Falsk skønhed
Ej, det kan sgu ikke passe! Er I virkelig gået fra hinanden? Jeg tror det simpelthen ikke! Frederikke stirrede så vantro på sin ven, at det blev pinligt selv for ham. Øjnene var på størrelse med middagstallerkner, brynene nåede op til hårgrænsen, og munden stod halvt åben så utroligt syntes hun nyheden. Du forgudede jo Signe! Jeg har altid brugt jer som eksempel for alle de andre Jeg drømte fandme selv om at have sådan et forhold!
Jo jo, Fredi, den er god nok sagde Simon og skulede mod vinduet. Udenfor tog det danske sensommervejr sig ikke lige let ud: regnen silede ned ad ruden, samlede sig i små bække og eksploderede i perler på vindueskarmen. Billedet matchede hans indre tilstand ganske fortrinligt. Simon følte sig tom og grå sorgen over det fem år lange forhold sled stadig i ham. I brystet var der opstået det der velkendte hul, hvor varm latter, ømme kram og fælles drømme om fremtiden plejede at bo. Han knyttede næverne så hårdt, at knoerne blev hvide, og stemmen dirrede, da han sagde: Det er slut, forstår du? Slut
Hvorfor?! Frederikke havde ikke i sinde at give op. Hun lænede sig frem, lod øjnene bore sig i hans ansigt. Signe ventede jo troligt på dig et halvt år! Og hun var dig tro, faldt ikke for nogen flirt eller billige blomster i Irma eller noget!
Og hvordan ved du nu det? Du bor jo ovre i Aarhus Simon trak på smilebåndet, men det var ikke synderligt muntert. Eller er det bare det der kvindesolidaritet igen?
Tsk, jeg bor rigtignok et par hundrede kilometer derfra, men du glemmer lige én vigtig detalje, svarede Frederikke, skuldrene tilbage, armene over kors, med et finurligt smil, men ægte bekymring i øjnene. Jeg har folk, der holder øje. Jeg ved f.eks., hun virkelig gik op i sit udseende, men jeg kender ikke detaljerne. Ny kiltned-hår, meldte sig ind i Fitness World, en hel ny garderobe. Og tag lige og bemærk, at hun gik i gang, mens du var væk. Hun prøvede altså virkelig, Simon.
Præcis! Det var derfor, det gik galt! Simon fór op og jog direkte ud i entréen efter sin telefon. Han ledte febrilsk i lommen på sin Fjällräven, fandt til sidst mobilen og styrtede tilbage til Frederikke. Kan du huske, hvordan Signe så ud, før jeg tog på den dér latterlige tjenesterejse?
Selvfølgelig kan jeg dét, Frederikke rullede med øjnene, men stemmen var blødere nu. Hun spidsede læberne, som om hun lige skulle fokusere på at danne Signes billede: Sød pige. Langt, glat mørkeblondt hår, blå øjne så store som vindruer, små briller, nydeligt ansigt Lidt spinkel foroven, men du var da tydeligvis heldig, syntes du ikke?
Det var jeg! Det var jo præcis dét, jeg godt kunne lide! Simons stemme steg i decibel men døde alligevel hen i hæsken. Signe var min drømmepige! Jeg elskede hende for den hun var. Men lige så snart jeg steg på et fly til Polen, så fik de veninder banket ind i hovedet på hende, at hvis hun ikke ændrede sig, så ville jeg skride. Og hun hun troede sgu på dem! Så hun begyndte at ændre sig ikke fordi hun selv ville, men fordi hun troede, at jeg ellers ville forlade hende.
Men så slemt kan det vel heller ikke være? spurgte Frederikke tvivlende og klemte så hårdt om armlænet, at hun næsten kunne høre det knage. Hun prøvede at forestille sig, hvad fanden Signe havde gjort, men hun kunne ikke gennemskue det endnu.
Se nu bare selv! Simon rakte mobilen så abrupt frem, at den nærmest ramte hendes næse. På skærmen poserede Signe hvis man altså kunne genkende hende.
Det bløde, fyldige hår var nu helt kortklippet, syltefarvet næsten sølvblond og stak utilgiveligt ud. I stedet for Signes trygge, varme look, så hun nu overraskende kantet ud og slet ikke naturligt. En læge havde jokket i spinaten: Overfyldte læber blottede sig som et par bløde boller, helt ude af proportioner med resten af ansigtet.
