Ved du hvad, jeg tænkte på den historie om Tamara og hele det forløb, der skete, da Serges søster døde. Altså, Serge måtte jo tage til en landsby på Fyn for at begrave sin søster, for hun var helt alene der. Tamara, hans kone, kunne ikke tage med, hendes helbred var ikke godt nok, så hun blev hjemme i deres lejlighed i Vejle og fik det hele gjort klar inden Serge kom hjem. Hun lavede kartoffelmos og hakkebøffer og dækkede pænt op. Serge kom ind i køkkenet lige mens maden var klar, men han var helt stille og kiggede mærkeligt på Tamara. Hvad er det? spurgte hun, for det var mærkeligt, og så sagde han pludselig: Jeg er ikke kommet alene hjem. Tamara blev helt forundret og spurgte: Hvem har du taget med?
Nå, Tamara Olesen lå tit og så op på loftet og tænkte over sit liv, især de sidste tre år. Dengang hun stadig havde Serge, han var lige fyldt toogtres. Hans søster ude på Fyn døde, og Serge tog derud for at ordne begravelsen. Da han så kom tilbage efter begravelsen, så kom han hjem med en tynd, lille pige og sagde:
Tamara, det her er min søsters barnebarn. Hun hedder Trine.
Tamara sendte hende et strengt blik og så lidt surt på Serge, men hun sagde alligevel: Kom ind, Trine! Jeg dækker straks op.
Tamara havde som sagt forudset, at Serge ville komme hjem den dag, så alt var klar. Der stod kartoffelmos og hakkebøffer på bordet.
Kom, Trine! Sæt dig og spis! forsøgte Tamara, så blidt hun nu kunne.
Trine begyndte at spise, og Tamara sendte Serge et nik de gik så ind i soveværelset for at snakke hurtigt alene.
Hvad er nu alt det her, Serge? hviskede hun bag døren.
Tamara, hun har jo ingen andre, sagde han lavt. Lad hende blive her hos os.
Men hvad med din niece? spurgte Tamara.
Hun kom slet ikke forbi til begravelsen. Min søster opfostrede Trine alene, siden hun var tre år. Serge sukkede tungt. Nu er der ingen tilbage til hende.
Vi er jo pensionister… heller ikke rigtigt raske nogen af os. Tamara kiggede mod døren. Hvor gammel er hun?
Tolv.
Så skal vi passe hende til hun er mindst enogtyve.
Vi kan få lidt støtte sælge min søsters hus engang, hun havde jo ikke så meget, men lidt penge har vi selv, og Anna og Bo kan hjælpe, hvis det kniber. De er jo vores børn.
De har nu også deres. Deres unge går jo efterhånden alle sammen i skole, og om fem år begynder de nok med kærester og gift og alt det så er de voksne. Vi havde jo ellers tænkt slet at støtte dem lidt.
Men Trine er også min søsters barnebarn.
Hun er ikke i familie med mig, sagde Tamara, men så grinede hun lidt og sagde: Nå, kom maden bliver kold!
Trine så helt bange ud, da Tamara og Serge kom ind i køkkenet igen, og hun havde tydeligvis forstået lidt af, hvad de snakkede om. Hun rejste sig og sagde:
Bedstemor Tamara, du må ikke smide mig ud! Jeg har ikke andre end dig og bedstefar. Jeg skal nok hjælpe jer.
Det er i orden, du kan blive!
Der gik et år, og så gik også Serge bort. Børnene, Anna og Bo, kom for at tage afsked og bagefter talte de længe med deres mor. Trine forstod det vist og smuttede ind til naboen. Hun vidste godt, det var alvor nu.
Mor, hvorfor har du stadig Trine boende? spurgte Anna.
Det er Serges slægt. Og hun har ingen andre, svarede Tamara med tårer i øjnene.
Skal vi ikke anbringe hende på et børnehjem? spurgte Anna. Du er jo ikke ung mere. Skal du virkelig have det på halsen nu?
Jeg har kun hende tilbage. I kommer jo sjældnere og sjældnere forbi, og mit helbred er ikke det bedste. Men det er rart at have nogen tæt på, sagde Tamara, igen med tårer i øjnene.
Det kan hun jo have ret i, sagde Bo og lagde en hånd på søsterens skulder. Mor har brug for selskab. Lad Trine blive hos hende.
De blev et par dage mere og så tog de hjem til deres eget de havde jo også selv børn, der skulle passes.
Så stod Tamara alene med den fremmede niece. Trine var en god pige, selv om hun kun lige var blevet tretten. Hun hjalp Tamara med stort set alt.
Men Tamara fik det værre. Endnu en gang kom Anna og Bo forbi.
Jeg har det virkelig skidt efterhånden, sagde Tamara næste dag. Heldigvis er Trine her. Jeg vil gerne have, hun overtager lejligheden, når jeg ikke er mere.
Hvad siger du, mor? udbrød Anna ophidset. Du har seks børnebørn min Rikke er fjorten og Bos datter, Mathilde, er femten. De bliver voksne lige om lidt.
