For mange år siden, da vi drog på sommerferie til landet, tog vi vor bykat Valdemar med fra København. I landsbyen boede også Valdemars broder, Bøje, som var en lidt særpræget kat. Bøje havde altid haft store, udstående øjne, og den sære fremtoning var årsagen til hans øgenavn her på landet kaldte man jo tingene ved deres rette navn uden fine fornemmelser.
De første dage på landet var ikke lette for Valdemar. Trods sin beskedne størrelse satte Bøje straks sin bror på plads og udstak reglerne han bedrev nærmest gammeldags mobning som en gammel soldat, der holder de nye i kort snor. Bøje jagede Valdemar væk fra madskålen med vilde hvæs og udstødte lyde, som man bedst kan sammenligne med visse gæsters opførsel i et af de gamle TV-debatter, vi så i fjernsynet.
Så skete der det, som ofte sker for dem, der tror, at de er usårlige Bøje lavede den klassiske fejl, man nok bedst kender fra bøllerne på Nørrebro: Han blev overmodig og angreb Valdemar ganske åbenlyst. Valdemar svarede dog kun let med poten, som om han viftede en vifte mod næsen i bedste åh, lad mig dog være, greve-stil, men fik vist helt uforvarende hurtigt ramt Bøje med et fikst højrehook. Den sorte kat røg hovedkulds ned i skraldespanden og måtte hjælpest op igen.
Sådan endte Valdemar, helt uden at ville, som overkat i gården, hvilket han dog aldrig bar sig prangende ad med som det meste i hans liv, var det tilfældets spil, der bestemte.
Herude betragtede de fleste katte som nyttedyr, og der blev ikke holdt fine damemøder for at klappe katten bag øret. Det var vinter, så markarbejdet var sat på pause, og det var vel kun vejret, der reddede Valdemar fra at blive sat til at fange mus i laden om dagen.
Måltiderne på landet fandt sted, når det nu passede, og maden blev tilberedt mere med fantasi end efter klokkeslæt. Det var svært for Valdemar, der hjemme i lejligheden havde haft skemalagt måltider, serveret på nyt sølvtøj af den trofaste regningsassistent.
Livet her fik hurtigt vækket Valdemars instinkter. Efterhånden tog jeg ofte Valdemar i at sidde på komfuret midt om natten, snuden dybt nede i en gryde. Bøje holdt vagt for taburetten og hvæsede arrigt for at advare broren om, at nogen var på vej. Valdemar så bare trægt på mig, og inden jeg kunne skælde ud, lød et afslappet miav til Bøje: Ingen fare, ham der er en af vores du skulle bare se, hvordan han roder rundt i køleskabet om natten.
En dag mente vi, at Valdemar var blevet hærdet nok og lod ham komme ud i sneen på gårdspladsen. Da han vendte sig om mod os, var hele hans snude dækket af sne, og i øjnene stod en dyb vemod, som man kun ser det hos gamle filmhelte jeg husker især en scene med Henning Moritzen. Vi lod ham aldrig komme ud igen.
Senere, en mørk vinteraften, mens jeg sad i den lille, varme stue, læste Andersen højt for børnene, og stemningen var hyggelig. I passagen om den slemme stedmor, der forvandlede sig til en sort kat og luskede over gulvet, knirkede døren pludselig, og ind kom Bøje dansende, sort og med et blik, der kunne gøre selv den tapreste bange.
Til vores skræk havde Valdemar undervist sin bror i den finurlige kunst at åbne døre, selv dem med svære dørhåndtag og nu demonstrerede Bøje det til alles skræk. Stuen var lille, men det lykkedes alligevel børnene at spurte omkap rundt langs væggene. En stakkels dreng prøvede at flygte gennem et vindue, men hans farmor greb ham i sidste sekund heldigt, for hun holdt virkelig af at fodre ham godt.
Og jeg må vel sige i samme åndedrag, at Bøje ja, han var kulsort, umuligt at overse på en hvid vinteraften som denne.
Ja, sjældent har jeg set klassisk dansk litteratur gøre så stort et indtryk på nutidens børn især takket være to usædvanlige katte.
