22. april
I dag kan jeg mærke, hvor lidt ydre ting egentlig betyder, selv om det ofte føles som om, hele Danmark drejer sig om mærker og mode. Oplevelsen fra i går sidder stadig i mig, og jeg vil skrive det ned, for ikke at glemme pointen.
Det skete til en lukket velgørenhedsgalla på Hotel DAngleterre i hjertet af København. Krystallysekronerne glitrede, og der blev drukket dyr rødvin fra Bourgogne. Linea stod midt i gyldent skær, hendes guldglitrende kjole næsten lige så blændende som hendes latter. Ved hendes side stod Frederik, latteren klang, mens de lo og så på de andre gæster. Men pludselig blev stemningen mærkbart anderledes.
En ung kvinde kom ind ad døren. Hun hed Sofie. Hendes beige frakke var tydeligt slidt, og flade sko gjorde hende ikke til noget blikfang. Jeg kunne se, hvordan Linea straks rynkede på næsen. Hun blokerede nærmest indgangen for Sofie og lod blikket hvile, med åbenlys skepsis, på frakken og skoene. Frederik bøjede sig over mod Linea og sagde med så høj en hvisken, at alle omkring dem kunne høre det:
Mon rengøringspersonalet har glemt, hvor personaledøren er i dag?
Linea tog et skridt frem, sendte Sofie et overbærende smil og sagde, nærmest teatralsk:
Søde ven, suppekøkkenet ligger altså et par gader væk. Du ødelægger hele atmosfæren for min aften.
Men Sofie vek ikke med blikket. Hun stod rank og kiggede direkte på Linea, hendes stilhed var stærkere end al den rigdom og glitter i salen.
Så dukkede hr. Madsen pludselig op, fondens velkendte direktør med sit grå hår, mørkeblå jakkesæt og urokkelige ro. Han tog ingen notits af Linea og Frederik, selvom de åbenlyst forventede en hilsen. I stedet gik han direkte hen til Sofie, bøjede hovedet let og sagde med respekt i stemmen:
Fru Brogaard! Undskyld, at vi ikke var klar før Deres privatfly ankom. Aftalen om opkøb af holdingselskabet ligger klar til Deres underskrift.
Jeg så Linea stivne, munden åben og det fine vinglas smutte ud af hendes hånd. Tusindkroneseddel-farvet vin flød ud over marmorgulvet.
Sofie tog roligt imod pen og papir, og uden at tage frakken af, skrev hun sin signatur med sikker hånd.
Med ryggen rank vendte hun sig så mod Linea og sagde, ikke højt men knivskarpt:
For resten, Linea dette er ikke længere din fest. Jeg har netop købt både denne bygning og din mands firma. Din æstetik passer ikke længere ind. Vagt, vil De være så venlig at følge disse gæster ud?
Og dér stod Linea og Frederik, mundlamme og uforstående, mens de rolige securityfolk venligt, men bestemt, viste dem ud.
Moralen? Døm aldrig nogen på deres tøj. Under en gammel frakke kan skjule sig det menneske, der sidder med din skæbne i hånden i morgen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde før har set så meget overfladisk arrogance har du? Del gerne, hvis du har prøvet noget lignende.
