30. marts
Efter næsten fire måneders daglig beskedudveksling sagde jeg endelig ja til at mødes med Henrik, min 52-årige bejler, som straks startede vores første samtale med fem indvendinger.
Der er det der gamle ordsprog: Forventningens glæde er den største. Det kan jeg godt skrive under på vores samtale var blevet som en online miniserie med daglige afsnit fulde af små antydninger og hverdagsbetragtninger.
På de måneder havde jeg lært Henriks morgenrutiner, hvilke øl han foretrækker, hans yndlingssteder i Skagen og navnene på hans barndomsvenner. Selv det, at alle hans godmorgen-beskeder blev fulgt af præcis tre punktummer, stoppede med at overraske mig.
Jeg er 45 den alder hvor man ikke længere tager på date med nervøse hænder, men snarere med en rolig, undersøgelseslignende nysgerrighed. Lad os se hvilket eksemplar jeg får i aften, tænkte jeg, mens jeg fandt min enkle mørkegrå cashmeresweater frem, der altid føltes lidt som min egen kongekåbe. Jeg er god til at grine af mig selv, så de fleste akavede øjeblikke plejer hurtigt at glide af.
Henrik virkede både gennemskuelig og betryggende i beskederne intelligent, rolig, en anelse ironisk. Og vigtigst: Han virkede pålidelig. I vores alder, Emilie, skrev han engang sent om aftenen, handler det ikke om fyrværkeri mere. Man søger varme, tryghed. En kvinde der forstår én uden ord.
Jamen, uden ord er også fint, grinede jeg for mig selv, mens jeg rettede maskaraen. Så længe de ord, der trods alt bliver sagt, ikke får mig til at ville skynde mig væk igen.
Vi havde valgt at mødes på et lille, hyggeligt kaffested i Indre By varmt lys, duften af kardemomme og kanel. Jeg var præcis til tiden, samlet og klar på en god aften. Da Henrik dukkede op fem minutter efter, så han mere sammenbidt ud end forventet: lidt lavere end billederne på hans profil, med et blik som en der lige har opdaget en fejl i firmaets årsregnskab.
Han satte sig overfor mig, nikkede kort og mumlede et hej men ingen komplimenter, intet rart at møde dig. Bare en konstaterende inspektion. Han spurgte så, om vi skulle bestille kaffe og kage. Vi blev enige om hver en cappuccino og et stykke hindbærsnitte.
Så, med stemmen som en dansklærer på et forældremøde, begyndte Henrik: Emilie, jeg har tænkt meget over vores kommunikation. Fire måneder, faktisk. Og nu hvor jeg sidder her med dig, må jeg være ærlig og nævne fem ting, jeg synes ikke spiller.
Inde i mig klingede noget som porcelæn, der bliver slået an. Det gode humør fik et hak. Jeg støttede hagen i hånden og nikkede: Fem punkter? Det lyder som en slags bekendtgørelse. Kom med dem.
Henrik forstod ikke min skævdrift og gik i gang:
Første punkt: billederne
På det billede, hvor du har den blå kjole på, ser din figur anderledes ud end i virkeligheden. Du er mere markeret nu. Den form for uærlighed bør man undgå i vores alder.
Jeg grinede indvendigt: Markeret det er da næsten et kompliment, tak fordi du ikke sagde monumental.
Andet punkt: svartid
Du svarer nogle gange alt for langsomt. For tre uger siden skrev jeg 14:15, og du svarede først 16:40. Mænd bryder sig ikke om at vente. Det føles urespektfuldt.
Jeg var vist til møde dengang, prøvede jeg. Men han var allerede videre til næste finger.
Tredje punkt: stedet
Hvorfor lige her? Det er alt for fancy til en kaffe. Jeg foreslog noget mere nede på jorden. Det siger noget om, at du ynder de dyre valg.
Jeg kiggede på min kaffe, og overvejede om jeg skulle hælde den ud over ham men nysgerrigheden drev værket.
Fjerde punkt: påklædning
Hvorfor den kjole? Vi skulle jo bare drikke kaffe. Den er alt for opsigtsvækkende midt på dagen, og smykkerne er helt unødvendige. En kvinde bør tiltrække med dybde, ikke glimmer. Jeg søger substans, ikke udstillingsvindue.
Femte punkt: selvstændighed
Du valgte selv caféen, du siger ofte selv. Du giver ikke plads til mandens rolle. Jeg vil have en kvinde, der spørger om råd, ikke en der skal bevise sin uafhængighed. Hvis vi skal fortsætte, må du ændre på det.
Så lagde han armene over kors, ventede tydeligvis på undskyldning eller et ydmygt tak for hans ærlighed.
Jeg stirrede på ham og kunne pludselig se det hele klart: fire måneders skriveri havde bare camoufleret en pedantisk kontrollant. Han søgte ikke nærhed han søgte en, han kunne forme.
Ved du hvad, Henrik, sagde jeg roligt, næsten blidt, jeg har også studeret dig. Og det tog kun fem minutter at danne mig en konklusion.
Han kneb øjnene sammen: Og hvad er den så?
Du er noget af et eksemplar. Du er kommet hele vejen gennem byen kun for at give mig regningen for mit tøjvalg, smag og min ret til at være mig selv. Det er en særlig slags selvsikkerhed.
Han rynkede brynene: Jeg siger det bare, som det er.
Nej, rystede jeg på hovedet. Du siger det ikke, som det er. Du er bare ulykkelig, og prøver at måle verden med en skæv lineal. Mit foto dur ikke? Tag på museum der ændrer udstillingerne sig aldrig. Mine svartider? Køb dig et kæledyr. Kjolen? Den har jeg på for min egen skyld, ikke din.
Jeg rejste mig, samlede tasken, og mødte hans blik:
Og en sidste ting: hvis dit ego knækker af ordet selv, så har du ikke brug for en kæreste men for terapi. I min alder sætter jeg for meget pris på min egen tid til at bruge det på folk, der starter et møde med en kritikliste.
Hvor skal du hen? Hvad med kaffen? mumlede Henrik.
Drik du bare din kaffe færdig. Så sparer du penge og får lidt at tænke over. Et godt råd: Hvis du vil have nogen til at stirre dig i munden, så bestil en tandlægetid.
Hjemme var det første jeg gjorde at blokere Henrik alle steder. I min alder er hygge ikke bare uldplaid og ro, men et telefonliv uden folk der prøver at presse mig ind i deres kasse.
Mon det bare var endnu et kikset flirttilløb eller et nøje indstuderet nummer? Og er det værd at fortsætte, hvis man får regningen for sin personlighed allerede fra start?
