Den usynlige veninde
Rundt om Anne-Marie var der allerede for tredje dag en masse elever, der kredsede. Hele skolen kendte til hende som en slags spåkone og ægte klassens psykolog. Alle ville nyde godt af hendes livsvisdom. De opsnappede hende foran skolens toilet, satte sig for at spise tæt ved hende i kantinen og kom med chokolade, kladdehæfter og andre små gaver, som hun dog på mærkværdig vis oftest afviste.
Jeg kan ret godt lide Christian fra 5.B. Synes du, vi kunne blive et par? spurgte klassekammeraten Frederikke længselsfuldt.
Jeg ville ikke satse på Christian. Han virker nok sød udenpå, men han sidder og piller næse og spiser bussemænd. Det bliver vist ikke et problem at sørge for mad i familien, men der stopper det også. Sådan vil han bøvle sig gennem hele livet, svarede Anne-Marie, mens hun tyggede på et rundstykke og nippede til sin hyldeblomstsaft.
Føj! Hvor klamt! Hvad så med Mikkel? Han er dygtig til alt muligt, og han er lige startet til guitarundervisning Frederikke smilede allerede drømmende ved tanken.
Mikkel driller katte, bandt en dåse i halen på naboens kat og jagtede den rundt i gården. Han bliver nok ret hård ved folk og begynder sikkert også at drikke.
Hvorfor tror du det?
Har du nogensinde mødt en ædru guitarist? Desuden skal du ikke tænke for meget på det endnu nyd livet og lad være med at bide negle. Ellers får du orm.
Jeg har ingen venner. De andre kalder mig tyk, og jeg bliver aldrig inviteret med nogen steder, Frederik fra 4.C skubbede så hårdt til drømmende Frederikke, at hun gled hen ad bænken og over til den anden ende af bordet.
På onsdag åbner de for tilmelding til brydning i idræt. Gå ind til idrætslæreren og meld dig. Du bliver nok ikke tyndere, men de holder op med at kalde dig navne. Og du, lad nu være med at skubbe til dem, der måske en dag bliver din kone.
Anne-Marie rejste sig og bar bakken hen til opvasken.
Anne-Marie, hvad tænker du, burde jeg tage mit kørekort i år eller vente til næste år? spurgte klassens geografilærer, fru Jensen, i et forsøg på at lyde tilfældig.
Fru Jensen, man skal have en bil for, at det giver mening at tage kørekort, men du har jo kun din fars gamle Peugeot fra 90’erne. Kan du se forskellen?
M-måske…
Anne-Marie rullede med øjnene, vaskede hænder og fortsatte:
Sælg bilen, køb dig en god cykel og et par shorts. Om to måneder får du alligevel samkørsel til jobbet. Men endnu bedre, tag et realkreditlån renterne er lave nu, og det er ikke særligt sejt at bo hos forældrene, når man er 35. Bare et godt råd.
Med lærernes forbløffede blikke i ryggen gik Anne-Marie tilbage til håndarbejdstimen.
På de fyrre minutter, hvor hendes klassekammerater lærte at tråde symaskinen og måle med snor, havde Anne-Marie allerede lappet sine bukser, syet en nederdel ind og hæklet et par sokker, som hun gav til håndarbejdslæreren med ordene om, at gravide kvinder altid skal holde fødderne varme. Læreren forsvandt hurtigt, sprang over i Matas efter en test og næste dag fik hele klassen lækker hjemmebagt chokoladekage i taknemmelighed fra håndarbejdslæreren.
Også derhjemme opførte Anne-Marie sig anderledes. Hun skældte ud på sin mor over købefarsen og lavede i stedet hjemmelavede frikadeller. Om aftenen, i stedet for at se Youtube, satte hun sig med De tre musketerer og hviskede af og til til nogen usynlig. Faren lurede på hende over computeren, men Anne-Marie bemærkede, at han sad og hang. Hun sagde, han burde tage sig sammen og slå tæpperne ude i stedet for at hænge på alle de der tvivlsomme hjemmesider.
