Ingenting, kære mor! Du har dit eget hjem, ikke? Det er der, du bor. Kom kun her, hvis vi inviterer dig.
Min mor bor alene i et lille hyggehus, der ligger tæt ved bredden af en snoet å. Bag hendes havelåge begynder skoven, og når sommeren bliver tyk og saftfuld, kan man plukke brombær og kantareller i bundter, så kurven bliver tung. Som barn løb jeg igennem de bløde enge, min flettede kurv sprang mod hoften, og jeg følte en næsten drømmende samhørighed med birketræerne og duften af mos.
Senere giftede jeg mig med min gamle folkeskolekammerat, Esben. Hans forældre bor ikke langt fra min mors hus, kun på den modsatte side af vejen, men deres grund rækker ikke ud til åen eller skovkanten. Derfor bliver vi altid hos min mor, når vi flytter fra byen og tilbringer weekenderne i det grønne.
Min mor begyndte snart at ændre sig, måske fordi alderen gjorde hende anderledes, måske fordi hendes ensomhed brændte som skarpe gnister. Sommerens feriedage blev til en serie af små og sære skænderier, hvor stemningen kunne lynhurtigt skifte fra solskin til tordenvejr. Da jeg en gang overnattede hos Esbens forældre, udløste det kun nye gnister denne gang råbte hun ikke af os, men af sin egen nabo, fordi han havde glemt at klippe hækken bag hendes drivhus. Min svigermor, Bodil, tog til sidst til genmæle, og de to kvinders stemmer lød som to forvildede storke på hele villavejen.
En måned senere lå landsbyen stille igen, kun fuglene sang over engen. Esben foreslog, at vi skulle bygge vores eget lille hjem bare for os hvor vi kunne trække vejret frit og mærke friheden. At finde en grund tog tid, men på mærkelig vis løste det sig med en glemt matrikel, der duftede af lavendel og muld.
Min svigerfar, Knud, gik straks i gang med hammer og sømpose. Han hjalp med at rejse murene og lagde tagstenene med snilde fingre. Min mor, derimod, dukkede op med kritiske øjne og ord som træspåner. Hun kommenterede hvert eneste valg af farve, dukkede op uden varsel og efterlod en følelse af urolige drømme bag sig. At bygge huset føltes til sidst som at vandre gennem en skov, hvor træerne byttes om med hinanden midt under natten.
Et år senere, da huset stod med sit bløde stråtag og mønstrede vindueskarme, troede vi, nu kommer roen! Men min mor gav ikke slip. Hun klagede over vores “byliv”, påstod vi glemte hende, og at Esben aldrig hjalp hende mere med at slå græsset eller fikse taget, selvom han altid gjorde netop det.
Så, en underligt tåget eftermiddag, røg ordene ud af hendes mund:
Hvorfor kommer I herover? Bliv nu i jeres København, og når I endelig kommer, lader I bare som om I ejer det hele!
Det blev for meget for Esben. Han gik roligt hen til døren, og der var noget i hans måde at stå på, som fik min mor til at træde lidt tilbage:
Hvad er det, du vil, Esben…?
Ingenting, kære mor! Du har dit eget lille slot, ikke? Bo der. Kom ikke her før vi byder dig indenfor. Kan vi ikke få bare én weekend uden besøg? Hvis du mangler hjælp, så ring, og hvis huset brænder, så skal vi nok komme!
Husbrænde? Hvad snakker du om!
Min mor blev stående et øjeblik med munden lidt åben, som om hun forsøgte at tygge på ordene, og så smuttede hun hastigt ud af døren i sutsko. Jeg måtte holde grinene tilbage, mens Esben strejfede med hånden i luften lidt som om han skrev et usynligt brev:
Undskyld, mor, det med branden var måske lidt for meget.
Nej nej, det er rigtigt nok.
Vi lo, og mit grin føltes underligt blødt og drømmende. Siden da blev der stille omkring vores hjem. Min mor kom ikke uanmeldt, sagde kun “ja” eller “nej”, når Esben tilbød hjælp, og talte egentlig kun om praktiske småting og blev hurtigt væk igen. Jeg tror stadig, hun husker, hvad Esben sagde om husbrande.
