Kom bare ind, mor, vi har ventet på dig, sagde min søn Jakob, mens Laerke, min svigerdatter, tog min jakke og rakte mig et par hjemmesko. Pludselig ændrede hendes smil sig til et lidt bekymret udtryk.
Jeg gik ind i stuen til de andre gæster, mens Laerke nikkede mod gulvet, og Jakob så det samme som mig våde fodspor på trægulvet. Vi udvekslede et blik, men besluttede os for at lade være med at tale om det lige nu.
Jakob og Laerke havde noget dejligt at fejre tvillingerne var kommet til verden for nyligt, og nu hvor drengene var blevet lidt større, havde de inviteret den nærmeste familie hjem for at fejre det.
Som pensionist har jeg ikke de store midler, så jeg havde selv strikket noget tøj til de små. Det var ikke det store, og egentlig havde jeg ikke tænkt mig at tage på besøg, netop fordi jeg følte, jeg ikke havde råd til de store gaver. Men Jakob og Laerke insisterede, og sådan en dag skulle jeg selvfølgelig være der.
Drengene blev døbt Emil og Mads. Det rørte mig dybt, for det er familiens navne min mand hed Mads, og min far hed Emil. Jeg kunne mærke, det betød meget for mig, at traditionerne blev ført videre.
Hvor er han sød, han ligner dig, Laerke. Og ham her ligner dig, min dreng. Nej, nu er jeg helt forvirret, de ligner jo hinanden som to dråber vand! Jeg grinede, mens jeg gik rundt om vuggen uden helt at kunne skelne de to fra hinanden.
Jakob og Laerke lo sammen. Deres glæde og en snert af bekymring i min stemme kunne de ikke lade være med at smile ad.
Da gæsterne tog hjem, begyndte jeg også at samle mine ting, men Laerke så på Jakob, og han foreslog, at jeg skulle overnatte:
Mor, vil du ikke blive her? Det er sent, og bussen kommer måske ikke længere. Du kunne også hjælpe Laerke med drengene de skal bades og puttes i dag.
Jamen, hvis det er det, I ønsker, så bliver jeg gerne, svarede jeg.
Jeg hjalp min svigerdatter med at rydde af bordet, vaskede op og lagde det hele på plads. Bagefter gik vi alle sammen ind for at bade Emil og Mads. Det glædede mig at se, hvor meget de stolede på mig, selvom jeg var lidt nervøs for at holde sådan en lille én igen.
Mor, du har da engang holdt Jakob uden at tabe ham, grinende svarede Laerke.
Ja, men det er så længe siden, jeg har næsten glemt, hvordan man gør, sukkede jeg med et smil.
Laerke lagde lille Emil i mine arme, og han faldt straks i søvn. Der var noget rørende ved, at han følte sig helt tryg hos mig. Laerke nussede lille Mads på armen, indtil også han gav sig hen til søvnen.
Jeg fik mit eget værelse, så jeg kunne få ro. Alligevel lå jeg og lyttede hele natten, om drengene mon skulle give et lille piv fra sig. Det var svært at slappe af, og først ud på morgenen faldt jeg rigtigt i søvn.
Da jeg vågnede, havde Laerke allerede lavet morgenmad, mens drengene stadig sov.
Hvor er Jakob? spurgte jeg overrasket, da jeg kun så Laerke i køkkenet.
Kom og spis, mor. Jakob kommer snart, svarede Laerke roligt.
Efter et par minutter kom han ind og bar på en stor æske.
Mor, vi har noget til dig. Åbn den, sagde han med et smil.
Inde i kassen lå et par helt nye støvler. Jeg blev faktisk så overrasket, at jeg ikke lige kunne finde ord.
De er alt for dyre, sådan nogle kan jeg ikke tage imod, jeg mærkede tårerne presse på.
Ikke dyrere, end du er for os, mor. Tag dem på og brug dem i god behold, svarede Jakob mildt.
Jeg prøvede støvlerne og kunne næsten ikke forstå det hvordan vidste de, at mit gamle fodtøj var slidt op, og jeg slet ikke havde råd til nye? Mine gamle støvler havde for længst givet op, og jeg var bange for vinterens våde vejr.
Pludselig begyndte en af tvillingerne at græde, og jeg løb hen til dem i mine nye støvler.
Hvor er du god, Laerke, sagde Jakob taknemmeligt. Jeg havde aldrig selv tænkt på det.
Det var ikke så svært, svarer hun varmt. Din mor kom jo ind med våde fødder i går jeg så sporene på gulvet og hendes gamle støvler, så regnede jeg ud, hvad hun trængte til. 3.000 kroner er mange penge for os, men vi skal nok tjene dem ind igen. For din mor er det helt uoverskueligt. Nu kan hun gå vinteren i møde uden bekymring.
Om det var de nye støvler eller varmen fra mine børns omsorg, ved jeg ikke, men jeg blev varm helt ind i sjælen. Det gik op for mig, hvor vigtigt det er at give og også at modtage med åbent hjerte. Familiekærlighed kan ingen pris sættes på og der er ikke noget bedre, end at føle sig både set og elsket.
