Sprække i tilliden
Fru Møller, er De hjemme? Det er mig, Rikke fra tredje! Jeg har nogle varme boller til dig og der er lige noget at dele Vil du ikke lukke op?
Jeg stod ved vinduet med en halvkold kop te i hånden. Udenfor var novembergården grå, blæsten jagede gule blade rundt mellem de grå boligblokke, og få forbipasserende skyndte sig frem med jakkerne knuget tæt om sig. Stilheden i lejligheden havde jeg for længst vænnet mig til: uret på væggen, køleskabets summen, parkettens knirken under mine fødder. At ingen bankede på mere.
Fru Møller, jeg kan altså se, I er hjemme lyset er tændt! Kom nu, jeg har jo bare gode intentioner!
Stemmen bag døren var høj, bestemt og fyldt med en slags fynsk morskab, man ikke kan afvise. Jeg satte koppen på vindueskarmen og slentrede hen mod entréen. Standsede ud for døren, kiggede ud. Rikke var iklædt en pink dynejakke, det rødbrune hår i en sjusket hestehale, og smil, der kunne smelte selv is på fortovet.
Altså, man skulle tro, du boede på et slot! Kom nu, jeg fryser jo!
Jeg låste kæden op og åbnede døren. Rikke trængte ind som en forårsbølge; der fyldte straks duften af parfume, kulde og noget nybagt køkkenet.
Jeg bagte her til morgen og tænkte hvorfor ikke forkæle naboen lidt? Med kål og med kød. De er stadig varme! Du sidder jo altid her alene, og du er blevet så tynd!
Tak, Rikke, det var altså ikke nødvendigt
Nej, men jeg kan jo godt lide at gøre folk glade. Spis nu endelig, og bryg dig en ordentlig kop te, du ser lidt bleg ud.
Rikke gik straks i gang på min lille københavnerkøkken: tændte elkedlen, fandt to krus frem. Jeg blev stående i døråbningen, med posen i hånden, og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det føltes helt uvirkeligt med en anden så vant var jeg til ensomheden, næsten som om hun var voldsom og påtrængende.
Sæt dig nu ned, sagde Rikke bestemt. Nu skal vi have en god snak til teen! Jeg ved alt om, hvor sørgeligt det er, når manden mangler, børnene er væk Alt bliver tåget. Min moster gik næsten fra forstanden efter onkel Erling døde. Helt alene blev hun.
Jeg satte mig modvilligt. Bollerne duftede faktisk vidunderligt. Det var længe siden, jeg selv havde bagt. Til dagligt blev det bare frosne frikadeller og lidt suppe fra supermarkedet.
Jeg er altså ikke nysgerrig, men bare omsorgsfuld af natur, sagde Rikke, smed fire teskefulde sukker i sit krus, Når jeg kan se en nabo har det svært, hjælper jeg gerne. Min mand siger, jeg redder alle andre og glemmer mig selv, men sådan er jeg bare.
Hun talte hurtigt, gestikulerede, lo frit. Jeg sad og mærkede noget indefra tø op. Det var så længe siden, jeg sidst havde siddet sådan, blot talt. Min datter Laura ringede en gang om ugen, snakkede lidt hurtigt om børnebørnene, penge, og så var der stille igen i syv lange dage.
Egentlig ville jeg invitere dig med ud Rikke rykkede tættere på, så mig næsten familiært i øjnene. Vi mødes nogle gange, nogle damer, på Café Kurven på hjørnet, du ved. Vi sludrer, deler sidste nyt. Kom nu med engang! Så får du lidt luft.
Åh, jeg ved ikke rigtigt
Jo, jeg henter dig! Du skal ud, det nytter ikke at sidde alene. Det gør én syg, du kan tro.
Jeg nikkede, mest for at slippe, var bange for at virke uhøflig. Rikke drak sin te, undersøgte mit køkken.
Åhr, hvor er her hyggeligt! Og det stel dér, det må da være gammelt, ikke? Hun havde fået øje på min gamle kaffestel i vitrinen; porcelæn med guldkanter. Er det antik?
Holger gav mig det, sagde jeg sagte. På vores 30. bryllupsdag.
