På ferie på landet tager vi vores kat Sigurd med fra København. Ude i landsbyen bor Sigurds bror, Viggo. Viggo har store udstående øjne, hvilket har givet ham tilnavnet Uglen. Heroppe på landet er folk ikke alt for forsigtige med, hvad de siger.
I starten er livet hårdt for Sigurd. Selvom han ikke er den største, sætter Viggo ham på plads som en ægte sergent fra forsvaret. Han jager Sigurd væk fra foderet og hvæser så det skærer i ørene, som gæsterne i et kontroversielt tv-program.
Så kom Viggo dog til at lave den klassiske fejl og blev lidt for selvsikker han begyndte at tro, han var urørlig og gik til åben angreb på Sigurd. Sigurd vifter dovent til siden med poten, nærmest teatralsk, som grevinde på slot, og rammer uforvarende med et hook fra højre. Pludselig må Viggo hives op af affaldsspanden.
Sådan, lidt kluntet og helt tilfældigt, ender Sigurd øverst i hierarkiet. På landet bruger man kattene primært som musefælder: Sigurd undgik kun arbejde i stalden, fordi det netop nu er vinter.
Maden er her ikke en fast rutine. Serveringen er sporadisk og kræver fantasi. Sigurd har svært ved at vænne sig til det, for hjemme i København blev han fodret til klokken og kunne forvente at blive budt til fadet af hushjælpen og serveret på sølvbakke.
Af stress genvinder Sigurd hurtigt sine instinkter. Tit finder jeg ham om natten stående på komfuret, med hovedet i gryden.
Viggo holder vagt på taburetten og hvæser desperat, når jeg nærmer mig, for at advare Sigurd. Sigurd drejer altid sløvt hovedet og beroliger Viggo med et brummende mjav: Ingen fare, ham dér er en af vores. Skulle du se, hvordan han midt om natten smyger sig om køleskabet.
En dag mener vi, at Sigurd er klar, så vi tager ham med ud i gården og sætter ham i sneen. Da han vender sig om, er hans ansigt helt hvidt af sne, og i øjnene er der en forpint tristhed lidt som Al Pacino i Scarface, i den scene, du ved. Efter det slipper vi ham aldrig mere udenfor.
En aften får Mads, min søn, besøg af sine lokale venner. Vi hygger os i stuen, og jeg læser højt af H.C. Andersen, Den lille Havfrue. Netop som jeg beskriver stedsøsteren, der forvandler sig til en sort kat og smyger sig hen over gulvet, knirker døren til stuen faretruende og Viggo kommer stolt marcherende ind.
Til vores uheld har Sigurd lært Viggo sit trick at åbne selv vanskelige døre med poten.
Stuen er lille, men vi og børnene flygter rundt i den, og må senere hive en dreng ud af vindueskarmen heldigvis greb bedstemor ham i rette tid, ellers var han røget på gaden.
Nå ja, nu er det måske passende at nævne, at Viggo er kulsort, helt uden nuancer.
Man må sige, det er sjældent, at eventyrklassikere rammer børn så voldsomt nu om dage.