Signe havde desuden tabt ti kilo og det var desværre ikke af den sunde slags. Kravebenene stak ud som sjove skinner, ribben pressede sig tydeligt på huden, og armene var blevet tynde og skrøbelige. Huden var bleg, næsten gennemsigtig, med mørke render under øjnene, som havde hun ikke sovet siden Roskilde Festivalen. Men det mest utrolige (i Simons optik): Hun havde fået lavet bryster! Selvom Signe altid havde sagt, at dét der plastik-pjat sagde hende ingenting. Han havde sagt klart og tydeligt, at det eneste han sætter pris på, er naturlig skønhed.
Og så står hun dér i ankomsthallen i Kastrup, og jeg jeg overvejede vitterligt at gå forbi uden at hilse, stemningen dirrede i rummet. Simon svingede rundt og stak hånden ind i væggen sådan lidt sølle, og bandede dæmpet, mens han rystede næven for at slippe smerten i knoerne. Hvordan kan man på et halvt år ødelægge sig selv? Hvorfor tænkte hun ikke på, at jeg elskede hende, sådan som hun var? Hvem bad om de ændringer?
Han kunne ikke finde ro. Han gik rastløst rundt, svingede med armene, frøs pludselig, begyndte at gå igen som et bur-dyr. Hans ansigt skiftede mellem rødme og krid, næverne skiftede mellem at stramme sammen og at slappe af.
Frederikke forstod sin ven bedre end nogen anden. Hun havde lagt øre til brok om en dum chef, der sendte Simon til Gdansk i seks måneder. Simon havde ikke kunnet tage Signe med hun var ved at skrive bachelor, og Simons arbejde krævede, at han var på kontoret. Hele perioden havde han talt med Signe hver dag, forsøgt at opmuntre hende og fortalt, hvor meget han savnede hende. Og så vendte han hjem til en pige, han knap kunne genkende.
Simon, måske har hun bare prøvet at gøre dig glad? forsøgte Frederikke forsigtigt, mens hun gik hen til ham. Måske er der nogen, der sagde, det ville være bedst, at du ville synes bedre om hende sådan
Simon trak på skuldrene:
Prøve at gøre mig glad? Men hun mistede sig selv! Jeg var vild med Signe, som hun var nu kender jeg hende slet ikke!
Hans største frygt havde i månederne været, at Signe aldrig ville acceptere videoopkald. Hver gang han foreslog det, afviste hun venligt, men bestemt med et smil og et løfte om, at der ventede en overraskelse, han ville elske. Det lød sødt, men Simon var rastløs for hvorfor undgik hun ham sådan? Han begyndte at tænke det værste: Måske havde Signe en anden, og nægtede at slå op over telefonen? Tankerne hjemme plagede ham og gjorde arbejdet uudholdeligt.
Til sidst bad han sin gode kammerat Jonas, der boede i Valby, om lige at se, hvad der foregik. Bare spørge lidt diskret, måske ringe til fælles venner, og så berette tilbage. Jonas sagde modstræbende ja.
Et par dage efter ringede Jonas.
Der er i hvert fald en overraskelse undervejs, sagde han med en mærkelig stemme. Men jeg er ikke sikker på, du bliver glad for den. Jeg kan sige én ting: Du bliver chokeret. Men hun er ikke sammen med nogen, hun snakker jævnligt om dig og glæder sig helt oprigtigt til, du kommer hjem.
Tanken beroligede Simon lidt. Han sukkede, rodede sig gennem håret og prøvede at smile, for måske var det hele slet ikke så galt, som han frygtede. Bare tanken om, at hun ventede på ham, varmede ham op.
Nu forstod Simon, at han skulle have ladet Jonas sende billedet. Hvis bare han havde set, hvad Signe havde gang i dengang, havde han måske smidt alt, sagt op og taget det første tog hjem! Og han havde jaget de anmassende veninder væk. Men nu var det for sent.
På hjemrejsedagen havde Simon uro i kroppen. Han kiggede hele tiden på sit Arne Jacobsen-ur, trommede utålmodigt på flysædets armlæn, pillede i jakken i taxaen. Hænderne var svedige, hjertet hamrede. Han forestillede sig igen og igen, hvordan han ville komme gående ud af arrivals, få øje på Signe, der havde ventet, smilende, vinkende. Hun ville springe i armene på ham, han ville dufte hendes shampoo, de ville gå hjem, drikke te med småkager, og fortælle hinanden alle de sjove, fjollede, svære ting, der var hændt under adskillelsen.
