Mellem sandhed og drøm
Der var engang i København, under en særlig kold og stille vinteraften, hvor snefnuggene dansede ubesværet forbi vinduerne som små, hvide eventyrlige væsener. Jeg husker tydeligt, hvordan Frederikke sad indhyllet i sit uldne tæppe i den bløde armstol under stuelampens varme skær, alene med sine tanker. Hendes lejlighed lå højt oppe, med udsyn over Østerbros tage, hvor alt var stille denne aften. Hun havde netop vendt hjem fra en prøvning af sin kommende brudekjole en begivenhed, der gennem måneder havde fået hendes hjerte til at slå lidt hurtigere og fingrene til at ryste let af spænding. Hun havde stadig tasken fra brudebutikken på skødet, fyldt med sølvfarvede øreringe, en tynd tiara og andet småt, der skulle fuldende hendes udtryk på den store dag. Tankerne kredsede om festen hvordan hun ville tage sig ud i kjolen, hvordan de små diamanter ville reflektere lyset og fange beundrende blikke fra gæsterne.
Den hjemlige ro blev pludselig brudt af dørklokken, der skingert lød fra entreen. Hun fór sammen; tæppets kanter blev tvunget tættere sammen af hendes nervøse greb. Klokken viste kun 18.50 hvem dog havde ærinde så sent? Måske var det et glemt bud fra Irma? Eller måske Charlotte fra lejligheden nedenunder, der ofte lånte mælk i huj og hast?
Hun lyttede forsigtigt ved døren og kiggede ud gennem dørsøjet. Udenfor stod en høj skikkelse i mørkt overtøj, men ansigtet var skjult under huen. Hun tøvede, men hans stemme, dæmpet af trædøren, gjorde hende sikker.
Det er mig, Viggo. Vi skal tale sammen. Det er vigtigt.
Frederikke tøvede. Hun havde ikke lyst til at åbne, men hvad nu hvis der var sket noget med Signe, deres fælles veninde? Hun trak låsen fra, på klem. Der stod Viggo sneen smeltede hastigt på skuldrene af hans mørkeblå frakke, og ansigtet var blegt, øjnene brændte med noget, hun ikke kendte.
Kom indenfor, sagde hun, mens hun trak sig lidt til side og forsøgte at skjule bekymringen. Hvad skulle hun ellers gøre, smække døren? Det virkede barnligt. Du drysser sne over det hele.
Uden at tage skoene af gik Viggo ind i stuen. Sneen fra hans støvler lagde hurtigt spor på det lyse parketgulv, men han virkede ligeglad. Hans blik var fjernt, nærmest som om han ikke rigtigt var til stede. Frederikke stod stille lidt, alert, mærkede hvordan spændingen steg i brystet. Hun anede, at hvad end han havde at sige, ville det ikke blive nemt.
Frederikke, sagde han så, mens han vred sine handsker i hænderne. Jeg kan ikke mere. Jeg elsker dig.
Hun blev stående helt stille. Hans ord ramte hende hårdt.
Viggo, du hun forsøgte at sige noget, men stemmen knækkede, og ordene blev hængende i luften.
Viggo trådte nærmere. Han virkede så bange for at miste denne sidste chance.
Jeg ved godt, du skal giftes. Det lyder vanvittigt, men jeg må sige det! Alle de her måneder har jeg forsøgt at glemme dig Men det lykkes ikke. Jeg begyndte at se Signe kun fordi jeg håbede, jeg kunne være tættere på dig! Jeg har aldrig elsket hende.
Frederikke frøs indeni. Hvordan kunne han gøre det mod Signe? Hendes veninde, der havde troet på kærligheden, der voksede imellem dem. Pludselig var der ikke længere trygt i stuen, luften blev tykkere, og hendes arme slap tæppet ned over stolens ryglæn, som om hun kunne ryste det hele af sig.
Viggo Forstår du, hvad du siger? Jeg elsker min forlovede. Vi skal giftes! Vi bygger en fremtid sammen. Og Signe
Han nikkede, og i øjnene brændte smerten, men der var samtidig en befrielse, som om han havde kastet noget tungt fra sig.
Jeg kan ikke holde det tilbage mere. Om få uger er du væk. Hvis jeg fortryder nu, vil jeg fortryde resten af livet. Signe betyder intet! Du er den eneste, jeg vil have.
Frederikke mærkede en isnende kulde brede sig i hele kroppen. Sættet af ord kom fjernere og fjernere, som om hun hørte det igennem en mur.
Hvordan kan du få dig til at sige sådan noget?
Fordi det er sandheden! Det hele med Signe var et påskud for at være tættere på dig; jeg håbede, du en dag så mig. At du opdagede, jeg var den rette. Uden dig er der ingenting.
Han gik ned på knæ og tog et lille ringetui frem fra lommen. I lampelyset glimtede det diskrete smykkes fine mønster.
Forlad ham. Vælg mig. Jeg vil gøre dig lykkelig.
