Livet går videre
Hvor er du? Vil du virkelig forlade mig?
Katrine stod ved vinduet, så længe ud på gaden. Udenfor silede regnen ned, og dråberne dannede mønstre på ruden, mens de langsomt gled af sted. Hun holdt en kop te mellem hænderne teen var for længst kølet af, men det bemærkede hun slet ikke. Tiden sneglede sig af sted, som om hvert minut ville trække lidt ekstra ud af dagen, og sekundernes dryp smeltede sammen med regnens trommen.
I hendes hoved gentog Oles ord sig hele tiden: Vi er nødt til at snakke sammen. Dem sagde han i telefonen samme morgen, og straks havde alt spændt sig i hendes mave, en kold forudanelse der voksede sig større. Hun forsøgte at bilde sig selv ind, at det kunne handle om arbejde eller ferieplaner, men inderst inde vidste hun, at noget var forandret noget vigtigt.
Da Ole endelig trådte ind i lejligheden, mærkede Katrine straks, at noget var galt. Han undgik hendes blik, tavs og tung i kroppen, gik direkte ud i entréen, smed jakken over stolen og satte sig uden et ord ved bordet. Stilheden fyldte rummet og var næsten ulidelig.
I begyndelsen havde det ellers været så anderledes mellem dem… Fire år var der gået. Dengang var han altid skyndt sig hjem, løftet hende op i et kram, givet hende et kys i håret og spurgt, hvordan dagen var gået. De kunne sidde i køkkenet i timevis og bare snakke. De havde drømt, lagt planer, diskuteret hvor de skulle rejse hen på ferie, og grinet over hvilket gardin, der ville klæde stuen. Han bryggede altid te til hende om morgenen, og hun bagte hans yndlings blåbærmuffins. De havde endda fundet på et navn til den hund, de gerne ville have en gylden labrador, Bruno. Det hele virkede dengang så let og selvfølgeligt.
Nu sad Ole overfor hende, sammenkrøbet, fremmed. Katrine kunne næsten ikke holde ud, hvordan uvisheden voksede. Spændingen sitrede umærkeligt i hele kroppen, og efter et par lange minutter kunne hun ikke holde det ud længere.
Nå, hvad vil du sige? spurgte hun og prøvede at holde stemmen rolig, men koppen lavede en høj lyd mod bordet.
Ole trak vejret dybt, kiggede ud af vinduet. Endelig fik han fremstammet:
Jeg elsker dig ikke længere.
Hvad? hviskede Katrine og ledte efter hans blik. Men nu så han over på hylden, hvor der stod et billedramme med deres ferie fra Skagen sidste sommer solbrune, smilende, vind i håret, tæt sammen. På dét billede var de uadskillelige. Hvorfor?
Undskyld. Jeg har tænkt over det længe, prøvet at forstå hvad der var galt, sagde han og gned sig i ansigtet. Men det er sådan, jeg har det. Jeg elsker dig ikke længere. Jeg har ikke lyst til at se dig hver dag, høre din stemme, snakke Det betyder bare ikke noget mere, forstår du?
Katrines bryst snørede sig sammen, det gjorde næsten fysisk ondt at trække vejret. Hun satte sig magtesløs ned på stolen og foldede hænderne.
Nej Det kan ikke passe! Det kan ikke være rigtigt
Hvornår gik det op for dig? spurgte hun og overraskede sig selv med, hvor fjernt hendes egen stemme lød. Som om den kom udefra.
Ikke med det samme, sagde Ole, denne gang lidt varmere i stemmen, og hun så udmattelsen i hans øjne. Men ingen tvivl. Men nu ved jeg det. Vi har ikke nogen fremtid sammen, Katrine.
Hun greb hårdt i bordkanten, så knoerne blev hvide. Billeder fra de sidste fire år rullede gennem hovedet aftener foran brændeovnen, hvor han læste højt for hende, mens hun prøvede at hækle det evige halstørklæde, der stadig ligger halvfærdigt i kurven. Søndage i biografen med en kæmpe pose popcorn og evige diskussioner om filmvalg. Den måde han holdt hendes hånd, da de krydsede vejene, varm og tryg. De øjeblikke havde været det hele, og nu føltes det som om alt var pastelfarver.
Hvorfor sagde du det ikke før? spurgte hun lavt uden at løfte blikket, hænderne fumlede med kanten af dugen.
Jeg ville ikke såre dig, Ole så ned. Men jeg kan heller ikke blive ved at lyve for dig.
Er der en anden? mærkede hun ordene forme sig og forstod ikke engang selv, hvorfor hun spurgte. Ville sandheden være lettere, hvis han elskede en anden? Var det virkelig bare hende, der ikke slog til?
Nej! sagde han hurtigt, løftede hovedet og så hende direkte i øjnene. Det er ikke dét. Følelserne er bare væk.
Katrine nikkede, trætheden skyllede ind over hende. Hun stillede sig hen til vinduet, væk fra Ole, for hun ville ikke vise ham tårerne. Der skulle i det mindste være en smule stolthed tilbage.
Tak fordi du sagde sandheden, sagde hun, stadig vendt mod ruden. Selvom det gør ondt.
