En Spøg
Freja! Frejsen! Må jeg lige kigge med hos dig?
Saras hvisken lød i hele klasseværelset, og fru Kristensen løftede hovedet fra journalen, hun sad og udfyldte.
Larsen! Nu styrer du dig, ikke? Skriv selv!
Fru Kristensen, det er altså virkelig svært! Sara lod sig som altid ikke kyse.
Hvem har sagt, at alting skal være let? Desuden, Sara, Freja har et andet opgavesæt. Så du får ikke meget ud af at kigge efter hos hende.
Hva? Hun sidder jo helt foran!
Præcis derfor! Fru Kristensen smilede skævt og efterlignede Saras tone. Jeg har givet hende et særskilt opgavehæfte.
Ej, men det er da ikke fair! Sara dykkede kort ned i sin notesbog, men begyndte straks at se sig omkring efter andre redningsplanker.
Ingen lagde mærke til, hvordan Freja trak sig sammen bag sin pult, bange for at løfte blikket eller vende sig om.
Alle lærere vidste godt, at Freja var klassens lille hjælpestav. Hun havde et klogt hoved og så blev hun brugt af alle og enhver. Og nægtede hun, ja, så var fornærmede miner uundgåelige.
Freja var ikke nogen stridbar type. Hun lod andre kigge med, men, på råd fra sin mor, gjorde hun det så diskret, at lærerne ikke opdagede det.
Frejsen, jeg ved, du er en godhjertet pige. Men du må også passe på dig selv. Hvis du skal ind på det gymnasium, du drømmer om, skal karakterbladet være i orden. Du skal ikke ødelægge det pga. nogen, der ikke gider lære deres lektier.
Mors ord var rigtige men Freja kunne kun sukke over det. Gad vide, om mor forstod, hvor svært det var at være den dygtigste i en klasse, hvor det meste var ligegyldigt for de andre…
Freja begyndte i den nye skole, efter moren havde skilt sig fra hendes far. Der var mange grunde, og en af dem var, at et lillebror dukkede op i farens nye familie, mens forældrene stadig var gift.
Ingen syntes, det var nødvendigt at forklare Freja noget. De voksne gjorde, som de ville, mens Freja sad alene på sit værelse med farveblyanter og malede side efter side sort. Grundigt, uden at lade en eneste lys streg blive tilbage.
Det var bedstemor, der først opdagede det.
Hvad laver I!? Stakkels barn, se, hvor hun har det!
Bedstemor var farmor til Frejas mor, men hun tog alligevel mest mors parti i sagen.
Spytter i næverne, siger jeg bare. Ligesom hendes far! Min søn rendte også rundt samme natur, desværre. Hans forskel var bare, at han altid kom tilbage uden ekstra børn.
Kunne du tilgive ham?
Hvad skulle jeg ellers gøre, Linda? Jeg elskede ham. Og jeg vidste, han også holdt af mig, ellers var han jo ikke kommet tilbage gang på gang.
Det må have været svært …
Det kan du tro. Og tilgive gjorde jeg aldrig helt. Jeg levede bare videre. Nu tænker jeg: Hvorfor? Hvem var det gavnligt for? Men det er for sent at gøre om. Tro mig, du skal næsten være taknemmelig over, dit ægteskab sluttede, fordi han fik et barn med en anden. Jeg kender dig, Linda. Du ville have tilgivet ham, taget ham tilbage ikke sandt?
Jeg … Det gør stadig ondt.
Jeg forstår det. Men noget må gøres for Freja, så hun ikke lider for det her. Hun kan ikke gøre for, hvad de voksne har gjort
Mor samlede Freja overfor sig og forklarede hende selvom hun kun var seks år hvad der var sket.
Freja, far og jeg skal ikke bo sammen længere.
Hvorfor?
Vi bliver skilt. Nu skal du og jeg bo sammen, og så er du sammen med far i weekenderne eller, når det passer. Græd nu ikke, Freja! Se på mig far vil altid være din far. Han forsvinder ikke, det lover jeg.
Og du? Freja snøftede, vred over voksenverdenens dumheder.
Jeg tager ikke væk fra dig …
Sådan forstod Linda, hvad datteren havde frygtet, når alt blev sort i malebogen.