Virkeligheden var noget mere dansk. Han fik øje på Signe ved udgangen. Der stod hun men det var ikke Signe, det var én, der lignede hende lidt på længden. Han tøvede, blinkede, men det kolde sug fyldte ham.
Simon! Ej, hvor har jeg savnet dig! Signe sprang hen mod ham for at kramme, men han tog et skridt baglæns. Hendes smil mistede pusten, blikket blev først forvirret, så såret, armene stod hjælpeløst slapt. Hun frøs og prøvede at fange øjenkontakt.
Hvad foregår der? Det er jo mig! Er mit surprise virkelig så vildt, at du dåner? hendes stemme dirrede af både håb og frygt. Hun skubbede en platinblond tot tilbage bag øret som for at lokke Simon tilbage.
Jeg kan ikke kende min kæreste, konstaterede Simon, afmålt, som om han talte om vejrudsigten. Stemmen var hul. Han følte et uopdriveligt raseri og skuffelse. Er du syg? Eller bare blevet sindssyg? Hvor er dit flotte hår? Din naturlige figur? Du var jo så smuk og dig selv.
Skal det forstås som tyk? Signe stak læberne endnu mere ud i surmule-stil. Små tårer samlede sig i øjenkrogen, hun knyttede og åbnede hænderne, prøvede at tage sig sammen. Hendes veninder, der stod i kø på den anden side, kunne ikke dy sig de fniste. Det gjorde ondt på Signe, hun sendte dem et lynhurtigt, bebrejdende blik, men de så bare ud, som om de kiggede på uret.
Kom nu, lad være med at pakke det ind. Jeg kender mig selv, jeg havde ladet mig selv stikke lidt af i den forkerte retning, sagde Signe, prøvede at lyde selvsikker, men stemmen knækkede alligevel. Men nu kan du være stolt af at gå med mig. Se, jeg er smart og moderne! Er det ikke meget bedre end før?
Hvem siger, jeg overhovedet gider gå med dig ud igen? Simons stemme blev hårdere, skuffelsen dryppede ud af ordene. Du var en flot pige, og nu nu er du ikke til at kende. Jeg elskede dig, som du var hvorfor spurgte du ikke? Vi talte da altid om alt sammen. Hvorfor skulle du gemme det her for mig?
Ehrm, Simon, slap nu lidt af, Signe kunne jo ramme forsiden af Alt for Damerne! indskød en af veninderne bagest i flokken og klappede Signe betydningsfuldt på skulderen, nærmest som en OL-medalje. Du skulle vide hvor mange mænd, der lægger an på hende nu! Og du bør da være mega stolt, hun gjorde det jo for DIN skyld!
Simon snerrede og vendte sig.
Nej! Ikke for min skyld for hendes egen eller for jeres! Han stirrede på Signe med tårer og raseri i blikket. Lad nu være med at gøre mig til skurken i det her cirkus!
Han tog et skridt tættere på Signe, stemmen helt lav, og smerten så tydelig, at Frederikke gispede.
Signe, sagde han stille, du ved godt, hvad jeg mener om det her. Jeg har altid elsket det naturlige, det ægte Det, du har gjort ved dig selv, det er ikke dén, jeg elsker. Du var smuk, præcis som du var. Nu nu ser det hele kunstigt ud, Du er ikke dig selv længere.
Simon holdt en pause, kørte hånden gennem håret.
De seneste måneder har jeg kun tænkt på én ting: at komme hjem og fri til dig. Jeg havde endda købt en ring. Jeg ville have, vi blev familie Men nu? Jeg kan ikke bo sammen med en Barbie-dukke.
Signe blev bleg som en svensk sommerdag. Tårerne trillede uhæmmet. Hun prøvede at sige noget, men stemmen forsvandt, hænderne slap og faldt ned. Hun forsøgte at række ud efter Simon som om hun kunne nå at forklare det hele.
Simon, vent! fik hun endelig stønnet frem, stemmen helt ru. Jeg ville bare gøre dig glad Jeg troede, det var det rigtige.
