Min uvirkelige veninde
Der var en særlig stemning omkring Agnes på skolen i de dage, husker vi nu. Det var som om, hele flokken af elever ikke kunne holde sig væk fra hendes nærhed. Pigen blev kendt i hele skolen som en slags spåkone og den rene psykolog. Alle jagtede efter hendes visdom. De ventede tålmodigt på hende ved toiletterne, satte sig ved siden af hende i kantinen og kom slæbende med små gaver et stykke chokolade, en kladde med dansk stil eller farvestrålende perlearmbånd, hvad de nu kunne undvære i håb om at hun ville tage imod. Men af en eller anden grund takkede Agnes altid nej.
Jeg kan altså rigtig godt lide Mikkel fra 5.B Tror du, vi kunne blive et godt par og få børn en dag? spurgte hendes klassekammerat, Emilie, drømmende.
Jeg vil ikke råde dig til det, Emilie. Mikkel ser måske sød ud, men han piller næse, og spiser det han finder. Han kommer nok aldrig til at mangle mad men fremtiden med ham vil nok kun handle om dét, svarede Agnes, mens hun suttede på en kanelsnegl og småslubrede sin te.
Føj da, det er ulækkert! Hvad så med Rasmus? Han har altid topkarakterer og lærer at spille guitar, nølede Emilie og smilede håbefuldt.
Rasmus jagter katte og binder gamle konservesdåser til deres haler. Den slags bliver til hårdhjertethed senere og så begynder han sikkert også at drikke, sagde Agnes.
Hvorfor tror du det?
Har du nogensinde mødt en sober guitarist? Og du bør i øvrigt lade være med alt det her lev nu i stedet for dig selv. Drengene løber ingen steder. Brug tiden på matematik, og lad være med at bide negle. Ellers får du orm.
Jeg har ingen venner, brummede Mads fra 4.C, mens han skubbede Emilie væk, så hun gled ned i den anden ende af bænken. Alle kalder mig tyk og vil aldrig have mig med til noget.
På onsdag starter tilmeldingen til brydning. Du kan melde dig til nede i gymnastiksalen. Tykkere bliver du næppe, men der er ingen der tør mobbe dig bagefter. Og lad så være med at kaste med din fremtidige kone.
Agnes rejste sig og bar sit bakkehen til opvasken.
Agnes, hvad synes du, jeg skal tage kørekort i år eller vente til næste? spurgte geografielæreren, fru Jørgensen, i køen ved vasken, som om det faldt hende ind helt tilfældigt.
Fru Jørgensen, man skal have en bil, før det giver mening med et kørekort, og du har kun din fars gamle Mazda 323 Giver det mening?
Det det tror jeg da, mumlede læreren tvivlende.
Agnes rullede med øjnene og sagde, mens hun vaskede fingre:
Sælg den gamle spand. Køb dig en cykel og et par gode shorts for pengene, om to måneder ender det nok alligevel med, at nogen skal køre dig til skole. Eller måske skulle du tage et lån til en lejlighed renten er vanilje lige nu, og det klæder ikke en på din alder at bo hjemme hos forældrene. Bare et godt råd fra én, der ved besked.
Mens lærerne stod måbende, forlod Agnes rummet og gik ned mod håndarbejde.
Mens de andre piger lærte at bruge skrædderlinealen og stikke nålen i symaskinen, nåede Agnes at stoppe sine hjemmebragte bukser, sy sin nederdel ind og hækle et par sokker, hun forærede deres lærer, idet hun bemærkede, at gravide kvinder skal holde fødderne varme. Læreren skyndte sig straks ned på apoteket for at hente en graviditetstest. Allerede dagen efter havde hun bagt en stor chokoladekage til hele klassen som tak for sokkerne.
Også hjemme var Agnes anderledes, det husker vi tydeligt. Hun gav sin mor en opsang for at købe hakket kød og gik selv i gang med at lave hjemmelavede frikadeller. Om aftenen lod hun Youtube være og læste De Tre Musketerer med jævnlige hviskende samtaler med hvem, var der ingen der kunne sige. Faren kiggede på hende fra computeren, men blev straks irettesat: han sad alt for krumbøjet og burde hellere banke tæppet udenfor end surfe rundt på tvivlsomme hjemmesider.
Rygter begyndte at summe gennem gangene, og lærerne begyndte at ryste på hovedet. De forlangte, at skolens psykolog blev indblandet. Der blev indkaldt til møde, og samtlige lærere og skolens inspektør var til stede midt i en skoledag.
Kære Agnes, er der nogen, der driller dig i skolen? spurgte psykologen, en mand med skæg og moderne briller.