De viser nu ingen interesse for at hjælpe deres gamle mormor.
Nu er det også sommerferie jeg ringer til dem, så kan de bo hos dig hele sommeren.
Efter tre dage kom barnebørnene faktisk, og forældrene tog hjem. Trine måtte igen trække ind hos naboen. Heldigvis, de var venlige.
Mathilde og Rikke fandt sig hurtigt til rette og var bare glade for at slippe for forældrene. Men allerede første aften kom de sent hjem fra byen, og Tamara lå i sengen og kunne ikke selv komme på toilettet. Da hun bad pigerne hjælpe, trak de på skuldrene, men gjorde det alligevel.
I løbet af natten måtte Tamara bede flere gange om et glas vand det var nærmest modvilligt, de hjalp. Da hun skulle på toilettet igen, blev de uvenner over, hvem der skulle hjælpe.
Om morgenen skulle der laves mad, og Tamara blev sat til køkkenet. Det var ikke længe, før pigerne blev trætte af at hjælpe, og da Tamara bad dem hjælpe hende i bad, så pakkede de deres ting og ringede hjem. Dagen efter tog de hjem igen.
Så var det igen Tamara og niecen, der stod alene. Med nød og næppe kunne Tamara klare sig selv. Trine var nu 15, gik i 9. klasse, lavede lektier og holdt lejligheden ren og passede Tamara hver dag.
Tamara begyndte at tænke mere og mere: Tænk, hun er ikke engang rigtigt min familie, men hun forlader mig aldrig og passer mig. Måske har hun heller ingen steder at gå, men alligevel jeg må sikre, hun får lejligheden.
Hun tog sig sammen, fandt telefonen en hun havde fået af Serge til hendes 60-års fødselsdag og ringede til en notar. Dagen efter kom han og ordnede papirerne.
Så ringede Tamara til Anna og Bo for at sige, at hun havde skrevet lejligheden over på Trine. De var der dagen efter den store treværelses i et lækkert kvarter midt i Vejle.
Mor, var det nu nødvendigt? sagde Anna straks. Kom dog hjem til os. Du kan bo skiftevis hos mig og Bo, og så kan vi sælge lejligheden.
Hvad så med Trine?
Vi kan jo finde et sted til hende hun har jo ingen ret på lejligheden. Dine egne børnebørn vil gerne hjælpe.
De har vist, hvordan de hjælper. Og jeg har det bedst med Trine. Jeg har ikke lyst til at flytte rundt som et møbel.
Bo, det er måske bedst for alle, sagde Anna. Bo nikkede. Mor har det godt her og det er det vigtigste.
De blev en kort stund, men da de tog hjem igen, kom Trine straks tilbage fra naboen.
Bedstemor, hvorfor var onkel Bo og tante Anna lige pludselig på besøg?
Bare for at sige hej, sagde Tamara og smilede. Kom og sæt dig, jeg har noget til dig.
Du er så hemmelighedsfuld, bedstemor.
Hent mappen den ligger på kommoden.
Trine hentede mappen og satte sig ved siden af hende.
Se, jeg har skrevet lejligheden over på dig. Papirerne ligger i mappen.
Men bedstemor, hvorfor? Jeg er jo ikke rigtigt din familie.
Kæreste, du er mit et og alt. Bare du aldrig forlader mig.
Hvad snakker du om, bedstemor? Jeg har jo heller ikke nogen, der er vigtigere end dig.Tamara lagde sin hånd over Trines og trak hende nærmere, så de to sad tæt sammen i den gamle sofa, som havde stået i stuen siden Serge byggede hylder til bøgerne langs væggene. Udenfor begyndte det at småregne, så de kunne høre dråberne ramme ruden, sådan som de plejede at gøre, når alt føltes trygt og velkendt.
Du og jeg, Trine, hviskede Tamara, vi er ikke sådan nogle, folk regner med hører sammen. Men der er ingen, der kender vores historie. Og hvis du en dag vil fortælle den, så gør du det. Men husk, det vigtigste er ikke blod. Det er tid. Tid, man deler, og kys på panden midt om natten.
Trine smilte og klemte Tameras hånd. Jeg forlader dig aldrig.
Da mørket faldt på, skubbede Trine den gamle gyngestol tættere på sofaen og satte sig med strikketøjet, mens Tamara hvilede hovedet mod hendes skulder. Dråberne på vinduet lød som små hjertebank, og lyset fra køkkenet lyste blidt ind over dem.
I det øjeblik, hvor verden føltes stor og tom, var de to sammen. Tamara faldt langsomt i søvn med et lille smil, tryg i visheden om, at kærlighed ikke behøver nogen anden forklaring end det liv, man vælger at leve sammen. Det var ikke familien, Tamara havde ventet eller ønsket men det var den familie, hun havde fået. Og det var nok.
Da natten blev dybere, og kun Trine var vågen, tænkte hun: Jeg bærer dig i hjertet, bedstemor. Lige så stille som regnen på ruden. Jeg bliver her, altid.
Og sådan sluttede alting ikke med tab, men med et hjem.
