Ensom tilbage
Udenfor var skumringen ved at sænke sig over København, men moren kom stadig ikke hjem. Signe, som sad i sin kørestol, kørte hen til bordet, tog mobilen og prøvede at ringe til sin mor.
“Telefonen er slukket eller uden for rækkevidde,” lød en fremmed, mekanisk stemme.
Forvirret kiggede pigen længe på mobilen, huskede så at saldoen var lav, og slukkede for at spare på de sidste kroner.
Mor var gået ned til Netto for at handle, men hun plejede aldrig at være væk så længe. Signe, som var en barndomsramt kørestolsbruger, havde ingen andre end sin mor. Ingen fædre, ingen bedsteforældre, kun dem to. Signe var syv år, og hun var ikke bange for at være alene, for mor fortalte altid, hvor hun gik hen og hvornår, hun kom tilbage. Men nu var alt anderledes, og Signe kunne slet ikke forstå, hvad der var sket:
“Hun gik i dag til det andet supermarked, fordi det er billigere. Vi plejer at tage dertil sammen, selvom der ikke er så langt – en time frem og tilbage. Men nu er der gået fire timer.” Hun så på uret. “Jeg er sulten.”
Signe kørte sin kørestol ud i køkkenet. Hun satte vand over til te og tog en frikadelle fra køleskabet. Hun spiste og drak sin te.
Moren kom stadig ikke hjem. Til sidst kunne Signe ikke holde spændingen ud længere, tog mobilen og ringede igen:
“Telefonen er slukket eller uden for rækkevidde,” lød stemmen endnu engang.
Signe trak sig tilbage til sengen, mobiltelefonen under puden. Hun slukkede ikke lyset. Uden mor var hun bange.
Hun lå søvnløs længe, men til sidst faldt hun i søvn.
***
Hun vågnede, da morgensolen tittede ind. Morens seng var stadig redt og tom.
– Mor! råbte hun med stemme, der rungede tomt i lejligheden.
Ingen svarede. Hun prøvede at ringe igen. Samme stemme svarede.
Skrækken krøb ind under huden, tårerne begyndte at løbe.
***
Christian var på vej hjem fra bageren, hvor han hver morgen købte frisk wienerbrød. Han og hans mor havde deres morgenritual: hun lavede kaffen, han gik efter brødet.
Han var blevet tredive og var stadig alene. Ingen kærester havde nogensinde haft øje for ham han var hverken smuk eller stærk. Sygdom havde fulgt ham fra fødslen, hans mor havde kæmpet for et bedre liv og prøvede at få skrabet penge sammen til behandlinger. Da lægerne fortalte, at han aldrig ville få børn, havde han for længst forliget sig med tanken om at blive alene.
Et knust mobiltelefonhus dukkede frem mellem græs og afklippet hæk. Elektronik var hans passion og levevej han arbejdede som programmør og bloggede om teknik. Selvom han havde de nyeste gadgets, kunne han ikke lade være med at samle den ødelagte mobil op og putte den i lommen.
“Måske er der sket noget fælt. Jeg må se på det hjemme,” tænkte han.
***
Efter morgenmaden pillede han simkortet ud af det smadrede cover og satte det i én af sine egne mobilenheder. Alle kontaktene var til læger, kommune og hospital, men øverst stod “datter”.
Han tøvede et øjeblik og ringede så:
– Mor! lød et barnligt og jublende råb.
– Det er ikke din mor, svarede Christian forlegent.
– Hvor er mor?
– Jeg ved det ikke. Jeg fandt bare denne ødelagte mobil og satte simkortet ind for at ringe.
– Min mor er væk, græd stemmen. Hun gik i supermarkedet i går og er aldrig kommet hjem.
– Har du ikke en far, bedsteforældre?
– Nej. Jeg har kun min mor.
– Hvad er dit navn? spurgte Christian, der fornemmede, han var nødt til at hjælpe.
– Signe.
– Jeg hedder onkel Christian. Signe, kan du gå ud og bede naboerne om hjælp?
– Jeg kan ikke gå. Mine ben duer ikke. Og naboen bor der ikke nogen.
