Drømmefangeren
– Igen?! Sissel, Sissel! Vågn op! Ellers vækker hun de små! Hold fast på hende! Line gled ned fra sengen og ruskede søsteren i armen. Hvornår falder hun egentlig til ro
Soline tumlede rundt i søvnen, og hendes klagende, længselsfulde stønnen fyldte værelset som om natten trak hjertet ud og lod én se sig over skulderen for at sikre sig, at ingen skjulte sig dér.
– Som en dårlig gyser, det her! Sissel hev dynen af sig, og med lukkede øjne traskede hun hen til Solines seng.
Hun lagde sin egen dyne over Soline, lagde sig tæt ind til hende og nynnede sagte:
– Bim-li-bum, sov nu sødt min lille ven… Åh for pokker, Line! Hvilken vuggesang hjælper, når hun kogler som et strygejern? Vi må hente mor!
Line trippede tøvende foran Solines seng, sukkede og bevægede sig mod forældrenes værelse. Der var jo ikke andet at gøre Soline var lige så meget et barn som de andre. Og deres mor ville uden tvivl skælde Sissel og hende ud, hvis hun opdagede, de havde skjult noget.
I soveværelset var der mørkt og stille. Line strakte forsigtigt hånden forbi lille Saras babyseng, som stod skubbet op mod forældresengen, og løftede hånden mod Astrids skulder.
– Mor…
Brune, varme øjne så lig Lines egne slog øjeblikkeligt op, som om Astrid slet ikke havde sovet. Hun lagde straks en beroligende hånd over Lines fingre.
– Hvad er der, skat?
– Soline har det ikke godt! Jeg tror, hun har feber hun er gloende hed!
Sara peb lidt, og Astrid satte straks i med vuggeviser, præcis som Sissel for nylig:
– Bim-li-bum, sov nu sødt…
Hendes hånd greb om Lines håndled, førte den over til lillebrors ryg.
– Vug ham så længe så prøver jeg…
Let og yndefuldt som ryggen aldrig havde været stiv og smertefuld af gårsdagens tur op på stigen for at gøre rent listede Astrid gennem huset mod pigernes værelse. Hendes blik dvælede på hver natmørk krog af huset, der var blevet hendes stolthed gennem slid og tålmodighed.
Alle havde sagt, de ikke kunne overkomme at bygge hus i Svendborgs udkant. Hvorfor ikke bare nøjes med en lejlighed? Familien havde nærmest grinet overbærende:
– Hvad skal I med alt det her plads? I har jo ikke børn…
Astrids hjerte snørede sig sammen over de ord. Og hun bøjede hovedet, som om andres ligegyldige domme trykkede hende mod jorden. Kan du ikke få børn? Så har du heller ikke ret til at gå rank! Det er ikke til dig at have stolte drømme…
Gang på gang greb Mads, hendes mand, hende, trykkede hende ind til sig og undrede sig over, hvordan hendes kind ramte ham så let i hulningen ved hans hals. De smeltede sammen, og han mærkede hendes tanker, som var de hans egne.
– Glem dem, Astrid. De ved jo ingenting!
– Men de har jo ret, Mads… Børn får vi nok aldrig…
– Lad os nu se! Mads bed tænderne sammen, rasende på alle, der ville have såret det menneske, han elskede. Han lovede sig selv, at hendes drøm skulle blive til virkelighed.
Det føltes, som om alt var muligt hvis bare man havde penge nok og boede tæt på København. Men klinikkerne afviste dem, én efter én.
– Vi kan desværre ikke hjælpe, sagde lægerne og trak på skuldrene.
Astrid turde til sidst ikke længere møde Mads blik, bange for at indrømme, hvad hun forsøgte at fortrænge. Da han begyndte at tale om at bygge hus, blev hun nødt til at tage mod til sig:
– Ikke med mig, Mads… Jeg elsker dig, det ved du, men du fortjener at få børn og jeg… Jeg vil skilles.
– Glem det! Mads satte tekoppen hårdt i bordet, brændte sine fingre og dansede omkring af smerte Astrid! Du holder bare op! Jeg er sgu en enkel mand, jeg kan sige det ligeud på jævnt dansk! Din mor synes sikkert, jeg er en tåbelig svigersøn. Men jeg slipper dig ikke! Undskyld, Gud dum kvinde!
– Mig?! Astrid så overrasket op. Hun glemte helt, at hun ellers havde lyst til at græde.
– Ja, dig! Hvordan kan du sige sådan noget? DIG har jeg brug for! Og hvis børnene kommer, så kommer de. Ellers er det skæbnen. Ikke alle skal være forældre!
Astrid blev ikke beroliget. Mads var stadig ung og stærk. En dag ville han nok ærgre sig, og så ville det være for sent.
