Mor sad med hende i armene, kyssede hende og tænkte: “Mon hvem hun ligner?” Hun sukkede. Vennerne var også forundrede og spurgte nysgerrigt det samme. Måske var det nogen af Viktors venner, der havde fået ham fyldt med tvivl, måske havde moren selv bemærket noget forkert, eller også var det Viktor, der begyndte at tvivle på sin kones trofasthed, men en dag kom han hjem fra arbejde og var tydeligt utilfreds.
Viktor, hvad gør vi nu? Det er alligevel tidligt. Karen bliver snart tre, har lige smidt bleen. Jeg har dårligt haft tid til at hvile. Fra én barsel til en ny, sagde Mette og så ked ud af det. Karen er stadig lille og vil gerne op på armen. Hvordan skal jeg kunne bære hende rundt med maven vokser?
Vi bliver fire, og det er kun dig, der arbejder. Måske skulle vi vente med barn nummer to? spurgte hun forsigtigt, men blev lidt forskrækket over, hvad hun havde sagt.
Hvad har du gang i? Drop det, Viktor så strengt på hende. Undskyld, det er min skyld, men vi skal nok klare det, sagde han lidt mildere. Jeg finder et ekstra job.
Hvis det bliver en pige, er der ikke noget problem. Karen har efterladt masser af tøj. Vi behøver ikke engang købe en ny barnevogn. De får ikke ret meget aldersforskel og kommer til at have glæde af hinanden. Og hvis det bliver en dreng Viktor holdt en kort pause. Så må jeg søge om større lejlighed, smilte han til Mette.
Sådan traf de beslutningen. Karen var Mettes øjesten, en længe ventet førstefødt, som hun forkælede så meget hun kunne. Hun nægtede sig ikke fornøjelsen af at tage hende op, kramme og kysse hende også da maven begyndte at bule.
Inderst inde håbede hun næsten, at det ikke ville lykkes at gennemføre nummer to, der meldte sin ankomst så hurtigt, men hun turde ikke indrømme det over for sig selv.
Men skæbnen ville det anderledes. Alt gik let, og til termin kom endnu en pige til Thomsens familie.
Da sygeplejersken første gang bragte hende til amning, blev Mette lidt forvirret over det lyse dun på den lilles isse. Mette og Viktor var begge mørkhårede.
Karen var også født kulsorthåret, men hendes hår blev senere lidt lysere. Måske ville denne her være modsat, tænkte Mette, blive mørkere med tiden.
Lyseblå øjne og næsten hvid hud fik enhver til at beundre hende. De spekulerede ikke længe over navnet, de kaldte hende Gurli. Et sjældent navn, men nu havde søstrene samme forbogstav. Forældrene syntes, det sagde dem noget særligt.
Ingen kunne forstå, hvordan der kunne komme to så forskellige piger i én og samme familie. Hun lignede hverken sin søster eller forældrene.
Jo ældre Gurli blev, jo tydeligere blev forskellen. Som om hun var ført til dem af en fremmed vind.
Hendes hår blev lidt mørkere med tiden, lys leverpostejsfarvet. Rolig og buttet sad hun trygt og så med sine himmelblå øjne på verden.
Mor sad med hende i armene og tænkte: “Hvem ligner hun egentlig?” Og sukkede. Vennerne spurgte det samme.
Måske var det nogen, der pustede Viktor i ørerne, måske begyndte Mette selv at tvivle, eller også begyndte Viktor at mistro hende. Han kom i hvert fald en dag hjem med lyn i øjnene.
Han gik tavs rundt og gjorde Mette urolig. Pludselig krævede han forklaring, beskyldte hende for utroskab.
Han huskede, at en flot lyshåret fyr havde været meget venlig over for Mette engang. Måske havde hun haft noget kørende med ham? Gamle minder?
Og hvis ikke, kunne det jo være, børnene var blevet forvekslet på hospitalet. Det sker jo, omend sjældent.
Jeg har aldrig været dig utro. Det er vores datter! Ingen har byttet hende, græd Mette, ramt over de uretfærdige og grundløse beskyldninger.
Nu blev der dagligt skænderier. Det endte næsten med skilsmisse. Mette begyndte at pakke sine ting. Først der gik det op for Viktor.
Han elskede sin kone. Hvis hun gik, ville hun tage børnene med, og så ville han være alene. Det frygtede han. Egentlig ville han bare vide sandheden.
Det var ydmygende hver gang folk spurgte: “Hvor i alverden har hun fået det lyse hår fra? Ikke fra mor, ikke fra far”
Viktor følte, at alle kunne se “gevirerne” vokse på hans hoved. Han tryglede Mette om at blive, men sagde, han ville lave en faderskabstest. Mette græd igen.