Frederikke så på ham i tavshed, mens minder dukkede frem: Viggo, der lo sammen med Signe til julefrokosten; Viggo, der holdt hende i hånden; Viggo, der så på hendes veninde med blikket fuld af ømhed. Er det hele bygget på en løgn? Det, der før var klart som dag, smuldrede under hænderne.
Rejs dig op, hviskede hun. Vær sød at rejse dig.
Han rettede sig op, hans blik klamrede sig til hende, desperat efter et tegn. Håbet slukkedes for hvert sekund.
Tror du mig ikke?
Jeg tror dig, hendes stemme var fast nu. Men det ændrer ingenting.
Hun trådte et skridt bagud. Det gjorde hun af instinkt, for at få lidt afstand, samle sig.
Du er min ven, Viggo. Ikke mere. Jeg elsker min forlovede og ser dig ikke som en partner. Du fortjener at vide det. Det ville aldrig kunne blive os.
Han så ned på ringen, hviskede:
Hvad nu, hvis jeg havde sagt det tidligere? Før du mødte ham?
Frederikke tænkte sig om, smilede lidt trist.
Jeg havde sagt nej. Beklager. Du er slet ikke min type.
Han prøvede at nærme sig igen, var næsten desperat.
Hvorfor? Jeg har set måden, du kigger på mig.
Hun måtte tage sig sammen for at forholde sig rolig. Det blik, han sendte hende, var vildt, nærmest grænseløst.
Der er intet mellem os, sagde hun roligt. Det, du føler, er ikke kærlighed, men besættelse. Du har skabt et billede af mig og jagter en drøm, du selv har opdigtet. Lad os stoppe her.
Viggo knyttede næverne, ikke i vrede, men i fortvivlelse.
Du tager fejl. Jeg elsker dig, ikke som jeg har elsket nogen før.
Frederikke pressede læberne sammen.
Og hvad med Signe? Har du tænkt over, hvilken smerte du påfører hende? Du har leget med hendes følelser og nu kommer du her og forventer, jeg forlader alt for dig?
Jeg ved, jeg har gjort galt, sagde Viggo lavt. Men selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke ændre på det, for det er, som jeg føler.
Man kan ikke bygge lykke på andres ulykke, hendes blik gled mod telefonen. Du elsker ikke mig, men din egen drøm om mig. Tag en snak med Signe og fortæl hende sandheden.
Viggo stod stille, hænderne rystede let.
Hvorfor skulle jeg? Jeg elsker hende ikke. Hun irriterer mig efterhånden. Det er dig, jeg vil have.
Frederikke mærkede et stik af medfølelse, men hun vidste, det var farligt at give efter.
Du får mig aldrig. Og du fortjener slet ikke hende. Jeg er ikke tavs, Viggo. Det bliver sagt.
Han så længe på hende, og i det blik fornemmede hun pludselig noget truende.
Jeg går nu, men jeg giver ikke op. Jeg venter på, at du åbner øjnene.
Lad være. Lev dit liv. Find én, du virkelig elsker ikke bare en fantasi. Og gå nu.
Viggo forlod rummet langsomt og lukkede døren stille bag sig. Frederikke stod længe og så ud ad vinduet, mens sneen faldt roligt over byen og tegnede bløde mønstre i gadelygternes skær. Hun så Viggo gå ned ad gaden, skuldrene krummet, ansigtet skjult. Hans billede forsvandt ind mellem træerne ved søerne. Hendes hjerte hamrede. Hun vidste, hun måtte tage ansvar. Viggo kunne finde på at opsøge Signe måske lyve; måske gøre mere skade.
Hun fandt Signes nummer og ringede. Hænderne rystede, men stemmen holdt sig rolig, da Signe tog telefonen:
Hej Signe. Vi skal tale. Det er vigtigt.
Signe lød bekymret på den anden linje, mærkede måske allerede, at noget var galt.
Hvad er der sket? Du lyder så anspændt.
Frederikke trak vejret dybt og fortalte i rolige vendinger alt, hvad der var sket. Viggo havde aldrig elsket hende, han havde kun brugt hende som en genvej til Frederikke. Det var sandheden barsk, men bedre end at holde Signe hen i uvished.
Lang pause. Frederikke vidste, Signe kæmpede med chokket på den anden side, men det kunne ikke være anderledes.
Hvad så nu?
Jeg ved det ikke, indrømmede Frederikke. Men jeg er bange for, han dukker op hos dig. Er du alene?
Ja, men jeg skal nok klare mig. Tak fordi du sagde det.
Undskyld, der var kun oprigtighed i Frederikkes ord.
Hellere sandheden. Tak.
De lagde på. Rummet blev stille igen.
Frederikke stod længe ved vinduet og kiggede ud over byen, mens sneen stillede sig over træerne ved Søerne. Hun forsøgte at forestille sig, hvordan Signe måtte have det, og tænkte, at sandhed var bedre end løgn også selvom det gør ondt.
***
Henne på Vesterbro sad Signe alene i sin lille køkkenkrog. Ordene fra Frederikke blev ved med at klinge i baghovedet, mens hun stirrede på sin nedkølede kop te. Uret på væggen tikkede; resten af byen var stille. Hun forsøgte at forstå det hele. De mange date-aftener, Viggos latter, hans små kærtegn. Alt virkede meningsløst nu.