Det må du værne om! Nå, jeg må videre spis endelig bollerne! Og i morgen henter jeg dig, ca. klokken tre, aftale?
Hun forsvandt lige så livligt, som hun kom. Jeg blev siddende i køkkenet, stirrede på bollerne, krusene, læbestiften på kanten af det ene. Stilheden vendte tilbage, men den var ikke længere så tom.
***
Sådan begyndte det. Rikke blev et dagligt syn. Engang var det sukker, så var det et råd, bare lidt selskab, eller hun lokkede mig med i den lokale Netto, cafébesøg med tre andre kvinder: højrøstede, folkelige, snakkede om naboer, priser og nyheder.
Til at begynde med følte jeg mig malplaceret. De var så jordnære på en måde, jeg ikke var vant til. Rå latter, grove vendinger jeg fandt pinlige men Rikke holdt altid om min arm, præsenterede mig som veninden, lærerinden Anna Møller, med stolthed.
Langsomt gled jeg ind i gruppen, begyndte at glæde mig til Rikkes besøg, til at klæde mig lidt pænere på, begyndte for alvor at mærke, at jeg levede. Det var langt fra det selskab, som jeg kendte fra tiden med Holger, med teater og venner, men de gamle var forsvundet, spredt for alle vinde eller døde. Tilbage var der kun smårustikke cafeer, papkrus og uforpligtende snak og det var bedre end at forsvinde ind i sig selv.
Anna, siger du, har du ikke den fine broche fra sidst? spurgte Rikke en dag til tekoppen. Den af rav? Den er smuk!
Jo min mors gamle.
Må jeg se den? elsker gamle ting. Kunne du tro min datter, Katrine, ville elske den hun har snart afslutning på universitetet, og vil SÅ gerne have noget vintage Må jeg tage den med og vise hende? Lover at passe godt på!
Jeg tøvede. Brochen var mig kær, men Rikkes blik var håbefuldt og forhippet, at jeg ikke nænnede sige nej.
Ja men pas nu på.
Selvfølgelig, jeg lover! Tusind tak, du er en engel!
En uge gik. Ingen broche. Da jeg nævnte det, affærdigede Rikke det: Katrine prøver stadig, hun er ellevild!” Endnu en uge. Så havde hun mistet den, men ville lede. Ikke bekymre mig.
Men jeg bekymrede mig. Kunne ikke sove, bebrejdede mig selv naiviteten. Da jeg prøvede at tage den op, blev Rikke såret.
Tror du, jeg snyder dig? Jeg redder dig fra ensomheden, er der hver dag og så tvivler du? Hvis du ikke stoler på mig, så behøver vi ikke ses!
Nej, undskyld, det var ikke sådan ment
Jeg lover, vi finder den. Katrine roder stadig hele lejligheden igennem.
Hvor ville jeg gerne tro hende. Rikke kom glad som altid; bollerne blev ved, og det gjorde små lån også.
Anna, kunne du undvære par tusind, indtil jeg får løn? Min søn er syg, jeg lover at betale tilbage.
Jeg gav hende. For hun var min ven, næsten familie, det eneste menneske, der kom og tog mig med ud. To-tre tusind ad gangen. Det blev aldrig betalt tilbage, og når jeg nævnte det, blev Rikke alvorligt fornærmet.
Jeg troede, vi var venner? Venner har ingen gæld. Jeg ville give min sjæl for dig, og du pipper om småpenge.
***
Laura ringede en onsdag aften. Jeg sad i morgenkåbe, tvet kørte med boligprogrammer, jeg så uden at lytte.
Hej mor, sagde hun træt. Hvordan har du det?
Fint, skatter.
Jeg tænkte vil du ikke med hjem til os i weekenden? Børnene savner deres farmor, Marcus ønsker sig din oksesteg.
Ved ikke rigtigt jeg har lidt travlt.
Travlt? Mor, du sidder jo kun hjemme?
Jeg sidder ikke bare, protesterede jeg. Jeg har veninde, vi følges ad, café, butikker jeg er ikke alene.
Veninde? Hvem?
Rikke, min nabo. Hun er dén rareste, spørger ind og kigger forbi hver dag.
Mor hvor godt kender du hende?