Hvordan skal jeg kunne blive, når du ikke tror på mig? Skal du teste Karen også? Så lad os bare blive skilt med det samme.
Viktor samlede selv spyt fra den mindste og et hår fra den ældste, og bar det egenhændigt ned til laboratoriet.
Han plagede laboratorieassistenterne med spørgsmål om, hvorvidt prøverne kunne blive forbyttet, eller nogen kunne manipulere med resultaterne.
De beroligede ham. Han blev lidt mere rolig.
Pigerne hørte skænderierne. Gurli var fire, men også hun forstod, at mor og far skændtes på grund af hende.
Karen sagde ligeud:
Du er ikke min søster, du blev sat ved os! Det er din skyld, at mor og far skændes og vil skilles.
Gurli brød sammen i tårer. Selv mor havde svært ved at trøste hende.
Karen tænkte, at hvis bare hun kunne slippe af med lillesøster, ville forældrene holde op med at skændes og blive sammen.
En dag, hvor mor var ude at handle og far på arbejde, klædte Karen lillesøster på og tog hende med ud. Hun gik bare længere og længere væk fra hjemmet.
Da Mette kom hjem og fandt huset tomt, styrtede hun ud på gaden. Men pigerne var væk.
En nabo på første sal havde set dem gå, men hun var selv på vej ind og tænkte mest på, at hendes yndlingsserie snart begyndte, så hun spurgte ikke pigerne om noget.
Fuldkomment desperat løb moren rundt i kvarteret og ledte. Viktor kom hjem og begyndte også at lede. Det blev mørkt, og pigerne dukkede stadig ikke op.
De måtte ringe til politiet, og en time efter blev begge fundet. Først Gurli. En kvinde ringede ind til stationen og sagde, at en lille pige stod og græd alene i en gård.
Kort efter fandt de Karen, hun var faret vild i mørket og kunne ikke finde hjem.
Forældrene var så lettede, at de ikke engang skældte dem ud. Karen sagde heller aldrig, hun havde prøvet at komme af med søsteren.
Forældrene begyndte igen at skændes. Far bebrejdede mor for at have efterladt børnene alene, hun svarede, at han aldrig var hjemme.
De kunne være blevet kørt over eller bortført, råbte hun.
Endelig kom resultatet af testen. Begge piger var Viktors døtre. Ingen utroskab.
Laboratoriet forklarede, at det var skjulte gener, der slog igennem. Selv lyse kvinder får somme tider mørkhårede børn eller omvendt. Det var bare naturen.
Langsomt faldt roen tilbage. Men Gurli følte sig stadig udenfor.
Søstrene fandt aldrig rigtigt sammen. Karen bevarede sin aversion, og når de skændtes, sagde hun, at Gurli ikke rigtigt hørte til:
Jeg får nye kjoler, du arver mine gamle, fordi du ikke engang er rigtig i familien.
Gurli græd, men hun klagede aldrig til moren. Karen snød og fik altid lillesøsteren i fedtefadet.
Hvorfor kan du ikke være som Karen? Hun sidder altid så stille, sukkede mor.
Efter de ord indså Gurli, at det ikke nyttede at klage. Mor holdt kun af Karen.
Hun satte sig i et hjørne og lukkede øjnene. Hun tænkte, at hvis bare hun ikke kunne se sig selv eller værelset, fandtes hun ikke.
Således skjulte hun sig for mors bebrejdende blik og Karens uretfærdige ord.
Karen blev færdig med skolen først, men gad ikke videreuddanne sig. Hvorfor skulle en køn pige læse videre? På et diskotek mødte hun en fyr og blev hurtigt gift. Han havde sin egen lejlighed og hjalp faderen med at sælge brugte BMWer.
Mette elskede selvfølgelig også Gurli, men uvilkårligt blev storesøsteren altid sat op som idealet.
Hele livet følte Gurli sig sammenlignet til hendes egen ulempe. Også Karens sårende ord om barneklæderne sad fast.
Se hvor ferm Karen er, snuppede sig sådan en flot fyr. Tag ved lære. Du sidder bare her og tegner og drømmer dig væk. Du burde gå lidt mere ud, sagde mor.
Da hun gik i 3.g, begyndte en stille fyr fra klassen at vise interesse, og Gurli svarede forsigtigt på hans følelser. Hun hungrede sådan efter nogens kærlighed.
Det gik ikke op for hende med det samme, at hun var gravid. Da hun fandt ud af det, blev hun bange og fortalte ham det.