Han elskede mig aldrig, gentog hun for sig selv.
Tanker bølgede igennem hende; det føltes, som om noget brød sammen et sted inden i hende. Hun rejste sig, prøvede at samle sig. Skulle hun ringe Viggo op? Skulle hun bare vente? Hun vidste det ikke.
Pludselig lød dørklokken, og hun trådte væk fra tekoppen. Hun kunne se Viggo uden for. Han så slidt og træt ud, øjnene røde og overtøjet vådt af sne. Hun åbnede døren uden at invitere ham indenfor.
Signe, jeg bliver nødt til at forklare Jeg har aldrig
Frederikke har forklaret. Jeg vil ikke høre mere, sagde hun roligt, men hun mærkede smerten i sin egen stemme.
Viggo stod tavs. Han forsøgte at række ud efter hende, men hun trådte et skridt baglæns.
Så du ved det allerede
Hvorfor er du overhovedet her? Skal jeg høre dig sige det samme, at jeg kun var et redskab for dig?
Nej, jeg er her for at sige undskyld. For løgnene, for at bruge dig.
Der blev stille. Han holdt en ring frem mod hende det samme smykke, han havde tilbudt Frederikke.
Tag den. Det er min undskyldning.
Signe kiggede på ringen, men hendes blik var fattet nu, mættet af resignation.
Behold den selv. Jeg ønsker intet fra dig.
Han knyttede ringen, så hånden rystede.
Jeg vil prøve at gøre det godt igen
Hun rystede roligt på hovedet.
For sent, Viggo. Jeg har ikke længere tillid til dig. Vi er færdige.
Han så mod døren. Hans ansigt udtrykte fortvivlelse, da hun uden at sige mere stillede sig ved siden af.
I det samme ringede det igen på døren. Nu stod Frederik, Frederikkes forlovede, i entreen. Han var altid rolig og korrekt, denne aften bar han dog en kant af alvor, hun ikke havde set før.
Må jeg komme ind? spurgte han nøgternt.
Hun lod ham træde ind. Viggo gik lidt tilbage, nervøs.
Jeg ved alt, Frederik rettede blikket mod Viggo. Du har leget med begge pigers følelser.
Viggo forsøgte at komme til orde, men Frederik løftede hånden.
Det er slut med ord. Sandheden er fremme nu.
Han trådte nærmere, og Viggo blev presset op mod væggen.
Frederik, vent Signe forsøgte at mægle, men Frederik stoppede hende med et blik.
Lad os være ærlige, Viggo. Man siger, handling siger mere end ord.
Så slugte tavsheden rummet, og uden drama eller ophidselse gav Frederik ham et solidt slag ikke ment som hævn, men som en endegyldig konklusion. Viggo mærkede blodet fra sin læbe, men sagde intet. Han bøjede hovedet og forlod lejligheden, ydmyget og alene.
Frederik vendte sig mod Signe.
Undskyld at det blev sådan, sagde han med et mildere blik. Du fortjente bedre.
Tak, fordi du reagerede, hun mærkede, hun mente det.
Du skal nok komme igennem det, sagde han stille, og hun troede på ham.
Da han gik, sad Signe i lang tid. Hun følte en mærkelig ro midt i det hele. Det var ikke slutningen, men begyndelsen på noget nyt.
***
Viggo svalede ud ad gaden han følte ikke kulden. Hver snebold mod hans kind mindede ham om, at han havde tabt alt. Han havde selv sat det hele over styr, og nu havde han kun ensomheden tilbage. Næste dag på arbejdet sagde han ingenting han havde slået sig for egen skyld og ville bare væk.
Han søgte om forflyttelse til Odense, returnerede ringen til guldsmeden, og sendte pengene (7.500 kroner) tilbage til Signe med beskeden: “Undskyld. Det er dit.”
På afrejsedagen stod han foran blokken, hvor han engang havde følt sig hjemme. Sneen lagde sig på skuldrene, taxien ventede. Han så en sidste gang op, hviskede:
Det hele er min skyld.
Han satte sig ind i bilen og lod sneen slette sporene. Imens, på en lille café i Indre By, sad Frederikke, Signe og Frederik over tre kopper dampende varm kakao. Samtalen var let, stemningen rolig, skuldrene sænkede sig mere og mere. Frederikke talte om det kommende bryllup, Frederik sad tæt, og Signe smilede over at have fundet sig selv, om end lidt knust.
Jeg er ikke vred mere, sagde Signe og så ud på sneen. Det er bare ærgerligt, at det gik, som det gjorde.
Frederikke lagde hånden på hendes skulder:
Du fortjener kun det bedste. Intet mindre.
Signe nikkede og smilede svagt.
Det skal jeg nok finde.
Snefnuggene dansede videre over København, skyllede tanker og sorger væk med bløde, kolde lag. Og sådan gik livet videre, som det altid gør men vi blev klogere, mildere og måske en anelse stærkere på grænsen mellem sandhed og drøm.
