2. november
Jeg ligger på sofaen og stirrer op i loftet. Mine tanker kredser, fulde af uro, og jeg kan slet ikke falde til ro. For hvordan skal jeg slappe af, når mit lille barn ligger syg? Hvorfor skulle jeg nu også sende hende i børnehave? Havde hun bare været hjemme et par dage mere, var hun måske aldrig blevet smittet.
Mit hjerte snører sig sammen, og det er som om, jeg ikke får vejret. Jeg rejser mig og går hen til vinduet. Over hele villakvarteret i udkanten af Odense hænger der et lavt, gråt skydække. Regnen har for tredje dag i træk dryppet stille ned i gaderne, sådan en tung novemberregn, som kun Danmark kan levere. Jeg sukker. Inde i soveværelset vender Rikke sig i sengen, hun stønner sagte i søvne og begynder at hoste. Jeg skynder mig derind, mærker det brændende lille pande. Jeg behøver ikke engang se på termometret for at vide, at feberen er steget igen. Forsigtigt tænder jeg natlampen, finder termometret og lægger det under hendes arm.
40! Åh, Gud, hvad skal jeg gøre?
Rikke åbner øjnene.
Mor jeg har det varmt
Ja, skat, jeg ved det. Vi skal nok hjælpe dig, ikke så meget mere nu.
Jesper vågner ved siden af hende, sætter sig op. Jeg farer rundt og gør endnu en portion febernedsættende klar. Alligevel hjælper det ikke rigtig. Ud på morgenen lyser blå blink hele indkørslen op. Ambulancen kommer og kører både Rikke og mig til sygehuset.
Sygeplejersken ser medfølende på mig, bleg og skræmt, og klapper mig blidt på hånden, mens hun øvet lægger drop i Rikkes lille arm.
Bare rolig, vi tager os af hende. Det skal nok gå alt sammen.
Jeg kan kun sukke. Efter lidt tid får Rikke det faktisk bedre. Hun åbner øjnene og beder om vand. Da jeg vender mig, får jeg øje på et utroligt par store, blå øjne. De tilhører en lille, gennemsigtig pige i seksårsalderen i nabosengen. Hendes lyse hår er uglet og falder i totter ned over de spinkle skuldre. Hun har hullede strømpebukser og en gammel, bleg t-shirt på. Under hendes seng står et par slidte sneakers med blå plastikfutter omkring.
Hej.
Hej. Kom I i nat?
Ja, vi kom sent.
Hvad hedder du?
Jeg hedder Mette. Og det her er Rikke. Hvad hedder du?
Jeg hedder Lærke.
Har du været her længe?
Ja. Jeg bliver udskrevet på fredag.
Der er stadig nogle dage til, det er kun mandag.
Er din mor hos dig?
Nej Min mor døde da jeg var lille Og min far begyndte at drikke, og så ja, nu bor jeg på børnehjem.
Hun sukker som en gammel dame.
Jeg kan bedre lide at være her. Maden er god, og de store børn driller ikke.
Lærke tager sine sneakers på.
Det er snart morgenmad. Skal jeg tage noget med til jer?
Tak, min pige, jeg klarer den.
Jeg ser efter hende, mens hun forsvinder ud af døren, og mit hjerte knuger sig. Vores anden nabo på stuen ser hende også gå, sukker og siger lavmælt: Sød pige. Hun er så forsigtig, kærlig. Uheldig skæbne, den lille.
Jeg når ikke at svare, før telefonen ringer.
Hej, mor, hvordan går det?
Mor, vi er blevet indlagt med Rikke.
Nej, åh Gud, hvad er der sket?
Hun fik høj feber i nat, nu er den faldet noget. De tror, det er lungebetændelse. Hun sover nu.
Min mors stemme dirrer: Stakkels lille skat. Hvor er I? Jeg kommer straks. Hvad skal jeg tage med?
Mor, jeg glemte mine egne hjemmesko og Rikkes lyserøde pyjamas. Og mor, der er en lille pige her fra børnehjemmet Kan du tage noget shampoo og sæbe med, måske også noget af Sofies gamle tøj, hvis du har det endnu?
Hvem er hun, søde?
