Min usynlige ven
Hey, du ved, der har faktisk været helt vildt mange elever samlet om Astrid de sidste tre dage hun har hurtigt fået ry for at være både skolens kloge orakel og en slags junior-psykolog. Alle ville gerne have lidt af hendes visdom, så de prøvede at fange hende ude ved toiletterne eller finde sig en plads tæt på hende i kantinen. Andre kom slæbende med Matadormix, hjemmebagte boller og deres lektier som små gaver, men Astrid sagde bare nej tak hver gang.
Jeg kan virkelig godt li Frederik fra 5.B Tror du vi kunne blive kærester og måske endda få børn sammen? sagde Sofie fra klassen med et drømmende blik.
Jeg ville ikke satse på Frederik, sagde Astrid og tog en bid af sin rundstykke, mens hun slubrede lidt af sin saftevand. Han virker måske sød, men jeg har set ham sidde og pille sig i næsen og bagefter spiser han den endda! Så mad får du nok altid, men ellers går det nok ikke meget videre med ham.
Ad, hvor ulækkert! Hvad så med Mathias? Han er vildt dygtig, og så lærer han at spille guitar, svarede Sofie og smilede drømmende igen.
Han driller katte. Binder en dåse fast til halen og løber efter dem det bliver aldrig godt. Han bliver en af den slags, der ender med at drikke for meget.
Hvor ved du det fra?
Kender du nogen guitarister, der holder sig til danskvand? Nå men helt ærligt, du har slet ikke travlt, lev dit eget liv lidt endnu. Mændene skal nok komme. Brug hellere tiden på at blive bedre til matematik og lad så være med at bide negle, så får du bare orm.
Så kom Magnus fra 4.C og skubbede til Sofie, så hun næsten gled ned på gulvet og sagde:
Jeg har ingen venner, alle siger jeg er tyk, og ingen gider være sammen med mig.
På onsdag starter brydning. Gå ind til idrætslæreren og meld dig til. Du bliver nok ikke tyndere, men så begynder de at have respekt for dig. Og hey, du skal ikke skubbe til din kommende hustru, sagde Astrid helt tørt.
Hun rejste sig og gik med sit bakke over til opvasken.
Astrid, tror du jeg skal begynde på kørekort nu til sommer eller vente til næste år? lød det fra geografilæreren, fru Rasmussen, som prøvede at lyde tilfældig.
Altså, fru Rasmussen, for at lære at køre bil skal man ligesom også have en bil og din fars gamle Fiat Panda holder ikke længe endnu. Kan du se forskellen?
Jeg jeg tror det, sagde hun lidt tøvende.
Astrid rullede med øjnene og, efter at have vasket hænder, fortsatte hun:
Sælg den slæde. For pengene kan du købe en virkelig god cykel og et par shorts. Om to måneder cykler du alligevel på arbejde. Eller bare køb en andelslejlighed, renten er super lav lige nu det er ikke så smart at bo hjemme hos mor og far, når man er 35. Det siger jeg bare.
Så trissede hun over mod håndarbejdstimen, mens fru Rasmussen så målløst efter hende.
I de 40 minutter, hvor resten af pigerne prøvede at forstå, hvordan man tråder nålen på symaskinen, syede Astrid sine hullede bukser, lagde sin nederdel op og hæklede lige et par tykke sokker til håndarbejdslæreren, mens hun mindede hende om, at gravide kvinder altid skulle holde fødderne varme. Dagen efter kom læreren pludselig til skole med chokoladekage som tak!
Derhjemme var Astrid også ret meget sin egen. Hun skældte moren ud for at købe dårligt hakkekød og besluttede selv at lave hjemmelavede frikadeller. Om aftenen, i stedet for at glo YouTube, satte hun sig til at læse De tre musketerer og hviskede somme tider med en usynlig en. Faren prøvede at holde øje fra computerhjørnet, men Astrid udpegede straks, at han sad og hang og sagde, at han burde gå ud og banke tæppet, i stedet for at surfe rundt på mærkelige hjemmesider.
Efterhånden gik der vilde rygter på skolen, og lærerne mente, at nu måtte skolepsykologen på banen. Så kom dagen hele lærergruppen, inklusiv skolelederen, mødtes til samtale midt i timen.
Astrid, søde, er der nogen der driller dig på skolen? starter psykologen blidt, flot skæg, briller og det hele.
