Kom ind, mor, vi har ventet på dig, sagde min søn, Jesper, mens svigerdatteren Katrine tog min frakke og rakte mig hjemmeskoene. Med det samme så jeg, at hendes glade smil blev afløst af et bekymret udtryk.
Jeg gik ind i stuen, hvor gæsterne sad, og Katrine nikkede diskret mod gulvet. Jeg fulgte hendes blik og fik øje på de våde fodspor, præcis som hun. Vi udvekslede hurtigt et blik, men tav lidt om sagen, i stedet for at bringe det op nu.
Jesper og Katrine havde noget dejligt at fejre: For nylig var tvillingerne kommet til verden. De små piger var blevet lidt større, så nu havde de samlet familien til en hyggelig fejring af deres ankomst.
Som pensionist er økonomien ikke, hvad den har været, så jeg havde selv strikket nogle dejlige trøjer og huer til pigerne, for jeg har ikke råd til at købe noget fra butikken. Det føltes faktisk lidt svært at sige ja til at komme, jeg ville hellere vente til næste gang, men Jesper og Katrine insisterede på, at jeg skulle være med denne dag.
De små piger blev døbt Karen og Solveig navnene var jeg så glad for. Min egen mor hed Karen, og min søster havde heddet Solveig engang før livet blev alt for kort. Det føltes virkelig godt, at vores familie kunne bære navnene videre, og jeg blev rørt over det.
Nej, hvor er hun kær. Hun ligner dig, Katrine. Og hende der ligner dig, Jesper. Nej, nu er jeg helt rundforvirret de ser jo ens ud som to dråber vand! grinede jeg, mens jeg gik rundt om vuggerne. Jeg kunne virkelig ikke kende forskel.
Både Jesper og Katrine lo kærligt. Min glæde og også min bekymring for pigerne smittede vist lidt af, kunne jeg se.
Da gæsterne gik hjem, begyndte jeg også selv at gøre mig klar. Katrine sendte Jesper et blik, og han spurgte blidt:
Mor, vil du ikke blive her i nat? Det er sent, og bussen kører måske ikke længere. Så kan du også hjælpe Katrine med pigerne de skal bades og puttes i aften.
Jo, Jesper, det kan jeg da godt, svarede jeg uden tøven.
Jeg hjalp Katrine med at rydde af bordet og tage opvasken, og bagefter skulle vi sammen bade tvillingerne. Jeg så glæden i deres øjne, og Katrine rakte mig Karen.
Hun er så lille, jeg er helt bange for om jeg taber hende, sagde jeg ærligt.
Mor, du har jo opfostret Jesper, du tabte ham da aldrig! lo Katrine.
Det er jo så længe siden, jeg har næsten glemt, hvordan man holder sådan en lille én.
Da jeg fik Karen i armene, faldt hun straks i søvn det var som om hun vidste, at hun var tryg. Katrine stod og vuggede Solveig i sit skød.
Jesper og Katrine havde redt op til mig på gæsteværelset, så jeg kunne få min nattesøvn, men det blev til en nat med meget lidt søvn: Jeg lå bare og lyttede, om ikke den ene eller den anden af pigerne var urolig. Jeg havde jo næsten glemt, hvor krævende sådan nogle små var, og alligevel faldt jeg først rigtigt i søvn hen mod morgenstunden.
Da jeg vågnede, stod Katrine allerede i køkkenet med morgenmad, og tvillingerne sov endnu.
Hvor er Jesper? spurgte jeg undrende.
Sæt dig bare til bords, mor, han kommer om lidt, svarede Katrine, roligt.
Kort efter trådte Jesper ind med en stor kasse under armen.
Mor, det her er til dig. Kig i den, sagde han, mens han smilede bredt.
Jeg åbnede den, og der lå et par nye vinterstøvler. Jeg blev helt mundlam.
Børn, de her er for dyre det kan jeg ikke tage imod, sagde jeg og mærkede tårerne presse sig på.
De er ikke dyrere end dig, mor. Tag dem på, og brug dem med glæde, sagde Jesper venligt.
Jeg prøvede støvlerne og forstod ikke, hvordan de havde opdaget, at jeg manglede fodtøj. Mine gamle støvler var slidt op der var ingen penge til nye, og de var faktisk ikke længere til at redde, selv med lapning.
Så begyndte en af pigerne at græde, og jeg skyndte mig ind til dem, stadig med de nye støvler på.
Du er dygtig, tak, sagde Jesper lavmælt til Katrine. Jeg havde aldrig selv tænkt på det.
Der er jo ikke så meget at tænke over. Din mor kom i går med drivvåde fødder, og jeg så sporene på gulvet og hendes gamle støvler. Det var nok. For os er 3000 kroner mange penge, men vi skal nok klare os for din mor er det en formue. Hun skal have varme fødder, svarede Katrine, mens hun tog Jesper i et blidt kram.
Og jeg gik rundt og mærkede en varme i kroppen, jeg ikke helt kunne forklare. Om det var de nye støvler, eller bare følelsen af at være elsket og betydningsfuld for mine børn, ved jeg ikke. Men jeg følte mig hjemme.