– Vent, hvad mener du du kan ikke gå?
– Jeg har altid været sådan. Mor siger, at vi skal spare penge, så jeg kan blive opereret engang.
– Hvordan kommer du rundt?
– Med min kørestol.
– Signe, kender du din adresse? spurgte Christian.
– Ja, det er Frederiksberg Allé 32, lejlighed 13.
– Jeg kommer så hurtigt, jeg kan, og vi skal nok finde din mor, lovede Christian og lagde på.
Christian gik ind til sin mor, Birthe:
– Mor, noget underligt er sket. Jeg har fundet en ødelagt mobil, satte simkortet i, ringede og i den anden ende var en lille pige helt alene derhjemme. Hun sidder i kørestol og har ingen andre. Hun gav mig adressen. Jeg tager derhen.
– Jeg tager med, sagde Birthe uden tøven.
Birthe havde også været alenemor til en syg søn. Hun forstod smerten hos en mor, der kæmper for sit barn. Nu var Birthe på folkepension, og Christian tjente jo godt. De bestilte en taxa og skyndte sig afsted.
***
De ringede på døren.
– Hvem er det? lød der sløvt gennem dørtelefonen.
– Signe, det er Christian.
– Kom ind!
De gik op. Døren stod allerede på klem. En spinkel pige i kørestol kiggede sørgmodigt op på dem.
– Finder I min mor? spurgte hun lavmælt.
– Hvad hedder hun? spurgte Christian hurtigt.
– Gitte.
– Og efternavn?
– Jensen.
– Vent lidt, Christian, sagde Birthe blidt og spurgte Signe: – Er du sulten?
– Ja. Jeg spiste den sidste frikadelle i går.
– Christian, løb lige over efter indkøbslisten, vi plejer.
– Ja, mor! Christian forsvandt med det samme.
***
Da han kom tilbage, havde Birthe allerede gang i køkkenet. Hun bredte varer ud på køkkenbordet og dækkede op.
Efter spisningen gik Christian i gang med at lede efter Gitte. Han åbnede byens opslagsside på computeren og scrollede gennem gårsdagens hændelser.
“Bilulykke på Strandboulevarden. Kvinde kørt ned, indlagt i kritisk tilstand på Rigshospitalet,” læste han.
Christian greb mobilen og ringede. Tredje gang blev der svaret.
– Ja, vi fik i går indbragt en kvinde fra Strandboulevarden. Hun er fortsat i koma. Hvilket navn leder De efter?
– Hun havde hverken ID eller mobil på sig. Er du pårørende?
– Det kan jeg ikke sige endnu
– Kom forbi Rigshospitalet
Christian lagde på og vendte sig mod Signe:
– Har du et billede af din mor?
– Ja, hun rullede hen til skuffen og fandt et fotoalbum frem. Her er vi sammen.
– Hun er meget køn.
Han tog et billede med mobilen. Jeg tager ud og leder efter din mor.
***
Hun slog øjnene op. Det hvide loft på stuen, lyset var skarpt. Flimrende billeder af en bil, der suste lige imod hende.
Hun rummede sig for at bevæge kroppen men alt gjorde ondt. En sygeplejerske kom hen og spurgte lavt:
– Er du vågen nu?
Gitte spærrede øjnene op og skreg hæst:
– Hvor længe har jeg ligget her?
– To dage.
– Men min datter er alene derhjemme!
– Gitte, bliv rolig. Der kom i går en ung mand for at spørge efter dig. Han sagde, din mobil var blevet kørt over. Han har lagt den telefon, han brugte, til dig.
– Må jeg ringe til min datter?
– Selvfølgelig.
Sygeplejersken tastede på telefonen, trykkede “datter” og satte den til øret på Gitte.
– Mor! lød det lille råb straks.
– Signe, åh mit barn, hvordan har du det?
– Alt er godt! Birthe og onkel Christian passer på mig.
– Hvem er onkel Christian?
– Du skal ikke bekymre dig, lød en rolig fremmed stemme. Jeg fandt din mobil og har hjulpet Signe. Jeg hedder Birthe, og jeg bliver hos din datter, til du er hjemme igen. Her, tal med Signe.
