Prisen for Hovmod
10. oktober
Astrid, kan jeg låne et par ting af dig? spurgte jeg, næsten hviskende, da jeg trådte ind i min søsters lyse, minimalistiske lejlighed på Frederiksberg.
Blikket faldt uundgåeligt på entreen, hvor egetræsmøbler stod side om side med designerlamper og et blødt, sort læderpuf. Alting duftede af kaffe og friskhed. Rum for rum, detaljer for detaljer så perfekt indrettet, at det kunne have været forside på Bo Bedre. Der stak misundelsen igen, den der lille, bitre følelse af, at Astrid altid havde haft styr på livet.
Hun kom roligt ud fra stuen, iført løstsiddende uldbukser og en marineblå bluse selv i hverdagstøjet formåede hun den naturlige elegance, jeg aldrig selv kunne fange.
Spyt ud, hvad vil du låne? hun hvilede mod dørkarmen og betragtede mig undersøgende.
Jeg rettede på ærmet af min ruskindsjakke, der godt nok stadig holdt form, men som var flere sæsoner gammel. Spejlet i gangen afslørede bagsiden af mit liv, og duften af Astrids nymalede kaffe stak ekstra hårdt.
Det er sådan set ikke vigtigt mumlede jeg, mens jeg prøvede at samle mig.
Astrid ventede tålmodigt, og jeg forstod, at jeg blev nødt til at være ærlig nu.
Jeg tog en dyb indånding.
Der er gymnasiejubilæum på lørdag. Jeg kan ikke lade være med at tage derhen! Og jeg er nødt til at se fejlfri ud, du forstår vel? Det skal ligne, at alt bare spiller for mig!
Hvorfor dog det? spurgte Astrid og satte sig ned. Hvorfor forsøge at imponere nogen, du ikke engang har snakket med i årevis? Vi bor jo ikke bare i forskellige byer du bor jo nærmest i en anden landsdel nu.
Jeg strøg nervøst en hårtot bag øret. Hvorfor kunne jeg ikke bare have hendes køkken? Dens hvide elementer, barstole og spritnye maskiner. De lange morgener med frisk kaffe hele stemningen af overskud.
Du forstår det ikke. Det betyder bare meget for mig! Jeg vil have dem til at tro, at jeg virkelig lykkedes. At ingen tror, jeg blev til ingenting.
Astrid så igen på mig, roligt og forstående, som om hun havde hørt det hele før.
Så du vil lyve og lade som om, du er én, du ikke er? Tror du, det imponerer nogen?
Det handler ikke om at imponere påstod jeg lavmælt. Jeg vil bare vise dem, at mine drømme gik i opfyldelse.
Hun sukkede og rejste sig.
Kom, lad os se på det. Men du lover, det bliver sidste gang, du prøver at bedrage folk på den måde. Man skal have respekt for sig selv og for andre, Anna.
Du fatter det bare ikke!
Og så begyndte jeg at fortælle…
*
Dengang i gymnasiet var jeg klassens midtpunkt. Alle, drenge som piger, ville være med til mit selskab, have del i min energi. Lærerne blødte op, bare jeg løftede et øjenbryn eller lod min stemme lyde lidt svagere. Hjemme sagde mine forældre sjældent nej det krævede bare en lille bitte tvivl i stemmen, så fik jeg, hvad jeg gerne ville have.
“I fordi jeg kan”, gentog jeg for mig selv, som et slags mantra. Det blev mit adelsmærke. Hvis en veninde begyndte at snakke med en fyr, jeg også fandt sød, satte jeg alt ind og det lykkedes for det meste at vinde ham over. Ikke fordi jeg elskede dem, men jeg skulle bare se, hvor langt jeg kunne strække det. Det var som et spil.
Med tiden trak de gamle veninder sig væk. Først den ene, så flere jeg følte det ikke så slemt, for nye hang på, med beundring og håb om at være del af kredsen. Blev nogen trætte af mine regler, var de bare ikke værdige sådan tænkte jeg og gik videre.
Til dimissionen følte jeg mig som dansegulvets dronning. Den pyntede sal, ensembler, blikke, latter jeg stod i midten og svælgede i opmærksomheden.
Men så gik det for vidt. Noget i stemningen fik mig til at hæve stemmen og begynde på den lange, arrogantetale om de andres fremtid. Jeg ridsede gamle konflikter op, kommenterede nogens frisure eller familie det gled bare ud af mig, som om jeg holdt audition.
Min fremtid bliver helt fantastisk! sagde jeg, mens øjnene brændte af selvtillid. Jeg skal selvfølgelig have en velstående mand, lækker villa, rejser konstant og aldrig rigtigt arbejde.
Jeg frydede mig ved at male billedet større og flottere, gjorde det til mit, mens jeg uddelte dystre domme til andre.
Og dig… du bliver lærer på en eller anden folkeskole i provinsen og gift med en eller anden fabriksarbejder, sagde jeg til en af de usynlige piger.
Og du du kommer aldrig til at købe det tøj, du drømmer om.
Og sådan blev jeg bare ved, som om jeg havde lov at udstede livsdomme. Mange grinede med af usikkerhed eller bare fordi, de ikke turde andet. Jeg nød det.
Da jeg begyndte på universitetet i Aarhus ikke fordi fagene trak, men fordi det lød så rigtigt på papiret fortalte jeg mig selv, at her ville den rigtige, den rige, kærlige mand vente. Der var arv efter mormor til at bo godt, og et netværk af de rigtige mennesker.