Jeg fortæller dig det senere. Bare lidt undertøj, en cardigan, et par leggings og vigtigst, hjemmesko i seksårs-størrelse, okay?
Det gør jeg.
Næste morgen er Rikke i bedre humør og leger løs med sin nye veninde. Jeg benytter lejligheden i korridoren til at henvende mig til sygeplejersken.
Kommer der aldrig nogen på besøg til Lærke?
Nej, hun bliver hentet af børnehjemmet, når hun skal udskrives.
Må hun komme i bad?
Sygeplejersken smiler lidt sørgmodigt. Hun trænger virkelig, men vi har bare rygende travlt.
Om aftenen var der ikke til at kende Lærke igen. Hun strålede, glad og ren i sin nye pyjamas og de lyserøde hjemmesko pyntet med broderede hundehoveder. Alt det, hun fik af mig, lagde hun varsomt under hovedpuden. Hjemmeskoene stak hun ind under madrassen.
Hvorfor gemmer du dem, Lærke?” spurgte jeg blidt.
Så ingen stjæler dem
Jeg kunne kun sukke.
Da det blev mørkt, lukkede Lærke øjnene. Hun drømte om en solfyldt vej fuld af grønne hække, hvor hun gik hånd i hånd med Rikke og mig. Tænk hvis hun havde en mor og far, der kyssede hende godnat, badede hende og gav hende en lun og blød pyjamas på, og hvor far løftede hende helt op mod loftet, så hun lo og følte sig let. Hun ville gøre alt vaske op, lege med Rikke, øve bogstaver og tal, bare nogen ville elske hende. Bare én mor var hendes.
Men på børnehjemmet var der ingen, der slog hende, men pædagogen Lene var tit skrap, børnene drillede og stjal tøj og mad. Engang tabte Lærke en tallerken med grød i køkkenet. Hun blev sat i et mørkt, koldt rum som straf. Viktor, den ældste, hviskede skadefro: Nu kan du sidde hos rotterne, tumpede Lærke. Hun var rædselsslagen for rotter snart mareridt-forestillede hun sig, at en kæmpe rotte ville hoppe lige op på hende. Hun græd ind mod døren, frøs, og til sidst satte hun sig udmattet på det kolde gulv. Og sådan blev hun syg, begyndte at hoste, og nu var hun på hospitalet.
Bare minderne fik hendes øjne til at løbe i vand. Hun snøftede, men mærkede pludselig en kærlig hånd på håret. Hun slog øjnene op.
Mette
Kære lille ven. Ikke græde. Det hele skal nok blive godt igen, du vil se
I et øjeblik holdt jeg hende ind til mig. Hendes lille krop blev stille. Hun lod, som om jeg var hendes mor.
Mette?
Ja?
Tænk hvis du var min mor
Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Beslutningen faldt med hjertet ikke med hovedet. Nu skulle jeg bare tale med familien.
Mor forstod mig og støttede mig med glæde. Svigermor også hun voksede selv op uden forældre. Men Jesper var skeptisk.
Er du blevet skør? Ved du, det er for livet?
Ja! Og hvis jeg ikke gør det, får jeg aldrig fred i sjælen. Skat, forstår du?
Han tav, så væk.
Jeg vil gerne møde hende.
Det kan du få lov til.
Om aftenen sad vi sammen i opholdsstuen. Jesper løftede Rikke op, kyssede hende.
Min elskling, hvor jeg har savnet dig
Så vendte han sig. Jeg så ham direkte i øjnene.
Jesper, her er Lærke. Det er Jesper, Lærke.
Hun løftede blikket mod ham.
Hej!
Hej du, jeg er glad for at møde dig.
I lige måde
Noget rørte sig i Jespers sjæl. Han kiggede på mig, øjnene fugtige. Så nikkede han.
Et par måneder senere parkerede vi bilen foran børnehjemmet i Odense. Ude bag vinduerne kiggede børnene.
Lærke, Lærke! Dine kommer nu!
Lærkes ansigt lyste op, og hun løb os i møde.
Hej, Lærke! Nu henter vi dig hjem. Vil du med?
Det lille hjerte slog hurtigt under den strikkede trøje. Helt lykkelig klynkede hun:
Ja, mor!