Han kunne godt lide hende, så han ville tale med sine forældre. Så blev der ballade.
Hans mor gik til Thomsens og bad dem sørge for, at Gurli fik foretaget en abort.
Uventet tog Viktor hende i forsvar. Måske forsøgte han at bøde for fortidens fejl. Eller måske havde han bare ondt af hende.
Hun får lov at beholde barnet. Jeg vil ikke ødelægge hendes liv, hun har haft det hårdt nok. Kan I ikke lide hende, så klarer vi det selv, sagde han.
Drengens forældre sendte ham væk til familie i Odense for at færdiggøre gymnasiet. Gurli blev sat på hjemmeundervisning.
Skolen forsøgte at skjule sagen, men forvaltningen fandt ud af det og skældte ud på lærerne over dårlig opdragelse. Eksamen tog Gurli hjemme under opsyn.
Hendes engelsklærer fik ondt af hende og hjalp hende lidt. Gurli klarede sprogprøven flot.
Men hvad skulle hun bruge det til? Hun skulle jo passe et barn.
Ikke længe efter døde hendes far pludseligt. Han havde arbejdet sig ned, og alle problemerne tærede på ham. En dag faldt han i søvn foran fjernsynet og vågnede aldrig.
Mor fandt ham og gik i panik. Ambulancen kom og konstaterede dødsfaldet. Sorgen udløste for tidlig fødsel hos Gurli.
Sådan skete det, at på dagen, hvor han døde, fødte hun en dreng. Ligeså bleg, med lyst dun og blå øjne som hende selv.
Hun kom ikke med til begravelsen, men lå på barselshotellet. Da moren kom for at hente hende, var hun mørk af sorg og sagde, at det var Gurli, der havde drevet faderen i døden.
Fra hende kom der da kun problemer! Men barnebarnet fik hun hurtigt kær.
For hvordan skulle man ikke elske sådan et skønt lille væsen, der mindede om en engel? Hun frygtede bare, ingen ville gifte sig med Gurli nu.
Jeg har ikke brug for nogen. Selv min egen far tvivlede hvorfor skulle en fremmed elske min søn? sagde Gurli.
Drengen voksede rolig og usædvanlig kvik. Han var fem, da Karen igen greb ind i deres liv.
Hun kunne ikke selv få børn, hvilket hendes svigerforældre var meget kede af. Derfor begyndte de at presse hendes mand til at finde en anden.
Han begyndte så småt at lade blikket vandre. Karen blev, for hun havde ikke lyst til at vende hjem til fattigdommen. Og desuden boede den forhadte Gurli med drengen derhjemme.
Drengen, Mikkel, gik i børnehave, Gurli var blevet uddannet frisør.
Så fik Karen igen lyst til at skaffe sig af med lillesøster. Men hun var jo voksen, hende kunne man ikke bare tage i hånden og give væk. Så hun besluttede sig for at finde hende en mand.
En ung IT-fyr, Rasmus, kom ofte og hjalp med Karens computer, og hun var selv lidt lun på ham. Men han var afvisende og ikke interesseret i Karen.
Så besluttede hun at sætte ham op med Gurli hvis ikke han ville have hende, så kunne han få hendes “dumme søster” med barn.
Karen skrev til ham og sagde, hun ville mødes til en snak. Til Gurli sagde hun, at hun kendte en sød fyr det kunne jo ikke gå, at hun skulle forblive alene, Mikkel havde brug for en far.
Karen var sikker på, at Gurli ville gøre sig til grin. Han ventede på Karen, ikke hende, og mænd var jo ikke glade for runde piger med påhæng.
Hvis han nu alligevel blev interesseret i hende, ville Gurli måske flytte og så kunne Karen komme hjem igen. Hun ville vinde uanset hvad.
Gurli klædte sig pænt på, satte håret, men droppede makeupen. Han måtte tage hende, som hun var.
I caféen genkendte hun straks Rasmus, der sad og stirrede ned i sin telefon.
Er du Rasmus? spurgte hun.
Ja, og du er…?
Jeg er Karens søster, Gurli.
Han så lidt forundret ud, men tilbød straks kaffe.
Deres kager her er gode, skal jeg bestille nogen? spurgte han.
Hvordan ved du det?
Jeg mødes tit med kunder her. Han stirrede tilbage i telefonen og prøvede at ringe til Karen.
Gurli betragtede ham. Indfaldne øjne, stub på hagen, halvlangt, vildtvoksende hår.
Hun havde nærmest lyst til at klippe ham med det samme. Han lagde ikke mærke til hende.
Forstyrrer jeg? spurgte Gurli.
Slet ikke. Kommer din søster ikke? spurgte han.