Undskyld Det var aldrig min mening.
Det går nok, hviskede Katrine, trak på skuldrene og forsøgte at smile. Bare gå.
Da døren blev lukket bag Ole, blev lejligheden usædvanlig stille. Det var, som om rummet langsomt blev fyldt op af fraværet. Katrine gik over til skabet, tog kufferten frem og begyndte at lægge hans ting sammen. Skjorterne, hun havde strøget, bøgerne de havde udvalgt sammen, billederne med deres smil det hele føltes nu som noget, der ikke længere hørte til her.
Senere sad hun i sofaen med en varm kop te. Pludselig begyndte hun at grine lavt til at starte med, men så mere og mere højlydt, indtil latteren blandede sig med tårerne. Åh, hvor gjorde det dog ondt men måske var det netop befriende.
Næste morgen besluttede Katrine sig for at tage en fridag. Hun havde brug for at være alene, mærke sig selv igen. Hun gik en tur i Kongens Have hendes yndlingssted når tankerne skulle falde til ro.
Regnen var stoppet. Solen kiggede frem mellem skyerne, og pytterne spejlede himlen og trætoppene. Katrine gik langsomt, fyldte lungerne med den klare, friske luft. Det duftede af våde blade og ny udsprungne blomster. Til hendes egen overraskelse kunne hun mærke, at det faktisk lettede. Sorgens byrde begyndte at lette lidt.
Hun satte sig på en bænk og ville tage et billede af regnbuen, som spændte sig henover parken. I det øjeblik nærmede en ældre kvinde sig hun blev straks genkendt.
Katrine? Jeg hedder Ellen Dahl, sagde kvinden og satte sig blidt på bænken ved siden af. Katrine genkendte straks Oles mor. Hun kunne mærke nervøsiteten klemme i hænderne. Hun havde prøvet at komme tættere på Ellen, sendt smser til fødselsdage, men aldrig mærket varme tilbage.
Hej, svarede Katrine forsigtigt.
Må jeg sige noget? Ole fortalte mig i går, hvordan det står til mellem jer.
Katrine nikkede, uden at sige noget.
Jeg tvivlede længe, om jeg overhovedet skulle blande mig, men jeg synes, du fortjener at høre det. Jeg har aldrig været imod dig. Den idé har Ole plantet for at slippe for at involvere sig for meget. Han brugte vores forhold som en undskyldning, fordi han planlagde at flytte til udlandet. Han blev indtil han kunne komme af sted. Og du var bare den, der kom ind i billedet, sagde Ellen med et træt smil.
Flytte? Ud hvorhen? spurgte Katrine forvirret.
Han har længe arbejdet på at få en stilling i Tyskland, sagde Ellen roligt. Han skulle bare lige vente indtil firmaet havde tilbud klar, så han blev ved dig i mellemtiden, selvom han ikke var ærlig.
Inde i Katrine flød alle minder sammen, og et stik af skuffelse gik gennem hende. Hvordan kunne hun i fire år have elsket én, der kun var på gennemrejse? Nu gav de mærkelige møder og hans fravær pludselig mening og alligevel blev det ikke nemmere at acceptere.
Tak for at sige det, sagde Katrine med en rystende stemme. Det er lettere at forstå nu.
Ellen lagde en hånd på hendes. Jeg håbede bare på, han ville ændre mening. Jeg kunne godt lide dig, Katrine.
Hvad vil du gøre nu? spurgte Ellen stille.
Katrine kiggede mod de grønne trækroner i parken, solen der spillede i græssets dug. Folk gik forbi, livet summede videre. Et smil fandt vej frem.
Jeg vil leve, bare leve mit eget liv, svarede hun roligt.
Som de sad der og snakkede videre, gled den gamle anspændthed væk. De grinede over bøger, de begge elskede, snakkede om smagen af kaffe med kanel Katrine kunne lide meget, og Ellen foretrak mindre, men fælles var glæden. Et bånd opstod, hvor der havde været afvisning.
Da de skiltes, mærkede Katrine, at mødet havde givet hende lys inden i. Ellen trykkede hendes hånd og sagde med blid stemme: Pas nu på dig selv.
Hjemad begyndte Katrine at lægge mærke til detaljerne omkring sig. Solen glitrede i bladene, duften fra parkens blomster og det liflige fuglekvidder. Det var som om verden åbnede sig på ny, i farver hun havde glemt fandtes.
Inde i lejligheden tog hun billedet af hende og Ole ud af rammen, lagde det ned i skuffen. Hun åbnede vinduet, lod den friske, lune juniluft strømme ind, og gardinerne flagrede. På bordet lå notesbogen med gamle planer ferieture, opskrifter, drømme. Hun satte sig og begyndte at skrive nye ønsker, langsomt først, så fyldt af håb:
1. Tilmeld mig akvarel-kursus har altid drømt om at male.
2. En weekend i Aarhus, for at se udstillingen på ARoS-museet.
3. Lære at lave cappuccino med perfekt skum.
4. Ses med Emma hun får mig altid til at le.
5. Købe nye sko smukke OG behagelige.
Listen voksede, og med hvert punkt fik hun det lettere i sindet. For første gang i lang tid var Katrine i gang med at finde ud af, hvad hun selv ville, i stedet for at prøve at passe ind.