Rygterne svirrede på skolen, lærerne blev bekymrede og mente, at skolens psykolog måtte kobles på. Hele lærergruppen inklusiv rektor blev indkaldt til møde midt i skoledagen.
Anne-Marie, kære, fortæl, er der nogen i skolen, der driller dig? startede den moderne psykolog med skæg og briller blidt.
Bliver mest irriteret over, at skolen fik tildelt flere millioner kroner, men alligevel fik vi kun en gammel boksebuk og et lille tov til gymnastiksalen, svarede hun og vendte blikket mod rektor, der skyndte sig ud ad vinduet under påskud af et vigtigt møde.
Er der ingen, der vil være venner med dig?
Venskab er et ret abstrakt begreb, svarede Anne-Marie og snoede sine fletninger. I dag leger I tagfat, i morgen vasker din veninde op hjemme hos dig, imens du prøver at forstå din årsopgørelse hos Skat.
Hvilke årsopgørelser? Hvad taler du om? Hvem har fortalt dig det alt sammen?
Min veninde.
Dér har vi det! Kan du invitere hende med herind?
Hun er her allerede, svarede Anne-Marie roligt og lod som ingenting, hvilket rystede alle i rummet.
Vi kan ikke se hende. Hvad hedder hun?
Grethe Margrethe.
Nå da! Hvor gammel er hun?
Syvoghalvfjerds.
Hvad siger hun ellers til dig?
Hun siger, at man skal børste tænder fra gummen og ned, at hunden i gården ikke er bidelysten, men bare bange og sulten, at man aldrig må glemme sin familie. Og, at skolens ejendomsskat er blevet regnet forkert de sidste fem år. I bør tage forbi Borgerservice og få det regnet om, for det er blevet sat efter vurderingen snarere end markedsværdien.
Psykologen noterede alt og understregede især det sidste to gange.
Der blev ringet efter forældrene over skolens højtaleranlæg.
Vent nu lige! udbrød Annes far i telefonrøret. Det var jo min mors navn! Hun døde for ti år siden.
Hele lærerværelset gispede og der blev bedt stille bønner.
Præcis, det er ti år siden, men ingen har kommet forbi og besøgt hende. Der står ukrudt alle vegne og lågen hænger skævt, mumlede Anne-Marie med en anelse bebrejdelse.
Ja, altså… jeg havde villet, men fik det aldrig gjort, svarede faren lavmælt.
Mødet sluttede.
Næste dag tog hele familien til kirkegården. Anne-Marie havde aldrig kendt sin farmor, kun hørt brudstykkevis om hende fra faren. Gravstedet var svært at finde de gamle fyrretræer var erstattet af et hav af granitsten. Anne-Marie havde en buket gule tulipaner med, som hun satte i en afskåret plastflaske. Faren rettede stakittet, moren luede ukrudt.
Far, farmor siger, at du er et godt menneske, men at du sidder alt for meget foran computeren og på arbejdet og derfor ikke har meget tid heller ikke til mig.
Faren rødmede og nikkede eftertænksomt.
Sig, at vi nok skal blive bedre, sagde han og klappede Anne-Marie på hovedet og derefter den gamle, falmede gravfotografi.
Nu har hun fred og kommer ikke til mig mere, skønt jeg vil savne hende meget. Hun var virkelig rar, morsom og klog.
Helt sandt. Farmor så altid lige igennem folk. Har hun ellers fortalt dig noget?
Ja. Hun sagde, at din agurke-kur var noget pjat. Hvis du vil tabe dig, skal du træne ikke bare spise grønt. Og hun syntes, det var tåbeligt at åbne en eurokonto man skal altid regne sig godt frem, før man tager den slags beslutninger. Og med det der billige cement, du bestilte til fundamentet til saunaen…
Livet bliver rigere, når vi husker dem vi har mistet, og samtidig tager os tid til de levende for det er her, vi for alvor gør en forskel.