Men Simon var allerede på vej væk. Han gik med hastige skridt, kiggede ikke tilbage, der stormede et ragnarok af følelser rundt i ham.
Signe prøvede at råbe ham op, men veninderne holdt hende tilbage.
Slap af! sagde én og lagde armen om Signe. Han laver bare drama, kommer pludselig tilbage og beder om tilgivelse.
Helt enig, tilføjede en anden og puffede håret bag øret. Der er masser, der vil ham, hvis han ikke opfører sig ordentligt. Du er skide lækker du skal nok finde én, der sætter pris på det!
Men deres ord prellede af, som regn på en regnfrakke. Signe stod bare og græd, kiggede efter Simon, til han var væk. Hun følte kun tomhed hun havde prøvet at blive bedre, men havde mistet det, der betød noget.
Jeg havde faktisk tænkt mig at fri, afsluttede Simon beretningen dystert. Han skjulte ansigtet i hænderne, skuldrene rystede. Jeg havde det hele planlagt Hvordan hun ville smile, springe i armene på mig. Nu han tog sig sammen, stemmen knækkede. Jeg kunne slet ikke kende hende.
Han tav kort, så op med det der tomme blik:
Hvorfor er I piger altid så utilfredse med jer selv? Jeg roste Signe hver dag. Elskede hende med alt, hvad hun var. Og hun smed det hele væk for at please nogle ligegyldige veninder.
Og det værste er, Simon fjernede hænderne, tårerne glimtede, men han tørrede dem hurtigt væk, knoerne knyttet det var jo veninden, der satte det hele i gang. Jeg er næsten sikker på, hun ville ødelægge os med vilje.
Hvorfor tror du det? Frederikke lænede sig frem og rørte ved hans arm. Hun havde aldrig set Simon sådan før; normalt var han den sjove, selvsikre fyr med hurtige come backs, nu sad han bare sammenkrøllet.
Hun sagde det nærmest! Simons stemme hakkede, blodåren på halsen dunkede. Hun dukkede op hjemme hos mig, sagde “Jeg er smukkere end Signe, og helt naturlig vælg mig!” Jeg var ved at smide hende ud over altanen! Han slog hånden i armlænet og fnøs.
Simon knugede tænderne sammen, pustede tungt ud og lænede sig tilbage.
Og det mest klamme var, nu mindre vred, at hun troede, jeg straks ville springe i armene på hende. Som om jeg bare havde ventet på at slippe af med Signe. Men jeg elskede Signe. Det gør bare så ondt, at hun lod nogen mase sine skøre idéer ind i hovedet på hende.
Frederikke sagde ingenting, hørte bare på ham. Hun kunne se, hvor hårdt det var for ham at indrømme, at hans drømmeforhold var blevet smadret af usikkerhed og misundelse. Hun havde lyst til at hjælpe ham, men vidste ikke helt hvad hun skulle sige.
Hvad nu? Har du prøvet at tale med hende? Der er jo måske en vej tilbage, hvis man vil, Frederikke prøvede forsigtigt at røre hans skulder og sendte ham et blødt blik.
Hun elsker sit nye look, har sagt, hun ikke ændrer noget. Simon smilede bittert, uden afslappethed. Han gned sig i ansigtet. Hun ringede til mig og sagde, at jeg ikke har ret til at droppe hende nu ikke efter hun havde ventet på mig et halvt år! Simon sank sammen i sofaen, slappede helt af som om tyngden havde knækket ham. Jeg elsker hende endnu, jeg savner hende, men hun findes ikke længere, min Signe. Nu er der bare ja, en anden.
Frederikke trykkede hans hånd. Varmen var nok det eneste, der rakte lige nu.
Hun kunne se, hvor han kæmpede med det hele hans hænder rystede, vejrtrækningen var tung, skuldrene småsnøftede.
Ved du hvad, sagde han pludselig, blikket fjernt: Engang gik vi i Søndermarken om efteråret, hun lo, og hun fik altid slået sin hætte ned, og jeg satte den på igen. Hun sagde: “Simon, jeg håber, det altid kan være sådan.” Og jeg sagde: “Det lover jeg, skat.” Og jeg mente det.
Han faldt stille hen, dyb indånding, tårerne pressede sig på. Frederikke måtte selv sluge noget i halsen, for det var så uretfærdigt.