Jeg bliver kun irriteret over, at kommunen har bevilget flere millioner kroner til skolen, men alligevel har vi kun fået én gammel buk fra sportsudstyret og to meter tov til gymnastiksalen.
Alle stirrede på inspektøren, som pludselig forsvandt ud gennem det åbne vindue under påskud af møde.
Mangler du venner?
Venskab er noget abstrakt, svarede Agnes tørt, mens hun snurrede om sine fletninger. I dag spiller man rundbold i frikvarteret, i morgen er det veninden, der vasker op hjemme hos én, mens man selv slås med skattefradrag.
Skattefradrag? Opvask? Hvor får du alt det fra?
Fra min veninde.
Nå, men kan du ikke tage hende med næste gang?
Hun er her allerede, sagde Agnes, som om det var det naturligste i verden, så alle blev stille.
Hvad hedder hun?
Gerda Marie.
Hvor gammel er hun?
Syvoghalvfjerds.
Hvad siger hun til dig?
Hun siger, man skal børste tænder nedefra og op, at hunden i gården ikke er farlig, men bange og sulten, og at man aldrig må glemme sin familie. Og så sagde hun, at der er fejl i ejendomsskatten på jeres hus. Den burde være regnet efter markedsprisen, ikke det gamle vurderingssystem. Du bør tage derned og få det rettet.
Psykologen noterede flittigt ned den sidste besked streget og understreget to gange.
Forældrene blev ringet op under stor undren.
Vent lidt! råbte faren i røret. Sådan hed min mor også! Hun døde jo for ti år siden.
Stilheden bredte sig, og lærerne foldede hænder automatisk.
Det er længe siden nu, men ingen er kommet forbi hendes grav. Det hele står vildt og forfaldent, konstaterede Agnes brysk.
Jeg jeg ville gerne, men har aldrig tid, forsøgte faren at undskylde.
Seancen endte brat.
Næste dag tog hele familien til kirkegården. Agnes havde aldrig mødt sin farmor, kun hørt om hende fra faderens fåmælte historier. De gik længe mellem marmor og granit, for stedet var groet vildt siden det var bøgeskov. Agnes satte en buket gule tulipaner i en gammel, halveret sodavandsflaske. Faren rettede stakittet, og moren fjernede ukrudt omkring graven.
Far, farmor siger, at du er et godt menneske, men at du har travlt med arbejde og internetsider og aldrig har tid til noget ikke engang til mig.
Faren blev rød om kinderne og nikkede stille.
Fortæl hende, vi prøver at ændre os sagde han, lagde kærligt hånden på datterens hoved og på det falmede foto på gravstenen.
Nu har farmor fået fred og kommer ikke mere til mig, men jeg kommer til at savne hende. Hun var klog, sjov og rar.
Ja, hun kunne se lige igennem folk. Sagde hun mere?
Jo, hun sagde også, at din agurke-kur er noget pjat. Hvis du vil tabe dig, så tag i træningscenter. Og det der med valutakontoen det var ikke særlig gennemtænkt. Man skal regne tingene ordentligt igennem før så store beslutninger. Og om det billige cement, du købte til fundamentet under sommerhuset Faren lo, mens tårerne gled uhindret ned ad kinderne, og han omfavnede Agnes og hviskede tak for alt det, han aldrig havde fået sagt. Moren lagde armen om dem begge, og sammen gik de tavst hjemad, mens sollyset mellem træerne dryssede på den nysatte buket.
Den aften, da Agnes lagde sig under dynen, føltes verden lettere. Hun måtte dreje hovedet i mørket og smile for sig selv. Stemmerne var stille nu, men i det fjerne kunne hun svagt høre lyden af nogen, der grinede varmt et sted mellem drøm og vågen, som kun børn og gamle kender.
Næste morgen cyklede hun til skole, hilste på Mads og Emilie uden at tænke mere over visdom eller gamle råd. På gangen duftede der af kage og nyvasket gulv, og alle børnene gik forbi hende ikke for at spørge om fremtiden, men bare for at sige hej og le sammen.
Kort efter, mens Agnes lavede perlearmbånd med sine egne farver, kom hun i tanke om, at det måske var det, farmor egentlig havde ønsket: At hun skulle dele dagen og små glæder med dem, der stadig var her. Da skoledagen var forbi, lænede hun sig tilbage og så ud over legepladsen, hvor lyset var blødere end før, og tænkte: Måske er virkelige venner dem, vi selv får øje på, når vi holder op med at lede efter svar udenfor os selv. Alt det andet gamle stemmer, gode råd og kloge tanker bor allerede indeni.