Det begyndte også med succes: fester, cafér, masser af nye ansigter. Jeg blev set, rost og hevet med ud. Men da reelt arbejde og lektier meldte sig, blev det hele for meget. Jeg dumpede eksamenerne en efter en. Pludselig var mit smil og min fremtoning ikke nok. Jeg stod overfor et krav om at levere noget, jeg aldrig var blevet trænet til.
Så blev planen at finde manden. Ham, der kunne indfri drømmen, løfte mig op, give mig alt det, jeg havde lovet mig selv og andre.
Valget faldt på Mads. Hans familie havde private lægehuse, boede ude i Charlottenlund og var pakket ind i netværk og penge. Han var ikke lækker som på film, men betød det noget? Det var status og sikkerhed, jeg ville have.
Jeg fandt ud af, hvilke steder Mads gik i fitness, sneg mig ind i hans kreds. Vænner blev vi, og mere end det. Men for hans familie betød slægt og baggrund mere. Da han fortalte moren om mig, løftede hun diskret øjenbrynene:
Hvem er hun? Hvad laver hendes familie, Mads?
Helt almindelige, de bor ovre på Fyn, svarede han.
Helt almindelige? Du glemmer vist, hvad familienavn betyder, sagde hun køligt.
Pludselig voksede sladderen. Folk begyndte at sige, at jeg gik efter pengene, at jeg brugte mænd som springbræt. Rygtet løb hurtigt blandt venner og mulige bejlere.
Alle steder, hvor jeg plejede at føle mig hjemme, blev stemningen fremmed og køligere. Mænd, jeg før kunne charme, undgik mit blik, gik forbi med stive smil.
Derhjemme fortsatte jeg showet for mor og far på Sjælland: studiet gik godt, jeg havde skaffet en god praktikplads, og jeg datede én fra en god familie. Jeg kunne høre stoltheden i deres stemmer.
Den eneste, der vidste, hvordan det virkelig stod til, var Astrid. Hun opdagede det, da hun en dag kom på surprisebesøg.
Anna, du må hjem. Der er ikke mere for dig her, sagde hun alvorligt.
Hjem for at indrømme løgn? Aldrig! Jeg må kæmpe videre, svarede jeg tappert.
Men virkeligheden begyndte at bide. Penge fra mormor smeltede væk. Først skar jeg ned på café, så på fitness, så på tøj. Men husleje og regninger dukkede altid op i postkassen.
Til sidst havde jeg ikke flere undskyldninger jeg søgte job i supermarkedet på hjørnet. Bag kassen mærkede jeg alles blikke. Hvorfor stod sådan en som mig der? Men jeg smilede, scanner varer. Fortalte mig selv, at det kun var midlertidigt.
*
I går fik jeg så invitationen til jubilæet! afsluttede jeg. Jeg er nødt til at tage derhen, Astrid. Ellers tror de jo bare, det hele er gået galt!
Hun stirrede på mig blanding af forståelse og sarkasme.
Er du sikker på, at de ikke ved, hvordan det hele virkelig står til? Måske håber de bare, du dukker op, så de kan more sig på din bekostning?
Jeg mærkede varmen stige op i ansigtet.
Sludder! Ingen har luret mig. Jeg skal bare derhen og vise, hvem der stadig bestemmer.
Astrid lænede sig tilbage.
Fint, hvis du vil afsted, så gør det. Bare vær klar på, at der kan ske… overraskelser.
Jeg er forberedt. Bare hjælp mig med hår og kjole, så skal jeg nok klare resten.
Taknemmeligheden peb mellem ordene. Alt, hvad jeg ønskede, var at føle mig uovervindelig igen.
*
Det endte katastrofalt.
Allerede da jeg trådte ind i salen ved Vesterbro, vendte blikke sig. Jeg havde øvet min entré, brugte minutter på at lægge makeup, valgte den elegante silkekjole, jeg havde lånt af Astrid. Alt skulle sige: Mit liv er busy og succesfuldt.
Jeg lod historierne flyde: Min mand var chef i Mærsk og på rejse i Singapore. Vi boede i Gentofte og havde have med hortensia året rundt. Jeg grinede, og folk grinede med men lidt for højt til sidst.
Så afbrød en fyr, jeg næppe kunne huske navnet på:
Anna… Jeg så dig altså for nylig, og det lyder vist lidt for godt, det du fortæller os her.
Stilheden bredte sig. En anden fandt mobilen frem.
Se, jeg har billeder tog dem for en måned siden…
Nu rullede billederne op på væggen: Jeg i Netto-uniform, smilende, men træt. Jeg bærer kartofler, sammenligner tilbud i discountbutikken, stiger på 5Aeren mod Amager med tunge poser.
Flere begyndte at fnise, så le ond latter, der skar ind i maven. “Manden arbejder måske på lageret?” Hviskede én nu grinede de alle.
Jeg troede et øjeblik, jeg ville dø på stedet. Hvorfor skam? Sådan lever mange jo. Men det var jo ikke billedet, jeg selv havde sat i verden minutten før.
Jeg stormede ud, mærkede kulden i lungerne og tårer på kinderne. Flygtede hele vejen væk fra festen, indtil jeg tabt pusten og var ved at støde ind i en ung mand, der bar indkøbsposer.
Er du ok? sagde han venligt.
For første gang i lang tid kunne jeg ikke andet end at ryste på hovedet.
Min forlovede droppede mig… lige før brylluppet, mumlede jeg.
*
Og hvad lærte jeg? I Danmark er det ikke din selviscenesættelse eller facade, folk respekterer. Det er ærlighed, ydmyghed og evnen til at grine ad sig selv. Hovmodet gjorde ikke mig større, det gjorde bare faldet så meget hårdere.