Jeg synes det er mere irriterende, at kommunen sendte flere millioner til skolen, og så har vores gymnastiksal kun fået en gammel buk og to meter tov, svarede Astrid tørt.
Alle vender sig mod skolelederen, som straks skynder sig at gå til møde ud af vinduet.
Mangler du venner?
Venskaber det kommer og går, sagde Astrid med et gab og snoede pigtailene mellem fingrene. I dag leger man fangeleg i frikvarteret, i morgen står ens bedste veninde og vasker ens tallerkener, mens man selv skriver selvangivelsen.
Hvad?! Hvor får du alt det fra? Hvem siger det til dig?
Min veninde.
Aha! Så det er din ven, der roder det hele til. Tør vi bede hende om at komme herind?
Hun sidder lige her, sagde Astrid roligt, så alle så lidt forvirrede ud.
Vi kan ikke se hende hvad hedder hun?
Kirsten Margrethe.
Hold da op, hvor gammel er hun?
70.
Hvad siger hun mere til dig?
Hun siger, at man skal børste tænder helt ned til tandkødet, at naboens hund ikke er farlig men bare bange og sulten, at man ikke må glemme familien, og for resten er jeres ejendomsskat blevet beregnet helt forkert de sidste fem år, så I skal tage ud på rådhuset og tjekke, for den er beregnet ud fra den forkerte vurdering.
Psykologen skrev hurtigt ned især det sidste blev dobbelt understreget.
Så ringer de op til Astrids forældre, som er på arbejde.
Vent råber hendes far i røret. Det var jo min mors navn! Hun døde for ti år siden!
Der blev helt stille i lokalet.
Ja, det er ti år siden, og ingen kommer og besøger graven mere nu er alt helt tilgroet, stakittet faldet sammen, sagde Astrid lidt fornærmet.
Jeg har bare ikke haft tid forsøgte faren lidt slukøret.
Samtalen slutter.
Næste dag tog hele familien ud på Assistens Kirkegård. Astrid havde aldrig set sin farmor, kun hørt farens sparsomme historier. De skulle lede lidt det var vildt, hvor meget der var vokset op på den gamle kirkegård.
Astrid stillede en buket gule tulipaner i en halveret sodavandsflaske. Faren fik styr på det gamle hegn, og moren fjernede ukrudt.
Farmor siger, du er et godt menneske, men at du er blevet alt for opslugt af dit arbejde og internettet, så du ikke har tid ikke engang til mig, sagde Astrid stille.
Faren blev rød i hovedet og nikkede.
Jeg skal nok ændre mig, sagde han og klappede både Astrid og det falmede billede af hans mor på gravstenen.
Nu er hun rolig, og så kommer hun ikke til mig mere. Men jeg kommer altså til at savne hende hun er så sød og klog og sjov.
Det var hun også. Hun kunne læse folk som ingen anden. Siger hun dig andet?
Ja, hun sagde for resten, at din agurkediet slet ikke duer hvis du vil tabe dig, skal du gå til spinning! Og så var det dumt at åbne konto i udenlandsk valuta uden at få ordentlig rådgivning, og i øvrigt skal du ikke bestille alt for billigt beton til sommerhuset næste gangFaren grinede for første gang i lang tid. De stod et øjeblik i tavshed, mens vinden blæste i trætoppenes sidste blade, og solen listede sig ned over kirkegården.
Senere hjemme igen var alt på en mærkelig måde lettere. Astrid spiste boller med smør og rørte lidt i sin kakao, mens hun lod blikket glide ud ad vinduet mod haven. For første gang i ugevis sad hele familien sammen uden at nogen havde travlt eller sad med telefonen. Faren fortalte en sjov historie om, hvordan Kirsten Margrethe engang gik barfodet hen til købmanden midt om vinteren bare for at bevise, at man ikke skulle brokke sig over småting, og Astrid lo, som om hun havde været der selv.
Og om aftenen, da hun lå i sengen, føltes værelset ikke nær så ensomt længere. Mørket var blødt og venligt, og hun hviskede stille:
Sov godt, Kirsten Margrethe. Jeg skal nok klare mig herfra.
Der lød et lille vindpust fra gardinet. Så var alt, som det skulle være og Astrid mærkede, at hun selv var blevet lidt klogere.
