Når Valdemar kommer på besøg hos Rigmor, mister hun fuldstændig overblikket man kan nærmest se, hvordan hun bliver rundt på gulvet af lykke. Hun farer forvirret rundt, begynder at gøre sig til, gemmer tøj under puderne, som hun har prøvet før hans ankomst, og tager hårrullerne ud af håret. Så smutter hun ud på badeværelset, reder håret, lægger læbestift, og så først når hun føler sig fuldstændig uimodståelig går hun ind til ham.
Hvordan skulle hun også kunne lade være med at være lykkelig? Prøv selv at forstå det.
Rigmor er alenemor. Hun har aldrig rigtigt været gift, kun haft en lille kærlighedshistorie med sin Søren for et par måneder. Men så flyttede han væk fra Aalborg, tilbage til hjemegnen, hvis navn Rigmor stadig ikke kender enten var han fra Moldova, eller måske Ukraine. Her i Danmark arbejdede han på torvet, men hvad præcist han lavede, anede Rigmor ikke.
Han forsvandt, lyset i Rigmors øjne, og efterlod hende lidt gravid. Bare lidt. Der var vel kun gået et par uger, så hun vidste det ikke engang selv. Da Søren ikke kom hjem til hende, og der gik over en måned, før hun så ham igen, gik det op for Rigmor ja, altså at hun ikke længere var alene.
Og i rette tid føder hun en dejlig dreng. Og han var virkelig yndig! Ikke så mærkeligt, for Rigmor er selv smuk som en forårsnat, og Søren var nærmest prinsen fra eventyret.
Man må sige, at hun var heldig med sin baby. Valdemar var rolig som kun små danskere kan være; han sov næsten hele tiden, og når han vågnede, så spiste han grundigt og målrettet ved mors bryst. Heldigvis havde Rigmor så meget mælk, at hun sagtens kunne have fodret et barn mere.
Valdemar gik heller ikke gennem de sædvanlige børnesygdomme.
Navnet fik han efter Valdemar Ditlevsen, skuespilleren fra gamle danske film, for da Rigmor var gravid, så hun tilfældigt filmen “Et Kærlighedseventyr”, hvor Valdemar spiller hovedrollen og ligner til forveksling hendes Søren. Der var altså ingen alternativer. I dåbsattesten kom der også til at stå: Valdemar Sørensen Pallesen. Rigmor gentog det igen og igen for sig selv det lød som musik. Nærmest som temaet til en gammel dansk vise.
Valdemar var en solstråle. Når Rigmor skulle lave mad eller rydde op, lagde hun et tæppe på gulvet, stillede stole rundt om for at bygge en lille indhegning og satte Valdemar der, gav ham sin gamle taske, et par hårruller og nogle stofrester. Så legede han i stilhed uden at klynke eller klage. Engang, da Rigmor kiggede ind fra køkkenet, så hun endda, at sønnen havde fået hovedet i klemme mellem stolene (ville sikkert ud), men han småpustede bare roligt og forsøgte at skubbe stolene fra hinanden med sine små buttede arme.
Efterhånden som drengen voksede, blev han ikke mere besværlig. Rigmor lod ham roligt lege i gården, bare han kom forbi vinduet (hun boede i stueetagen) hvert tiende minut og råbte: “Mor! Jeg er lige her!”
Men drengen havde ikke noget ur, så han kom hver tredje minut og råbte, indtil hun kiggede ud og svarede: “Ja, skat, jeg ser dig!” Men han blev stående. Hun spurgte: “Hvorfor leger du ikke?” Han sagde: “Du har ikke smilet til mig” Så smilede hun rigtigt, ikke bare fordi han ville have det og så løb han ud til de andre børn.
En dag fra gården råber han sit morjegerher, og da hun kigger ud ad vinduet, ser hun, at han krammer en lille killing.
Mor, tanten sagde jeg måtte få den. Den hedder Osvald. Hun sagde også, at du ville blive glad, og at vi skal passe godt på den.
Valdemar var så ærlig, at Rigmor ikke kunne gøre andet end at smile til svar. Hun sagde:
Osvald er sikkert sulten. Kom ind, så får han lidt mælk.
Og så løb både dreng og kat op i opgangen. En lykkelig Valdemar. Osvald var til gengæld endnu ikke rigtig lykkelig.
Sådan gik dagene for de tre. Indtil Rigmor mødte Valdemar.
Han var på alder med hende, havde aldrig været gift, var sådan en pålidelig, fornuftig mand, og selv om han ikke var gammel, var han moden. Han arbejdede på en møbelfabrik og tjente godt. Han begyndte at komme hos Rigmor hver lørdag og overnatte. Han sagde ikke meget, spiste godt, drak kun moderat. Rigmor forberedte altid en lille flaske snaps til ham i fryseren og serverede den i et pænt glas. Valdemar kunne virkelig godt lide de glassene.
Denne lørdag var som altid. Valdemar kom, gav Valdemar Jr. hånden i entreen, satte sig i sofaen, mens Rigmor gjorde sig færdig. Så så de fjernsyn sammen, nej, faktisk var de fire, for Osvald lå jo på Valdemars skød. Senere spiste de middagsmad sammen.
Efter frokost lagde de sig alle tre eller fire for at hvile, inden de ville gå en aftentur i parken.
Da Rigmor havde lagt Valdemar Jr. til at sove, lagde hun sig ind til Valdemar og lagde hovedet på hans arm. For første gang begyndte han at tale om bryllup:
Jeg tænker, vi skal bo her lidt endnu, så kan vi flytte sammen et sted med mere plads. Eller leje min lejlighed ud for at få lidt ekstra penge Men ved du hvad, Rigmor Jeg bryder mig altså ikke om katte. Osvald må videre
Osvald, rettede Rigmor og blev helt stiv af spænding.
Ja ja, Osvald Og Valdemar kan vi sende på landet til min mor. Han vil få frisk luft, og der er en god skole. Vi er jo stadig unge, så kan vi få masser af egne børn sammen.
Det var som om Rigmors hoved på hans skulder blev til sten. De lå stille i stilheden i flere minutter. Så rejste Rigmor sig, genert som om han aldrig havde set hende uden tøj før, tog badekåben om sig, gik over til hans tøj, rakte ham bukserne og sagde:
Så Værsgo, tag dine krøllede bukser på og smut så.
Hvorhen?
Hjem til din mor, ud på landet. Du kan få al den friske luft, du vil der. Os tre vi klarer os med luften her i vores egen park.