Det tog tid at overbevise Freja om, at hun ikke skulle være bange for at miste mor. Det blev ikke let, men til sidste blev hun mere tryg. Far besøgte hende ikke så ofte, men nok til, at hun forstod: Han havde forladt mor, ikke hende. Han forsøgte at balancere, så Frejas interesser blev tilgodeset; hun tog med hans nye familie til Vesterhavet, legede med sin lillebror, og fik et helt udmærket forhold til faderens kone, Marianne, der heldigvis aldrig så skævt til hende.
Alligevel satte alt det, der var sket, sine spor. Nogle gange kom tanken snigende: Måske gik han, fordi hun ikke var som forventet. Han opførte sig jo anderledes med Marianne og lillebror. Hvorfor ville han ikke være hendes far?
Mor og bedstemor sagde altid, at det ikke var hendes skyld, men tvivlen kunne ikke helt slippes. Den dukkede op, når hun allermest behøvede selvtillid til prøver og fremlæggelser.
Egentlig startede det nok allerede i 0. klasse, hvor hendes ben rystede på scenen, da hun blev bedt om at recitere et digt.
Freja havde øvet det med sin mor hele ugen, og foran spejlet gik det så fint. Men på selve dagen med mikrofonen i hånden forsvandt alle ordene! Tårerne løb, hun kunne ikke få et ord frem.
Viceskolelederen, som stod ved hendes side, satte sig i hug, tørrede hendes kind og hviskede: Fortæl mig det bagefter, okay?
Hun nikkede.
Efter skolens slutning ventede fru Kristensen på hende udenfor. Vil du vise mig dit digt? Jeg glæder mig til at høre det!
En bagatel måske men for Freja var dette alt. Nu rettede hun ryggen, slap mors hånd og oplæste digtet klart og tydeligt til voksne og børns applaus.
Se, du kunne jo sagtens!
Men … jeg turde jo ikke … sagde Freja med blanke øjne.
Det er lige meget, om du gjorde det nu eller på scenen! Det vigtige er, at du gjorde det. Du er sej!
Den dag gemte Freja i sit hjerte. Senere, da fru Kristensen blev hendes klasselærer, glædede Freja sig over, at hun netop havde hende én, der forstod.
Freja er en følsom pige, sagde fru Kristensen til Linda. Rigtig klog, men sårbar. Kunne du overveje en talentskole med fokus på matematik? Hun ville simpelthen blomstre blandt ligesindede.
Linda forstod, men det var ikke muligt lige nu. Talentskolen lå for langt væk, Frejas far ventede et nyt barn, bedstemor var blevet syg, og Linda måtte arbejde to steder for at spare sammen til en større lejlighed det var blevet for trangt i den etværelses.
Du må holde ud lidt endnu, Freja, sagde Linda, og krammede hende på sofaen. Når jeg har fået styr på alting, skal vi nok finde en ny skole til dig.
Bare rolig, jeg skal nok klare mig, svarede Freja glad, selvom hun var lidt opgivende indeni.
Hvordan går det i skolen?
Fint! svarede hun tappert.
Ikke fint. Du må fortælle mig det helt præcist! sagde Linda og begyndte at kilde hende.
Så grinede de begge og Freja fortalte til sidst sandheden.
Der var ingen, der drillede Freja direkte. Men bag hendes ryg lød det ofte: Så skal Freja lige vise sig igen! Hørte I, hvordan hun kunne sin historie-tekst udenad? Hvordan skal vi andre få gode karakterer, når hun svarer sådan?!
Sådan gik det, indtil Sara en dag begyndte at hviske: Frejsen, 10 minutter! Jeg når det aldrig!
Fru Kristensen havde fokus et andet sted, og Malthe, hendes ven siden børnehaven, skubbede sin notesbog hen mod Freja, så hun kunne se opgaven.
Tak, hviskede hun, pegede på en fejl, og de var enige uden ord. Malthes svar blev rettet og hendes udkast gled over til Sara.
Men efter timen brød helvede løs.
Hvad sker der for dig?! rasede Sara og bankede på Frejas bord. Du sidder bare som en statue! Det er afslutning på kvartalet, jeg er ikke færdig, og hvad gør du? Kalder du dig veninde!?
Sara, nu synes jeg, du går over grænsen, svarede Freja køligt, mens frustrationen voksede i hende. Hvorfor skulle hun altid hjælpe?
Hendes bedstemor havde altid sagt: Du må ikke bande, Freja! Du er jo en ung kvinde, ikke en havnearbejder!
Men drenge gør det da!
Det er noget andet, du. Tro mig.
Så hun bed ordene i sig.
Malthe pakkede fysisk-bogen i tasken og sagde: Sara, du kræver for meget. Det er ikke okay.