Og nu? Simon så op, øjnene badede i fortvivlelse. Nu ser hun en lækker pige i spejlet, men jeg ser en fremmed. Hvordan gik det så galt på seks måneder? Hvorfor snakkede vi ikke om det, før det var for sent?
Nu kunne han ikke mere tårerne kom, han lod dem bare trille og sad foroverbøjet, som et barn der mister noget uerstatteligt.
Frederikke flyttede tættere hen, lagde armen forsigtigt om ham.
Simon, sagde hun blødt, og stemmen vaklede lidt det er ikke din skyld. Du elskede hende, bakkede hende op Det her er ikke dig, men måske andres dumhed eller misundelse. Du må ikke tage det på dig.
Simon så op, røde øjne, fortabt.
Hvad hvis jeg tog fejl? hviskede han. Hvad hvis jeg ikke skulle have trukket mig, men vist mere forståelse? Måske blev hun bange for, at jeg ville forlade hende, og så gik det galt.
Han kæmpede med håb, vrede, kærlighed og afmagt på én gang. Han ledte stadig efter sin Signe hende, der lavede små glade ansigter på duggede ruder, der drak varm kakao med skum, og grinede af hans dårligste jokes.
Frederikke klemte hans hånd, så ham i øjnene:
Du må godt mærke, hvordan du har det, Simon. Du behøver ikke presse dig selv til at elske nogen, du ikke længere genkender. Men hvis du tror, der stadig er noget tilbage, så prøv at tage en snak. Ikke kun for hende men for alt det I byggede sammen. For kærligheden i dit hjerte. Tal sammen, fortæl hvad I hver især følte. Så må fremtiden vise, hvad den bringer.
Simon nikkede, tørrede øjnene og kiggede ud: Regnen var stoppet, og solen listede sig frem med lidt guld i skyerne. Han lænede sig tilbage, observerede lysstriberne som om han ventede et tegn.
Måske har du ret, sagde han sagte. Men lige nu har jeg bare brug for lidt tid. Tid til at mærke efter. Jeg kan ikke bare give slip, men jeg vil heller ikke miste det, der engang var vigtigst for migEt øjeblik sad de bare, uden ord, kun med tyngden i rummet og det svage glimt af lys. Frederikke betragtede sin ven, mærkede den skrøbelige, men ægte kærlighed, som stadig boede i ham lige dele sorg og håb. Hun vidste, at verden sjældent går, som man vil, og hun gik ud i køkkenet, lavede te, fyldte småkager i en skål, som for at sige: Man kan ikke lappe alt, men man kan holde hinanden ud, mens regnen stilner af.
Simon sad længe i tavshed, mens koppen blev lun i hans hænder. Sneglede tanker blev langsomt til levende minder om den gamle Signe, om latteren og de stille stunder. Han forstod, at det kun var ham selv, han kunne styre. At kærligheden havde været ægte, hans sorg det samme, men nu måtte han lære at give slip ikke kun på Signe, men på forestillingen om, at tingene for evigt kunne være, som de altid havde været.
Langsomt gled skuldrene ned. Simon rettede sig, trak vejret helt ned i maven og smilede et lille, sorgfuldt, men sandt smil. Han vendte blikket mod Frederikke, hvis øjne var varme og åbne.
Tak, sagde han, og lagde hånden på hendes. For at lytte. For at holde mig sammen, når jeg var ved at gå i stykker.
Frederikke svarede med et smil, og sammen sad de og tømte tekoppen, mens resten af dagen listede sig rundt om dem, og vinden bar duften af våd jord ind gennem vinduet.
Udenfor var skyerne brudt op. Regndråberne sad tilbage som diamanter i græsset, og et spædt lys faldt ind i stuen. Simon så ud og mærkede, hvordan håbet begyndte at vise sig måske kun som en skygge, men alligevel der. Han vidste, at kærlighed aldrig ville være simpel, og at sorg tager tid. At nogle gange kan man elske, miste og stadig overleve.
Og dybt inde vidste han også, at ægte skønhed ikke findes i forvandling, men i lyset mellem to mennesker, der tør være sig selv. Even if it hurts.
Og mens han sad der, lod han sig for første gang forestille sig fremtiden ikke med bitterhed, men med en forsigtig tro på, at noget nyt, og måske endnu smukkere, lå foran ham.