Om aftenen lavede hun mad en lun salat og ovnstegt kylling, som Ole altid havde rost, lyttede til den playliste, de havde sammensat i begyndelsen af deres forhold. Før havde hun slået lyden fra, af frygt for at vække for mange minder nu lod hun musikken flyde ind, dansede lidt rundt på trægulvet, først usikkert, så med større frihed. Små grin brød frem, og hver bevægelse føltes som et slip af de bånd, hun ubevidst havde bundet på sig selv.
Hvor de før dansede tæt til jazz på køkkengulvet i dunkelt lys, dansede hun nu for sig selv uden at tænke på, om der var nogen, der så på. Hun kunne endelig nyde musikken og glæden i kroppen, for sin egen skyld. Hun var ikke længere bange for at fylde eller tage fejl.
Aftenen faldt på, byen begyndte at gløde gadelygter, vinduer, butikker. Katrine betragtede byens lys, sådan som hun plejede, og blev helt stille indeni. Livet stoppede ikke, fordi én gik sin vej.
***
Næste morgen vågnede Katrine tidligt. Hun så på sin kalender nu havde hun et par fridage at fylde ud. Ikke tale om at bruge dem på at stirre ind i væggen! Hun havde stadig ondt, men verden var større end det. Der fandtes mennesker, oplevelser, steder at opdage.
Om eftermiddagen tog hun sig endelig sammen til at ringe til Emma hendes nære veninde, som hun ikke havde set længe. Ole havde altid fundet på en grund til, at det var bedst de ventede med at ses, og uden at hun havde lagt mærke til det, var hun gået med til det hver gang.
Nu føltes det nyt, friskt, vigtigt, da hun tastede Emmas nummer.
Hej Emma! Katrine lød næsten glad, overrasket over sin egen lethed. Må vi ses i dag? Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om.
Selvfølgelig! Emmas stemme var fyldt med begejstring. Hvor og hvornår?
Hvad med det lille caféhjørne ved Botanisk Have? Der hvor vi drak kakao og lavede fremtidsplaner, dengang på uni.
Perfekt. Om to timer?
Aftale.
Imens hun gjorde sig klar, slog det hende, hvor forskellig hun var nu. I fire år havde hun levet efter Oles rytme, hans behov, sovet på hans tid, set hans venner. Sine egne ønsker havde hun glemt. Men nu mærkede hun en længe glemt frihed, et åndedrag med håb.
Kaféen var præcis, som hun huskede den. Duft af friskbagt brød, cappuccino og liv gamle par, unge familie, veninder. Emma sad allerede i vinduet. Da Katrine kom ind, lyste hendes ansigt op i et smil.
Du ser anderledes ud, sagde Emma uden omsvøb.
Jeg føler mig også anderledes, svarede Katrine og satte sig. Ole har forladt mig. Og jeg har fundet ud af, at han hele tiden ville noget andet i livet.
Emma rynkede panden, men Katrine tog det med ro.
Jeg er faktisk taknemmelig, fortsatte hun. Det har givet mig frihed til at finde mig selv igen. I flere år levede jeg særligt for ham så nu vil jeg bare være mig. Prøve, lave fejl, vælge det jeg har lyst til, drikke kakao i stedet for sort kaffe, gå på udstillinger, se veninder når jeg vil!
Emma smilede bredt. Endelig! Det har jeg håbet på for dig længe.
De snakkede i timevis om gamle planer, om alt det sjove de stadig havde til gode. Emma fortalte om sit arbejdsliv, sin spirende passion for bjergvandringer og ønsket om at se nordlys over Norge. Katrine fortalte om tegnekurser, hun havde meldt sig til, bøger hun glædede sig til, nye bekendtskaber der ventede, hvis hun turde tage initiativet.
Da de skiltes, gav Emma hende et langt, varmt kram.
Det er SÅ godt at have dig igen. Sådan rigtig dig.
Tak! Katrine smilede oprigtigt.
Hun gik hjem den aften, langsomt, mens byen duftede af sensommer og de første tegn på efterår kunne mærkes i luften. Gadelygterne glimtede, som stjerner i det tidlige mørke. Hverdagens eventyr kaldte igen.
Hjemme dukkede hun frem i køkkenet, fandt den blomstrede dug frem, som Ole engang havde kaldt for lidt for spraglet. Hun bredte den ordentligt ud, fyldte sin yndlingsvase med æbler, satte dem midt på bordet, og kiggede på det færdige resultat. Det føltes som hendes hjem. Hendes valg.
Ud ad vinduet så hun byens lys og mærkede sig selv helt ud i fingerspidserne. Det gjorde ondt, ja. Men i smerten voksede også selve livet. Det fortsætter, og nu havde hun mod på at forme det, hun selv ønskede. Lykke kan findes, selv når verden vender. Men kun, hvis man tør være sig selv.
Og det var måske livets vigtigste lektie for Katrine.