Jeg forstår det ikke. Karen sagde, du ville vente på mig. Måske skal jeg bare gå.
I det samme kom kaffen.
Nu du er her, så lad os tage en kop kaffe sammen.
Jeg springer over, sagde Gurli og skubbede kagen fra sig.
Bange for at tage på? Du ser fantastisk ud, det klæder dig, sagde Rasmus.
Mænd kan bedst lide slanke piger.
Hvem har fortalt dig det? Hvad ved du om mænd?
Ingenting, indrømmede Gurli. Jeg har en søn. Han er fem. Karen har ikke fortalt dig det? sagde hun pludselig.
Hvorfor skulle hun? spurgte han.
På trods af Gurlis protester, som kunne lugte Karens fælde, insisterede Rasmus på at følge hende hjem.
De gik og snakkede hele vejen. Rasmus snakkede mest, og Gurli lyttede. Ved huset spurgte han om hendes telefonnummer.
Hvorfor? spurgte hun.
Jeg vil lære dig at kende. Jeg har fortalt en masse om mig selv, du har slet ikke fortalt noget. Jeg ringer.
Han ringede først en uge efter.
Undskyld, har haft travlt. Jeg har tid i aften, skal vi ses?
Det overraskede Gurli lidt. Hun havde jo et barn, hele hendes liv kredsede om ham. Men hun besluttede at give det en chance.
I caféen begyndte hun forsigtigt at fortælle sin historie. Jo mere hun åbnede op, jo mere forstod hun sig selv næsten som ved at se livet gennem hans øjne.
Da de gik derfra, stødte en vagthund til dem. De gik ind i en butik, og Rasmus købte hunden brød og leverpostej.
Ved kassen stod en ældre dame og tjekkede mønter for at betale for et par småting, og Rasmus betalte for hende og lagde selv lidt chokolade, leverpostej og is i posen.
Hvorfor også is? spurgte Gurli.
Ved du, min mormor elskede is, men hun sparede altid pengene. Det er derfor.
Synes du også synd om mig, ligesom med gamle damer og hunde? spurgte Gurli.
Selvfølgelig ikke. Jeg kan virkelig godt lide dig. Du er ren og lys. Men jeg har ondt af dyr og gamle jeg har råd, hvorfor ikke hjælpe?
Hunden slugte brød og leverpostej i ét bid og tøffede vider.
Nå, hvordan gik det? spurgte Karen i telefonen senere.
Fint, svarede Gurli.
Hvad var der så fint?
Vi ses igen, Rasmus og jeg. Tak for at vi mødte hinanden.
Nå! Kunne du lide ham?
Han er virkelig sød. Spændende at være sammen med. Han sagde, han kunne lide mig.
Karen mumlede et eller andet og afbrød. Hun dukkede snart op hjemme hos dem.
Gurli havde puttet Mikkel og listede ud for at slutte sig til mor og søster, men standsede i døren, da hun hørte samtalen på køkkenet.
Hun er en evig heldigkartoffel, den tosse. Jeg ville bare hævne mig på ham for at vrage mig, og så falder han for den får.
Hvad siger du, du har jo en mand, udbrød moren.
Manden! Han leder allerede efter et andet sted, skilsmisse er kun spørgsmål om tid. Hvad skal jeg gøre, mor?
Måske overdriver du?
Nej, mor. Hvorfor skal hun altid have alting? Både dum, tyk og frisør. Selv hendes dreng! Jeg kan ikke få børn.
Det var mig, han skulle have været vild med! Jeg skulle aldrig have introduceret dem jeg skulle have skubbet hende i en kloak dengang!
Hvad siger du?! spurgte moren.
Mor, hvad sker der? råbte Karen, da moren gispede efter vejret og tog sig til brystet. Gurli styrtede ind og ringede straks 112.
Lægerne nåede at redde situationen. Heldigvis var følgerne milde.
To måneder efter blev Gurli gift med Rasmus og flyttede sammen med sin søn ind hos ham.
Men hun besøgte sin mor næsten dagligt. Karen skændtes med alle og forsvandt for at finde lykken
Forældre tror, børn ikke forstår, men de hører alt og gør deres egne erfaringer.
Kampen mellem søskende om kærlighed og opmærksomhed kan være barsk. Hævn rammer ofte dem, der lægger fælder.
“Børn lytter aldrig til, hvad de voksne siger, men de tager aldrig fejl, når de kopierer dem.”
J. Baldwin
“De ord en datter hører uanset om de rummer støtte og omsorg eller sårende bebrejdelser sætter sig som hendes indre sandhed om sig selv og om, hvordan relationer fungerer.”
