Jens havde stegt kartofler og åbnet et glas syltede agurker. I dag var det præcis et år siden, at hans Else forlod ham. Pludselig bankede det på døren. “Du kom alligevel,” smilede Jens, da han så sin nabo, Birthe, i døren og bød hende indenfor til bordet. De sad, var stille sammen, mindedes Else. Så tog Jens pludselig en kuvert op af lommen. “Birthe, den her kuvert gav Else mig, lige før hun gik bort,” forklarede Jens og rakte den til Birthe. “Men det er jo til dig?” undrede Birthe sig. “Læs denså giver det mening,” sagde Jens sagte. Birthe åbnede kuverten, læste og tabte nærmest kæben.
Svigersønnen havde lovet at hente Birthe om lørdagen. Ærgerligt at skulle forlade kolonihaven, men det var sent i oktober, vandet var lukket, så nu måtte hun hjem igen.
“Birthe! Frue, er du hjemme?” Nabo Jens Petersen bankede på døren.
“Kom ind, Jens, jeg er her endnu. Pakker lige sammen, svigersønnen henter mig i overmorgen. Bliver sikkert skældt ud, fordi jeg igen har slæbt for mange poser med hjem. Hvad skal jeg gøre? Det er jo næsten ikke mine egne tingdet meste er høsten. Jeg har tørret æbler, årgangen var fantastisk. Agurker, syltetøj, lecsalat, marmelade. Man kan jo ikke lade det ligge. Jeg laver det jo for dem ikke for mig; jeg bruger jo næsten ingenting.”
“Du siger noget, Birthe. Jeg tager også snart hjem, men jeg trækker den lidt. Det er så smukt her om efteråret. Else elskede efteråret. Men forresten, ved du hvad, kan du huske, hvordan vi før i tiden altid lukkede kolonihavesæsonen sammen? Din Søren var der også. Vi var unge, børnene var små. Der var ikke ukrudt overalt dengang, træerne var spinkle; man troede aldrig de ville gro til noget. Jo, hvad jeg ville sige vari dag er det et år siden Else gik bort. Lad os mindes hende sammen; det er for trist at sidde alene. Kom forbi, jeg har stegt kartofler. Så tager vi et glas, mindes Else, og jeg vil også lige tale med dig om noget. Kommer du?”
“Selvfølgelig, Jenstag et glas agurker. Jeg kommer om en halv time, jeg har bare ting overalt.”
De to familier havde været venner i årtier. De byggede huse sammen, plantede haver, fejrede alles fødselsdage sammen om sommeren. Sommer i kolonihaven er næsten et lille liv i sig selv. Nu har Birthe børnebørn, der bor hos hende hele sommeren, så hun keder sig aldrig. Søren har været væk i syv år, men Jens og Else holdt stadig ved. Eller nu kun Jens. Else gik bort sidste efterår. Hun pralede ellers af, at hun havde tabt sig, så hun lignede nærmest en model og så ja, så gik det pludselig stærkt. Og denne sommer har ligesom været lidt mærkelig. Jens kunne ikke finde ud af, hvad han skulle lave, gravede alle bedene op, men hvem skulle så planteElse var der jo ikke. Man hørte kun, hvordan han roder rundt ude i skuret, råber lidt til sig selv, og alt går galt. Børn og børn kom næsten ikke ud til Birthe. Først på lejr, så på ferie med forældrene. Hun ved egentlig heller ikke, hvorfor hun dyrker så meget. Hun vandede og luede, men mere af vane.
Birthe sukkede. Hvad kan man gøre. Hun klædte om og gik over til Jens, som hun jo havde lovet.
Jens ventede. Bordet var dækket: stegte kartofler, tomater, og Birthes egne agurker stod åbne.
“Sæt dig, Birthe. Mine børn kommer i morgen. Men i dag mindes vi Else. Se, jeg har fundet gamle billederSøren planter kirsebærtræ med dig! Her kommer vi fra skoven med kurvene kan du huske, hvor mange svampe vi fandt? Og grillmiddagen Else myser mod bålet. Skål for dem, vi har mistet Else og Søren.” De tav lidt, tyggede på en agurk. Så fandt Jens kuverten frem:
“Birthe, du må love ikke at blive alt for overrasket nu. Sidste efterår gik det stærkt, du ved det jo. August var vi hjemme fra kolonihaven, men Else lod sig ikke gå på. Hun sådan nogle dage, hvor vi bare mindedes alt i vores fælles liv. Kiggede gamle film, talte om alt og ingenting. Så bad hun mig om at love, at jeg ville gøre som hun ønskede, og gav mig kuverten her. Det er hendes ‘testamente’, kaldte hun det.”
“Men det er jo til dig?”
“Læs den bare, så forstår du.”
Birthe foldede papiret ud det var Elses håndskrift:
Jens, min kære, jeg må gå først men livet fortsætter. Jeg ønsker, du skal være lykkelig, for os begge to! Det betyder ikke, at du skal glemme mig. Bare tanken om, at alt er slut, er for tung. Jeg vil ikke se dig være trist fra hvor jeg nu er. Husk, vi elskede livet, vær glad, også selvom du er alene. Måske møder du en ny og jeg håber, det bliver Birthe. Hun er guld værd og forstår dig. Spørg hende, om I skal bo sammen det vil være bedst for jer begge. Vi har jo aldrig været dem, der gav op. Så, Jens, lev videre på trods af alt. Din Else.
Birthe læste én gang to gange så så hun op på Jens.
“Jeg har lovet Else jeg fortæller dig det, og så må du selv bestemme,” sagde Jens nervøst. “Birthe, lad os prøve. Vi har varme venskaber sammen og ikke noget at skamme os over. At tage glæden, når den er der, det skylder vi os selv at sørge for evigt er en dårlig vane. Birthe, vil dualtså, flytte sammen med mig? Du vil ikke fortryde det.”
Birthe vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Hun overvejede der var jo noget sandt i det hele:
“Jens, jeg skal tænke over det. Jeg kan sige til min svigersøn, at jeg ikke nåede at pakke, så jeg bliver en uge til.”
Og sådan blev det. Jens fulgte Birthe hjem.
Birthe kunne ikke sove den nat. Det var ikke nogen lille beslutning hele hendes liv blev genopfrisket for hendes indre blik. Først på morgenen drømte hun om Søren; han stod smilende: Nå, hvad skal du gøre! Det er nu nemmest at leve to sammen. Gift dig nu med Jens, så bliver jeg glad og godt tilfreds!
Næste sommer fjernede Birthe og Jens plankeværket mellem deres haver. Nu havde de dobbelt så mange børnebørn rendende, og Jens lavede gynger til alle ungerne. Birthe plantede næsten hele landkortet på bedene det kunne vel række til et helt forsamlingshus. Børnebørnene hjalp til, og fik egne bede. Børnene, nu voksne, kom på besøg i weekenderne og var glade for, at forældrene ikke sad alene, men støttede hinanden.
Måske vil nogen ryste på hovedet, men Else og Søren kigger nok ned og smiler. Testamentet om at være lykkelige det bliver overholdt. Livet går videre, uanset hvad.