Vi har ses i to måneder nu. Hun gav mig livsglæden tilbage, helt ærligt. Ellers var jeg visnet væk her.
Der blev stille, jeg kunne høre Laura sukke.
Nå, det er rigtig godt, mor. Pas nu på dig og dine ting. Man skal passe på, hvem man stoler på.
Hvad er det dog for noget sludder? Rikke er som en søster. Du kender hende end ikke, dømmer hende bare.
Jeg dømmer ikke. Vi snakkes, mor.
Hun lagde på. Jeg sad længe og stirrede på telefonen. Selv ens egne børn kunne ikke unde én at have nogen tæt på. Det var nemmere for dem, at jeg var alene, for så forstyrrede jeg ikke deres liv.
Næste dag kom Rikke med endnu et forslag.
Anna, kan du huske den kur-rejse, jeg nævnte? Til Skagen, søde! Min veninde kan skaffe rabat. Skal vi ikke tage sammen til april? To uger, god luft, behandlinger, frisk havbrise!
Jeg sad fastfrosset. Sidst jeg rejste nogetsteds, var med Holger før han døde. Tanken om at tage afsted skræmte, men Rikkes entusiasme smittede.
Det er nok lidt dyrt?
Slet ikke, vi får rabat 12.000 kroner per snude! Jeg har allerede sparet halvdelen, du har sikkert også lidt opsparing liggende? Gør det endelig, Anna, det er for helbredets skyld.
Ja, jeg havde penge stående. Arven fra Holger, til nøddage. Men, hvor længe skulle jeg spare på dem? Jeg blev enig med mig selv og nikkede.
Lad os prøve.
Rikke lyste op.
Fantastisk! Skal vi følges i banken i morgen? Du fumler altid med automaterne
Jo, nok bedst sådan.
Vi gik sammen til Sydbank. Rikke hyggesnakkede hele vejen om Skagen, hvad vi skulle pakke, hvad hun glædede sig til. Jeg hævede penge, gav Rikke de 12.000. Hun ville ordne alt.
Kvittenringen kom ikke. Min veninde er på ferie, Der mangler kun lige at skrive under, Bare rolig, det bliver ordnet.
Tvivlen begyndte at gnavede. Men Rikke kom som altid dog begyndte hun snart at spørge om mere.
Anna, kan jeg ikke lige låne dit kaffeservies til Katrines bryllup? Vi har ikke fint service.
Kaffeservicet, Holgers gave jeg kunne ikke få et ord frem.
Det betyder meget for mig, Rikke.
Jamen altså, nu er du da nærrig! Jeg har hjulpet dig ud af ensomheden, du sidder jo bare alene ellers og så får jeg ikke en kop? Du er utaknemmelig
Tag det, men pas på.
Hun smilede sødt.
Du kan stole på mig, Anna. Virkelig.
***
Min svigerdatter, Louise, ringede tre uger senere.
Hej, Anna. Siger Laura, at du har hævet penge fra din opsparing? Hvordan kan det være?
Det er mine værdier, Louise.
Selvfølgelig. Men Laura bliver bekymret, det er ikke altid nemt, hvis du har en veninde, der måske ikke vil dig det godt. Vi vil bare passe på dig.
Tak for omsorgen, men jeg klarer mig. Rikke er den eneste, der interesserer sig for mit velvære. I har aldrig tid.
Anna, det er uretfærdigt
Så lad os slutte her jeg har andet at se til.
Efter opkaldet rystede jeg over hele kroppen. Jeg vidste de havde ret, men kunne ikke indrømme det. Rikke dukkede op om aftenen med småkager og nyheder, jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at hun var mit livs redning.
Du, Anna, der er et flot service på tilbud i Kurven 6.000 kroner i dag! Hvis vi nu slår halv skade… Kan du ikke lægge ud? Jeg betaler bare senere.
Rikke, jeg har ikke flere penge. Jeg har allerede lagt ud til rejsen.
Men du har da lidt på opsparingen ellers bare i afbetaling, ligesom alle andre.
Afbetaling i min alder?
Det gør alle jo nu om dage.
Jeg ville protestere, men nåede det ikke. Næste dag kom hun og slæbte mig afsted. Musik og lys i Brugsen stressede mig, men Rikke tog styringen. Vi fandt servicen, jeg sagde ja til afbetaling.
