Han gjorde nar af hendes graviditet, lige indtil han læste det ene dokument…
Nogle gange giver livet sine lærestreger med en så finurlig og barsk hånd, at man aldrig bliver den samme bagefter. I nat drømte jeg historien om Rasmus og Malene. Det er en fortælling om, hvordan man bag alt det højrøvede ofte skjuler en sandhed, man frygter at se i øjnene.
Solen hænger lavt over Strøget, og alt skinner af mærkelig, gylden dis. Malene, i en blød, svævende sommerkjole, med maven rundet så hele byen kunne se det, vuggede af sted uden hast, men et lyn fra fortiden brasede ind foran hende: Rasmus, hendes eksmand.
**Scene 1: Sammenstød**
Rasmus stod der, skarpstrøget i hvid skjorte, glinsende blanke sko mod fortovets mosaik. Med et hånligt grin gled blikket til hendes mave.
Flot, Malene. Er det en pude, eller tror du, vi andre er idioter? Vi forsøgte i fem årog så skulle det pludselig lykkes for dig, eller hvad?
Han lod stemmen knirke af foragt. For Rasmus var det indlysende: Hvis det ikke gik imellem dem, så gik det ikke. Hun måtte jo være problemet.
**Scene 2: Ro mod gift**
Malene lod sig ikke ryste. Ikke et ord for meget kun et blik, som man har til én, der har bygget sit fængsel af løgne, og smækket døren selv.
Jeg troede engang på dig, Rasmus. Så mødte jeg én anden, og så gik der ikke én måned, før det lykkedes, sagde hun stille.
**Scene 3: Benægtelse**
Rasmus ansigt blev blussende rødt. Han trådte helt tæt på, duften af parfume blandet med kold sved.
Løgner! Du laver bare et show for at gøre mig til grin. Det er fysisk umuligt. Du prøver bare at ramme mig, fordi jeg gik fra dig!
Rasmus råb flagrede hen over brostenene, og folk sendte hurtige blikke. Han klamrede sig til sit eget verdensbillede, hvor han var perfekt, og hun var knækket.
**Scene 4: Fornuftens stemme**
Pludselig, drømmelogik, så stod der en høj mand i ternet skjorte: Anders. Stille, tryg og jordbundet lagde han hånden om Malenes ryg og rakte et sammenfoldet A4-ark til Rasmus.
Lægens ord er klare nok. Måske var det dig, der skulle tjekkes, Rasmus, sagde Anders roligt og holdt papiret fast, indtil Rasmus greb det.
**Scene 5: Sandhedens øjeblik**
Rasmus flåede papiret ud af hænderne på Anders. Øjnene løb ned over linjerne, forventede noget mistænkeligt, måske et trick. Men hver sætning gjorde ham blegere.
Det var ikke kun graviditeten, lægen bekræftede. Vedhæftet var kopier af blodprøverne fra måneden før skilsmissen dem Rasmus havde gemt væk og fortalt Malene, at alt var i skønneste orden for hans vedkommende.
Han stod midt i Københavns mylder, farverne løb ud af ham, mens papiret dirrede i hånden. Malene og Anders gik sagtens videre.
Rasmus stod tilbage. Først dér forstod han, at han hele tiden havde lagt alt skylden over på hende, blot for at skjule sin egen frygt for at være uperfekt. Han mistede hende på grund af stolthed. Og nu, i drømmen, gik hun forbi ham, lykkelig, mens han selv blev stående med sin gamle løgn som det eneste selskab.
**Historien slutter:**
Rasmus stod urørlig, indtil dokumentet gled ud af hans slappe fingre og dalede mod fortovet som et falmet blad. I papiret stod sandheden, han havde nægtet at se, skrevet med sort blæk. Malene var aldrig det svage led. Hans egen angst var den virkelige hindring.
Malene så ikke tilbage. Hun vidste, hendes nye liv begyndte først, da hun nægtede at lade hans giftige stemme holde hende nede.
**Morale:** Lad aldrig andres usikkerhed undergrave din tro på dig selv. Nogle gange bliver det umulige muligt, så snart du giver slip på dem, der hiver dig med ned.
Mon Malene skulle have forklaret Rasmus sandheden tidligere, eller var stilhed og et stille farvel den stærkeste vej? Hvad tænker du? Skriv din drøm i kommentarerne.
