Taxaen holdt ved kirkegårdens port. En ung mand steg ud og gik hen til kvinden, der solgte blomster:
“Giv mig tolv tulipaner, tak.”
Han betalte i kroner, bøjede hovedet og gik ind på kirkegården.
For et år siden havde Mads følt sig som den lykkeligste mand i verden han elskede og blev elsket. Alt ændrede sig den dag, hvor hans kæreste Freja ikke overlevede en bilulykke.
Det tog en måned, før Mads kom til sig selv igen. Hans kolleger på politistationen hjalp ham tilbage til hverdagen.
Ved gravstedet sad Frejas mor på en bænk.
“Hej, tante Lise,” sagde han stille.
“Goddag, Mads.” Kvinden kastede sig ind mod hans bryst og græd.
Han stirrede på gravstenen, hvor Freja smilede tilbage fra fotot.
Da hun havde beroliget sig, hjalp hun ham med at arrangere blomsterne. De stod tavse et øjeblik, før hun spurgte:
“Har du ikke fundet en ny kæreste endnu?”
“Nej. Jeg kan ikke glemme din datter. Det føles, som om Freja kalder på mig.”
Lise nikkede og sænkede sorgfuldt hovedet. Det, der skete for over et år siden, huskede hun kun som en tåge. Hospitalet hendes datter på den hvide båre og de to mennesker, der knælede og græd foran hende
Hun ville sige noget til Mads, men da hun så hans bedrøvede ansigt, tav hun.
Mads var uddannet fra Politiskolen og havde arbejdet i to år for nylig var han blevet forfremmet til overbetjent. Han boede stadig hos sine forældre.
Tragedien med Freja havde rystet hele familien. Sønnen havde ikke været sig selv i et helt år. Han tilbragte al sin fritid alene på sit værelse. Og nu var han kommet hjem igen, lige så trist som altid.
“Mads, vil du ikke spise?” Hans mor mødte ham i entreen.
Han nikkede og gik direkte i bad. Da han kom tilbage, satte hans mor sig ved bordet:
“Din far og jeg var ved bedstefar og bedstemors grav i dag” Hun standsede sig selv, da hun så hans mørke ansigtsudtryk.
“Jeg besøgte også Freja i dag.”
“Skatter, der er gået et år. Freja kommer ikke tilbage, men du skal jo leve videre.”
“Jeg kan ikke, mor. Det føles som om hun kalder på mig.”
“Mads, hvad siger du?” Hans mor så pludselig bekymret ud.
“Det er okay. Jeg ved, du og far håber, jeg finder en ny kæreste, men det er ikke noget, vi skal tale om nu.”
Han spiste færdig og forsvandt ind på sit værelse.
Politiarbejde er hårdt nogle gange måtte han arbejde om natten. Mads lagde sig på sengen og faldt i søvn, uden at han vidste det.
Han drømte, at Freja kaldte på ham. Sådanne drømme havde han ofte, men denne gang var det anderledes som om hun var i fare og havde brug for hjælp.
Han vågnede med et sæt og skyndte sig ud i entreen.
“Skatter, hvad er der galt?”
“Mor, jeg skal bare ud at gå lidt.”
Han gik ud af opgangen, og fødderne bar ham videre af sig selv.
I parken så han tre berusede fyre, der havde omringet en pige. Hendes øjne var fulde af frygt.
“Hvad foregår der her?” Mads gik hen mod dem.
Pigens bønlige blik mødte hans.
“Hvad vil du?” råbte en af fyrene, men endte straks på jorden.
“Tag jeres ven og forsvind!” beordrede Mads de to andre.
De adlød øjeblikkeligt, hjalp deres kammerat op og forsvandt.
Pigen stod som lammet, greb sig om hjertet, tog så en tablet fra lommen og lagde den under tungen. Tårerne strømmede.
“Det er okay, rolig nu,” sagde Mads blidt og lagde en arm om hende.
“Tak,” hviskede hun.
“Skal jeg følge dig hjem?”
På vejen begyndte hun at falde til ro, og han spurgte:
“Hvad hedder du?”
“Signe.”
“Jeg er Mads. Hvad skete der?”
“Jeg går altid her. Lægerne anbefalede det. Men de fyre”
“Jeg forstår. Har du noget med hjertet?”
“Det har været svagt siden barnsben. For et år siden holdt det helt op. Jeg fik en operation. Nu er det bedre. Lægerne siger, det nok skal gå.”
Mads lyttede til hende, og på en eller anden måde føltes det, som om Freja var ved hans side igen.
De nåede frem til en ny lejlighedsbygning.
“Jeg bor her,” sagde Signe og så på ham med sørgmodige øjne.
“Glad for at vi mødtes”
“Mads, vil du ikke med op? Jeg vil gerne introducere dig for min mor.”
“Er det ikke fortidigt?” Han kunne ikke skjule sin glæde.
“Selvfølgelig ikke!”
Lejligheden var smuk, med fine møbler. En kvinde kom ud fra stuen og så forbløffet på sin strålende datter og den fremmede mand ved hendes side.
“Mor, det her er Mads. Han reddede mig fra nogle ballademagere.”
“Birthe,” præsenterede kvinden sig og inviterede dem ind. “Kom, lad os drikke noget te, så kan I fortælle mig, hvad der skete.”
Mens Birthe dækkede bord, fortalte Signe begejstret om episoden. Da hun var færdig, rystede moren på hovedet.
“Signe, du skal ikke gå derhen alene mere.” Så så hun nærmere på Mads. “Hvordan kom du til at være der?”
“Mit hjerte førte mig derhen,” sagde han i spøg.
“Hvad arbejder du som?” spurgte Birthe.
“Jeg er betjent.”
“Nå, det forklarer, hvorfor du håndterede de fyre så nemt.” Hun tøvede lidt. “Er du gift?”
“Nej.” Svaret gjorde hende glad, men også mistænksom. “Hvor gammel er du?”
“Snart femogtyve.”
Mistanken voksede. En flot fyr på femogtyve, ugift. Hun tav. Mads forstod hendes tanker.
“Jeg havde en kæreste,” sagde han med sænket hoved. “Hun døde for et år siden.”
“Åh, Mads, undskyld.”
De drak teen i stilhed. Bagefter rejste Mads sig.
“Tak for teen. Jeg må hellere gå nu.” Han så på Signes forvirrede ansigt og smilede. “Signe, lad os udveksle telefonnumre. Hvis der er nogen, der generer dig, så ring.”
Den nat kunne Mads ikke sove.
“Hvad sker der med mig? Da jeg gik med Signe, føltes det som om jeg kunne høre Freyas hjerte slå.”
Han lukkede øjnene, men for første gang kunne han ikke tydeligt se Freyas ansigt i stedet så han Signes træk. Han faldt i søvn langt over midnat.
Næste morgen ring