Da vi skulle ud, stødte vi på Laura i indgangen.
Mor, har du købt service? Og hvem betalte?
Jeg, med Rikke.
Mor, hun misbruger dig. Det er set før, adskillige ældre i nabolaget er blevet snydt af hende. Hun låner, lover, og forsvinder siden.
Det er ikke sandt! Rikke er min veninde. Hun lover at aflevere alt tilbage.
Hun gør det aldrig, og du ved det godt inderst inde.
Jeg frastødte Laura sendte hende væk, kunne ikke tåle flere sandheder.
Rikke og jeg gik hjem i tavshed. Da vi kom til hoveddøren, spurgte hun:
Tror du på mig, Anna?
Jeg gør, svarede jeg stille. Og jeg ønskede det så brændende.
De næste uger blev jeg ringet op dagligt af Laura og Louise. Jeg lagde på hver gang. Det gjorde for ondt. Rikke kom mere sjældent, men med endnu flere undskyldninger. Servicen blev aldrig leveret, kvitteringen endnu mindre.
Mit blodtryk steg, jeg tog mine piller og holdt ud. Jeg ringede ikke til nogen stoltheden var for stor.
En lørdag formiddag ringede det på. Laura og Louise stod smilende med poser fulde af mad.
Hej mor. Vi laver frokost, prøver bare at hjælpe dig.
Jeg forsøgte at skubbe dem ud, men kunne ikke. De lavede suppe, dækkede bord. Laura satte sig over for mig.
Mor, har du fået noget tilbage? Brochen? Servicen?
Ikke endnu men Rikke har lovet.
Vi har talt med politiet. Rikke har snydt mange. Kan du virkelig ikke se, hvad hun gør?
Hun er den eneste, der kommer her! I arbejder jo bare!
Det er ikke fair, mor, sagde Laura. Vi knokler og savner dig, men kan ikke være her dagligt. Vi vil dig kun godt.
I må gå nu.
De gik. Louise græd, Laura var tavs. Jeg spærrede døren indtil de var forsvundet, derefter sank jeg sammen, fyldt af skam. Vidste de havde ret.
Rikke kom tre dage senere.
Anna, hej! Fik aldrig returneret servicen, Katrine kom til at tabe nogle kopper jeg kom til at skulle bede om fem tusind igen, vi er så pressede!
Jeg så på hende: Der var pludselig ingen varme. Kun forventning.
Nej, sagde jeg.
Hvad?
Nej. Og jeg vil have mit service tilbage. Nu.
Slap af, Anna! Det er dine børn, der har fyldt dig med vrøvl kopperne kan jo erstattes.
Du betaler mig aldrig tilbage, vel?
Gør jeg da når jeg kan. Vi er jo venner!
Nej. Ikke mere.
Jeg lukkede døren. Rikke blev vred, råbte, men jeg rørte den ikke igen.
Næste morgen ringede det på. Rikke stod udenfor, smed en kasse service ind ad døren alt var i stykker. Tallerkner revnede, kopper med skår, kanden smadret og en sur lugt af gamle madrester.
Jeg lod Laura og Louise hente mig kort tid efter. Jeg græd længe i armene på dem.
Beklager, sagde jeg, Jeg var så dum.
Bare du har forstået det, sagde Laura. Kom med hjem. Du skal ikke sidde alene.
Jeg nikkede, træt og lettet. Louise var stille, Laura omfavnede mig og lavede te. Vi sad længe i køkkenet, snakkede om almindelige ting, og jeg mærkede roen vende tilbage langsomt, men sikkert.
Da jeg sad alene senere, tog jeg de to halve kopper op og begyndte at lime sammen. Det blev aldrig lige smukt; sprækken var tydelig.
Da telefonen ringede igen, smilede jeg ved at høre Lauras stemme, da hun sagde: Vi kommer i morgen og du laver den gode oksesteg!
Jeg så på den limede kop: aldrig så fin som før, men den hang sammen. Ligesom jeg kunne gøre. Og sådan lærte jeg, hvor vigtigt det er at nære tilliden, men også mærke, når den er ved at slå sprækker og at bede om hjælp, før det hele falder fra hinanden.