– Mor, bliv rask hurtigt! hviskede Signes stemme i røret.
– Lyt nu til “bedste Birthe”, lød Gittes stemme, næsten som et klamrende håb.
– Telefonen skal slukkes nu, lød sygeplejerskens stemme.
***
Næste dag blev Gitte flyttet til en fællesstue. Om aftenen stak sygeplejersken hovedet ind.
– Jensen, du har besøg.
En ranglet, ikke specielt pæn mand kom ind.
– Hej, Gitte. Jeg hedder Christian, sagde han. Min mor har sendt den her pakke til dig med mig.
– Christian jeg ved knap, hvem du er, hviskede Gitte forvirret.
– Jeg fandt din knuste telefon. Satte simkortet i min egen, ringede til din datter og fandt dig her.
– Hvordan har Signe det?
– Vent, jeg finder din datter.
Han tændte den lånte mobil. På skærmen dukkede Signes ansigt op:
– Mor! Gør det ondt?
– Nej, ikke mere. Hvordan går det hjemme?
– Birthe kommer hver dag, svarede Signe stolt.
Gitte lagde telefonen fra sig, rørte, og sagde lavt:
– Nu skylder jeg jer alt.
– Nej, nu starter vi bare forfra, sagde Christian og smilede. Og så kan vi lige så godt sige du og jeg til hinanden.
– Tak, Christian.
– Jeg viser dig lige, hvordan mobilen virker.
***
To uger senere. Mandens forsikringsselskab bankede på hospitalet og efterlod 150.000 kroner i erstatning.
Allerede dagen efter blev Gitte udskrevet. Christian hentede hende hjem til lejligheden.
– Mor! jublede Signe, så det gjaldede. Hun var ved at sprænges af glæde, nær havde hun sprunget ud af kørestolen. Gitte satte sig tæt, knugede hende ind til sig og græd af lykke.
Så gik hun hen til Birthe:
– Birthe, du har reddet os. Tag disse penge det er alt, jeg kan give.
– Nej, Gitte, svarede Birthe strengt. Christian og jeg skal ikke mangle noget, men Signe skal have en chance for at gå. Christian har allerede talt med hospitalet.
– Mor! udbrød Signe strålende. Christian siger, vi skal på hospitalet, og de vil gøre mine ben stærke.
***
To uger på klinik på Frederiksberg, skruer og operationer. Inden længe ventede flere behandlinger endnu en om tre måneder, igen om et år. Om tre år og tre operationer og hård genoptræning, så de lægerne, ville Signe kunne gå.
Indtil da var stolen Signes ven, og skruerne gjorde det hele besværligt.
Men skæbnen var ikke færdig med at teste den lille familie. Birthe fik hjerteanfald. Hun blev indlagt, og Gitte tilbragte tre nætter med at våge ved sengen. Hjemme lavede hun mad. Om natten passede Christian Signe.
På fjerde dagen, da Birthe var mere ved bevidsthed, så hun på Gitte og sagde sagte:
– Min pige, jeg mærker, min tid er ved at være ovre. Du må gifte dig med Christian. Han er god nok. Sammen får I Signe på benene.
– Birthe ville han virkelig have mig?
– Ja, svarede Birthe med et svagt smil. Han vil. Det ved jeg.
***
En ældre kvinde holdt en pige i hånden. Hun bar skoletaske og blomsterbukket, gik usikkert, men rank. Hun var høj i forhold til sine klassekammerater. Men for første gang på sine egne ben skulle Signe i skole direkte ind i 4. klasse. De første tre år havde hun modtaget fjernundervisning. Nu gik hun rank og stolt.
– Bedste, jeg er lidt bange, hviskede Signe.
– Du er ti år nu! Og se der kommer dine forældre også.
– Hvorfor så trist? spurgte Gitte.
– Tog lidt mod til skole, sagde Birthe.
– Kom så, tag min hånd, sagde Christian. Nu går vi sammen.
– Med dig, far, er intet farligt, lo Signe.
Sådan gik de fornøjede sammen mod skoleporten, og bag dem fulgte mor og bedstemor, fyldt med lykke og håb.