Men Mads holdt fast. Han havde ventet længe nok på at finde én, der kunne blive hans store glæde.
Det var Astrids andet ægteskab. Den første gang giftede hun sig som nittenårig, ikke for kærlighed, men for at slippe ud hjemmefra.
Forholdet til moderen, Liselotte, var evigt anspændt. I det ene øjeblik overstrømmende kærlig, i det næste… nej, forbandende og angrende.
– Hvordan kunne jeg få sådan et mærkværdigt barn? Astrid, nogle gange tænker jeg, du er et geni! Og andre gange… Hvad har du dog i hovedet, barn?
Astrid kunne aldrig svare. Hun slog bare blikket ned, blev lille under moders hårde ord og overvejede, hvordan man elskede en, der råbte ad én…
Havde man spurgt hende, om hun elskede sin mor, havde hun uden tøven sagt ja. Hvordan kunne man ikke? Men med årene indså Astrid, at universitet, god karriere og vennekreds ikke gjorde hendes mor varm i hjertet. Liselotte kunne forføre alle bare ikke sin egen datter.
– Mor, hvorfor elsker du mig egentlig ikke? Astrid spurgte uventet, kun en uge før sit bryllup, da moderen så skeptisk på brudekjolen hun havde valgt.
– Lad nu være! Du vil bare have, jeg skal nikke til alt, hvad du vælger. Nej tak! At være mor er ikke kun at kysse i panden. Nogle gange må man skælde ud.
– Nogle gange…
– Når du får egne børn, forstår du det nok! Hvor svært det er at vise dem, de er dyrebare.
Samtalen nagede Astrid især da hun fandt ud af, hendes forældre havde håbet på en søn, og hendes fødsel var blevet modtaget med et suk. Hun gik gennem Fælledparken den dag og ønskede sig, hun aldrig ville dele sine børn op i “rigtige” og “forkerte”.
Brylluppet blev overgjort og omtumlet, og ægteskabet varede kun halvandet år. Da Astrid mistede barnet, pakkede manden sammen og forsvandt, før hun nåede at komme hjem fra Rigshospitalet.
Lejligheden, hendes forældre havde købt til hende, stod tom. På vej hjem smalltalkede Liselotte, drejede bilen gennem Nørrebro og snakkede om at finde en mere passende ægtemand.
Astrid protesterede ikke, men om aftenen gik hun ind til sin far, Finn.
– Far, hvis du elsker mig, så lad mig bo for mig selv. Jeg kan ikke blive her.
Og utroligt nok Finn forstod hende. Han arrangerede økonomisk støtte og bad Liselotte blande sig udenom. Han holdt fast ved beslutningen, også da Astrid senere fandt arbejde og sagde nej til forældrenes penge.
Livet gik videre. Astrid blev advokat, forfremmelsen kom, men hun manglede gnisten. Læger fortalte hende senere, at hun måske aldrig ville få egne børn komplikationerne havde været for alvorlige.
Hendes mor og moster mærkede det. Man begyndte at invitere flere mulige bejlere til hyggelige sammenkomster og grill i sommerhuset i Rørvig.
Netop sådan et arrangement mødte hun Mads.
Han var ikke gæst blot den unge taxachauffør, der havde kørt Astrids moster på besøg. Hun kom pludselig ud af det snefyldte indkørsel, sprang ind foran bilen og sagde:
– Til byen, tak!
Da de nåede lejligheden, opdagede hun, hun ikke havde penge på sig.
– Det er glemt i sommerhuset… Kan jeg komme op med dem om lidt?
– Skidt da læg i stedet et smil, så er vi kvit, grinede Mads.
Men hun gik alligevel op og hentede penge for Mads var der dog allerede væk.
Næste morgen ventede han udenfor hendes opgang. Han sendte hende til arbejde og smålo, da han bemærkede, hun havde skiftet til flade sko for hans skyld.
Deres forhold blomstrede under overvældende modstand fra Astrids familie, især Liselotte, som truede med at udelukke hende.
Astrid var ærlig med Mads om hendes problemer.
– Vi får måske aldrig børn…
– Mennesker gifter sig ikke kun for at få børn. Jeg elsker dig, Astrid!
Brylluppet blev holdt i landsbyen nær Odense, hvor Mads forældre boede. Astrids mor nægtede at komme, faren dukkede op kort og gik igen hun vidste godt, hvad det ville koste ham.
Med Mads forældre gik det derimod overraskende godt. Margrethe, Mads mor, insisterede på at lære hende at lave syltetøj og snittede grinende:
– Du er tynd, du du trænger til at spise!
Astrid sugede varmen og kærligheden til sig, noget helt andet end “at holde facaden” fra hendes egen barndom. Margrethe fortalte, hun selv var adopteret, hendes egne forældre havde elsket hende som deres eget kød og blod.
