans kolde hånd.
Nej. Det var hendes egen vrede. Hendes eget mareridt.
Hun er min mor, Marie.
Hun ville smide vores datter væk, som fejlkøb. Børge, vågn op! Du forsvarede din familie.
Telefonen vibrerede i hans lomme en time senere søsteren Tine ringede. Så Keld. Børge tog ikke telefonen.
Senere kom der en besked fra fasteren:
Mor ligger på intensiv. Lægerne siger, chancerne er små. Du er en forræder! Du er udstødt af hele familien! Kom aldrig igen!
Ja, så er det slut. Jeg har ingen familie mere.
Marie lagde armene om hans skulder, mærkede hans krop ryste.
Du har mig, sagde hun bestemt. Du har Annelise. Vi er din familie! Den ægte den, der aldrig svigter.
Hun rejste sig og trak ham med.
Kom, Annelise skal have mad. Hun blev bange.
Om aftenen sad de i køkkenet. Datteren legede med klodser ved deres fødder, nu rolig og tilfreds. Børge kiggede på hende, som om han så hende for første gang, som midt i en drøm.
Ved du, Børge sagde pludselig mor havde ret i én ting.
Marie blev anspændt.
I hvad?
Gener er ikke kun øjenfarve eller næsens form. Det er evnen til at elske.
Mor har fem børn, men kærlighed kun som en sten. Måske er jeg selv adopteret? Jeg kan da elske Ikke sandt, min lille skat?
Han løftede Annelise op. Pigen greb ham om næsen og lo.
Far, sagde hun klart.
Første gang. Tidligere kun utydeligt “ma-ma” og “ba-ba”.
Børge frøs. Tårerne, han havde holdt tilbage hele dagen, strøg ned, dryppede på den lyserøde sparkedragt.
Far, gentog han. Ja, lille skat. Jeg er far. Og jeg giver dig aldrig væk.
Mor kom sig, men Børge taler ikke med hende mere. For slægten er han nu fjenden nummer ét.
Marie tør knap sige det højt, men hun er bare lettet. Livet er langt nemmere uden evig foragt og sårende ord.
Hvem behøver sådan en familie? De har det rigeligt uden
Hvad mener I om mors monolog? Skriv jeres drømmeagtige tanker i kommentarfeltet, tryk på “synes godt om”!