Venner gør ikke sådan! fnøs Sara. Du hjælper selv, Malthe!
Det gør hun ikke. Jeg løser mine ting selv. Hun peger kun på fejl.
Jeg har hjulpet dig! Hvad er problemet?! råbte Freja til sidst, pakkede sin rygsæk og løb ud af klassen, bange for at begynde at græde foran alle.
Sara blev siddende men mumlede lavt: Vi er ikke færdige, Sandberg. Du skal nok få at se…
De talte ikke sammen samme dag. Eller næste. Eller ugen efter.
Sara ignorerede Freja totalt, og klassen lurede på, hvilken hævn hun nu planlagde. Saras evne til at gøre livet surt var berygtet.
Men i stedet blev Freja overrasket.
Hold nu op, Frejsen! Vi har ikke snakket sammen i ugevis! Skal vi ikke ses? Sara smilede åbent. Freja tøede lidt op måske tog hun fejl?
Ak nej Sara havde ikke tilgivet. Derfor tænkte Freja heller ikke over, hvor mærkelig beskeden i hendes taske var: Freja! Du er fantastisk. Din, Malthe.
Skriften mindede om Malthes, så hun tænkte ikke videre. Men Sara havde fået en parallelelev til at skrive den bare for at gøre grin med Freja.
Dér røg din hemmelighed nu kan vi andre ha det sjovt! nynnede Sara, smed sedlen i Frejas taske og lukkede den igen.
I omklædningsrummet efter idræt var pigerne alene, da Freja fandt sedlen.
Hvad har vi her? Se lige! Malthe er helt vild med dig, Frejsen! råbte Sara og viftede med sedlen.
Freja blev bleg hendes følelser for Malthe var hendes egen lille hemmelighed.
Giv mig den! bad Freja.
Nej, vent! Malthe! Malthe! Sarah råbte efter ham.
Drengene stak hovederne ind og grinede, men så dukkede fru Kristensen op, og alle stod bomstille.
Hvad sker der her? Fru Kristensen så strengt på Sara, der stadig viftede med sedlen.
Malthe har skrevet kærestebrev til Freja! fnøs Sara.
Så er det nok. Fru Kristensen så nu på Freja. Freja?
Freja huskede med ét den første dag på skolen og klasselærerens opmuntrende blik. Noget rejste sig i hende. Hun gik hen til sin lærer.
Sara tog min seddel. Det var ikke meningen, nogen skulle se den.
Jeg forstår. Malthe? spurgte fru Kristensen.
Ja, det var mig! Malthe gik hen, tog sedlen fra Sara og gav den tilbage til Freja. Breve mellem venner læser man ikke højt, Sara.
Du lyver! skreg Sara desperat.
Men latterliggørelsen udeblev, og Freja mærkede, hvordan noget i hende voksede lige der midt i kaosset: Lettelsen over at have sagt sandheden og at det værste ikke skete.
Det føltes, som om hun havde fået usynlige vinger. Hun følte sig stærk og fri.
Sara! sagde fru Kristensen. Nu er det nok.
Malthe afleverede sedlen til Freja og sagde smilende: Det her er faktisk kun til dig hold lige lidt bedre styr på den fremover…
Nå, klasselokalet, allesammen! beordrede Fru Kristensen. Vi har en skrivetime, og jeg har en dagsaktuel opgave til jer: Venskab og tillid.
7.B stormede ud, uden at ænse Saras forfjamskelse, og ind i klassen, hvor kun lyden fra de fnisende Freja og Malthe lød, sammen med krøllede papirstumper og livets lethed.
Freja limede sedlen ind i sin dagbog og gemte den for måske en dag at give den til Malthe på deres bryllupsdag.
Værsgo, min mand.
Hvad er det, min kone?
Begyndelsen på os …
Stoler du så meget på mig? Vil du virkelig give mig det?
Du kender jo alt til mig.
Ikke alt.
Hvad ved du ikke?
Du fortalte engang om forelskelse. Om dørtrin og døre. Er du trådt ind over?
Frejas øjne skinnede og hendes svar var klart:
Mere end det. Jeg har lukket døren bag mig. For jeg elsker dig det handler ikke bare om forelskelse.
Nu forstår jeg. Er livet sødt, Freja?
Sødt og lidt salt, men mest sødt!
**
Livet lærte Freja, at det altid lønner sig at være modig, at stå ved sig selv og sine følelser og at ægte venskab og kærlighed kun vokser, når man vover at stole på hinanden.