Margrethes ord det gør ikke noget, hvis børnene ikke kommer fra én selv begyndte at slå rod hos Astrid.
Snart gik det stærkt med husbyggeriet. Mens Mads arbejdede fra sit lille transportkontor, jonglerede Astrid sine klienter på distancen og planlagde livet som plejeforældre. Skolen var gennemført, og snart ringede kommunen på én gang blev alt vendt på hovedet.
Margrethe kaldte begejstret:
– Astrid! Ved du hvad naboens unger, de der Svinholms, dem har kommunen fjernet. Der er brug for et hjem og børnene er dyrebare! De kalder mig farmor. Måske kan I tage… men det er jo tre på en gang, ja… Overvej det dog!
Sådan blev Astrid mor til tre børn på én gang Sissel på syv, Line på seks og lille Søren på to.
Børnene var tilpas forsigtige, men indså hurtigt, Astrid var god. Søren sagde “mor” efter to uger og sad klistret til hende. Kun familien himlede op:
– Du arbejder som advokat, Astrid! Og så tager du tre plejebørn med uvis baggrund?
– Mor, jeg tager ansvar for mine valg nu må du lade mig være voksen!
Det blev vendepunktet.
Årene gik. Astrid arbejdede hjemmefra, koncentrerede sig om familien og opdagede, hun selv var blevet gravid. Hun troede, det bare var træthed, indtil Mads sendte hende af sted til lægen under høje protester.
Margrethe smilede mellem pandekager og masser af sønderjysk skrål:
– Jeg siger det ikke lægen får lov! Men husk at spise nu, Astrid, du får brug for kræfter!
Overraskede blev Astrid rørt over livet, der voksede i hende drømmen blev virkelig. Lillesøster Sara blev født en kold vintermorgen og førte både glæde og søvnløse nætter med sig.
Line og Sissel tog storesøsterrollen køligt og hjælpsomt mens Søren blev jaloux. Astrid måtte kærligt forsikre ham:
– Du er stadig elsket, min skat.
Så kom Soline og med hende forandring og forsoning, selvom den vej var brolagt med sorg.
Soline var datter af Astrids kusine. Hun endte hos dem efter en tragedie ingen kunne have forudset. Med tiden blev hun en del af familien, men hendes mareridt fortsatte, selv om hele familien hjalp hende på bedste vis.
Sissel, Line og Søren prøvede med legetøj, tøj og små gaver, men intet hjalp. Det var først da Søren en dag kom hjem fra sin farmor, Margrethe, med en bog om grønlandske sagn, han pegede på et billede:
– Prøv at lave sådan én til Soline! En drømmefanger. Så fanger den hendes onde drømme!
Snart var pigerne optaget af projektet. Mads leverede snor, og to af Margrethes ænder mistede de bedste fjer. Børnene udvalgte perler og hviskede deres egne farver ind i fangeren blå som Sissels yndlingsfarve, rød som Sørens, gul som Lines…
Soline så ikke deres arbejde det var en hemmelig overraskelse. Men hun blev ved at skrige sig vågen om natten.
Denne nat blev Astrid vækket midt i mareridtet. For første gang klamrede Soline sig fast:
– Giv mig ikke væk!
Astrid omfavnede hende:
– Ingen tager dig, skat! Ingen heller ikke ham.
Først der forstod Astrid, at Soline havde set mere end hun turde sige. Hun sendte besked efter lægevagten, vækkede Mads og holdt om sin datter indtil hun faldt stille hen.
Næste morgen vågnede Astrid i børneværelset. Over sengen hang en ny drømmefanger, vævet af kærlige børnefingre. Line sad læsende ved siden af.
– Hvad er det for en? spurgte Astrid.
– Vores drømmefanger! Men jeg tror, du er Solines egentlige… Hun holdt dig i hånden hele natten og drømte ikke ondt én gang.
Astrid smilede.
– Ja, måske. Og ved du hvad? Hun har masser dig, Sissel, Søren, Sara, far, bedstemor Margrethe, morfar Finn alle er hendes drømmefangere.
Der lød stemmer fra køkkenet, duften af kaffe og pandekager gled ind. Søren løb ind, stolt:
– Mor, vi skal spise! Og bedstemor har taget en kylling med en rigtig én!
Line lo:
– Må vi snart få en kat eller en hund? Huset er så stort, og vi har jo plads!
Døren smækkede, Mads kom grinende ind og kyssede Astrid. Latter og lys strømmede gennem huset, og Astrid mærkede, at endelig alt var, hvor det skulle være. Familien var samlet, stor og uperfekt, men helt rigtig.
Måske manglede én eller anden. Hvem ved. Tiden ville vise det. Huset var fyldt af drømmefangere usynlige og trygge og natten gled stille hen, stoppet af kærlighed.
